Cry me a river ~ Dorothy

Tid:: 12.38
Sted:: Skoven, et eller andet sted
Omgivelser:: Ikke andre end dyrene, så vidt hun ved
Vejr:: Det er koldt, med en mat sol. Der ligger et lille tæppe af rim på grenene
Påklædning:: http://data.whicdn.com/images/43676069/50595195785502515_HrKNCxyp_f_large.jpg

Vinden fik skovens træer til at svaje fra side til side, ihvertfald oppe i toppen, og den fik disse træers grene til at rasle. Naturen var helt sin egen, og hvis man lukkede sine øjne og bare hørte, ja, så kunne man opdage en masse. For eksempel, at det lille rådyrkid altid brægede to gange, før dens mor kom. Fuglene pippede anderledes om foråret end om efteråret, da de om foråret skulle imponere en af deres artsfæller af det modsatte køn. Naturen forandrede sig hele tiden, og alle disse forandringer var helt uafhængige af menesker. Eller, dødelige skulle man måske sige. For mange halvguder anså sig selv, som værende mennesker end det de egentlig var. Mange halvguder benægtede at de var halvguder. De benægtede deres guddommelige side. De så kun den dødelige.
Børn af de forskellige guder havde det på forskellige måder. Mens børn af Athene tit blev godkendt, som Athenes børn, blev børnene af Artemis udstødt. Artemis havde faktisk en del børn. Selvom hun nægtede at godkende disse børn, før hun blev tvunget af det løfte, guderne havde afgivet til Percy Jackson. Hun godkendte mere godvilligt hendes kvindelige børn, mens drenge blev foragtet. Foragtet af deres egen mor. Dallas, hendes halvbror, havde selv fortalt, at han havde haft det hårdt med det faktum, at hans mor foragtede ham. Noget Avery sagtens kunne forstå. Hun var aldrig blevet foragtet af nogen, men hun forstod, hvordan det måtte være. Eller hun kunne gætte på det. Hun kunne jo ikke mærke det, ikke sådan rigtig. Hendes far havde jo elsket hende og hendes mor havde godkendt hende, kun to måneder efter hendes ankomst til lejren. Alt i alt, havde hun aldrig haft det hårdt. Der var jo selvfølgelig monstrene, men hendes far havde altid beskyttet hende. Hun havde haft et godt liv.

Påklædning: En sort vinterjakke, der er åben. En blå striktrøje, hvor man kan se kraven fra den hvide skjorte indenunder. Et par mørkeblå jeans, samt et par sorte vinterstøvler. Håret er sat i en høj hestehale.

Dorothy begravede sine kolde hænder i lommerne på den sorte vinterjakke. Hun lukkede kort øjnene i, inden hun åbnede dem op igen. Hvor var hun egentlig på vej hen? Hun var ankommet for nogen dage siden, og hun kunne stadig ikke helt finde rundt i den store lejr, hvilket den altså var - ifølge hende selv.
Hun gik fremad, uden at vide hvorfor. Men det gjorde hun altså. Måske kunne hun være heldig og møde nogen ude i skoven? Det kunne man jo aldrig vide. Hun spejdede rundt ved træerne, buskene og alt det andet. Det var nu ikke fordi, at hun kunne få øje på nogen. Men okay. Hun var også næsten lige trådt ind i selve skoven.
Hvorfor skulle der være så koldt? Hun brød sig ikke særlig meget om efteråret eller vinteren. Hun elskede dog efterårets skønhed og vinterens hygge, men udover det, så var hun nok mere en sommerpige. Det havde hun altid været. Hun elskede solen, varmen og det der hørte til.
Hun stoppede pludseligt op. Det her var for åndssvagt. Hun kunne jo ikke bare fortsætte ind i den store skov. Hun var jo helt alene, og desuden var det hendes første gang inde i skoven. Måske burde hun bare gå tilbage? Men hun ville jo gerne ud og opleve ting. Hun elskede at opleve ting på egen hånd.

Hun lukkede sine øjne, lod naturen og hendes evne opfylde sig. Hendes evne var en mellemting imellem fuldkommen umuligt og umuligt, men ikke desto mindre, var det dén evne hun besad. Evnen gik ud på at kunne se ting, føle dem, opfatte deres eksistens og i nogle tilfælde, ganske sjældne, blive ét med et dyr. Det var måske ikke til at forstå, men sådan var det. Når hun blev ét med et dyr kunne hun styre det, hun var dyret. Eller ihvertfald en del af det.
Hun åbnede brat øjnene, da hun opfattede en anden person. Et menneske. Eller nok nærmere, en halvgud. Hun så sig hurtigt ud til begge sider, venstre og højre, at hendes brune hår fløj om hendes ører. de brune øjne fløj rundt, lagde mærke til hver eneste lille detalje i jagten efter den nyopdagede halvgud.
Hvis hun havde brugt mere tid på at søge efter halvguden med hendes evne, ville hun sandsynligvis vide, hvor halvguden præcis var, hvordan den så ud og ting som det. Hun ville vide alt, der kunne ses med øjet.
Hun havde opfattet denne halvgud ganske svagt, hvilket betød, at personen ikke var tæt på Avery. Et lille suk slap ud af hendes læber og hun trak ligegyldigt på skuldrene. Hvis hun stødte på personen, stødte hun vel på personen. Hvis ikke, ja, så stødte hun ikke på den. Ikke noget magisk over dét.
Hun stak sine hænder i lommerne på hendes jakke i håb om, at de kunne få lidt varme på den måde og gik så videre. Mod lejren. Hun havde alligevel intet at lave herude, nu da hun havde glemt sin bue og sine pile i hytten. Og hun frøs, så hellere komme hjem i varmen og overtale Dallas til at lave en kop varm kakao til hende. Ikke fordi hun regnede med, at han rent faktisk ville lave én, men man kunne da have lov til, at håbe. Ikke?