Do you know who you really are? ~Layla

Layla sad nede ved søen, det havde hun gjort i nok i en time nu. Men det føltes som om der var gået flere timer end det burde, men hun sad blot og stirrede ud i luften. Den store sten som hun sad på, havde en blød overflade som gjorde den yderst behagelig at sætte sig ned på. Layla lagde hagen på sine knæ, imens hun holdt om hendes ben. Hun havde sine små shorts på, og en hvid lidt løsere top på. Hendes smykker var enkle og feminine, samt bølgede hendes hår i bløde krøller. Layla kiggede kort op i himmelen, og bad næsten efter et tegn. Det var ikke så fiks at være en af dem som ikke anede hvem de var overhovedet.. Eller jo hun vidste godt hvem hun var, men hun ville så gerne vide hvem hendes far faktisk var. Hvad hun stod for, samt hvilke evner hun gemte på inden i. Layla lukkede øjnene og lod atter hovedet slappe af på sine knæ, hun lukkede lyde fra andre fra lejren ude. Hun ville gerne have venner, desværre var hun ikke den bedste til jobbet, nemlig fordi hun virkede så stille bare fordi hun ikke ville dømmes af de andre. Layla blev dog opmærksom da hun hørte vandet blev helt stille som om det trak sig, hun åbnede øjnene igen da en vandbølge kom imod hende. Layla sprang op og trådte et par skridt væk fra bredden, dog kunne bølgen stadigvæk ramme hende lidt. Hvilket gjorde at vandet ramte hende lidt. Hun blinkede et par gange, og kiggede imod dem hun vidste kunne have gjort det. Et par sønner af Poseidon, som stod og grinte. Hun lagde hovedet lidt på skrå, med et hævet bryn. Hendes blik skreg næsten om de ikke havde noget bedre at give sig til. Dog havde hun ikke meget andet at give igen af, desværre. Layla var ikke vred, men så alligevel. I uvidstheden så havde hun noget imod børnene af Poseidon.
”Nurh blev du ramt? Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Spurgte de, Layla kendte lidt til den ene af dem. Det var ham som hun havde kæmpet lidt imod som træning for nogle dage siden. Dog var havde han vundet igen.
”Ja det blev jeg, sikke modne i er. At i virkelig ikke har andet af give jer til.” Svarede hun igen, og så ham med et hadsk blik i øjet. En smule vrede kom fra hans holdning og udstråling som gjorde hende så irriteret. Layla hørte himmelen brumme lidt, som var den vred. Og selvom hun ikke tog det som noget tegn ligenu.. Så var det kun fordi hun havde travlt med at fokusere på noget andet.

Jason så bølgen der kom ind mod pigen. En han ikke rigtigt havde lagt mærke til før, han gik langsomt med rolige skridt hen mod hende efter hun var blevet ramt af bølgen fra Poseidon børnene, vidste ikke rigtigt hvorfor han var på vej der hen, måske fordi hun så forsvars løs ud, men da han hørte himlen, stoppede han op helt op, han betragtede bare halvguderne mens han lyttede til Poseidons børnenes tilråb til pigen. Han rystede opgivende på hovedet over deres opførsel, langsomt gik han hen mod dem igen. Han trak ud efter hans bue, men der var intet der hvor den plejede at være. Hvordan kunne han glemme, at han havde ladet den ligge i hytten, ligesom alt andet. Han så på dem, overvejede om han skulle sig noget til dem, og få hende væk, inden det endte med et slagsmål. Nej han måtte nok hellere stoppe det inden det brød ud. ”Hey, Det er ikke pænt at angribe en der ikke er klar på det, så kan i ligeså godt finde en der ligger ned, og begynde at sparke til den vedkommende” sagde han højt, mens han så på dem, han satte farten yderligere op uden at løbe, men hans skridt var faste, mens han gik ned mod dem. Selvom han gik i højt tempo, gik han afslappet, selvom han havde snakket højt, og var lettere ophidset over drengenes opførsel, han havde kun set bølgen der var kommet, hvis hun havde gjort noget inden, var han brudt ind, nok på det rette tidspunkt, eller han følte det var det rette tidspunkt uanset hvad.
Han nåede hen til stenen pigen havde sat på og betragtede hende, trak vejret og fik hendes essens, men lagde ikke yderligere mærke til det, da der var så meget andet der lige løb gennem hovedet på ham. ”der skete vel ikke andet end du blev våd eller forskrækket vel?” spurgte han så mens han så efter synlige skader ”du kom ikke noget til” hans stemme var ikke bekymret da han ikke kendte hende, og derved ikke følte de samme ting som hvis det havde været en han kendte. Ikke en eneste gang vendte han sit blik mod drengene, eller noget, hans blik forsvandt fra hende, ud over vandet. Kort vendte han blikket vendte mod hende igen ”navnet er for resten Jason Anthony Stark” sagde han så venligt, med et lille skævt smil.


//OOG Du må undskylde det lidt kedelige svar//

Det var tydeligt at de ikke fandt Jason specielt velkommende lige nu, han havde spoleret det som de ville kalde sjov. Derfor havde de ikke rigtig noget at sige til deres eget forsvar før de trak sig tilbage igen. De fnøs og vendte så Layla og Jason ryggen inden de gik af sted tilbage imod deres hytte. Layla så på Jason.
”Nej, jeg har ingen skader. ” Svarede hun og tog en lidt dyb indånding før hun åndede ud igen. Layla smilede da han præsenterede sig.
”Navnet er Layla.. Layla Meade.” Svarede hun venligt og smilede til Jason, han virkede venlig. ”Hvem er din gudforældre så? Altså bare af nysgerrighed.” Sprugte hun med et skævt smil, og kørte en hånd igennem sit halv våde hår. Hendes brune øjne kiggede ind i hans, og hun var god til at holde øjenkontakt.


//Beklager at det er lidt kort :/

Layla nikkede da han fortalte hvilken gud, som han havde til forældre. Det var altid sjovt at hører hvem de forskellige havde som forældre af de mægtige guder, selvom hun ikke selv vidste det omkring sig selv endnu. Hun synes selv at bare hun havde været der i to år, og stadigvæk ikke havde nogen somhelst ide omkring det.. Det var ikke så behageligt, men hun gav jo ikke op. Hun havde tænkt sig at blive og finde ud af hvem hendes far var, lige meget hvad der skulle til. Og hvis hun ikke havde været halvgud, kunne hun jo ikke komme igennem portalen.. Så normal var hun jo ikke..
”Det lyder da alligevel ret fedt.” Svarede hun med et smil, og rettede blikket ud imod søen igen..
”Jeg ved det desværre ikke endnu.” Tilføjede hun og fjernede en hårlok væk fra sit ansigt. Hun var lidt trist over at hun ikke vidste det, og det var noget muligvis nogle ville kunne se. Andre valgte bare at være ligeglad omkring den lille detajle.