Unbelievable! ~ Nicklas

Sted: Arenaen
Tid: Eftermiddag
Omgivelser: Andre der træner, træningsdukker og sådan noget
Vejr: Åndekoldt og skyfrit
Dag: Tirsdag
Årstid: Forår
Påklædning: http : http://weheartit.com/entry/54222970/in-set/7859596-clothes (den mellemrum)

Ude på arenaen var der en smule aktivt. Ak ja. Næsten alle der var de ude, de trænede. Men ikke denne unge fyr, Cyrus Jesse Dorthonion. Han havde ikke brugt meget tid på lejre. Og det skulle indhentes nu. Fem år var gået hurtigt, og nu skulle deres tages i brug af dem. Der var dog et problem. Denne unge Apollons søn, var ikke den voldigeste med våben. Han slås med nævnerne. Han var mere eller den største mongol med et sværd, spyd og bue og pil. Han havde aldrig rigtig haft det i hånden, og hvis han havde det, var der nok nogle der havde mistet en hånd eller finger fordi hans uduelige evner til det.
Cyrus sad på bænken, han havde en striksweater på, blå og grå, grå for oven og for neden, og blå på midten. Nogle sorte bukser og lyseblå covers. Han havde en blok i hånden og så ud over dem der trænede. Han digtede en smule. Han var i gang med et digt. Et digt om hvor forskellige man så end var, kunne man være venner.
Indtil videre havde han kun fået skrevet;

Jeg er sol,
Du er nat.

Jeg er mig,
Du er dig.

Jeg er land,
Du er vand.

Cyrus fandt det lidt irriterende ikke at være færdigt med digtet. Han begyndte på det for få dage siden, siden han kom hjem til lejren igen. Han havde alligevel mange tekster i gang. Ikke kun digte, også sange. Hans lysebrune/mørkeblondt hår sad lidt oprejst. Han så sig til siden, og tog den ene hånd op til munden. Hvor der sad en smøger. Han tog den ud, og pussede ryg ud. Han var ikke stor ryger, men røg for at falde til ro, når hjernen ikke kunne finde rundt i hans tekster og personer. Personer som hans mange søstre.. "Jessice..Malu..Chloe..Miley.." mumlede han og så til siden. Han havde ikke snakket så meget med sine søstre som før i tiden. "Cecilia.." han lagde nakken tilbage og holdt cigaretten i hånden. Hvorfor skulle han lige præcist have fem søstre. og så alligevel var der så stor en alder forskel på dem! Jessica var den ældste, 24 år og Miley var den yngest på 8. Tænkt engang.
Han lukkede øjne og tænkt. Han måtte ikke ryge for sin mor, men gjorde det i smug..

Denne dag ville normalt have været hård, men trænningen idag havde Nicklas ikke haft den bedste tålmodighed til at deltage i, han fandt det nu mere spændende at skulle prøve noget andet men måtte vende tilbage til sine gode våben. Bue og pil. Nicklas der roligt var på banen havde pilen på strengen og havde et godt sigte, han ramte nærmest altid hvor han gerne ville ramme men der var noget der irriterede ham lige for tiden, så der var kun en ting han kunne gøre. Nicklas slap pilen og et svurp kom fra strengen da pilen blev affyret på sine lange træk mod sit mål hvor den ramte nogle millimeter over der han havde sigtet, men det var der ikke så meget at sige til, han havde brugt ti år på den samme rutine de her steder og hvad var der så der gjorde denne dag anderledes? Ingenting! Det var rent rutine for Nicklas og han overvejede lidt at ændre på sine daglige rutiner, men hvad kunne han ændre på? Nicklas gik over og hev pilen ud og lagde ned i sit kogger til de andre pile, han burde gå over og få hentet nogle flere pile da han næsten var løbet tør da nogle af hans pile var gået i stykker for et par siden, men det krævede han lagde tid an til det. Nicklas kiggede rundt, var det ikke Cyrus der stod derovre og lignede en forpint tiger der tænkte? Jo! Nicklas rettede sine rolige skridt mod Cyrus mens han lod sit vejrtræk forblive i sit rolige jeg så man ikke skulle kunne se han var irriteret, det var ikke nogle folks skyld.
"Har ulvene spist dine våben, eller skal du ikke træne?" Nicklas havde holdt et roligt blik på Cyrus mens han snakkede som han altid gjorde, og som altid fortrak han ikke et eneste smil på smilebåndet da han ikke var en af dem der smilede meget, men bare foretrak at være den rolige type hvilket han var.


//. Tøj:

Cyrus tog den ene hånd til hovedet, efter han havde lagt blokken. Det var da så irriterende! Det dumme digt.. Han sukkede opgivende. Det måtte ikke ende sådan! Han havde skrevet så mange mærkelig ting før, hvor blev de af? Han tog et sug af sin smøger og pustede ud. Han lænede sig for over, at han sad på bordet af bænken, og med fødderne på sæderne, mindede han ikke andet om end stor dreng. "Jeg er...englen, du er... dæmonen..?" mumlede han lidt for sig selv. Det lød af helvede til! Men alligevel kunne det skrives ned? Modsætning skulle han jo huske på! Han tog cigaretten i munden, tog blokken og kulgpenen og skrev det ned.
Han satte sig i tænke-mode, da han hørte en stemme. En noget så bestemt stemme han kendt. Han rettede blikke op, tog smøgen ud af munden og pustede røg ud. Han så hen på en temmelig veltrænet fyr med bue og pil. Et smil bredte sig over Cyrus læber. Gode gamle Nicklas. Nicklas havde taget godt i mod ham, da han første gang kom i lejren for fem år siden. Og nu havde Cyrus bare set ham som den alder bedste person i liv, bortset fra hans familie. "Du ved jeg er total mongol med våben.." sagde han og lagde blokken og kuglepenen.
"Hvad havde du regnet med? At jeg skulle slå løs på nogle træ dukker, da det er det eneste jeg kan? De har jo hverken muskler eller øjne.." sagde han og rystede svagt på hovedet, hvor efter han rejste sig op. Hans godt 189 i højde, gjorde det heller ikke letter, han havde ofte skulle 'kæmpe' mod nogle der måske var 167 og så skulle han jo slå ned ad, tsktsktsk. Det var bare ikke nemt altid.

Nicklas smilede af Cyrus. "Hellere det end at sidde og lave ingenting, men hvad har du så valgt at lave i dag?" Nicklas kiggede på ham og havde godt en fornemmelse af hvad Cyrus lavede, men at kommentere ville ikke ligefrem skade nogen, men holdning skulle der være, så han lod vær. Nicklas holde et roligt blik rettet mod Cyrus. Mange personer vidste godt at han ikke ligefrem smilede meget, men det var ikke hans problem, han smilede ikke da det aldrig havde været ham en rutine så det var en af de få ting han ville have ændret. "Life go, life come, a friend of mine is a friend of you" Nicklas sagde ikke ligefrem ordene, men mumlede dem lidt da det på en måde passede lidt. Nicklas kiggede kort rundt i arenaen og kiggede så igen på Cyrus. "Var det ikke dig der sagde kloge mennesker hjælper hinanden egentlig, eller er mit hoved ved at blive fjollet?" Nicklas mumlede ikke denne gang men lod sin stemme komme helt frem, han trak hætten af så man kunne se ham noget bedre end i skyggen af hætten. Nicklas lod sit rolige blik være rettet mod Cyrus og havde ingen idé om hvad han kunne lave, men måske han burde træne Cyrus, hvis han selv ville have det.

Cyrus kiggede en smule skævt til Nicklas. Det var hyggeligt at se lidt skævt på en så modig som Nicklas. Der var jo ikke det, han næsten ikke kunne med våben. Eller var det kun Cyrus der tænkte det? "Tjoooh. Jeg havde tænkt mig at skrive mit digt færdigt. Jeg kan jo ikke kæmpe mod en som dig, kun hvis man må bruge min fløjte og min lys evne? Du vil jo så ikke have en chance mod det.." sagde han og smilede skævt. Det var jo ikke helt fair at bruge sine evner på den måde, når hans modstander kun var en Ares søn.
Han hævede sit bryn. Hvad snakkede Nicklas nu om. "What are you talking about? I am already your friend.." Sagde han og rynkede panden en smule. Cyrus så sig om, da hans ven endnu en gang snakkede. "Mig? Kloge ord som dem. Jeg bed jeg er klog, men jeg siger ikke sådan noget. Alle mennesker hjælper hinanden. Alle er jo kloge på her deres ting min ven," sagde han og tog et sug af sin cigaret og pustede ud. "Hvad bringer dig helt her hen?" sagde Cyrus så og smilede drilsk.