Sweet as sugar ✝ Stella

Det var en fantastisk dag, med dejlig solskin, fuglesang og what not. Derfor var Avalanna også trukket i noget sommertøj, som bestod af et par sorte shorts, en bluse der viste noget af hendes mave, og et par vans. Udover det havde hun også nogle smykker på, plus hendes solbriller. Idag - indtil videre i hvert fald - var Avalanna's hår en lys lilla farve, hvilket betød at den var blandet lidt op med lyserød. Altså, var hun fuldt af energi og intimitet, men hun var også i et ret følsomt og omsorgsfuldt humør. Det var hun, fordi hun gik og tænke på sin mor. Hun var i et nogenlunde humør, selvom det blev trukket en smule ned på grund af hendes tankegang. Hendes mor havde forladt hende foran passagen til lejren, kort efter hendes fødsel. Sådan bare lige. Det havde Avalanna inderst inde altid bebrejdet hende for. Hvilken mor ville dog ikke lære sit barn at kende - ikke engang være i nærheden af det? I Avalanna's øjne, havde hendes mor aldrig betydet det store. Hun havde opgivet retten til at være elsket af Avalanna, dengang hun overlod hende i fremmede folks hænder. Ja, Avalanna havde haft et relativt godt liv her i lejren, men det var bare... Tomt. Hun havde altid følt at noget af hende manglede, på trods af hvor fantastisk og smuk, lejren var. Hun kendte hverken sin mor eller far, og det kunne hun bare ikke leve med.
Derfor havde hun forladt lejren, omkring 15-års alderen. Hun var taget ud for at lede efter sin mor, hvis navn hun kun havde en formodning om hvad var. Hun havde ledt i næsten to år, før hun endelig havde fundet hende. Og de to år havde så sandelig sat sit præg på hende. Da hun jo ikke havde nogle penge, og ikke havde noget sted at bo, havde hun været tvunget til at bo på gaden. Hun havde flygtet fra sted til sted i sin søgen efter sin mor, og med tiden var hun begyndt at stjæle. Hun havde været tvunget til det, men hun havde aldrig haft det særlig godt med det. Men når man har brug for det, gør man det. Sådan er det bare, og sådan er livet på gaden.
Hvordan hun fandt sin mor, var faktisk en smule uforståeligt - ja, nærmest et mirakel. Hvis man ellers kunne kalde det dét, når det endte som det gjorde..

Påklædning :: Right here
Hår :: Right here

Stellas hoved var prop fyldt med tanker og overvejelser. Hun havde altid været en pige, som tog sig meget af, hvad andre folk syntes om hende. Det var varmt, og hun kunne mærke de varme UV-stråler gøre hende brunere. hendes outfit for i dag var klassisk, med et lille præg af vintage. Hendes hår var sat op i en knold. Selvom solen skinnede og der ingen sky var til at se på himmelen, blæste det stadig en smule. Som altid var Stellas hud meget følsom, men hvis hun ingen sol fik, ville hun være enormt bleg. Det ville være knapt så godt. Hun vidste ikke hvor hun ville hen i dag. Måske skulle hun tage over til Amfiteatret, så hun kunne være alene der og tumle lidt rundt for sig selv? Eller måske skulle hun gå over til søen, hvor hun kunne se sit eget spejl-billede og muligvis snakke til det også. "Jeg passer ind." Nej, hun havde allerede besluttet sig. Hun ville tage ud til jordbærmarkerne, hvor hun kunne dufte til de friske jordbær og mærke den rene luft. Dog var hun ekstremt bange for nymferne, så hun måtte bare håbe, at der ikke ville ske hende noget. Hun satte hurtigt snuden mod jordbærene og nynnede stille hendes yndlingssang, Wherever You Will Go sunget af Charlene Soraia. "So lately, been wondering, who will be there to take my place, when i'm gone, you'll need love..."

Da hun endelig nåede jordbærmarken, kunne hun på lang afstand bemærke en høj og tynd pige. Hun listede langsomt tættere på, indtil hun overraskende fandt ud af, at det var hendes kære Avalanna. Smuk både inden i og uden på. Hun besluttede sig for at lægge sig på lur og overraske hende, som hun overraskede Stella. Stella kunne se, at Avalanna gik og tænkte på noget alvorligt. Selvom Stella ikke var sig selv foran mange mennesker, kunne hun 100 % være sig selv over for Avalanna. Hun var hendes samlepunkt. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, og da Avalanna var tæt nok på, sprang hun højt op i luften, hvorefter hun skreg: "Halløjsa!" Avalanna's reaktion var guld værd.

Egentlig blev Avalanna rimelig hurtigt brun, så hun havde ikke behov for at skulle slikke sol hele tiden, når det endelig var godt vejr og sommer. Hun kunne bare godt lide at være udenfor, når det nu var så dejligt et vejr! Men andet ville da heller ikke være alt for smart, for man burde da helt klart nyde det dejlige vejr, efter Avalanna's mening. Men nu var det selvfølgelig ikke alle der brød sig om at være udenfor, eller at være sociale. Ikke fordi hun selv var den allermest sociale person, men alligevel. That was beside the point.
Avalanna var ikke rigtig en af den slags piger, der bekymrede sig helt vildt om hvad andre syntes om hende. De kunne såmænd synes og tro hvad de ville om hende, så længe hun selv vidste hvem hun var og hvad hun ville. Det var det eneste vigtige, og derfor levede hun også efter det 'kodeks'. Hun kunne dog godt blive lidt utilpas og trist, hvis hun vidste at folk ikke kunne lide hende eller syntes hun var grim - noget i den retning. Men sådan havde alle folk det vel egentlig bare. Og nok specielt piger. Teenagepiger.
Hun havde ikke ligefrem lyst til at mærke sit humør styrtdykke bare på grund af hendes mor - og far - så derfor bestemte hun sig hurtigt for at finde sit bedste smil frem, og koncentrere sig om at nyde den helt igennem vidunderlige dag. Og det hjalp da godt nok en del på det, da hendes anden halvdel dukkede op, selvom hun gav hende et chok. Hun kunne ikke lade være med at komme med et lille forskrækket udbrud, da Stella sprang op og råbte. Sindssyge unge, da også. Hrmpf. Hun hoppede selv lidt op, og skulede så til Stella. "Din dumme fisk, du må da ikke forskrække mig sådan!" Hun rynkede irriteret på panden, men lod masken falde kort efter. Hun kunne ikke engang lade som om hun var sur på Stella, for det var hun simpelthen for sød til. Hun smilte stort og krammede Stella. "Men hej med dig, da!" Hun så entusiastisk og muntert på hende.

Stella smilede. Hun var godt tilfreds med resultatet af Avalannas reaktion. "Fik dig!" Stella følte sig allerede helt tryg og komfortable ved Avalanna. Hendes smil voksede og var til sidst så stort som katten fra Alice I Eventyrland. Stella havde noget hun ville fortælle Avalanna, og det var bestemt ikke let. Derfor ville hun trække den lidt ud endnu. "Hej. Hvad laver du dog herude. Nymferne kan jo komme og tag dig hvert minut." En lille latter slap hendes læber og hendes øjne lyste op. Selv Stella vidste ikke hvorfor hun selv var herude. Hun havde håbet på at være alene et eller andet sted med hende træfigur og fundere lidt over livets fordele og ulemper. At Avalanna dukker op gør hende dog intet. Hun var et af livets fordele. Da hendes søster døde, havde Stella ingen at støtte sig op ad. Avalanna har altid været en kæmpe hjælp. Hun har ikke mange venner eller veninder, da hun er sky overfor nye mennesker. Avalanna er derimod god til at charmere sig ind på folk. Selvtillid havde Stella ofte skrevet på sin ønskeliste til julemanden. Måske passer det med at sende brev med sin ønskeliste til nordpolen måske ikke. Det var måske bare spil af frimærker.

Pludselig fik hun ekstreme smerter i maven. Det fik hende til at krybe samme og hive efter vejret. Rystelserne begyndte. Det føltes som ti isende knive, som stikkes ind i maven på hende, og hun kunne ikke gøre noget. Hun tog automatisk sin træfigur op af lommen og klemte den i sin højre hånd. Mon ikke den ville hjælpe hende? Hun kunne ikke føle sine hænder eller fingre, og hendes mund blev helt tør. Det varme vejr fik hende til at svede meget, hvilket førte til hyrperventilation. Efter få minutter lå hun på jorden med hendes øjne lukkede og hænder placeret på maven. Havde hun spist noget forkert? Hun kunne ikke huske noget, og hun skulle slet ikke forsøge at huske noget, da det kun ville give ekstra smerter. At vride sig var det bedste, hun kunne foretage sig for at få smerten til at dæmpe sig en smule. Dog var det ikke den største hjælp. "Hjælp."

Avalanna sukkede lidt, og rullede med øjnene. Hun hadede lidt at give folk ret, men kun fordi hun bare elskede at være den klogeste - den der havde ret. Og det fik hende godt nok til at lyde som lidt af et bedrevidende fjols, men det var måske heller ikke helt forkert. I hvert fald ikke altid.. Men hvis man skulle være helt ærlig, ville de fleste - hvis ikke alle, ligefrem - vel foretrække at have ret, frem for at tage fejl. Ikke sandt? Det ville Avalanna da i hvert fald helt klart mene! Men whatever, selvfølgelig var alle jo langtfra ens - hverken i tanker eller andet. Hun nikkede langsomt, og overgav sig derved til sidst. "Jaja, du fik mig. Bums." Hun rakte tunge ad hende, inden hun lænede sig ind og kyssede hende på kinden. Bare lige for at vise at hun ikke rigtigt var sur, bare tøsefornærmet. Hun lo lidt af hende, da hun sagde at nymferne kunne komme og tage hende. "Jaaa, men nu er nymferne altså ikke ligefrem farlige. Faktisk er de noget så harmløse, så længe man ikke vanærer deres marker og/eller naturen! Så kan det godt være, at du måske vågner op med orme i sengen, eller jord i badevandet." Hun blinkede til Stella, og kunne ikke lade være med at drille hende lidt. Det var vel trods alt en del af at være gode veninder..
Da Stella begyndte at opføre sig underligt, og lave en masse forskellige grimasser i ansigtet, vidste Avalanna ikke hvad hun skulle gøre. Der foregik tydeligvis et eller andet, men hvad, anede hun ikke. Hun vred og vendte sig, hvilket ærligt talt begyndte at skræmme Avalanna mere og mere, for hvert sekund der gik. Hun snurrede adskillige gange rundt om sig selv, med spredte arme, i håb om at få øje på noget der kunne være til hjælp. Men da det intet nyttede, satte hun sig bare ned på hug, og trak Stella hen på hendes skød. Hun rokkede frem og tilbage, og aede hende beskyttende og beroligende hen over håret. Hun bemærkede slet ikke at hun også selv var begyndt at hyperventilere en smule, før hun prøvede at råbe efter hjælp. Det var ikke særlig nemt, når man trak vejret så hastigt og ophidset. Hun tog et par dybe indåndinger, og kiggede så væk fra Stella, og hen mod skoven. Uheldigvis var der inden folk at se, så hun besluttede sig hurtigt for bare at råbe på hjælp. Hun sørgede for at hæve stemmen, og råbte så efter hvilken som helst hjælp. "Hjælp! En eller anden!" Hun anstrengte sig meget for at holde hovedet koldt, og i sidste ende hjalp det sådan set også. En nymfe dukkede pludselig op, ud af det blå. Hun så på dem begge med rolige, store øjne, og forsvandt så igen. "Hey! Kom tilbage! Vi har brug for hjælp!" Dog nåede hun ikke meget længere, da Stella afledte hendes opmærksomhed. Hun kiggede ned på hende, og trak vejret tungt og dybt. Forhåbentlig ville nymfen hente hjælp..