Why are you looking at me - Kira

Sted: Vollyball banen
Tid: Formiddag
Omgivelser: Andre,- ikke mange, sand, nets, balls
Vejr: Sol, men blæser en smule og er koldt
Dag: Fredag
Årstid: Starten af forår
Påklædning: - minus halskæde + en brodo rød taske

23 år på bagen, og tilbage i lejren. Fem år var gået hurtigt. Denne her fyr, gik med en sportstaske over skulderen, den var brodorød ligesom hans bukser og hue. Han havde også gråt på, sko og sweater. Fyren var Cyrus Jesse Dorthonion, det lod måske underligt, men han var digter, sangskriver og rappe-skriver. Han elskede at skrive tekster til andre mennesker, til folk der kunne synge. Han gik ved vollyball banen, han havde lyst til at finde lidt kreativitet til sin næste tekst. Alt kunne give ham noget at skrive, han skrev gerne sange på dansk/engelsk og spansk. Havde havde lært spansk i skolen, ikke at han var spansk i stamtræ, niks. Hans familie havde boret i Beverly Hills i 2 generationer, og de alle kunne spansk. De tog spansk i skolen, lige meget hvad.
Cyrus stod ved ved sandet og så ud over det hele. Det var faktisk noget så smukt, at se banerne, det var ikke som hjemme i Beverly Hills. Der var mere renlighed. Her var det vildt og forblæst. Det var så dejligt! Han så op på solen og der slog det ham, noget han kunne skrive til en sang!
Han tog bloggen frem fra sin taske og skrev:

Angel of darkness..
Angel of darkness..
The World is in your hand..
But I will fight until the end..

Det undre ham lidt, at det var dét han skrev. Men fik bare sådan en tanke til det. DEt undre ham dog lidt. Hvad kunne det dog være, sien han skrev sådan noget?
Han så sig om, var der nogle andre? Nogle der gik hans hjerne til at skrive sådan? Det så ikke sådan ud, måske var han bare på vej mod en anden retning.

//Håber det er ok:-)//

Kira havde bundet sit hår op i en kreativ knold med få totter der strittede ud fra den. Hun sad på længere væk fra volleyboldbanen. Hun havde egentlig tænkt sig at spille volleyball, men da hun var kommet var der ikke rigtig nogen. Men lige så snart hun så havde slået sig ned begyndte folk så småt at komme frem. De havde dog altid været i grupper, og det var ikke lige Kira, som bare deltog i en eller anden gruppe – grupperne var jo som regel et lige antal.
Kira havde en løs, tyk og sort sweater på, med enkelte hvide takker på, og nogle lysegrå jeans. Kira tog hænderne op til hinanden. Hun havde fået kolde hænder hun havde blot siddet og tænkt over hvad hun skulle lave og gøre – og da hendes opmærksomhed var faldet på hendes hænder, gjorde de ondt af kulden. Hun gned dem mod hinanden for at skabe en fysisk varme. Hun gabte, men prøvede lidt at skjule det. Hun havde siddet ved en hæk med en lille blok og bare siddet og skrevet, og måske tegnet, lidt. Et suk undslap hendes læber. Roligt satte hun sine hænder imellem lårene for at varme dem. Hendes mørke øjne var malet lidt op, med lidt cateye eyeliner og en smule mascara. Noget havde hun dog fået af familien.
Kira havde levet hos en familie som udgav sig for at være hendes rigtige far og fuldt ud ægte søskende. Det eneste var, at moren vidste at Kira var datter af Hades. Altså, så snart moren havde fundet styrken og syntes Kira var gammel nok, gav moren hende besked. De havde bedt Kira gå ud og købe mælk og chokolade – det havde hun gjort. Men da hun så stod ude foran døren, ville de ikke åbne. Der hang blot en seddel, som Kira først læste efter lidt tid. Kira var blevet helt overrasket og var blot gået ud og var endt i central park. Hun havde endnu ikke mødt denne satyr-vogter, som skulle siges at skulle hjælpe hende der ud. Kira mødte først dagen efter en Satyr som hjalp hende på vej. Kira havde været lidt afsides på det seneste, men hun var begyndt at falde mere ind efter nogle få måneder.
Hendes blik kørte lidt rundt. Der var en dreng der gik forbi hende og hun kiggede hurtigt op for at se hvordan han så ud. Drengen havde brunt hår og så meget afslappet ud. Kira rejste sig straks op med blokken i de stadig kolde hænder. Hun gik roligt bag drengen, prøvede lidt at se hvordan han så ud, men kunne ikke rigtig beslutte sig hvordan han så ud – det eneste hun kunne se var hans ryg. Hendes blik kørte lidt til siderne lidt tænkende, men rytmisk, selv om der ingen musik var. Hun kørte kort sin hånd op til en vildfaren hårtot, som måtte have revet sig løs af hendes knold. På hendes venstre arm var der et armbånd. Mindede lidt om et ur, bortset fra der hvor der skulle være selve uret, var der en slags halvkugle som indhold noget røg. Røgen var grå-hvid og var nærmest i et sort rum. Hun stoppede lidt før volleyballbanen og gemte sig bag en nærliggende hæk. Drengen kiggede rundt hvorefter han kiggede op på solen. Papir og blyant havde han også med, han skrev et eller andet. I mellemtiden, mens han skrev, rejste Kira sig og gik op bag drengen, måske nærmere manden. Hun stod næsten kropsnær til ham, men intet ved hende, eller hendes tøj eller hår rørte ham. Hun stilede sig på tåspidser og sigtede mod at hviske i hans øre; ”Hej…” hun sagde det lavt og langsomt. Hun ville ikke tro at hun ville skræmme ham – hun var kun en lille og ubetydelig pige.

Cyrus stpd lidt i sin egen verden, og havde ikke rigtig lagt mærke til alle de andre mennesker om sig. Han havde ikke hensigt i at træne. Træne og ham var ikke just de bedste venner. Han var stærk. Ja, han var god i slåskampe med de barenævner, og med sine to evner, var han jo alligevel på en måde lidt uovervindelig. At lamme muskler og blinde folk og derfor banke løs på dem. Så havde han vel kun et forespring, med mindre det var mod en af sine egne, så skulle han nok passe på.
Han så sig om. Noget bag bukser begævede sig. Var det en and? Det kunne det vel lige så godt være. Han så frem og var gået videre.
Han så ned på sin tekst og summede lidt over det, og sang lidt videre på den.
"Angel of darkness
Angel of darkness
Don't follow your command,
But I will fight and I will stand.

When darkness falls,
Pain is all,
The Angel of Darkness,
will leave behind,
and I will fight."
Det undre ham lidt hvordan ordene kom til ham. Hvilken engel fra mørket var der kommet ind på hans hjerne? Hvad skulle der til at...
En stemme gav ham et kæmpe chok, og han så overrasket på den lille pige ved siden af ham. Han så lidt skævt, eller meget skævt ned på hene. "He...j?" sagde han spørgende og så på hende. Hun virkede en smule uhyggelig. HVad var hun ude på. Han stod med siden til hende og sukke svagt. Han lagde sin blok og kulgepen ned i tasken og så til siden. Var dette en joke? Eller var han bare meget uheldig angående denne lille pige. "Hvem er du så, lille pige?" spurgte han og så ned på hende med et lidt uforventende svar. Det ville ikke undre Cyrus hvis hun var smuttede efter hun havde givet ham et chok.

Hendes fødder nåede kun lige at rører jorden helt før hun tumlede lidt bagud. Hun havde fået et chok af hans chok, hun sagde dog ikke noget til det, bare nogle skridt væk, og spærrede øjnene lidt op. Han havde godt nok sunget lidt før, og hun syntes det lød godt.
Hun kiggede lidt på ham, han så faktisk godt ud – ældre mænd var som normalt altid mere modne end dem som måske kun var lidt ældreend hende selv. Hun ville helst have en ældre, de vidste for det meste mere i visse emner, men nogle gange ikke, og hun elskede når de var mere modne, og højere end hende. Hun gav ham et elevator blik, kun med øjnene. Om det så betragtende ud, eller lignede afsky, det vidste hun ikke selv – andet end at hun smilede over hvad hun så.
”Jeg er Kira,” præsenterede hun sig selv, og smilede lidt. ”Og du er?” spurgte hun med et lille smil. Hendes mørke øjne faldt på hendes egne hænder - hendes højre hånd havde dækket hendes armbånd på venstre arm. Det var bare en vane, nogle syntes det var underligt, andre betragtede det næsten når de så det flyve rundt. Hun tog nogle skridt tættere på drengen, de skridt som hun før var taget væk af chokket, tog hun nu frem. Hun kiggede først ned, hvor efter op. Han var godt 30cm højere end hende. Han var noget af et tårn – der med vidste hun også at han var godt ældre end hende. Måske i tyverene?
Hun knugede lidt sin hånd om armbåndet hårdere og bed sig lidt i læben. Hendes mørke øjne slog sig en enkel gang væk fra drengen og ud over udsigten.
”Jeg kan godt lide din sang,” sagde hun, hendes blik kørte forsigtig tilbage på ham med et lille smil. Kira var ikke den der gjorde sig ’sexet’ for at komme ind på folk, hun var mere den som hurtigt vidste alt om folk og ville gerne have at folk skulle elske hende for den hun var.
Kiras blik faldt på tasken, som han godt nok havde stillet væk. Der var noget i den som hun ville vide hvad var.
Hun gik de få skridt hen til tasken og satte sig på hug ved den og fik hurtigt lynet den op og fisket en blok papire frem, og kiggede lidt på dem. Det var lyrik. Så drengen skrev digte og sange? Han var måske poetisk, eller sikkert meget kreativ.
Hun så noget som mindede lidt om en sang og satte sig til at synge det. Kiras stemme var ikke det man kunne sige var en sangstemme – hun var ikke ligesom mange andre på lejren som kunne synge og danse som gud og hver mand. Hun var mere normal, kunne ikke ligefrem synge, syntes når hun dansede det så underligt og forkert ud.
” Aangel of darkness”
“Aangel of darkness
Don't follow your command,
But I will fight and I will stand.

When darkness falls,
Pain is all,
The Angel of Darkness,
will leave behind,
and I will fight.”

Forvirringen fordelte sig ud over hans krop. Hvad var hun dog ude på? Prøvede hun at liste sig ind i hans hoved, finde hans tanker, hans minder og hans synder? Cyrus så lidt forvirrende rundt og så ned på hende igen. Hvad var der galt med denne pige? Hun var, hvad? 12-16 år?
Han så ned på hende og hævede det ene bryn, da han så hendes elevatorblik. Hvad i al' verden var der galt med denne pige? Meget muligt Cyrus var til yngre piger, måtte de altså lige vente til det med 10-8 års alderforskel når pigerne var 17 og han så var 25 til 27 år. Det var fair nok med ham. Han nikkede da hun sagde sit navn. "Kira. Ak ja. Jeg er Cyrus Jesse." sagde han kort og så sig kort om. Han havde stillede sin taske fra sig og sin blok. Han gik lidt væk fra hende, som i håb om at hun gik sin vej. Men det var måske en større opgave end hvad man troede.
Han havde lige taget det ene skidt væk, kom hun tættere op ad ham. Han så ned ad hende. En højdeforskel på ca 30 centimeter. Lidt af en stor forskel tænkte han. Han vendte sig væk fra hende, og trådte lidt væk. Nu måtte hun vel forstå det. Han hørte noget han ikke havde regnet med at høre. En lyn lås gå op. Og haps. Han så sig hurtigt om, hans taske var åbnet og hun stod nu med hans blok. "Hvad har du gang i unge dame?" sagde han forvirret og provokeret på en lettere måde. Han gik hen mod hende, da han hørte hende synge det han havde skrevet.
Var lyd faktisk ikke helt så dårligt. Han fik endnu en idé til teksten, og sagde efterfulgt hende.

"The love is lost..
beauty and light..
have vanished from..
garden of delight...

The dremas are gone..
midnight has come..
The darkness is our new kingdom..."

Cyrus så lidt forundrende på hende. Det var underlig, det kom på grund af at han så på hende, der var noget ved hende der fik det til at komme til ham. Var hun engel fra mørket?

Kira bedømte alderen på fyren hurtigt. Omkring starten af tyverene, havde hun besluttet.
Hun var faktisk lidt i tvivl om hvordan hendes elevatorblik så ud, men det kunne også være lige meget. Sket var sket.
”Cyrus Jesse..” sagde hun lidt tænkende, ”Jeg regner med du bliver kaldt Cyrus?” sagde hun og smilede lidt.
Da Kira sad over for tasken kunne hun ikke lade være med at smile over teksten, og hun svarede ikke på hans spørgsmål. Hun var faktisk lidt glad over han lod hende læse det helt færdigt. De sarte trommehinder opfangede at han tilføjede noget. Hurtigt havde Kira fundet pennen i hans taske, skubbet proppen af med tommelfingeren og begyndte at skrive det han sagde ned.
”Nu gjorde jeg dig en tjeneste, nu skal du ikke skrive det ned,” sagde hun lidt drillende og rejste sig op. På hans ark var der det han selv havde skrevet og Kiras egen flotte og lette håndskrift.
”Det lyder smukt” sagde hun og gav ham blokken med sin venstre arm. Kira lagde mærke til noget underligt. Hendes armbånd; ’rummet’ var ændret til en lys farve, og røgen grå. Kira vidste selvfølgelig ikke hvad det betød, men det fandt hun måske ud af? Hun havde rynket lidt på panden over det, men rystede hurtigt på hovedet og rynken i panden forsvandt. Hun kiggede op på Cyrus. ”Hvordan finder du på de her ting?” spurgte hun og smilede lidt. Hans blå øjne fangede hende lidt. Hun smilede bredt og fik sig til at kigge ned på blokken igen. Hun fandt det ikke pænt at kigge for meget på folk.
Hun skævede rundt. Der var nogle der spillede lidt bold. ”Kunne du måske tænke dig at spille?” spurgte hun og smilede lidt, hendes stemme var lav og lettere tøvende – men nu stod de alligevel sammen og snakkede lidt så kunne det jo være at han måske havde lyst? Men selvfølgelig, man ville blive træt af det, og på sin vis, ville det også være lidt kedeligt, med mindre der skete et eller andet særligt, ”Vent, nej, vi behøver ikke” sagde hun med et lidt bredere smil. Hun havde egentligt mere lyst til at snakke med ham og lærer ham at kende.
”Hvor længe har du genligt været her på lejren?” Hendes stemme havde lavet en uforventet drejning. Hun havde ikke selv valgt det. Men hendes stemme lød meget interesseret og flirtende, ”Jeg mener-” hun panikkede lidt ”Hvor længe har du været her?” spurgte hun igen, denne gang var hendes stemme kun ude af kontrol, så den var høj i starten, men blev lavere senere. Hun tog sig til munden og rødmede. ”Du ved hvad jeg mener” sagde hun lettere hårdt bag sine hænder. Det lød som om hun trak vejret meget hårdt. Et øjeblik klemte hun sine mørke øjne sammen men åbnede dem derefter hurtigt. Hun fangede sig selv i at have krummet sig lidt forover og rettede sig så ordenligt op. Man kunne tydeligt se hun havde en svaj ryk.