En kedelig morgen ~ Tiffany

Sted: Lejrbålet.
Tid: Omkring 9-10-tiden.
Vejr: Solskin og lunt.
Omgivelser: Ikke rigtig mange andre.
Påklædning: Hvid T-shirt med print på. Et par stramme jeans og sorte Converse sko.

Kibum slog sig ned på en bænk ved lejrbålet. Hvorfor var han taget derhen så tidligt på morgenen? Okay, klokken var måske lidt over ni, men alligevel; der var da ingen, der lavede mad ved lejrbålet på den tid. Desuden, så var der heller ikke særlig mange. Måske højest fem-seks stykker.
Han satte sig til rette på bænken og vendte sig imod bålet. Det var slukket. Selvfølgelig var det slukket. Han havde næsten lige spist morgenmad og så sad han der, som om han ventede på, at nogen ville få gang i bålet, så han kunne få mere mad.
Sådan var det bare ikke. Han var stopmæt og havde slet ikke lyst til mere mad. Han havde bare lyst til at sidde, mente han. Det bildte han i hvert fald sig selv ind, ellers ville han virke som en idiot, hvis han bare var taget hen til lejrbålet for, at sidde og glo på et slukket bål.
Han kiggede rundt på de få andre omkring lejrbålet. De sad ikke omkring, men sad sådan spredt rundt omkring. Han kendte ikke nogen. Han var så også ankommet for få dage siden. Det kunne da være rart bare at kende én.

Påklædning: http://style.ssf.netdna-cdn.com/wp-content/uploads/2012/04/envy.jpg
og hendes sædvandlig hvide Convers.

Tiffany gik hen til bålet, som var næsten hel slukket. Hun havde spist lidt morgenmad, kun lidt fordi hun ikke havde appetit til det.En dreng tog plads på en bænk, han så ret træt ud. Hun gik hen til drengen og spurgte, "må jeg sætte mig?" Hun så på drengen. Han havde blondt hår og havde brune øjne, og han var lidt af en charmetrold. Tiffany tror at han er en fin fyr, *mon om han er en* tænkte hun.Tiffany kunne ikke bedømme hvordan han var helt uden ,at vide hvordan han var "rigtigt"....

Kibum hvilede sine albuer på sine lår og hovedet i sine hænder. Han kiggede bare på bålet. Gad vide, hvornår om dagen det blev tændt? Sikkert når det var mørkt, ellers virkede det ikke rigtig speciel sjovt.
Han kiggede op, da han hørte en stemme ved sin side. En pige/kvinde stemme. Han fik øje på en pige, der stod ved ham. Koreaner. Ligesom ham selv. Det fik ham til at smile. "Ja da." sagde han venligt og nikkede. Han rykkede lidt og gjorde derfor mere plads, selvom der var rigeligt med plads på bænken.
Han rettede sig op og lænede sig tilbage mod ryglænet. Han kiggede kort på hende, inden han kiggede mod bålet igen. Skulle han starte en samtale?

Tiffany satte, uden sige en lyd. Hvad skal hun da sige? Jeg syntes at du er sød? *Nej tag dig sammen* tænkte hun. "Jeg hedder Tiffany" sagde hun til drengen. Hun følte nevøstienten stige på max, og hun vidste over hoved ikke hvad hun skulle tænke.
Alle de ting hun ville havde sagt ville lyde dumt, og alle de ting hun ville havde gjort ville se dumt ud. Det her er et dilemma. Hvad skal hun gøre? Rejse sig og skride, eller prøve på at snakke med ham? Hun måtte jo sige et eller andet der ikke lød dumt. "Hvad hedder du?"

Kibum kiggede mod bålet. Han anede ikke, om han nu skulle starte en samtale eller bare lade være. Hvad skulle han i øvrigt sige? Han anede ikke, hvem hun var. Hun var den første, der havde søgt sig hen til ham.
Han kiggede på hende, da hun talte. Han smilede venligt til hende, da han bemærkede, hvor nervøs hun så ud og lød. Det havde hun ingen grund til. Eller..
"Tiffany? Jeg kan godt lide dit navn," sagde han og rakte sin hånd til hende i høflighed, "mit navn er Kibum." præsenterede han sig derefter.

Tiffany lavet den klassiske handshake med Kibum. Hun smilede til ham, efter lidt tid tog hun sin hånd tilbage. Hun følte mindre usikker og mere glad, da nu hun fandt ud af at finde en måde at kommunikere på. Hun er også glad for der er en anden koreaner hun kan snakke med ."Hvornår kom du her til, altså til lejren?" spurgte hun med et smil. Hun kunne komme med et bedre spørgsmål. Hun så ham dybt i øjne. Til dybe brune øjne...

Kibum gav hendes hånd et klem og smilede venligt til hende. Han tog sin hånd til sig lidt efter, ligesom hun gjorde. Han rettede lidt på sig og satte sig bedre til rette. Det gik da meget godt ind til videre.
"Jeg ankom for et par dage siden," sagde han og træk på skuldrene. Han kiggede mod bålet igen, der bare så, så trist og ensomt ud, nu hvor der ingen ild var tændt, "hvad med dig?" spurgte han lidt efter.
Han kiggede på hende igen og smilede fortsat venlig. Han var en meget venlig person, ditto høflig. Sådan var han bare blevet opdraget, men han kunne sagtens også være anderledes. Sådan var han nemlig bare.

"Jeg har været siden altid!" Sagde Tiffany og smilede til Kibum. "Jeg ved kun at min far blev dræbt af en morder, og jeg blev sat her til siden jeg var helt spæd, jeg har vidst noget". Hun blev tavs, et lille stykke tid. En tårer faldt ned på jorden, og Tiffany begyndte at hulke. "Jeg fik ingenting at vide" sagde hun lavt. Hun tog hænder op til øjne, og begyndte at græde...

Kibum's smil blegnede ret meget. Han kiggede forskrækket på hende, da hun begyndte at lyde mere og mere ked af det. Hun måtte ikke begynde at græde. Han blev mere forskrækket, da hun begravede sit ansigt i sine hænder.
Han rykkede automatisk tættere på hende og lagde en arm over hendes skuldre. Selvom de kun kendte til hinandens navne, så generede det ham ikke. Hun skulle jo heller ikke bare sidde og græde selv, mens han kiggede på. Det ville være forkert.
"Du må ikke græde," sagde han, "det er længe siden nu. Ikke? Hvor gammel er du?" Det sidste spørgsmål kom lige pludseligt. Men han ville gerne vide det, for hun lignede en på hans alder og hvis hun var det, så var det længe siden.

Tiffany kunne mærke hans hånd, på hendes ene arm. Hun drejede indmod Kibum. "Jeg er 16 år" sagde hun, mens hun fjernet hendes hænder. Hun lænede sig tættere og tættere indtil Kibum, hun følte mere og mere tryg ved det. Hun tørrede hendes tåre med bagsiden af hendes hånd. "Jeg er glad for at du er her hos mig, Kibum" sagde hun lavt. Hun smilede lidt efter lidt, og hendes fortid blev snart blev snart glemt for en stund...

Kibum holdte hende ind til sig, mens han prøvede at trøste hende. Han kiggede på hende, da hun kiggede på ham. "Seksten? Oh, så er det stadig længe siden." Han sendte hende et opmuntrende smil. Han hadede, når folk var ked af det.
Han rettede sig op, men forholdte sin arm om hende. Han ville gerne være på den sikre side og se hende glad igen, før han fjernede sin arm. Bare for en sikkerhedsskyld. "Så er du ikke en noona." Han grinte.

"Nææhh, men du er stadig en Oppa" sagde hun glad. Hun var glad for at Kibum kunne trøste hend, ellers ville hun bare tud græde hele dagen.
nu har Tiffany fundet en person hun holder meget af. Kibum... En dreng der vil være der for en uanset hvad, en dreng der trøster en når man er ked af det. "Oppa?" sagde Tiffany lavt. Hun blev tavs endnu en gang. Hun så ikke speicel glad ud, men mere seriøst.
Tiffany kunne godt lide Kibum, men som hvad? Som "ukendt", eller bare en ven? Hvordan skal hun udtrykke hendes følser,når hun ikke ved hvordan.
"Du må love mig en ting..."