Ciador. Two years. Wow. I'm impressed! - Den anden halvdel af Ciador (;

Tid: Ca. et kvarter efter aftensmaden
Sted: Skoven
Omgivelser: Natur
Vejr: En smule køligt og en lille bitte vind der får bladene til at rasle og fulgene til at synge. Der er en smule overskyet og himlen er ved at få en marineblå farve.
Dag: Tirsdag
Tøjet ^^ Håret sidder i en høj hestehale (:

Felicia sad ude i skoven på den sædvanlige træstamme hvor hende og hendes gode ven plejede at sidde sammen. De snakkede meget tit om det samme emne men Felicia havde intet imod det. Hun værdsatte faktisk meget at han gad at hjælpe hende med at finde den rette vej. Vejen der sikkert kunne hjælpe hende lidt med at åbne op for andre i lejren. Det var det eneste hun havde i tankerne. At finde sin helt egen vej. Felicia begyndte at pille ved sin striktrøjes huller. Hun havde ikke været med til aftensmaden så hun havde ikke rigtig nogen anelse om hvornår hendes ven ville komme hen til deres normale mødested. Hun havde faktisk kendt ham i to år. To lange år. Hun huskede stadig tydeligt den første dag i de mødtes. Som var det for to dage siden. Hr. D havde bedt en af de mange satyrer om at fortælle hende at han meget gerne ville snakke med hende. Felicia ville nægte men hun turde ikke. Hun kunne huske at hun så gik tavst med satyren til hovedbygningen hvor hun trådte ind i hovedbygningen hvor hun blev mødt af hr. D og en hun ikke før havde set i lejren. Hr. D havde et stort smil på læberne og drengen smilede også en smule til hende. Hr. D begyndte at forklare hende hvem drengen var og hvilken rolle Felicia skulle spille. Hun skulle vise drengen rundt i lejren. Forklare ham hvor tingene lå og hvad meningen med lejren var eftersom Felicia havde boet i lejren siden hun var helt spæd. Felicia havde mest af alt i hele verden lydt til at skrige og vende sig om hvor hun derefter ville storme ud grædende. Hun forstod ikke hvorfor hun blev påtvunget denne opgave. Men hun turde ikke sige nej. Hun nikkede blot. Det ville også havde været uhøfligt hvis hun bare afviste med det samme overfor en der først lige var kommet til lejren. Efter hun havde erklæret at hun ville hjælpe den nye med at tilpasse sig i lejren hev hr. D hende til siden. Han forklarede hende hvorfor hun skulle vise den nye rundt. Han mente åbenbart at det ville hjælpe hende med at åbne mere op for andre personer. Blive mere social. Felicia sagde intet og gjorde intet. Hun gik væk fra hr. D og startede så med at vise drengen rundt. Hun vidste godt at hun var nød til at snakke med ham for at vise ham rundt. Hun snakkede derfor med ham og han var faktisk venlig og rar. Meget forstående. Han forklarede hende faktisk hvorfor han blev sendt til lejren. Og Felicia fik helt ondt af ham. Hun prøvede derfor at opmuntre ham ved at fortælle ham at hvis der nogensinde skulle ske sådan et angreb igen så ville de to redde hele verden og derefter overtage den. De ville kalde deres herredømme for Ciador. En blanding af deres navne. Det hele var godt nok ment i sjov men nu havde de kendt hinanden i to år og Ciador-Drømmen levede stadig endnu. Felicia undgik faktisk at fortælle ham for meget om hende selv dengang. Og det var én af grundene til at hun havde spurgt ham om han ikke ville møde hende det sædvanlige sted. Han skulle have hele historien at kende. Den hele.

Påklædning: Klik her! (minus smykkerne og tasken)

Theodor kom roligt trippende hen mod den sædvanelige træstamme. Der hvor han altid mødtes med sin gode - og første - veninde på lejren, Felicia. Han havde en striktrøje, som normalt ikke ville være varm nok, men når han gik inde mellem alle træerne, så holdte han alligevel varmen. Han tog dog alligevel armene omkring sig selv, mens han slentrede hen mod sin gode veninde, Felicia. Hun havde fortalt ham at der var noget hun gerne ville fortælle ham. Theodor undrede sig meget over hvad Felicia ville snakke med ham om.. Hvad nu hvis hun havde tænkt sig at forlade lejren? Det ville han ikke kunne bære! Men hvis det ikke var det, hvad kunne det så være? Theodor satte hjernen i blød, men stoppede tankestrømmen så snart han så Felicia side på træstammen. "Hey du!" råbte han og smilede stort til hende. Han satte farten lidt op, så han hurtigere kom hen til hende. Han satte sig ned ved siden af hende, og kiggede små-undrende, men stadig smilende på hende , "Du var ikke til aftensmad? Hvorfor ikke?" Han havde spejdet efter hende, fordi han vidste de skulle mødes efter aftensmaden, men hun var ikke at se over ved Zeus' sønner og døtres bord, så han var begyndt at overveje om der var sket noget med hende. Han var dog lykkelig over at se hende helt sund og rask.

Himmelen var så småt ved at skifte over til de mørkere farver, og man kunne både se og mærke på vejret at der var ved at blive efterår. Dagene blev koldere og sommerafterne blev kortere og færre. Theodor kunne godt lide sommer - han kunne lide alle årstiderne, men hans favorit var dog efteråret. Alle de smukke rødlige, gullige og brunlige farver der prægede både træerne og jorden. Det var smukt. Og så var det også bare så hyggeligt at rende rundt med striktrøje, en kop te og et tæppe omkring sig. Og jo koldere der blev, jo bedre mulighed havde man for at få lov til at lægge armen om sin kæreste og varme ham. Men det var jo en helt anden side af sagen, og det var ikke noget han gad at tænke på, når han jo skulle nyde sin kvalitetstid med sin søde veninde, Felicia.

Felicia så rundt omkring og lagde sig så ned på træstammen med ryggen til stammen og så op på himlen. Den var smuk. Meget smuk. Hun elskede at være ude ved træstammen. Hun kom tit derud selvom hende og Theodor ikke havde aftalt at mødes. Hun kom derud for at være alene og samle sine tanker. For at slappe af og se op på himlen. Det var faktisk Felicia's yndlings sted i hele skoven. Og skoven var altså ret så stor. Men ligemeget hvor meget hun havde lyst til at slappe af og samle sine tanker ville Licha irritere hende og drille hende. Håne hende med hendes udseende og hendes tøjstil. Det gjorde ondt på Felicia. Men hun var nærmest blevet van til smerten. Men hun viste det aldrig til dem hun holdt af. Hun ville ikke have at de skulle miste deres følelser for hende fordi hun var svag. For sådan var Felicia. Hun troede blindt på at alle mennesker ville dømme hende og hade hende. Og dette var Licha's skyld. Licha var den der havde gjort Felicia's liv helt magisk og så ødelagt det hvorefter at havde trådt på det.
Felicia satte sig hurtigt op igen da hun kunne høre en velkendt stemme strejfe hendes ører. En stemme der tilhørte en fantastisk dreng. En stemme der tilhørte Theodor. "Hej" svarede hun smilende til ham. Hun rykkede sig lidt så han havde lidt mere plads på træstammen men hun stivnede så snart hun havde rykket en balle væk. "Jeg... Spiste hurtigt" løj hun og fakede et smil. Selvom hun istedet kom til at se ud som en død fisk.

Felicia så alle steder hen for at se alle de smukke farver skoven havde fået. Bladende var så småt ved at falde til jorden og det gav sådan en sjov lyd når man gik på de visne blade. Som når man åbnede en pose kiks eller noget. Selv hun smilede mere end nogensinde da hun var på vej til træstammen. Hun så blot ned på sine fødder og på de blade hun trådte på. Hun tillod sig endda den frihed at le. Og hun lo endnu mere da Licha ikke dukkede op en eneste gang. Hun kunne ikke holde det tilbage og hun gik ned på hug og samlede en masse blade op i favnen og kastede så dem allesammen op i luften hvorefter hun lukkede øjnene og lod dem falde til jorden igen. Det var det hun elskede ved efterår. Alle var inde og hygge med film og varm kakao imens hun kunne gå ud og havde det sjovt selv. Og chancerne for at blive afbrudt var så små. Derfor holdt hun sig inde om sommeren og ude om efteråret. Og når de nåede vinter ville det simpelthen blive et paradis.

Theodor smilede stadig stort, da han så Felicia satte sig hurtigt op. Det virkede som om hun var blevet lettere forskrækket.. Måske havde Theodor bare taget hende i at tænke nogle tanker hun ikke ville tænke? Dybe tanker, måske... Forbudte tanker? Han vidste det ikke, men han havde heller ikke tænkt sig at spørge. Lige nu fokuserede han på hvorfor Felicia ikke havde været til aftensmad og hvad hun havde at sige til ham. Det var ikke så velset at man ikke kom til aftensmaden. Man skulle helst komme til alle måltider, medmindre der kom noget vigtigt i vejen. Theodor løftede er bryn til Felicias forklaring.. Spiste hurtigt? Den hoppede han ikke på, for han havde ikke set hende på noget tidspunkt. "Aha.... Den hopper jeg altså ikke på" han nev hende blidt i kinden, "unge dame" han smilede kærligt til hende. "Hvad så? Hvad er der galt? Du springer maden over og vil have mig herud for at fortælle noget..." Han rynkede på panden, "man bliver sgu helt nervøs!" Indrømmede han. Han håbede for alt i verden ikke at der var sket noget.. Men hun så ud som hun plejede.. Ingen brækkede ben, ingen skrammer, alle ti fingre... Theodor undrede sig over hvad det kunne være, men han måtte vel bare vente på hun fortalte ham det.

Theodor var rigtig glad for at have Felicia her som veninde, og ville blive sindssygt ked af det, hvis hun valgte at forlade lejren. Men han ville heller ikke have det godt med at hun var her, hvis nu hun var ked af det.. Han var opsat på at vide hvad der var galt! Selvom Felicia måske ikke havde den største appetit i verden og at hun heller ikke havde brug for den, nu når hun ikke var vildt engageret i træningen, så vidste hun da godt at det var vigtigt at spise noget. Men Theodor vidste godt, at hvis der var noget galt, så kunne man nemt miste appetitten. Derfor var han overbevist om at der var et eller andet der gik hende på. Han vidste ikke og det havde noget med ham at gøre, eller om hun bare havde tænkt sig at betro sig til ham. Han håbede på den sidste del. Han ville for alt i verden ikke være skyld i at nogen var kede af det, men han ville hellere end gerne hjælpe, hvis han kunne og hvis hans venner havde brug for det.