What are you up to? ~ Maylin

Tid: 05:20
Sted: Stranden
Omgivelser: Sand?
Vejr: Dejligt solskin og en stille vind!
Årstid: Sommer
Påklædning: http://www.hollywoodbackwash.com/wp-content/uploads/2012/03/Taylor-Swift-bikini-21.jpg
I tilfælde af at skulle have noget uden over biknien: http://www.gotceleb.com/wp-content/uploads/celebrities/taylor-swift/bikini-in-perth-australia/Taylor%20Swift%20In%20Black%20and%20White%20bikini%20in%20Perth,%20Australia-14.jpg
__________________________________________________


Ann-Sophie lå i sandet og ventedede på solopgangen. Det var rart at være der så tideligt på dagen, når det ingen halvguder var. Udfordringen var selvfølgelig at komme ud af sengen, men når først det var overstået, gik det som smurt. Det ville være første gang hun ville opleve solopgangen herfra.
Hendes hånd fangede noget sandt og hun lod det glide stille ud af hendes hånd igen. Det var svært at lægge stille, så et eller andet skulle hun foretage sig, altså legede hendes hænder med sandet. Hun undrede sig lidt over, hvordan det ville være at være normal. Hvis man ikke havde ADHD, og man bare kunne nyde solopgangen stille og roligt. Der var selvfølgelig heller aldrig fred i lejren, eftersom alle de andre også havde ADHD, men det var nu også sådan hun bedst kunne lidt det. En gang imellem var det bare rart at få en smule fred.
Hun mærkede den stille vind lege med sit hår og nød følelsen. Hun satte sig op. Var det solen hun kunne skimte? Hun tog solbrillerne af, lagde dem i sandet og strøg hånden gennem håret.

//Har advaret mod manglende krea! xD//

https://2img.net/r/ihimizer/img560/8916/30445410.jpg

Felicia sad allerede nede på stranden og så ud mod det smukke vand. Hendes taske som rummede to håndklæder og et armbåndsur og et par shorts lå ved hendes højre side. Indenunder hendes overtøj havde hun en bikini på så hvis hun skulle ombestemme sig kunne hun hoppe i vandet. Hun var ikke så sikker på om hun skulle gøre det. Hvad nu hvis der kom nogen og så hende? Selv tanken gjorde hende utilpas og af ren refleks så hun rundt. Hun fik ikke øje på nogen da hun stadig var ved at vågne op. Hun havde ligget i sin seng søvnløs som sædvanlig og så valgte hun at rejse sig op og tage tøj på hvorefter hun pakkede en taske og tog ned på stranden for at skue solopgangen. Hun plejede altid at stå op tidligt for at løbe en tur i lejren mens alle de andre lejrdeltager sov. Så ville ingen få øje på hende og det var sådan det skulle være. Hun havde sneget sig ned på stranden og nu sad hun bare der og overvejede at tage en hurtig dukkert bare for at vågne lidt op. Men hun ville ikke tage nogen chancer. Hun så derfor rundt endnu engang og denne gang fik hun øje på en skikkelse. Hun kneb øjnene sammen og kunne så se at en halvgud sad flere meter væk fra hende. Hun lagde sig hurtigt ned i sandet for ikke at blive set. Hvad skulle hun nu gøre? Hun ville flygte men det kunne hun ikke. Så ville halvguden se hende. Hun begyndte at gå i panik og hendes hjerte begyndte at banke hurtigere i hendes bryst.

Ann-Sophie syntes, hun hørte noget. Det lød som et bumb. Det var godt nok meget svagt, så hun var ikke sikker på om hun overhoved havde hørt noget, det var måske mere en følelse, men hun kiggede derhen alligevel. Hun kunne ikke lige umildbart se noget, så hun rejste sig op for at undersøge det. Hun børstede lidt sand væk, som havde sat sig fast og kiggede så ud over sandet. Hun fik øje på en kvindelig skikkelse flere meter væk. Havde hun hele tiden været der?
Ann-Sophie gik beslutsomt hen til pigen, måske kunne de se solopgangen sammen? Da Ann-Sophie var kommet helt hen til hende, kunne hun se, at det var en hun havde mødt før. Hun mente i hvert fald bestemt at de havde mødtes... Hvor var det nu? Nå ja, hun havde vist Ann-Sophie rundt i lejren for 1-2 år siden.
"Hey there," sagde Ann-Sophie og blinkede til pigen, mens hun prøvede at komme i tanke om hendes navn. Hun satte sig ned ved siden af hende. Det startede med F... Nej, hun kunne ikke huske det.
"Hvad laver du ude så tidligt?" spurgte Ann-Sophie med et frækt smil og et glimt i øjet. Hun strøg atter en gang strøg hånden gennem håret, hvilket var ved at blive en vane. Hun kiggede igen ned på den anden halvgudinde og studerede hende. Hun virkede ret nervøs... Eller måske var skræmt mere præcist?

Som hun lå det i sandet blev hun mere og mere stakåndet. Tankerne der fløj rundt inde i hendes hoved kunne hun ikke få styr på og det irriterede hende. Hun kunne høre stemmerne. De stemmer der hviskede og sladrede til hinanden heletiden. De stemmer der lød så sløret og alligevel så klart. Hun placerede sine knoer mod hendes tindinger og pressede til imens hun lukkede øjnene hårdt i og gav en gispende og bedende lyd fra sig. Det gjorde ondt på hende da hun ikke var van til at så mange snakkede på én og samme tid. Al den larm kunne hun ikke klare. Det var som at have en forfærdelig hovedpine. Hun åbnede øjnene og lod sine arme hvile ned ad hendes sider. Hun så hen mod det sted hvor hun havde set skikkelsen og hun kunne se at vedkommende var igang med at rejse sig op. Havde han eller hun måske fået øje på hende. Hun så hurtigt op i himlen igen og ønskede inderligt at hun ville synke ned i sandet så personen ikke ville se hende. Dog satte hun sig skræmt op da personen var kommet hen til hende. Hun trak stadig været lidt stakåndet og hun så blot skræmt på pigen. Ikke et eneste ord fik lov til at forlade Felicia's læber og der var kun én vej udenom. Hun tog hurtigt fat om sin taske og rejste sig op hvorefter hun med tøvende skridt bakkede væk fra pigen.