Nice to meet you! -Shadow

Tid: 8:30
Sted: ved søen
Omgivelser: nogle træer, og søen
Vejr: En stor sol! Ingen brise eller vind.
Dag: Mandag
Årstid:forår
Påklædning http://style.soshified.com/wp-content/uploads/2012/07/1451.jpg (Kjolen), http://i0.wp.com/hypebeast.com/image/2013/02/converse-chuck-taylor-all-star-well-worn-collection-1.jpg?w=1410 (Skoene).

Det var en strålende dag! Solen var kommet med dens stråler, og fuglenes sang var selvfølgelig i harmoni med naturens lyde. Træerne stod stille, der var ingen vind eller brise, det var en dejlig dag.
Yoona var ved søen, og nød den nydelige morgen. Hun kunne ikke sove så godt, og ville istedet gå sig en tur. Det var ret tidligt, men alle hendes halvsøskende var allerede væk før hun vågnet. Yoona sprang morgenmaden over, fordi hun ikke havde appetit til det.
Yoona gik hen og satte sig ved enden af badebroen. Hun fik solen lige i øjnene, så hun kneb øjnene så tæt så muligt og brugte sin hånd til at skræmme solen fra sig.
Solen fik søen til at glitre, det så smukt ud.
Yoona tog sine sko og sokker af, og lagde dem ved siden af hende. Hun kunne lige mærke vandet med hendes tåspidserne, men vandet var stadigt ret koldt, så hun måtte trække sine fødder op til sig.

Påklædning ⇨ Clicky! :-D - minus telefonen (halvguder har jo ikke telefoner.. xD) ^^'

Endelig havde hun haft held til at krølle hendes lange, næsten helt sorte og knap så villige, når det kom til at skulle krølles, hår. Med lidt hjælp fra hendes halvsøster, Daenerys. Hun kunne magi, når det kom til hår. Men med det smukke, røde hår, der altid krøllede, var det vel ikke nogen overraskelse. I hvert fald ikke for Shadow. Trods Mikayla og Daenerys kun var hendes halvsøstre, opfattede Shadow dem ligeså meget som sin familie, som hun opfattede William og Lucy som sine småsøskende.
Vejret var perfekt, og lige sådan en dag, man skulle bruge på stranden. Eller i dette tilfælde; Søen.
Hvis det havde været stranden, havde hun haft en bikini eller badedragt indenunder tøjet og måske også et håndklæde. Men det var ikke stranden, og hun havde ingen intentioner om at skulle i vandet. På trods af det gode vejr, havde hun en fornemmelse af at det stadig var vildt koldt. Og fordi hun var så tynd - hun havde prøvet at tage på, men hun kunne simpelthen ikke - var hun vildt kuldskær, og derfor var hun yderst sjældent i vandet. Det var jo så forbandet koldt, altså! Og så var det jo helt vildt tidligt - 8.30 var det tidspunkt, hvor spøgelserne fosvandt -, så det var sikkert dobbelt så koldt. Niksen, ikke nogen svømmetur til hende. I dag, i hvert fald.
Hun fik øje på en anden pige med sort hår, der sad ved søen. Shadow syntes, at pigen virkede bekendt, men igen - de var så mange i lejren, og det var umuligt at huske alle eftersom at hjernen kun kunne huske 200 personers navne, men den kunne huske 350 ansigter. Denne piger var sandsynligvis en af de 350 ansigter, Shadow kunne huske.
Hun satte sig ned ved siden af pigen, og smilede til hende.
"Det er en smuk morgen," bekendtgjorde hun, og kiggede lidt på pigen. Koreaner, så hun ud til at være, "synes du ikke??"

Yoona så sig til sin side.
Hvem var det nu? Sarah? Selma? Shade? Der var mindst en million navne i lejren der startede med S. Yoona brugte sine visdoms kræfter, og med et kunne hun se pigens navn. Pigen hed Shadow.
Yoona havde måske snakket med hende på et tidspunkt, og selvfølgelig kunne hun ikke huske Shadow, men det var da godt hun kunne finde frem til hendes navn.
"Jo, det er vel fint nok." Sagde Yoona. "Kender jeg dig?"
Yoona smilede til Shadow. Shadow havde mørkt og krøllet hår. Muligvis ikke permanent, men det klæder hende ret godt. "Jeg husker ikke ret godt."
Det var ikke muligt for Yoona, at huske vær hendes samtaler, dog kun hvis det var meget vigtigt. Shadow havde hun sikkert mødt i sidste uge, eller sådan noget. Yoona ville ønske nogle andre kræfter, men at kunne huske navne ved første blik er vel også ret sejt? Hun opdaget den kræft efter de første par uger i lejren, men fik bare aldrig brugt dem i starten.
"Du hedder Shadow, ikke?"

Hun ville gerne kunne sige, at pigens navn nærmest lyste op i hendes hoved, som en anden blinktavle. Hvilket det ikke gjorde. Hvis hun nogensinde havde fået det at vide, kunne hun i hvert fald ikke huske det nu. Måske havde hun aldrig fået det at vide, og så kunne hun med god samvittighed spørge, hvad pigens navn var. Hvilket hun under alle omstændigheder ville gøre, eftersom at hun ikke havde den fjerneste anelse, om hvem pigen var. Kald hende glemsom, men hun havde jo ikke den fjerneste mulighed for at gætte hendes navn. Især ikke når hun var koreaner. Ikke at det var noget dårligt - Shadow var skam ikke racist, men hun kunne bare ikke alle de navne, der sikkert var på koreansk; De var jo så meget anderledes fra de amerikanske, eller engelske var det vel nok. Hun kendte ikke engang ét koreansk navn - udover Psy, men det var vel sagtens kun et kunsternavn, så det talte ikke - måtte hun jo nok med deltvist skam indrømme.
Hun så ud over vandet igen. Det var virkelig smukt. Den måde solen blev genspejlet i søen, og den måde bølgerne fik hele spejlbilledet til at ryste. Fantastisk. Hun havde altid haft en svaghed for naturen. Ikke når små dyr blev dræbt af større dyr - hvilket i menneskeverden svarede til at de svage blev trådt på af de stærkere. Trådt på var en forfærdelig følelse - man følte sig aldrig god nok. Shadow kendte alt til den følelse. Men det hele var fortid. Selvom fortiden havde det med at komme tilbage og hjemsøge en, og Shadow ikke altid var god til at ignorere hendes, syntes hun, at hun var godt på vej til at fortrænge minderne om blandt andet Matthew og Ashley, og endnu vigtigere; Minderne fra hendes barndom, der altid hjemsøgte hende. Smerten, når hun kunne se hadet i sin fars øjne. Afskyen, der lyste ud af stedmoren. Hun havde prøvet at fortrænge alt det, og se lyst på tingene; Hendes far havde flyttet til USA, og sidenhen var hun flyttet til Halvblodslejren. Det bedste sted i verden, i følge Shadow.
Hun kiggede på pigen igen, og nikkede til hendes spørgsmål. Jo, hun var ret sikker på at hendes navn var Shadow. Selvfølgelig kunne det også være, at hun havde glemt det, og at det i virkeligheden var noget helt andet, men hun løb risikoen og sagde, hendes navn var Shadow.
Og så kom det akavede øjeblik, hvor Shadow skulle spørge om pigens navn. Jesus Christ.
"Jo, det er det," smilede hun, og nikkede endnu en gang. Den franske accent fik det hele til at lyde så høfligt, hvilket hun altid havde hadet. Fransk accent mindede hende om hendes liv i Frankrig, og det var bestemt ikke sjovt. "Og det her pinligt, men jeg ved ikke, hvem du er. Så.. hvad hedder du?"

"Jeg hedder Yoona... Yoona Nicole Park..." sagde Yoona genert. Yoona drejede hovedet for at få et glimt af Shadows reaktion, og så kiggede Yoona på sine fødder, som var ved at røre vandet. Vandet var blevet lidt luner. Hun kunne se sit eget spejlbillede, som var ret sløret på grund af de små bølger der var i søen. Yoona kiggede ned i vandet. Søen var ikke ret dybt. Måske var det dybeste af søen kun 2 m? Det gad Yoona ikke at regne ud.
Yoona vendte sig rundt og lagde sig på maven med hovedet et stykke over vandet. Hun studeret sit spejlbillede i et lille stykke tid, og så skubbede hun sig længere ind på broen. Yoona hvillede sit hovedet på sin ene hånd, og hendes albue var presset på en af træplankene, der var sømmet fast til badebroen.
Der kom nogle små pletter af skyer på himlen. De passeret sommetider solen, og dækket solen et par minutter. En brise varm fik vandet til at bevæge sig lidt.
Pludselig kunne Yoona høre rappen, og det var en and og dens ællinger som passere badbroen. "Se!" Sagde Yoona overrasket. Hun peget spændt efter ænderne. Hun lød som et lille barn der næsten aldrig havde set ænder før.

Yoona. Ikke et helt almindeligt navn, i hvert fald ikke i USA, og heller ikke i Frankrig, hvor hun voksede op. Men Shadow var ikke sådan en person, der dømte på navne. Hvilken person gjorde det? Faktisk var hun ikke sådan en person, der dømte andre. Hun kunne ikke holde den dårlige samvittighed, hun altid fik, når hun gjorde det, ud. Desuden var de jo alle sammen meget bedre end hende, så egentlig havde hun ikke nogen grund til at gøre det. Eller det var i det mindste sådan, hun havde tænkt i det sidste lange stykke tid. Ja, faktisk siden hun var 13 år. De negative tanker begyndte først for alvor, da hun var 13, og siden da var hendes selvtillid bare blevet mindre, og mindre. Men venner, og en fantastisk kæreste, var det, der skulle til for at løfte selvtilliden. Bare lidt.
Hun så hen på Yoona, og grinede kort, da Yoona begyndte at opføre sig som et lille barn. Det var da sødt. Hun fulgte Yoonas blik, og fik øje på de ænder, der i øjeblikket legede med hinanden. De mindede meget om almindelige mennesker - en af ænderne sprøjtede vand på den anden, og den anden sprøjtede igen. Præcis som mennesker, eller halvguder, havde for vane. Intet andet en sjov. Ænder, mennesker halvguder; De havde alle brug for sjov, leg og omsorg. Hvorfor så folk så forskelligt på dyr, og dødelige? De var jo ikke anderledes; Kun følelserne og udseendet skilte sig ud. Og selv følelserne afspejlede sig i dyrene, om end ikke så kraftfulde som mennesker, eller halvguders. Den menneskelige race var noget helt særligt.
"Ænder er sjove at se på, synes du ikke?" spurgte hun, og lagde spørgende hovedet på skrå. Søgte Yoonas mening.

Yoona nikket kort. "Ja det er de, og de er vel også nuttede!"
Mellem træerne løb en lille bæk som faktisk var en stor å. Åen var selvfølglig stor, men ikke stærk som den så ud til. Vandet plasket mod nogle sten der var i bækken. Åen førte til den store sø.
"Kom!" Sagde Yoona. "Lad os gå hen til åen!" Yoona tog fat om Shadows håndled med et løst greb, og samlet sine sko op. Yoona begyndte at løbe hen til bækken som et lille spændt barn igen. Hun stoppet op, da hun nået bredden af åen. Kastet skoene fra sig og slap Shadows håndled. Yoona gik så ud i åen. Den var ikke ret dyb, og strømmen var ikke så tvingende. Åens bund var en klippe. Den var ikke ru eller glat. Vandet gik kun Yoona lidt over anklerne. "Kommer du?"
Yoona rakte sin hånd frem efter Shadow. Yoona smilte. For at være helt ærgerlig syntes Yoona at hun var ret mærkelig. Hun trækker en person, som hun overhovedet ikke kender hen til en å. Det eneste hun ved er, at pigen hedder Shadow, og Yoona har måske snakket sammen med hende. Maybe? Nå... Men engang skal man jo være den første underlige person!

Hun smilkede for sig selv ved Yoonas svar. Faktisk mindede pigen ved siden af hende ikke som en på den alder, hun lignede - mere end på alder med Matthews lillesøster, Summer. Summer var virkelig nuttet, og hun kom altid på de underligste ting. Ting, Shadow i hvert fald ikke tænkte på, når hun hørte noget. Måske gjorde Matthew - han havde jo levet med Summer 24/7 i to år, siden hun var tre, så han kendte sikkert til hendes dejlige barnetanker. Matthew. Dette navn havde i det sidste år gjort hende helt varm om hjertet; Noget, hun til at begynde med benægtede. Men forelskelser er ikke noget, man bare kan slå hen. Hvilket Shadow også senere måtte erfare på en mere smertefuld måde.
Hun rettede sig op, da Yoona igen talte, og hun så forvirret på hende. Var der en å? Hun rynkede brynene, og fulgte Yoonas blik, før hun blev hevet op fra hendes ellers så behagelige sidestilling. Hvad nu? Skulle de hen til åen nu? Shadow trak på skuldrene, og snoede en af de flotte slangekrøller i mellem sine fingre. Hun gned sit håndled kort, da Yoona endelig slap det. Det var ikke fordi hun var sur på Yoona, men lidt ondt havde det gjort i håndleddet, og faktisk også i skuldrene. Men igen, hun var ikke sur. Hvordan kunne hun tillade sig det? Måske havde hun også gjort andre ondt, uden at være klar over det? Det havde hun sikkert. Skyldfølelsen over noget, hun måske ikke havde gjort, tyngede hende, så hendes skuldre hang lidt for langt nede, men for Yoonas skyld prøvede hun at se optimistisk og entusiastisk ud. Hun kiggede hen på Yoona, og nikkede smilende. Smilet var dog lidt halvhjertet, men de fleste kunne næsten ikke se forskel på hendes rigtige smil, og de falske, havde Shadow efterhånden fundet ud af.
"Hvad er det, vi skal derhenne?" spurgte Shadow, og fulgte med lethed efter Yoona. En god ting var der ved at være tynd, og let til bens. Man kunne følge med næsten enhver, i ethvert terræn. Næsten.

"Jeg ved godt at jeg er ret sær og barnlig, men jeg har aldrig været så glad og spændt i hele mit liv!" tilstod Yoona. "Jeg opføre mig som en total barnlig person, og det ved jeg, men det er bare min glæde der stiger mig til hovedet..."
Yoona havde de virkeligt svært ved at styrer sig selv angående føldelser og humør.
"Jeg har i det hel taget aldrig haft nogle rigtige venner i lejren siden jeg kom."
Yoona kiggede hen mod åen. "Det kan være liggyldigt med åen nu..."
Yoona var ligeglad med folks medføldelse og medlidenhed. Det var alligvel uødvendig, også ville folk tro man er sær og mærkelig heletiden. Yoona vidste at hun var anderledes i forhold til hendes søskende, som havde brunt/blondt hår og skræmmende grå øjne. Yoona havde mørkt hår og brune øjne. Hun var anderledes. Hun passer ikke ind i lejren. Yoona er en outsider.
Yoona vendte ryggen mod Shadow, og lagde sine arme over kors. "Jeg er ikke sur på dig eller noget, hvis du skulle spørger. Jeg er bare træt... Og irreteret..." Yoona så ned på jorden. "Det er ikke noget der involvere dig..."
Yoona er var barnligere end de fleste af hendes halvsøskende. Og det irreterende fordi ingen tager hende seriøst.
"Du er et bedre menneske end mig... Shadow... Det er du virkelig..."

Shadow rystede straks på hovedet. Hun var bare så sikker på, at hun havde såret nogen, og nu havde hun rent faktisk såret nogen. Hun havde såret Yoona, uden at ville det. Det bekræftede bare hendes teori; Hun havde sikkert fornærmet, og såret en hel masse personer uden at vide det. Hun var en forfærdelig person. Men hun børstede den tiltagende skyldfølelse halvt væk, og koncentrerede sig om det nuværende problem; Yoona var såret. Shadow havde såret Yoona. Noget, hun aldrig ville gøre med vilje. Hun ville ikke såre nogen med vilje - sådan var hendes personlighed ikke anlagt. Det var ligesom vold; Hun duede ikke til vold. Selve hendes personlighed, selve det, der udgjorde hende, var i mod vold med alle celler og atomer, der udgjorde hendes krop. Hun var en stille person, men hun var altid venlig mod andre. Hun duede ikke til andet. Var der nogen, der slog hende, kunne hun ikke drømme om at slå igen. Sådan var hun ikke. De havde jo sikkert en grund til det, og så var deres bedste måde at få det ud på at slå hende. Det kunne hun sagtens forstå. Spurgte nogen hende om hjælp, ville hun ikke engang overveje muligheden 'nej'. Selvfølgelig skulle hun hjælpe; De var jo alle hendes familie. Et eller andet sted. Selvom guder ingen DNA havde, så var det stadig hendes familie, og hun ville aldrig skade sin familie. Ej heller kunne hun hade dem; Det var ligesom hendes far. Ham havde hun allerede tilgivet, selvom hun hårdnakket på stod noget andet. Hendes veninder fattede hende ikke, hvordan kunne hun lade nogen behandle hende dårligt, uden at slå igen? Matthew forstod hende endnu mindre. Men hvordan skulle hun forklare det? Det var en del af hendes sind at være venlig, og hun var helt i gennem pacifist, forstået på den måde, at hun aldrig selv ville udøve vold, men andre kunne sagtens udøve det på hende. Det var jo hendes skyld. Det var det helt sikkert. Hvilken anden grund havde de ellers til at slå hende?
Hun gik hen til Yoona, og lagde en arm om hende, "jeg synes ikke, du er barnlig. Du er bare glad, det er der da ikke noget i vejen med?"
Shadow smilede beroligende til Yoona - hun skulle ikke komme og sige, at hun ikke var god nok, bare fordi hun var lidt glad. Det var der, som sagt, ikke noget galt i. Glæde var dejligt, og mange her i lejren havde brug for mere af den. Shadow lod Yoona vende sig om, og lod sin arm falde slapt ned langs siden. Hun så vurderende på Yoona, og rystede så på hovedet. Hun forstod godt, hvis Yoona var sur - selvfølgelig gjorde hun det, men hun var skam forstående; Hvis Yoona bad hende om at gå, skulle hun da nok gøre det. Yoona havde sikkert brug for at være alene, og hvis hun ville det, ville Shadow ikke trænge sig på. Det var også en del af hendes væsen; Hun ville altid behage andre, og hun behagede sig selv, når hun behagede andre, så det var jo godt nok. Andre kaldte hende for selvopofrende, Shadow så på hende, som hjælpsom. Men hvis folk ikke syntes, det, hun gjorde, var godt nok, kunne Shadow godt forstå det.
"Skal jeg så-" længere nåede hun ikke i sin lave sætning, før Yoona talte igen. Shadow lod overrumplet Yoonas sætning køre på repeat, og hun så chokeret på Yoona. Bedre person end Yoona? Var Shadow en bedre person end Yoona? Nej, hun var ej! Hun rystede straks på hovedet.
"Sådan må du da ikke tænke! Du er en dejlig person, Yoona!" forsvarede hun Yoona mod Yoona selv. Der var intet værre, end når folk så Shadow, som en bedre person end dem selv. Især fordi alle vidste, det var forkert.

"Du har sikkert et stærkt forhold til nogle, som du ikke vil midste... Og det er klart... Du er bedre end mig, og du kan se hvad der er rigtigt og forkert... Jeg har midstet mit håb, endda min anden halvdel..." sagde Yoona overbevisende. "Jeg står i skyggen af alle andre... Jeg kommer altid før dem!"
Yoona så op på himmlen. Solen blev dækket til af nogle skyer. Yoona vendte sig om mod Shadow. Yoona så Shadow direkte i øjne. Yoona smilte en smule og sagde:"Kort sagt er du heldiger end mig."
De fleste i lejren har haft samtaler, hvor de begyndte at græde. For at være helt ærgerlig syntes Yoona at tilståelse er bedre end at græde om de ting man har mistet, som sit mod og forhold eller noget. Some tider. Men hellere at få det ud end at holde det for sig selv.
Yoona følte sig ikke såret, men mere... Hvordan skulle man forklare det... Opdaget? Måske? Anerkendt? Noget i den stil. Yoona smilte igen. "Jeg er trist, men jeg ret ligeglad! Alle i lejren har haft det som mig, men på den anden er jeg ret ligeglad..." Yoona samlet sin sko op som var blevet smidt med. Hun gik hen til badebroen, og satte sig præcis hvor hun sad før. "Jeg er latterlig til samtaler!" grinte hun af sig selv. Hun så sit liv, som en stor joke. Yoona vidste selv godt at hun var dårlig at snakke med, men sandheden var at Yoona bare anderledes, og såden er det bare! Yoona troet sikkert at Shadow var forvirret, så sagde Yoona:"Jeg har helt fint med at jeg er en loner, Shadow... Jeg er bare svær at ugennemskue og forvirrende at snakke med, det alt! Plus kan jeg mig noglelunde til gode igen... Og det er derfor jeg er mig... Jeg er Yoona... Den forvirrende pige... Datter af Athene..."

Shadow smilede blidt til Yoona, og trådte hen til hende igen. Hun prøvede ihærdigt at skjule den dårlige samvittighed, der tyngede hende. Hun lagde en arm om Yoona, og mærkede den pressende lyst til at trøste hende. Men det var som om Yoona bevidst skubbede Shadow væk, hvad angik trøst; Det var hun ikke vant til. Selvfølgelig var der gange, hvor folk fandt hendes automatiske medlidenhed irriterende. Og det kunne Shadow da også godt forstå - hun kunne selv afsky sig selv. Det var der ikke noget galt i. Og selvfølgelig var det også forståeligt, at nogen af dem endda greb sitationen voldeligt an; Hun havde stadig det bøjede ribben, som en Hades-søn gav hende, i frisk erindring. Men det var ikke hans skyld, det var ene og alene hendes skyld. På værende tidspunkt skulle hun på have holdt mund. Det kunne hun godt se nu. Hvorfor havde hun ikke set det dengang? Måske havde hun endda sluppet for et bøjet ribben, og smerte. Selvom hun var sikker på, at han ville have givet hende det alligevel. Noget måtte hun jo have gjort galt for at fortjene sådan et ribben. Eller også var det bare hendes eksistens, der havde tirret ham; Det var forståeligt nok. Sådan havde hun det også selv nogen gange, som om andre var bedre tjent med, at hun var død. Men hun sagde aldrig sådan noget højt; Dem, hun kendte, kunne åbenbart ikke se logikken i dén tanke.
Hun fugtede sine læber, og ventede på, at hun var helt sikker på, at Yoona var færdig. Det var hun tydeligvis nu, for hun sagde ikke mere. Nu skulle Shadow hjælpe.
"Hvad mener du med 'at du har mistet din anden halvdel', Yoona? Hvis det er en god ven, eller en en eller søster, som er blevet sur på dig, synes jeg, I skulle snakke om det,"
Hun blev helt bleg ved tanken, om hvad hun lige havde gjort - kommanderet med andre. Hun blev grebet af panik, "ikke at jeg skal sige, hvad du skal - det ville jeg aldrig gøre"
Hun bed sig i læben, da Yonna begyndte at tale igen. Hun var tydeligvis ikke helt færdig, og Shadow havde bare afbrudt. Hun havde lyst til at straffe sig selv hårdt.
"Heldigere? På hvilken måde? Du kan sagtens få din anden halvdel tilbage!" sagde Shadow opmuntrende, og gav Yoona et ekstra stort smil. Et smil, hun virkelig måtte lægge kræfter i for at præstere.
"Du er da ikke bare en forvirret datter af Athene - og du er bestemt ikke en loner!" protesterede Shadow svagt, og kiggede undersøgende på Yoona. Shadows trang til at hjælpe, og få alle til at få det godt, tog over. Hun ville ikke have, at Yoona følte sig udenfor. Det var det sidste, hun ønskede for nogen. Uanset hvem de var.

Yoona sukket kort. Hun så op på Shadow, som ville protesterede på hvad end Yoona ville sige. Shadow... Den defensive pige, datter af... Hera.. Men ikke en ond defensivitet, men en god en af slagsen. En som vil overtale folk til at høre på hvad de sagde, og en som ville gøre alt for at fortælle at der ikke var noget galt. Shadow var stærk, syntes Yoona i hvertfald.
"Det kan være ligegyldigt! Han dukker aldrig op når jeg har mest brug for ham!" Råbte Yoona nærmest. "Han er sikkert død eller noget!"
Yoona angreb med sine ord, som hun normalt ikke gør.
"Du har venner, og sikkert en person i dit liv som du holder meget af, og en famile som elsker dig højt... Og jeg har det stik modsat... Jeg har næsten ingen venner, jeg har ingen specielle mennesker, som jeg holder af. Min far hader mig, og min tvillingebror forsvinder fra mig!"
Yoona kigget ned i vandet igen. Hende spejlbilledet viste hende at hun var blevet ked af det, sur, og bange. " Og jo jeg er en loner... En der altid er alene, og der skal træffe de svære beslutninger!" En tåre af frustration trille ned af Yoonas kind. Den ene tåre blev til to, og derefter til flere. Yoona tørte sine tåre hidsigt. Og der blev stille igen

Shadow så tomt på Yoona, da hun havde afsluttet sit første svar. En familie, der elskede hende. Hun bed sig i læben, og rystede så stille på hovedet. Hun ønskede egentlig ikke at gøre det - det var ikke hende, der skulle trøstes. Men et eller andet sted, kunne hun bare ikke lade være. Og hun skammede sig over sig selv. Det var ikke hende, der skulle sættes fokus på. Det var Yoona. Yoona, der skulle hjælpes. Yoona, der var ked af det. Ikke Shadow. Shadow måtte komme i anden række, sådan var det bare. Hun havde aldrig set sig selv som opmærksomhedskrævende, men det var lige, hvad hun var i øjeblikket. Prøvede hele tiden at få opmræksomheden kørt over på hende. Hun havde lyst til at slå sig selv for det. Hun burde finde den Hades-søn, der havde bøjet hendes ribben, og spørge om han ville gøre det for hende. Altså, slå hende. Hun fortjente det, sådan at sætte sig selv over Yoona, der behøvede hende.
Hun lagde en beroligende hånd på Yoona, og prøvede at lade være med at vise sine afsky over sig selv. Hun ville ikke have, at Yoona skulle blive sur på hende. Selvom det var fuldt fortjent. Og hvad der ville værre var, hvis hun ville bekymre sig om Shadow, i stedet for hende selv. Det måtte ikke ske.
"Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre Yoona..." hviskede hun beklagende, mens hun så sørgmodigt på Yoona. Det smertede hende at sige det, men det var sandheden, og det lå som sagt ikke til Shadow at lyve.
"Men.. hvis det kan hjælpe dig, så hader min far mig," sagde Shadow sagte, og kiggede lidt væk. Det var for skamfuldt. Hun kørte alligevel opmærksomheden over på sig selv. Hvor var hun opmærksomhedskrævende.
Hun så skræmt på Yoona, da en tåre gled ned af den føromtaltes kind. Shadow mærkede, hvordan afskyen over sig selv, foragten og selvhadet skyllede ind over hende. Hun havde gjort en anden ked af det. Det havde aldrig været hendes mening..
"Undskyld..." hviskede hun, og så sørgmodigt på Yoona. Det var hendes skyld det hele.

Yoona kigget op på Shadow. Yoona kunne se at Shadow også var trist over noget. "Det er ikke din skyld... Shadow... Det er min er ADHD der tager over mig, når jeg bliver sur på mig selv," sagde Yoona, "der er ikke noget at undskylde for." Yoona smilte en smule opmuntrende. "Jeg er faktisk ret glad for du egentlig er her... Shadow... Jeg kan endelig for de dumme ting ud..." Sagde Yoona. Yoona tørte de tårer der var på hendes kind væk. Yoona ville bringe noget nyt på banen. Solen skinnet igen. Skyerne var smuttet igen, og strålerne ramte Yoona. "Hvor er det dog irreterende med de stråler." Brokket Yoona. Hendes kinder var knas tørrer. Yoona kunne høre menneske stemmer meget langt væk. Det måtte sikkert være halvgudernes morgenbrokkeri. Halvguderne sover ret meget i denne lejr, og det var endda ikke sommer. Yoona nogle halvguder som gik morgentur omkring søen. Hun kunne se en af hendes halvsøskende der vinket til hende, og Yoona vinket tilbage. Halvsøsteren var den perfekte Athene-barn. Lyst hår, skræmende grå øjne, og en perfekte kropsbygning. Hun var perfekt.
Yoona sukket. Hun svang sit mørkebrune hår til den ene side. Hun så farven, som var lang fra lys. Hun spejdet sig i søen. Hun så sig selv i øjnene, som ikke var dybe grå. Der var en lille håndfuld af hendes søskende der ikke havet det, altså halvdelen. Men Yoona syntes at det var en fordel at have det. Det skulle ikke være farvet eller parryk, og det skulle være kontaktlinser. Det skulle være det rigtige. Fordelen ved at have det var, at man kunne se hvilken datter man var af. Alle ville spørger om man var datter af Afrodite, fordi man var en pige.

Hun smilede til Yoona, og følte sig helt lettet. Yoona var på vej til at blive glad igen, og i følge Yoona, lå en del af det på Shadows skuldre. Måske var hun i dag god nok, eller i det mindste kunne hun sige, at hun trøstede en person. Det var ikke tit. For det meste lod folk ikke hende trøste dem. Men det var sikkert hendes egen skyld, at de ikke ville det. Og hun forstod dem godt. Alt, der skete i lejren, var nærmest hendes skyld. Det var i hvert fald, hvad andre sagde, og de havde ret. Bare hun kunne gøre lidt af det godt igen - selv hvis det betød, at de slog hende - så ville hun være glad. Hun ville ikke have, at andre kom til skade på grund af hende. Langt hellere ville hun selv tage slagene, end se andre få dem.
Shadow nikkede lidt, stadig usikker på, om Yoona sagde det oprigtigt, eller fordi hun ville trøste Shadow. Det sidste var den mest sandsynlige mulighed - alle var jo så flinke her i lejren. Og Shadow fik det dårligt over det. De behøvede ikke være venlige mod hende - især ikke fordi alle deres problemer var hendes skyld. Det havde der været rigelige beviser på allerede. Hun var datter af Familiens skytsgudinde, og hun ville aldrig tillade, at der skete noget med hendes familie. Venner, såvel som fjender.
Hun fulgte Yoonas blik, og lod øjnene fange strålernes lys. Hun elskede solskin - det var fantastisk. Men storme var bedre. Det beviste for hende, at nogen gange havde selv himlen brug for at skrige. Ligesom hun selv. Hun lukkede øjnene, og smilede svagt.
"Jeg elsker solskin," svarede hun, og åbnede øjnene på klem, mens hun så over på Yoona. Hun havde sådan en flot hårfarve, "gør du ikke?"
Hun kritiserede ikke - hun var bare nysgerrig. Folk misforstod tit den slags.
En latter ramte hendes ører, og hendes blik søgte straks hen i retning af hytterne. Ganske rigtigt. De fleste lejrdeltagere var ved at stå op. Hvor længe havde de snakket? Ikke mere end ti minutter var Shadow ret sikker på. Men hendes tidsfornemmelse stemte aldrig så godt med tiden, så hun var ikke sikker. Hun smilede let, og tænkte lidt på hendes veninde, Kendall. Hvis Shadow kendte hende ret, havde hun ikke engang intentioner om at stå op. For Kendalls vedkommende startede dagen først omkring klokken 12. Sådan cirka ved middagstid, så hun kunne nå frokost. Medmindre altså der var afsat et tidspunkt, hvor hele Kendalls hytte skulle møde op, f.eks. til bueskydningstime eller andre timer, hvor Chiron underviste, så stod hun meget modvilligt op. Sidste gang, var de nødt til at trække hende ud af sengen, før hun orkede at lystre.

Yoona så overrasket på Shadow, og så kigget hun ned igen. "Øhm... Ja... Den er vel okay..." Yoona smilte nervøst hen mod Shadow. Hvad var der var der galt med Yoona! Hun var ikke spor glad. Hun kunne ikke være social. Og hun kunne ikke snakke med Shadow uden at tænke sig rigtig godt om. Hun var bange for at gør Shadow sur eller bare en smule ked af det, det ikke nemt at føre en samtale når det var en der skulle sige noget. "Så ved jeg i hvertfald at min mor kan se mig. Og så ved hun at jeg er okay..." Fik Yoona sagt. Hun holdte hånden over sine øjne, og kigget op på solen godt hun kunne. "Det er vel bare svært at se på hende når jeg ikke engang kan klare at se på solen." Hun blev tavs igen. Hun så på Shadow. Hun hendes hår var noglelunde mørkt som Yoonas, eller måske mørker. Hun var tynd. Hendes øjne var brune. Hun lignet Yoona en smule, men hendes ansigt, og den måde hendes øjne, ører, og mund var ikke lige som Yoonas. Shadow var på ingen ligesom Yoona

Hun bed sig i læben, og rystede så på hovedet af sig selv. De negative tanker skulle ud. Yoona var glad, og det var det vigtigste. Shadow skulle bare lære at kontrollere sine egne følelser. Det var jo ikke hende, der var verdens centrum. Det var alle andre. Det skulle hun også lære.
Shadow nikkede til Yoonas udsagn. Selv havde hun det også sådan. Bare på en anden måde. Når der var en stor storm, og regnen stod i stride strømme, og Shadow som den eneste var udenfor og smilede, så følte hun, at hendes mor så hende. Storme var og blev altid det, Shadow holdt mest af. Og så alligevel. Hun holdte også utrolig meget af hendes halvsøskende Lucy og William, samt hendes mors andre døtre, Mikayla og Daenerys. Og så selvfølgelig hendes venner, Avalanna, Elena og Annabeth. Og sidst og langt fra mindst - faktisk den højeste af dem alle - Matthew, hendes fantastiske og uendeligt dejlige kæreste, som hun elskede utroligt højt. Selvfølgelig holdt hun også af sin far, men på en helt anden måde. Han havde forandret sig siden han mødte Maggie, og det var Shadow så taknemmelig for. Maggie havde så at sige reddet hendes far fra at synke længere ned i stofmisbrug, og havde det ikke været for Maggie, havde hendes far slet ikke været den succesfulde kasinoejer, han var i dag. Han ville have været på bunden af bunden i et samfund, der var langt under bunden, men skjulte det bag en facade af glamourøse dansere, og fantastiske og kæmpestore spillehaller, hvor man kunne ødsle alle sine penge væk. Kasionoet vandt altid.
Hun smilede ved tanken om sin familie i Las Vegas. Måske havde hun båret lidt nag til sin far før i tiden, men det var alt sammen væk nu. Hendes fantastiske og dejlige lillebror, William, og hendes smukke og nuttede lillesøster, Lucy. De bød hende velkommen i familien med det samme, og hun havde kun én gang været mere glad. Da Matthew endelig spurgte, om de skulle komme sammen. Hendes hjerte havde været ved at springe ud af hendes bryst af bar lykke. Okay, måske to gange. Da hendes mor vedkendte sig hende, da hun var 13 år, var hun sikker på, hun aldrig kunne blive lykkeligere.
"Godt nok, kan du ikke se på solen," gjorde Shadow sig enig, "men derfor ser hun jo ned alligevel, ikke? Hun har jo en hel del børn her i lejren - jeg er helt sikker på, hun kigger ned til jer en gang i mellem."
Hun smilede opmuntrende til Yoona. Det, hun lige havde sagt, gjaldt også for hende selv. Da hun var på udflugt med alle de andre helårselever til Olympen, fik hun snakket med sin mor. Hera. Himlens Dronning. Og hvor var hun smuk. Hun lignede lige den dronning, hun var. Og smukkere endnu. Hun havde ikke snakket så meget med hende, men hun vidste, at Hera holdt øje med hende. Det havde Hera selv sagt, før Zeus kaldte hende hen til sig. Siden den dag, havde hun aldrig set sin mor igen. Men det var de to minutter, hun talte med hende, der betød noget. Hun vidste, Hera var der for hende. Og det var det vigtigste.

//UNDSKYLD for den lange ventetid! Det må du virkelig, virkelig undskylde! Jeg håber ikke, du hader mig.. D: I hvert fald så vil der ikke gå så lang tid igen! Pinky-promise!

"Ja! det er bedre end ingenting." sagde Yoona muntert. Hendes øjne stirrede på søen. Alle de søskende hun havde udover Kai. De var umulige at holde styr på! Der var trillinger som så helt ens ud!
"Det er bare umuligt at holde styr på hvem er hvem. Selvom jeg har lært nogle af dem af kende, så er de bare umuligt! Jeg kan da se deres navne over hovdet! Sort på hvidt!"
Yoona tænkte altid højt. Folk syntes det var ret irreterende. Barnlig og rapkæftet... Ja... det var blandingen af Yoona. Hun var glad for at møde en person, som hun kunne snakke med hende. Yoona kigget en smule op. Hun kigget hen mod de storetræer. Deres trækroner var store, og bladene var enorme og grønne.

// It's ok... My brain is out of order... No creativiti. -.-'

Yoona smilede. "Altså... det er ikke det eneste jeg kan... Se lige det her!" Yoona rakte ud med hånden. Et lys kom til syne ud af hånden. Et lys-kort kom til syne.  
Yoona kunne vise hendes planer, idéer, og tanker frem via et lysbilled. "Jeg har aldrig brugt denne her evne helt... Jeg har kun vist den for min bror..." sagde Yoona lidt genert. Hun ville vise sin krafter på et tidspunkt, men hun havde aldrig haft mod på det. Hun var ikke modig nok til at gøre noget uden sin bror. 
På lys-kortet kunne man se nogle mørkelyserøde prikker, og nogle hvide prikker. Der var os en lille lilla utydelig prik. Den var ved søen ved siden af en mørkelyserød. "Hey! Det er dig!" Yoona pegede på den lilla utydelige prik. "Du bliver tilføjet på kortet. Fedt!" 
Yoona så overraskende på kortet. Det er sjælndt hun brugte den, og nu kunne hun endelige vise det til nogen. Yoona tog sin hånd til sig. Lys glimtet var der stadig. Hun så tilfreds på kortet.

Shadow lagde hovedet på skrå og fulgte Yoonas bevægelser med øjnene. Hun spærrede øjnene kort op, da hun så et kort komme til syne ud af den blå luft. Det lyste op, som hun aldrig havde set noget gøre før.
Hun kiggede igen over på den anden, da denne sagde noget, og hun smilede venligt til hende. Shadow kendte alt til den usikkerhed, man kunne have, når man skulle vise sine evne; nogen havde evner, der oversteg ens fantasi, mens andre havde mere ordinære evner. Hun kunne sagtens forstå, hvis dem, med ikke så specielle evner, kunne føle sig dårligere, end andre der havde, fordi omfanget af deres evner ikke var på højde med andres. Selvtilliden kunne hurtigt blive ødelagt, hvis det skulle være.
Hun smilede ved tanken, om hvor sødt det var, at Yoona havde så meget tillid til sin bror, at hun kun havde haft mod til at vise denne evne, dette lysende kort, til ham. Hun rynkede brynene, ”din bror? Har du en helbror?”
Det overraskede hende; hun vidste godt, at der faktisk var mange søskendepar i lejren. Flere, end man skulle tro. Hun vidste, at Matthew havde en lillesøster, Summer, som var utroligt kær; hun vidste også, at han var rasende på sin far over, at han fik endnu et barn med Matthews mor.
En af hendes bedstevenner, Elena, havde også en trillingebror, Benjamin, som irriterede hende grænseløst – det var umådeligt morsomt at se de to være på nakken af hinanden – og en trillingesøster, Christel, der i øjeblikket lå i en eller anden form for magisk koma.
Ved lyden af Yoonas begejstrede stemme, blinkede Shadow med øjnene og kom tilbage til virkeligheden. Hun kiggede op på kortet og fulgte Yoonas pegefinger, som ganske rigtigt pegede på en lidt utydelig, lilla plet.
Hun kiggede hen på Yoona igen og smilede ved synet af den anden, der så fascineret på sit eget værk.