Surprise..? ~ Ava xD

Shadow steg ud af flyet, og trak vejret dybt ind og ud. Hun var hjemme. I Las Vegas. For første gang i, hvad var det? 7 år. Hvordan havde hendes far det? Hvordan havde Célia det? Der var så mange spørgsmål, hun ville have svar på. Spørgsmål der alle havde rod i én person; personen, der hadede hendes mest; hendes far. Det var underligt endelig, at kunne konstatere det uden at føle nogen form for smerte. Hvor mange kunne stolt fortælle, at de ikke længere havde brug for deres fars kærlighed for, at kunne se sig selv, som god nok. Faktisk overraskende mange i lejren havde det på den måde - enten hadede de deres gudeforældre for, at være væk sådan cirka hele deres liv, eller også var det den almindelige forælder, der havde været kold og ligegyldig (som hendes far), eller bare havde forladt deres barn ved lejren.
Efter at have været i gennem en masse checks i lufthavnen, og den forfærdelige ventetid, da hendes bagage blev forsinket i en time, var hun endelig på vej til en taxi for, at køre hen til lejligheden, hvor hendes far åbenbart var flyttet hen.
Hun sukkede, og kiggede rundt i den store by. Det lignede sig selv - kasinoer hvor man end så hen, og folk, der så ud som superstjerne hver eneste dag.
Jeps, velkommen tilbage til Las Vegas.
Hun fik fat i en taxi ret hurtigt, og var nu ellers på vej til lejligheden. Hendes hænder holdt krampagtigt om den seddel, hvorpå adressen stod. Sedlen havde hun fået af Argus, da han havde kørt hende til lufthavnen. Og siden da havde hun ikke sluppet den af syne. 6515 Hartwood Road. Det var dér han boede, det var der de boede. Ham og Célia. Medmindre han havde smidt hende ud, som han havde smidt Shadow ud.
Taxaen kørte ind i et fint kvarter, hvilket fik hende til at smile. Nu kunne hun slappe af. For der var sandsynligvis lang tid til, at de nåede hendes fars hus. Men en ting havde hun lært af tiden i Paris; de riges huse lå ikke altid så langt fra de fattiges, som det gerne skulle se ud.
Hun mærkede en brummen i lommen, og tog hendes telefon op. 1 ny besked. Hun smilte, og gik ind på den. Matthew. Hun skulle lige til, at svare, da taxaen stoppede udenfor et af de sandfarvede huse.
"Så er vi her, miss" lød taxachaufførens ru, men høflige, stemme.
Hun så forskrækket på ham, og rystede så langsomt på hovedet. Han kunne da ikke bo her! Det kunne han ikke. Han kunne ikke tjene så meget. Hans kasino var jo ikke engang godt! Hun rystede hurtigere på hovedet, mens hun så hen på huset. Det så jo ligefrem fint ud.
"Det kan da ikke være her," sagde hun langsomt, mens hun klikkede hendes sele op.
"Det bliver 34,54 dollars" svarede chaufføren fraværende, mens han talte på fingrene, mens han kiggede skiftevis i bakspejlet og taxametret.
Hun gav ham nogle sedler i hånden - ligeglad med om han fik for mange eller for lidt, og steg langsomt ud af bilen. En vind fik hendes mørkebrune hår til at hvirvle om hendes hoved, og hun skubbede det irriteret væk fra øjnene, som var fæstnet mod den hvide fordør. En skinnende sort Mercedes holdt uden for huset, og der var nærmest ikke ét sandkorn på den fejede gangsti op til huset. Garageporten var af sort træ, og de smukke blomster ved hoveddøren gjorde at huset så helt perfekt ud. Hvilket overhovedet ikke gav mening, hvis hendes far boede der.
To lyde fik hende til at fare sammen. Bag hende kørte bilen væk, men det var ikke det, der gjorde at hun havde lyst til at styrte væk. Det var lyden af børnelatter. Han havde fået børn igen. Børn, han elskede.
Hun lukkede øjnene i to sekunder, mere eller mindre, og gik op til hoveddøren. Hendes sko mod betonen var nærmest den eneste lyd, man kunne høre, ud over en enkelt stemme fra et af de andre huse. Der kørte også nogle biler forbi, men hun hørte dem ikke.
Hun bankede på døren, og så så forventningsfuldt på døren. Ventede på at den blev åbnet. Men da den endelig blev, var hun ikke forberedt. Hun var ikke forberedt på det ansigt, der dukkede frem i døren. Hans ansigt.
"Far..." hviskede hun, og så med store øjne på manden foran hende, der bare stirrede uhøfligt tilbage.
Hun rystede på hovedet, og skulle til, at vende rundt, da en hånd lagde sig på hendes skulder.
"Shadow, bliv nu."
Hun fór sammen ved lyden af hendes navn, og så overrasket på hendes far. Han så alvorlig ud, men et smil, hun altid havde drømt om at se, lå på hans læber. Hun havde lyst til, at løbe ind i hans favn, men kunne ikke. Hun var ikke den samme, som hun var før. Efter hun havde fået nogle veninder, og en kæreste, havde hun gradvist fået mere selvtillid. Og en med selvtillid, tilgav ikke sin far, at han havde hadet en hele ens liv. De fleste ville ikke tilgive. Men Shadow var ikke som de fleste, på et tidspunkt ville hun give efter og tilgive. Men ikke endnu. Hun ville først lære ham at kende.
"Hvad laver du her? Hvorfor bor du ikke i din gamle lejlighed? Og hvorfor er der børn i dit hus?" spurgte hun med skælvende stemme, mens lyden af børn blev højere og højere. Hun ville snart få dem at se for første gang. Hendes halvsøskende. Hendes rigtige halvsøskende, og ikke bare hendes guddommelige mors andre børn.
"Kom nu bare ind," sagde hendes far irriteret, men hans øjne, der var rettet mod huset bag ham, var milde. Han elskede virkelig sine nye børn, "der er én, du skal møde. Jeg tror, du vil kunne lide hende."
Hende. Shadow havde fået en nye søster. Halvsøster.

//Der gik lige lidt historie over det der... -.-'
Oh ja, og jeg anede virkelig ikke, hvordan jeg skulle skrive dig, så jeg håber, at det okay at du er i huset? ;-)

Påklædning ⇨ Klik! ^^

Avalanna var begyndt at stille spørgsmål ved sine forældre, da hun begyndte at forstå deres fravær. Og deri indgik hendes mor jo naturligvis. Hvorfor havde Maggie - hendes mor - gjort som hun gjorde? Hvordan kunne en mor forlade sit nyfødte barn? Hvorfor havde hun overhovedet fået hende, hvis hun ikke ville have hende? Ja, de spørgsmål havde Avalanna stillet sig selv utallige gange i løbet af sit liv, men først for nyligt havde hun fået svar på de spørgsmål. Hendes mor havde ikke ønsket at give hende op, men hun havde ikke været klar til at være mor. Og da slet ikke være mor for et overnaturligt barn, der blev jagtet dagligt af klamme uhyrer. Da Avalanna havde fået hendes forklaring, havde hun faktisk forstået hende. Derfor havde hun også besluttet sig for at arbejde på hendes tilgivelse. Nu når både hende og hendes nye mand, Raphaël, havde taget overraskende godt imod hende - indtil videre - kunne hun vel ligeså godt få det bedste ud af besøget, ikke sandt? Måske kunne hun endda begynde at komme hos dem noget oftere? Det vidste hun jo at de fleste andre folk i lejren gjorde. De boede som regel kun i lejren om sommeren, og så gik de i skole i 'den virkelige verden' eller noget, resten af året.
Faktisk havde Avalanna aldrig været i Las Vegas før, men hun havde da hørt en del om det! ... Okay, nu havde hun så faktisk slet ikke været mere end et par skridt ude for lejren før, men anyways.. Det var både hendes første tur udenfor lejren OG hendes første tur til Las Vegas. Det var stort. Og flot. Og ret larmende.. Men det var nu ikke noget problem, for hun var alligevel vant til at bo sammen med en flok halvguder, der ikke altid kunne sammen - og ikke altid kunne finde ud af at sove til ordentlig tid, eller være stille når de andre ville sove. Så det var sådan set ikke så usædvanligt for hende..
Men hvad der dog var usædvanligt for hende - meget endda! - var at have sin mor omkring sig. At have en stedfar. At have søskende. Rigtige søskende. Hun havde fået alt hvad hun nogensinde havde kunnet tænke sig til, og mere til. Hendes mor elskede hende virkelig. Og hendes stedfar var ikke så slem. Han kunne godt være lidt bestemmende og streng, måske også lidt kryptisk, men det var ikke noget Avalanna ikke kunne leve med. Så længe det bare betød, at hun rent faktisk havde en familie. En vaskeægte familie. En familie der rent faktisk godt gad at have noget med hende at gøre! Det var hun bestemt ikke vant til! Og det føltes helt igennem fantastisk! Hun elskede det. Men på den anden side, frygtede hun virkelig for at blive skuffet. Såret. Hun havde oplevet nok skuffelser for resten af hendes liv, men hun turde ikke engang håbe på, at det var overstået med dem. Hun skulle skam nok blive skuffet et par gange mere i sit liv. Sådan var det bare for hende. Måske var hun ramt af uheld? Et eller andet måtte der da i hvert fald næsten være galt med hende..
En banken på døren, rev hende ud af hendes tanker, og tilbage til nutiden. Hun rystede lidt på hovedet og så hen på sin mor, der sad med Avalanna's lillesøster på låret. Hun var virkelig kær. Det var begge hendes små søskende.. Hendes mor smilte til hende, hvilket fik en varm følelse til at glide igennem hendes krop, helt ud til fingerspidserne. Hun var virkelig ikke vant til at føle sig elsket. Og sagde man ikke også altid at der ikke var nogen anden kærlighed, som den en mor gav sit barn? Det var i hvert fald noget i den dur, men det var sådan set også ret ligemeget. Raphaël rejste sig hurtigt for at åbne døren, og var så væk i et kort stykke tid. Gad vide hvem det mon kunne være.. Det eneste hun nåede at opfange var, "Kom nu bare ind," hvilket jo ikke ligefrem besvarede hendes spørgsmål om hvem det var.. Dog regnede hun, udfra den sætning, med at hun ville finde ud af det meget snart. Og hun havde nok altid været en lidt nysgerrig sjæl, så hun ville da ikke have noget imod at få det at vide..
Da skridt lød, og Raphaël endnu kom til syne - denne gang med en gæst - glippede Avalanna overrasket med øjnene. Hun lod munden åbne sig lidt i overraskelse og forvirring, da hun virkelig ikke kunne forstå hvad hun lavede her. Var det hende hun havde ledt efter? Havde hun fundet frem til hvor Avalanna var, og så taget ud for at finde hende? Det lød godt nok vanvittigt langt ude og meget usandsynligt, i Avalanna's ører, men man kunne vel egentlig aldrig rigtig være sikker, kunne man? Hvem vidste, måske var det rent faktisk på grund af hende, at hun var der...? Det ville hun jo nok finde ud af meget snart, i hvert fald!
"Shay? Hvad laver du dog her??" Hun havde vænnet sig så meget til at kalde Shadow for Shay, at hun knap nok lagde mærke til at hun kaldte hende ved hendes kælenavn, længere.. Men nu var det ligesom heller ikke rigtig det der var vigtigst lige nu.. Raphaël så overrasket og lettere forvirret - nok en ret god afspejling af Avalanna's eget ansigt - skiftevis hen på Shadow og Avalanna. "Vent.. Kender I to hinanden??" Og ved de ord, fandt et skævt smil frem til Avalanna's mundvige. Det var dog en lidt komisk situation alligevel. Men... Hvor kendte Raphaël Shadow fra? "Øh... Ja. Men hvor kender du Shadow fra??" Denne gang brugte hun med vilje hendes rigtige navn, og ikke hendes kælenavn. Det passede nok bedst ind lige der.


//Håber det går.. :-) Btw, så du ikke bliver forvirret i mine indlæg; Jeg har bestemt mig for at give dem hver en farve, når de taler.. ^^ Raphaël, Maggie, Avalanna. Og så skal vi nok lige finde ud af nogle detaljer vedrørende de små søskende.. Jeg forestiller mig f. eks. at det er en dreng og en pige - muligvis tvillinger - men jeg ved ikke med dig.. Og hvad med navne og alder? xD

Hun gad faktisk ikke følge med. Hun ville hellere løbe væk. Skrige. Græde. Råbe af ham. Fortælle alle, hvilken idiot, hvilket uhyrer, han var. Hvordan havde ødelagt hendes liv. Hvilket også var den eneste grund til, at hun fulgte med ham. Når hun kom i det hus, havde mødte hans børn og hans hustru, ville hun afsløre overfor alle, hvem han i virkeligheden var. Hvilket uhyre han var, værre end de virkelige. Hun tænkte på det, en af Artemis's jægere havde sagt sidste gang, de besøgte lejren; Nogle gange er de dødelige værre monstre, end uhyrerne. Det var møntet på hendes far.
Lige nu mindede hun om sin mor; hævngerrig. Som mor, som datter. Ligesom det andet var møntet på hendes far, var dette ordsprog møntet på Hera og Shadow i øjeblikket.
Måske ville hun fortryde det, måske ville hun gå tynget i skam de næste mange år. Han havde trods alt en familie. Han prøvede vel, at starte på en frisk. Mon hans hustru vidste, at han havde endnu en datter? En datter, hvis mor var guderne og Himlens Dronning, gift med guden Zeus? Vidste hun, at han havde fået sin egen datter til, at forlade hjemmet i en alder af syv år, og havde råbt til hende, at han hadede hende, da hun vendte tilbage år senere? Sandsynligvis ikke. Sandsynligvis vidste hendes stedmor intet om Shadow (ellers så var hun sikkert udstilt som et problembarn), og hvem hendes mand i virkeligheden var. Hvordan hans virkelighed havde været.
Hun holdt hovedet mod gulvet for ikke, at skulle se mere end højest nødvendigt på ham. Den mand, der havde brugt alle sine penge på gambling, og ikke gidet at bruge sin tid på sin datter. Eller sine penge, for den sags skyld.
Hun løftede hovedet, da hun hørte en stemme, hun kendte alt for godt. Som ramt af lynet, stivnede hun midt i en bevægelse, mens hun stirrede på pigen foran sig. En blanding af chok og forvirring løb over hendes ansigt, mens hun langsomt flyttede sit blik til sin far. Han havde giftet sig med hendes mor, og i øjeblikket opførte han sig som om det slet ikke rørte ham, at have en halvgudinde i huset. Hvorfor fik Avalanna den respekt, og venlighed, som Shadow aldrig havde fået?
I en blanding af vrede og sorg, svarede hun hvislende på Avalannas spørgsmål, mens hendes øjne var rettet direkte mod Shadows far: ”Han er min far,”
Shadows far vendte sig mod sin hustru, der sad med en sød lille brunhåret pige på skødet. Kvinden lignede Avalanna en hel del, så det var ikke svært, at se familiebåndet. Hvis Avalanna ikke havde været her i dag, havde Shadow nok bare slået det hen. Men Avalanna var her, og hun var så tæt på sin mor, at man ikke kunne overse det. Den lille pige måtte være deres halvsøster.
”Før du tog afsted sidste gang, Shadow,” startede han ynkeligt ud, mens han kastede endnu et blik på sin hustru og datter, ”så prøvede jeg faktisk, at sige undskyld. Du tog bare afsted, før jeg fik sagt det.”
Shadow stirrede på ham, uden at kigge på de andre. Det var som om de ikke fandtes i hendes og farens verden. De andre kunne i hvert fald ikke høre, hvad der blev sagt. Ikke hvis det stod op til Shadow, hviket det selvfølgelig ikke gjorde. Hun var ikke herre over tiden – det var Kronos.
Men det, han lige havde sagt, var værre end noget andet, han kunne finde på, at sige. Han kunne have sagt, at han fortrød. Det ville ikke ændre på hendes holdning, men det ville måske hjælpe på det. Han kunne have sagt, at han ville starte på en frisk, og at han ville have inviteret hende hjem til sig selv. At han ville introducere hende for sin kone, og børn. Men at han sagde, at han prøvede at sige undskyld for alle de år, Shadow havde levet i had og afsky, var en stor fejl. Oven i købet når de begge vidste, at det var løgn. Han. Havde. Råbt. At. Han. Hadede. Hende.
”Løgn! Hvad med at du fortæller sandheden for en gangs skyld?”, sagde hun hårdt, mens hun stirrede ned i jorden. En tåre gled ned ad hendes kind, da hun kiggede op igen. Hun kunne ikke længere styre sig selv, hvilket var grunden til, at de næste ord kom råbende ud:”Du sagde, du hadede mig!”
Hun vidste, at hun var gået over stregen. Hun kunne se det i hans brune øjne, hun havde arvet. Hun havde altid kunnet se hans følelser, selvom han altid havde dækket over det med råben. Og han havde kunnet se hendes, selvom hun ikke havde gjort nok for at skjule dem.
Men i det mindste havde de gået over stregen sammen.
Mens hun kort kastede et blik på Avalanna, mens hendes øjne blev fyldt med tårer. Ligemeget hvordan dette blev, ville hun gøre alt for, at beholde Avalanna som ven. Desuden havde Shadow fortalt så meget om sin far, at Avalanna nok ville støtte, ville hun ikke?
Hun mærkede en hånd om hendes håndled, og hun rettede blikket mod dens ejermand. En lille dreng.
"Du er Shadow, ikke?", spurgte han, og hun så forbløffet pa ham. Kendte han hendes navn?

//Undskyld, undskyld. Jeg havde virkelig svært ved, at finde ud, hvordan Shadow mon ville reagere, men jeg tror, jeg fandt ud af det. Mere eller mindre. Og jeg ved, at det nok blive svært for dig, at skrive videre(det ville det have været for mig i hvert fald xD), på grund af den meget akavede situation, I andre står i. Jeg har tilladt mig, at vælge nogle farver til de små børn, nu hvor du har valgt til Shadows far, og Avas mor; pigen og drengen
Altså, jeg har også hele tiden tænkt på dem som tvillinger, en dreng og en pige. Så det er bare sejt, at vi tænkte det samme xD
Endnu en gang undskyld for et dumt svar ^^

Det kunne da ikke passe! Hvordan kunne Raphaël være Shadow's far!? Han var da overhovedet ikke som Shadow havde beskrevet ham! Altså jo, selvfølgelig var det nogle ligheder, når Avalanna tænke sig om, men det var slet ikke nok til at kunne passe sådan ind! Han havde da taget imod Avalanna med ret så åbne arme, også selvom han vidste hvad hun var. Selvom han kendte til hendes far og til hendes liv. Selvom hun var en halvgud. Ifølge Shadow's beskrivelser, ville han aldrig nogensinde så meget som overveje, at gøre noget som det. Han hadede halvguder, og han hadede sin egen datter for det hun var. I hvert fald ifølge hende.. Men passede det overhovedet, så? Hun stolede skam fuldt ud på Shadow, det var slet ikke det.. Men måske havde hun bare set det hele helt forkert an? Måske var hendes far slet ikke nær så slem, som hun selv gik og troede? Det kunne jo meget vel være, at han havde en fuldkommen logisk forklaring på det hele - på hvorfor han havde reageret som han gjorde, behandlet hende som han gjorde, og sagt som han gjorde? Okay, hvis hun skulle være helt ærlig, lød det godt nok ret dumt og umuligt, i Avalanna's ører, men man kunne jo egentlig aldrig vide sig fuldkommen sikker, vel? Det var jo ikke muligt for hende at vide hvem der havde gjort hvad - og hvorfor de havde gjort som de gjorde. Desværre, for lige nu kunne hun skam godt bruge lidt hjælp med at forstå hele denne... Sag. Hun vidste ærligt talt ikke hvordan hun skulle forholde sig til det hele, for hun havde da i hvert fald aldrig regnet med at Raphaël var Shadow's far. Hun havde tidligere fået nævnt at han havde en ældre datter, men hun havde da aldrig troet dette! Hun havde aldrig rigtig fået fat i hendes navn, selvom han muligvis havde nævnt det for hende en gang eller to. Nogle gange havde hun altså bare en forfærdelig hukommelse. Men hvad så, hun havde sgu alligevel aldrig kunnet regne ud, at det var netop den Shadow, han talte om! Og hun ville heller aldrig havde været i stand til at regne ud, at Raphaël var Shadow's far, når hun havde snakket med Shadow om ham! Derudover havde de jo heller ikke det samme efternavn, eller i det mindste mellemnavne! Der var absolut ingen lighed, udover nogle fælles ansigtstræk og sådan, men det ville Avalanna aldrig have lagt mærke til, hvis ikke det var fordi de stod ved side af hinanden. Altså, seriøst. Shadow Chenelle Amore Morgan. Raphaël Tom Dubois. Hvor meget lig var det måske? Ikke synderligt meget, nej. Og derfor ville Avalanna heller aldrig have kunnet se dette komme. Desuden.. Hvem kunne egentlig have haft forudset dette, måske? Ja, det skulle da så lige være Apollon, men alligevel!
Selvfølgelig kunne man også se de fælles træk hos Avalanna og hendes mor - det kunne hun næppe benægte. Men det havde hun nu egentlig heller ikke noget imod, for hun syntes da selv at Maggie var en ret attraktiv kvinde. Selvfølgelig var hun nu heller ikke specielt gammel, når man tænkte på at hun havde en datter der var i slutningen af sine teenageår. Hun var jo trods alt kun snart 35 år selv, så det var jo en meget normal mor alder til børn nu til dags, da folk jo begyndte at få børn senere og senere.. Maggie havde, ligesom Avalanna, mørkebrunt hår, dog med den forskel at hendes hår ikke skiftede med hendes humør.. Hvilket forresten var noget hendes nye små søskende begge havde fundet meget interessant og sejt. Ja, de havde sagt at det var vildt sejt, at hendes hår kunne skifte farve, selvom de ikke var gamle nok til helt at forstå hvorfor og hvornår det skiftede farve. De kunne vel egentlig bare meget godt lide alle de flotte farver, eller noget i den retning..
"Lana?" Hendes lillesøster hev lidt i hendes nederdel, hvilket rev hende ud af hendes uendelige række af tanker. Hun havde ikke engang opdaget, at hun havde rejst sig fra sin mors skød. Avalanna kiggede spørgende og varmt ned på hende, for hun holdt virkelig af hende allerede. Men hvordan kunne man måske også andet? Hun var jo alt for dejlig! "Ja, søde?" Hun fnes lidt af hendes kælenavn til hende, inden hun gjorde tegn til at ville op og sidde hos Avalanna. Hurtigt løftede hun sin lillesøster op på sit skød, og smilte beroligende til hende. Hun måtte jo virkelig ikke kunne forstå hvad der foregik.. Derfor besluttede hun sig også hurtigt for at få hende med ind ved siden af, så hun ikke skulle bekymre sit lille hoved om alt muligt unødvendigt. Hun smilte varmt til hende, inden hun så opmuntrende på hende. "Vil du ikke ind på værelset? Og se en film, måske?" Straks lyste hendes fine ansigt op, som et stort julelys. "Jaaaa!" Hun hoppede lynhurtigt ned fra Avalanna, og tog fat i hendes hånd, for at trække hende med ind ved siden af. Men inden da nåede Avalanna dog lige at få øjenkontakt med sin mor. Hun gjorde en gestus med hovedet, hen mod den lille dreng der lige nu stod og trak lidt i Shadow. Måske var det ikke ligefrem det bedste tidspunkt at afbryde, så forhåbentlig ville Maggie også få ham væk.. Så kunne Shadow og hendes far også snakke lidt sammen, inden Maggie og Avalanna selv brød lidt ind. For personligt ville Avalanna slet ikke have noget imod at snakke med Shadow lige nu.

//Det er skam helt okay - you gotta do, what you gotta do, right? ;-) Men helt perfekt da! Hvad så med navne? Og jeg har kigget lidt på din baggrund.. Jeg kan ikke helt få det til at passe - so sorry.. For hvis børnene skal kunne snakke ordentligt, skal de nok være omkring 4-5 års alderen, og det passer ikke ind med din baggrund.. Da kan de kun være 2 år.. Med mindre selvfølgelig, at Raphaël allerede havde dem på daværende tidspunkt, men at han bare ikke nævnte hverken dem eller Maggie...?

Hendes far så hårdt på hende, men da han før ville have råbt ad hende, gjorde han ingenting. Han kiggede kun på hende med hårde øjne, og sukkede så. Som om han helt havde opgivet, at få hendes tilgivelse. Langsomt sivede den pludselige vrede ud af hende, og hun så bare tomt på ham. Hun ville jo gerne elske ham. Hun elskede ham jo. Aldrig før havde hun fået den kærlighed tilbage, men måske ville han det nu? Hun bed sig i læben, mens hun så den lille pige gå hen til Avalanna. Hun følte et stik i hjertet, mens hun mærkede lysten til at løbe væk blev stærkere og stærkere. Hun kunne mærke Avalanna mors blik på sig, og hun fik lyst til at sige undskyld, og bare gå, men kunne ikke. Hun var kommet her for at tale med hendes far, så hun ville ikke gå før hun havde talt med ham. Ikke råbe. Ikke græde. Hun måtte prøve, at lade være med at flygte den her gang. Måske var han bare fuld? Det var han så tit dengang. Måske havde alligevel holdt af hende, på et eller andet plan? Hvis han havde, var det godt nok en underlig måde at vise det på. Det ville de fleste nok give hende ret i. Altså, han havde givet hende et helt andet efternavn, end han selv havde, så ingen kunne regne ud, at hun var hans datter. Det var hun sikkert. Hvorfor skulle han ellers gøre det?
”Jeg gjorde det for at beskytte dig, ved du nok,” lød det fra Shadows far, der sad i sofaen med hendes stedmor. Maggie. Avalannas mor. Tænk, at de nu var stedsøstre. Det var fuldstændig surrealitisk.
Shadow kiggede fovirret ham med rynkede bryn og mistænksomme øjne. Beskyttede hende? Mod hvad helt præcist?
Maggies holdning var ændret, så hun måtte jo vide det. Men hvad det end var, måtte det jo være ubehageligt. Fra hvad, Avalanna havde sagt, så virkede Maggie som en ret sød kvinde, som ikke dømte nogen. Måske havde det noget med Shadows fars fortid? Det kunne meget vel være.
Hun kiggede afventede på sin far med korslagte arme, mens hun ventede på, at han fik taget sig sammen til at forklare sin udtalelse. Han rømmede sig kort, som om det ikke var et emne, han var super interesseret i at bringe op. Men det havde han selv gjort, så han skulle bare komme i gang.
”Du ved jo, at jeg ikke var nogen uskyldig mand, da du blev født,” startede han ud, mens hans øjne begyndte at flakke. En lang historie ventede forude kunne hun mærke. ”Faktisk var jeg så langt ude, at jeg først slet ikke forstod, hvad din mor – Hera – fortalte mig om dig, hvem og hvad du i virkeligheden var. Jeg var mere interesseret i stoffer, alkohol, gambling og spil dengang. Jeg var slet ikke klar til at tage vare på et barn, og slet ikke et – undskyld min formulering – overnaturligt barn, min kæreste så som et misfoster.”
Misfoster? Altså, hun vidste godt, at det var sådan, Célia havde set hende, men når hun fik at høre fra sin egen far var det ligesom, at det blev lidt anderledes. Som om han så hende, som et misfoster. Hvilket han havde gjort i de første år – det havde han selv sagt. Eller hentydet til et par gange.
”Det er fint, far, men det forklarer ikke, da du sagde, at du hadede mig,” påpegede hun, men hun satte sig dog ned i sofaen over for faren og hans kone, Maggie. Avalannas mor.
Den lille dreng fulgte med, og trods, hun sagde til sig selv, at hun ikke skulle, kunne hun ikke dy sig for, at løfte den lille dreng op på sit skød. Et stort smil bredte sig hans læber, hvilket smittede lidt af på Shadow selv. Han var da for nuttet.
”Det kommer, Shadow, det kommer,”sagde han, og lagde hænderne i skødet, ”men fordi jeg tog så mange stoffer, behøvede jeg en hel masse penge. Penge, jeg ikke havde. Og du har hørt historier om pusherer, ikke også? De er ikke rare mennesker. Får de ikke deres penge til tiden, sørger de for at få dem. På en eller anden måde. Kidnapper dig, dræber dig, eller endnu værre kidnapper din familie, og dræber dem. Derfor fik du et andet efternavn – dine mellemnavne insisterede din mor på. Hun fik det som regel, som hun ville have det.”
Shadow åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Historien virkede for utrolig til at være sand. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun var mest overrasket over – at hendes far rent faktisk kunne sige mere end to sætninger, eller at han faktisk havde prøvet at beskytte hende. Det virkede alt sammen uvirkeligt.
Hun strammede kort sit greb om den lille dreng, og kiggede så ned i hans hår.
”Så i al den tid, har du prøvet at beskytte mig?” sagde hun lavt, men hun vidste, at han kunne høre hende, for han nikkede stille, ”men hvorfor sagde du, du hadede mig, den dag, hvor jeg tog tilbage?”
Hun kunne stadig ikke forstå det. Selvom vreden var væk, var forvirringen der stadig. Måske ville hun i dag endelig få, hvad hun havde ønsket; sin fars kærlighed. Det, som altid havde betydet mest for hende, kunne måske endelig blive virkelighed. Det var ligesom i eventyrerne.
”Jeg..” han mistede tråden, da han så smerten i hendes øjne, og rømmede sig så kort, ”Célia blev kidnappet af en pusher, lige efter, jeg havde prøvet at overtale hende til at stoppe. Så dukkede du op efter fire år, og alt blev bare for meget. Jeg gætter på, at jeg i fuld tilstand gav dig al skylden for, at mit liv i ruiner. Min kæreste var væk. Min datter havde været væk i så mange år. Undskyld.”
Undskyld var ikke nok for nogen. Men det var nok for hende. Dette var måske hendes eneste chance for at få sin far tilbage. Få den kærlighed, kun en forælder kunne give.
”Så du hader mig ikke?” spurgte hun med rystende, mens hun bag hendes halvbrors ryg krydsede hendes fingre. Hun håbede, at han ikke kunne se hende.
Han rystede på hovedet, ”Men du havde ret lige før – det var løgn. Jeg ville ikke have sagt undskyld, for dengang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige undskyld for. Men nu gør jeg – din barndom burde have været så meget anderledes. Undskyld.”
Da han gentog det sidste rystede hun på hovedet, mens hun bøjede det ned mod hendes brors. Skidt med det halve, hun ville gerne se ham sin bror. Og lige så med hendes søster.
Hun tilgav ham nok på et tidspunkt, men selvfølgelig skulle der bygges tillid op i mellem dem. Men det ville komme. Hun vidste bare, at hun gerne ville have ham tilbage. Og hun ville gerne give ham en chance til. Hun ville prøve at komme her noget oftere. Men lige nu ville hun ikke love noget. Hverken tilgivelse eller andet, der havde med ham at gøre.
”Jeg... jeg ville gerne tilgive dig, men jeg kan ikke,” sagde hun lavmælt, men lige højt til, at han kunne høre hende. Hendes far nikkede, og lod som om han forstod, men hans øjne røbede ham, ”i hvert fald ikke lige nu.”
Denne gang rystede han forstående på hovedet, og hun åndede lettet ud. Han forstod. Det var første gang, han nogensinde havde gjort det. Hun vendte hovedet mod det værelse, Avalanna og deres søster var forsvundet ind i. De måtte tale sammen, Avalanna og hun. I hvor lang tid havde Avalanna kendt til hendes mors ægteskab med den franske mand? Hvor lang tid havde hun kendt til børnene? Præcist.

//Woop, woop - kreativitet ftw! :-D
Og ja, det må jeg jo - men det var stadig noget af en akavet sutuation, jeg placerede dem i xD
Det kan du have ret i - og i det her indlæg har jeg gjort den anden mulighed en (sjovt nok) umulighed. Jeg laver lidt om på midt indlæg så, hvis de skal være omkring 2 år, så ville han nok ikke sige så meget xD Navna, ja - jeg tænkte lidt, at du måske kunne bestemme pigens navn eftersom, at Avalanna pyldrer om hende, og så kunne jeg bestemme drengens navn, fordi Shadow pyldrer om ham? ^^' In that case, giver jeg ham navnet William - jeg elsker det navn! ^^'

I realiteten burde hun virkelig gå tilbage ind i stuen og hente William også, men hun havde bare virkelig ikke lyst til at afbryde Shadow og Raphaël. De havde ligesom en del at snakke om, og måske endda rette op på, så de kunne nok godt bruge en lang snak. Hun rystede fraværende på hovedet, og satte sin lillesøster, Lucy, ned på en sækkestol. Hun havde taget Lucy op i sine arme, da de gik ind mod værelset. Hun var to år gammel, og kunne derfor egentlig godt gå, men der var bare noget over det at bære på hende, der fik Avalanna til at føle sig lidt bedre tilpas. Lidt mere tryg, måske endda. Lucy var meget glad for Avalanna. William var nu også glad for hende, men det var mere Lucy der hang op og ned ad hende. William ville bare gerne være med til at lege med dem og så ville han ofte gerne have Avalanna til at putte ham. Ligesom Lucy ville. De var seriæst kære. Og de var helt klart også en af grundene til at Avalanna var blevet hos sin mor og hendes mand så længe. Hun ville gerne lære sine små søskende ordentligt at kende. Hun havde jo ikke fået chancen før nu, så derfor kunne hun da heller ikke bare smide muligheden fra sig, når hun nu endelig havde den. Hun kunne jo ikke vide hvornår hun fik mulighed for at komme og besøge dem igen. Måske ville de ikke havde hende rendende hver vinter. Eller sommer. Eller forår. Eller efterår. Ja, måske ville de slet ikke have hende rendende, måske var det virkelig en once in a lifetime chance. Og det kunne man da bare virkelig ikke lade passere. Så dum var hun ikke, det ville hun ikke lade ske. Hun elskede sine søskende - allerede. Og hun ville ikke opgive at lære dem at kende. Selvfølgelig var det jo ikke specielt fair overfor dem, hvis hun trådte ind i deres liv og fik en plads i deres hjerter, for så at træde direkte ud igen, men alligevel. Hun kunne ikke bare lade dem vokse op uden at kende deres storesøster. Deres storesøster der forresten ligesom godt kendte det der med ikke at kende en vigtig del af ens liv. To vigtige dele af hendes liv, havde Avalanna jo manglet, hele hendes barndom. Men det var ikke pointen. Pointen var, at hun ikke ønskede at se det for dem. De skulle ikke vide hvordan det var, at leve uden ens familie. De skulle ikke kende til følelsen af, at vide at noget mangler, men at man ikke ved hvad det er. Eller.. I hvert fald ved man ikke hvordan det er, ikke at mangle det. Avalanna havde aldrig kendt noget som helst til sin mor. Hun havde kendt hendes navn, eftersom Chiron havde fortalt hende det. Men det var så også det eneste. Hun havde vidst at hun var ung da hun fødte Avalanna, men hvor ung havde hun ikke vidst. Og som om det ikke var nok, at leve uden sin egen mor, var hun også tvunget til at leve uden sin far. Fordi han var en gud, og de havde deres egne fucked up regler. På grund af Zeus. Og Poseidon, men det var mest Zeus' skyld. Det var hovedsagligt også derfor Avalanna ikke kunne lide guderne. De var nogle idioter. Og så måtte de sgu sende alle de lyn efter hende, de ville; det var og forblev hendes mening. Hendes far havde aldrig vist den mindste interesse for hende eller hendes liv. Intet der omhandlede hende, faktisk. Så hvorfor fanden skulle hun måske elske ham? Hvorfor skulle hun lade som om han ikke var en nar, bare fordi han var gud og havde sine forpligtelser? Man burde bare slet ikke få børn, hvis man alligevel var fuldkommen ligeglad med hvad der skete med dem. Det var jo på ingen måde fair overfor barnet. Men det kunne guderne - og gudinderne - jo ikke se. Ellers kunne de, men de gjorde da i hvert fald ikke noget ved det! Og det var, i Avalanna's øjne, ligeså slemt.
Avalanna satte Teletubbies på til Lucy, og gav hende et kys på panden. Hun smilte varmt til hende, inden hun gik hen til døren, der stod på klem. Hun vidste godt at det var forkert, men hun kunne ikke lade være med at lytte ved døren. Hun skulle jo desuden også finde ud af, om hun kunne tillade sig at afbryde, ved at bevæge sig ind i stuen igen. Hun nåede lige at høre, "Jeg ville gerne tilgive dig, men jeg kan ikke." Og kort efter blev det fulgt op med et, "I hvert fald ikke lige nu." Det var Shadow der snakkede. Det kunne Avalanna tydeligt høre. Ikke kun på stemmen, men også på de ord der blev udtalt ret langsomt. Hendes stemme satte ord på Avalanna's tanker, om hendes egen mor. Lige da hun var kommet hertil, havde hun også sagt nogenlunde de samme ord. Men det passede jo ligesom ret så godt ind - i begge deres tilfælde.
Da der ikke blev sagt flere ord i noget tid, regnede Avalanna ligesom lidt ud, at han havde svaret med kropsbevægelser og mimik. Måske havde han nikket, for det lød altså mest rigtigt og passende, i Avalanna's ører. Hun sørgede for at snakke lavt, og sagde så noget kort til Lucy. "Jeg kommer tilbage om lidt, søde." Hun smilte til hende, og åbnede så døren, inden hun trådte ud af værelset, og lukkede den på klem igen. Hun tog en dyb indånding, inden hun vendte sig om, da hun var bange for at blive overbegloet. Men heldigvis var det kun Shadow der kiggede på hende, da hun kom ind. Det var så nok fordi hun havde kigget på døren allerede, men i hvert fald. Da hun begyndte at tage et par halvt tøvende skridt hen mod dem, kiggede Maggie og Raphaël dog også op på hende. William sad og legede lidt med Shadow's hår, mens han betragtede hende. Avalanna bed sig lidt i læben, inden hun åbnede munden. "Jeg ville lige spørge William om han ville ind og se Teletubbies sammen med Lucy?" Selvom det egentlig var en konstatering, kiggede hun på William, og formulerede det på den måde som et spørgsmål. Han så ud som om han tænkte over det, inden han lyste op i et stort smil. "Jaaaaa, vil godt!" Han rakte ud efter Avalanna, og det fik hende til at kigge spørgende på Shadow, inden hun tog ham op i sine arme. Hun ville helst ikke bare tage ham fra hende, men hun kunne fornemme at Shadow ville snakke med Avalanna, ligeså meget som Avalanna ville snakke med Shadow. Der var ligesom en del ubesvarede spørgsmål nu.. Men William havde vist hørt nok voksen-snak for en tid nu, og derfor behøvede han heller ikke at høre mere.. "Jeg kommer lige om lidt." Hun mumlede det mest til Shadow, inden hun gik ind på børneværelset med William på armen.
Da hun kom ind på værelset, satte hun ham i den sækkestol der var ved siden af Lucy's. Lucy kiggede knap nok op, da de kom ind, fordi hun var så optaget af at se Teletubbies. De elskede virkelig den serie.. Da William også havde sat sig til at se det, listede hun ud af værelset, og ind i stuen. Hun så straks over på sin mor. "Mor, vil du ikke være sød at gå ind til dem? Jeg skal lige snakke med Shadow.." Maggie smilte straks varmt til hende, og nikkede. Så rejste hun sig op, smilte venligt til Shadow, og trak Raphaël med ind på børnenes værelse. Det fik Avalanna til at sende hende et mentalt tak, og kigge taknemmeligt efter hende. Så fik de da også lidt privatliv. Hun satte sig ned lidt ved siden af Shadow, og vendte sig med front mod hende, mens hun så lidt afventende på hende. Hun måtte egentlig godt starte.


//MWUHAHAHHAHAHAHAHA HELL YES! Jeg troede ikke engang, jeg kunne skrive ligeså meget som dig, men jeg har faktisk skrevet 47 ord mere - W.O.W. oo' Jeg er bare så god xD

Hun så sin far, der så tilbage. Deres øjne mindede så meget om hinanden. Deres hår var begge sort. Og mange havde sagt at deres ansigtsform lignede hinanden, men der satte Shadow grænsen. Hun havde et lidt aflangt, spinkelt hoved, mens hans var rundt i det og lidt mere.. buttet, kunne man vel sige. Og så havde Shadows far ingen gener, der forhindrede ham i at tage på, hvilket kunne ses efter de mange år som kasinoejer af Bellargio. Et stort, flot kasino, der ellers var startet som et værre skur. Hun havde aldrig rigtig forstået, hvad det var, Hera så i ham. Han fungerede ikke som en familiefar, i hvert fald ikke før nu. Han var ikke rig – langt fra. I hvert fald ikke dengang. Så hvad det var, der fik Hera til at bryde sit mønster – være utro, var hende et mysterium. Hun havde endnu ikke fundet nogle specielle ting ved ham, som Hera ikke kunne have fundet hos andre mænd. Han tog stoffer, han drak og han havde aldrig været venlig over for sin kæreste, eller sin datter. Hera måtte have vidst det her. De kunne jo se fremtiden. I hvert fald noget af den. Havde hun ønsket det her for sin datter? Havde hun ønsket, at Shadow skulle lide? Var det der for, hun fik et barn med Raphaël? Hvorfor havde hun gjort, som hun havde gjort? Det værste var, at hun ikke havde fået svar endnu. Hun havde kun hørt en ting fra sin mor – da hun vedkendte sig Shadow. Ikke mere, ikke mindre. Og Shadow kunne ikke lige tage til Olympen – hendes guddommelige 'lugt', som de kaldte det, var simpelthen for stærk. I Hytte 2 måtte hun vente på, at moren fik tid til at sende en besked. En besked, der forklarede bare lidt af årsagen til, at hun efterlod Shadow hos sin far. Hun havde hørt Chirons forklaring, men hun havde nægtet at tro på den. Hera havde da ikke gjort det af egen fri vilje. Hun havde gjort det, fordi Zeus havde sagt, hun skulle. Hun havde ikke kontaktet sine døtre i lejren, fordi Zeus havde forbudt hende det. Sådan havde det været for alle i lejren. Hun havde prøvet at sige det til sin kæreste, Matthew, men han havde ikke villet tro på hende, og hun var egentlig også lidt ligeglad. Efter hvad hun havde hørt om hans far, Ares, var han ikke nogen flink person, men selvfølgelig... i myterne var Hera heller ikke ligefrem nogen engel. Hun havde drevet Herakles vanvittig, så han havde slået sin hustru og sine børn ihjel, og hun havde fået ham til at spilde sit liv på ligegyldige opgaver. Oh ja, så havde hun forbandet Letos, Artemis og Apollons mor, så hun ikke kunne føde sine børn i vand, på landjord eller i luften, og så havde hun smidt sin søn, Hefaistos, ned fra Olympen, fordi han var grim. I myterne var Hera gudinde for ægteskabet og familien, den perfekte familie vel og mærke. Måske havde hun ændret sig i løbet af tre tusind år – hun havde i hvert fald ikke smidt hverken Daenerys, Mikayla eller Shadow ned fra Olympen, så lidt pæn måtte Shadow da være. Ellers havde hun sikkert endt sine dage for foden af Empire State Building. Men når alt kom til alt, var det hele Zeus's skyld. Havde han aldrig forbudt de andre guder og gudinder at se sine børn, havde Shadow fået svar på sine mange spørgsmål nu. Men som sagt, så havde han forbudt guderne at se deres børn. Hvilket gjorde at hun ikke var den store fan af Zeus, som mange af de andre i lejren var. De syntes, at han var ih og åh så sej med alle sine store lyn, der kunne slå hele New York ihjel på under fem minutter. Hvad var der sejt i det? Død og ødelæggelse, var det eneste, der fulgte med lyn og torden. Død og ødelæggelse var lig med smerte, sorg og tab. Tab af personer, andre holdt af. Flere millioner, hvis han besluttede sig for at lægge New York øde, ville hade ham. Hun var også temmelig sikker på, at ingen ville synes han var sej, hvis han dræbte alle i New York. Mange havde jo deres familier dér. Og så var der dem, der var stukket af, og ud af til ikke brød sig om deres dødelige familier. Men selv de ville hade Zeus, hvis han slog familierne ihjel.
Hun blinkede voldsomt, da hun hørte Avalannas stemme, og slap øjeblikkeligt grebet om den lille dreng, hvis navn, Avalanna lige havde sagt. William. Hun smilte svagt. Det var et sødt navn. Til en sød dreng. I hvert fald lige der havde han været sød. Nogle gange, kunne han sikkert også være irriterende, men sådan var det jo med små børn. De skiftede hele tiden sindsstemning.
Hun fangede Avalannas øjne, og så det spørgende udtryk i hendes. Hun nikkede, som tegn på, at det var okay. William skulle nok ikke høre mere. Desuden havde han virket meget begejstret for udsigten til at skulle se Teletubbies. Selv havde hun syntes bedst om den gule – Lala, troede hun, hun hed. Den havde et hvidt skørt på, hvilket hun var helt vild med da hun var lille, fordi hun gerne ville have været balletdanser. Hun var jo så smidig, så der ville ikke være noget problem. Hvis hendes far ikke lige havde været der. Han havde stået i vejen for mange af hendes drømme, da hun var barn. Endnu nogle ting, hun ikke helt kunne tilgive ham for. Avalanna var sikkert enig – hun var trods alt datter af drømmenes gud, så drømme var vel vigtige for hende også.
Da Shadows far og Avalannas mor rejste sig for at lade dem alene, begyndte panikken at stige op i Shadow. Hvordan skulle hun forklare sig, især nu hvor Avalanna kiggede afventende på hende, som hun forventede, at Shadow havde noget at forklare. Hvilket hun nok også havde, men det havde Avalanna også. Hvis man kunne sige, at nogen var skyldige, så deltes de i hvert fald om skylden. Men der var ikke nogen, der havde skylden – de vidste jo ikke, at der var tale om fælles forældre. Hvilket også var vildt sygt. Af alle mænd og kvinder i verden, valgte Maggie og Raphaël lige at finde sammen. Det var lidt ligesom det der, folk sagde, med at der godt nok 6 milliarder mennesker i verden, men man skulle nok finde 'den ene person', som man skulle bruge resten af sit liv med.
Hun kiggede ned i bordet, der skilte Avalanna og hende ad. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun sige det? Det var overvældende, og det var kun lige begyndt.
”Hvor længe har du vidst det? - Hvis du har vidst det, selvfølgelig.” det sidste tilføjede hun hurtigt, fordi hun ikke ville give Avalanna unødig skyldfølelse, hvis hun ikke havde kendt til sin mors ægteskab med en succesfuld kasinoejer. Måske havde hun, måske havde hun ikke. Det, Shadow gerne ville vide, var, hvor længe, Avalanna havde kendt til Raphaëls fulde navn. Bare hans navn. Havde Avalanna nævnt hans navn for hende? Var det en af de dage, hvor hendes tanker var optaget af Matthew, og Ashley? En af de dage, hvor hun havde været på randen til at græde hvert sekund, fordi Matthew havde valgt Ashley? Eller var den en af de dage, hvor hun havde svævet på en lyserød sky, efter hun endelig officielt kom sammen med Matthew? Hun vidste det ikke. Men hun ville gerne vide det. Nu.

//Okay, jeg aner ikke lige, hvor mange ord der er her... Måske er der langt mindre... men jeg fik svaret, og jeg er mega stolt af mig selv - hehe xD

Selvfølgelig var der nogle ligheder mellem Avalanna og hendes mor. Faktisk var der flere end Avalanna havde regnet med, men det gjorde hende nu ikke så meget.. Maggie var jo ikke en grim kvinde - tværtimod! Hun var yderst smuk, og specielt af en mor til en teenager, at være. Faktisk holdt hun sig overraskende godt, når man tænkte på at hun havde født tre børn, hvoraf det første allerede var kommet til verden, da hun var 17 år. Men det betød jo sådan set bare at Avalanna havde nogle gode gener, hvilket skam langtfra gik hende på! Nu havde hun ligesom også allerede fundet ud af, hvor hun havde arvet meget af hendes ydre fra. For hvis Maggie og Avalanna stod ved siden af hinanden, ville man skam tydeligt kunne se lighederne. De havde den samme slanke kropsbygning, det samme lange, mørkebrune hår, og de samme ret markerede kindben. Derudover havde de naturligvis også et par ens ansigtstræk, hvilket man også kunne se, hvis de stod ved siden af hinanden. Maggie havde sagt, at det var som at se et gammelt billede af hende selv, og så havde hun endda fået tårer i øjnene, første gang hun så Avalanna. Det havde været underligt og akavet for Avalanna, men alligevel på en måde befriende og rart..
En af de eneste markante forskelligheder hos Maggie og Avalanna, var faktisk deres øjne. Avalanna havde ret store øjne, der havde en klar, blå farve, mens Maggie's øjne var smallere og bestod af en klar smaragdgrøn farve. Derudover var der så også nogle mindre detaljer, som f. eks. det faktum, at Avalanna's hår var lettere bølget, mens Maggie's var helt glat. Gad vide om hendes far havde krøller? Kunne en gud overhovedet have krøller? Efter hun havde mødt sin mor, var Avalanna begyndt at stille sig selv en del af den slags halv-underlige spørgsmål, men hun kunne ligesom aldrig rigtig komme frem til nogle ordentlige svar, da hun jo aldrig havde så meget som set hendes far. Ikke udover et par gamle statuer og den slags, men det satte hun altså ikke den store lid til. Der var jo også forskel på når han var i gudeform, og når han var i menneskeform. Så meget kunne hun da i hvert fald sige med sikkerhed. Men det var dog godt nok heller ikke meget at vide om sin egen far, vel? Hun anede jo praktisk talt intet om ham, og manden var altså hendes far. Om han ville det eller ej. Ja, om hun ville det eller ej, for hun kunne sgu sagtens have tænkt sig til en bedre far, hvis det skulle være...! Snildt. Hendes far var en gud, og guderne var nogle værre kujoner. Selvom Zeus havde lavet den skide lov, behøvede de da heller ikke nødvendigvis at overholde den! Hun vidste at Poseidon havde en tendens til at blande sig i sine børns liv, for sådan lød det i alle bøgerne, og både Zeus og Poseidon havde jo brudt den ed de svor, om ikke at få flere børn efter anden verdenskrig, fordi de blev for mægtige. Hun ville ønske at hendes far også ville bryde Zeus' regler, og bare komme og se hende - eller tale til hende, et eller andet. Hun ville bare gerne have nogle tegn på at han rent faktisk elskede hende, for hvorfor skulle hun elske ham, hvis det ikke var gengældt? Hun var måske ret bitter og indebrændt på det punkt, men det havde man vel også lov til, havde man ikke? Hun var med garanti heller ikke den eneste der havde sådanne tanker om sin gudeforælder, for hun havde da mødt en del andre halvguder i lejren, der havde det ligesom hende. Men hun hadede dem jo ikke, sådan decideret. Hun var bare heller ikke særlig glade for dem, men det var jo så hvad det var, og det var jo sådan set også hendes helt eget valg..
Dog vidste hun at hun altid ville stå på gudernes side, frem for f. eks. titanernes. For godt nok gjorde guderne ikke det bedste arbejde, men titanerne ville styre hele verden i jorden, altså. De ville på ingen måde være godt for noget som helst, for de var endnu mere farlige og forfærdelige end guderne og gudinderne, der jo egentlig ikke gjorde noget alvorligt galt.. Deres største fejl var bare at de var for selvoptagede og egoistiske. De ville altid først redde sig selv, og de skænkede tydeligvis ikke deres børn særlig mange tanker, for der var godt nok mange der bare døde på gaden, eller var små, hjælpeløse ofre for uhyrer! Det var forfærdeligt. Det var grusomt. Det var forkert. Og det var dét Avalanna havde tænkt sig at kæmpe for, hvis hun kunne komme til det. Hun ville redde så mange unge halvguder som muligt, og hun ville sørge for at få dem sikkert tilbage til lejren. Det behøvede jo ikke være endnu, det kunne godt først være når hun blev lidt ældre, men det var en af hendes store drømme - og drømme var trods alt meget vigtige for en datter af drømmenes gud. Hun skulle nok føre den drøm til livs. Hun kunne hjælpe satyrerne med at opspore halvguder, og så kunne hun føre dem sikkert tilbage til lejren, mens satyrerne drog videre for at finde flere omstrejfende, forvirrede halvguder. De fleste vidste jo ikke engang hvad de var, før de kom til lejren, altså. Og godt nok gjorde det deres guddommelige 'lugt' lidt mindre, da den jo blev stærkere så snart man først vidste hvad man rigtigt var, men enhver halvgud burde da kende til deres arv. Det var kun fair.. Det var deres ret at vide det, for uhyrerne holdt sig da heller ikke tilbage, bare fordi halvguderne måske ikke vidste hvad de var, eller hvorfor uhyrer angreb dem. Det gjorde det jo sådan set bare lettere for dem - uhyrerne altså - at slå halvguderne ihjel med det samme, hvilket de oftest var ude på. Så det ville Avalanna vædde med, ikke gjorde dem spor meget.
Da hun havde ført William ind i værelset og sat ham ned ved siden af Lucy, gik hun ud i stuen igen. Hendes mor og Raphaël gik ind til William og Lucy, hvorpå Avalanna satte sig ved siden af Shadow, med front mod hende. Hun ventede ikke ret længe, før Shadow's mund åbnede sig, og lukkede et spørgsmål ud. Hun kiggede lidt indgående på hende, inden hun svarede. "Siden jeg kom hertil? Du ved da godt at jeg ikke vidste noget om min mor - udover hendes navn - da jeg drog afsted.. Jeg ved ikke engang hvad jeg havde regnet med at finde, men da i den grad ikke en gift kvinde med to små børn!" Og det passede. Hun havde aldrig i sine vildeste forventninger regnet med, at hun kunne have haft fået nye søskende og en stedfar! Men det var jo så hvad det var, og det var ikke ligefrem et stort problem - endnu.
Hvorfor havde Shadow dog heller aldrig nævnt hendes fars navn? Så ville hun da have vidst det, med det samme.. Men igen; måske havde hun. Måske havde Avalanna bare været dybt optaget af sine egne tanker, på det tidspunkt, og derfor havde hun ikke givet Shadow nok opmærksomhed. Hvis det var tilfældet, fortrød hun det godt nok lidt.. Hun kunne havde vidst det med det samme. Hun kunne have fundet en måde at fortælle Shadow det på. Hun havde hendes nummer, så hun kunne bare have haft ringet til hende, eller noget - selvom hun vidste at det var risikabelt med hensyn til uhyrer.. Men så kunne hun have haft Iris-kommunikeret med hende! Hun havde nogle drakmer med, så det ville ikke have haft været noget stort problem.. Men det lå i fortiden nu, og Avalanna havde altid været meget bestemt på at leve i nuet, så vidt som overhovedet muligt..

//Hmm, det tog godt nok noget tid! Men jeg har skrevet det nu, og det blev okay langt - ca. på længde med dit, så jeg ydede dig forhåbentlig et retfærdigt svar, efter den lange ventetid! Og det må du meget undskylde, men jeg har bare hverken haft tid eller kreativitet nok, til at svare på emner.. So sorry, Shay :/