No drama, please! ~ Richard

Tid: Midt på dagen. Går jeg ud fra?
Omgivelser: Høje stængler fra alle mulige planter, sikkert også nogle halvguder, men de er lidt svære at få øje på mellem alle bladene.
Vejr: There's something about the sunshine, baby! xD
Dag: It's Friday, it's Friday!
Årstid: Sommer!
Påklædning: En hvid T-shirt, - formegentligt hendes kærestes - et par high rise, denim shorts, venstre arm var overfyldt med græske armbånd, et par røde converse på fødderne og hendes hår var sat op i en rodet knold.

Topaz dansede rundt, mens hun spiste sig mæt i jordbær. Hun havde af en eller anden grund valgt, at hun ikke ville træne den dag, - og trænerne havde åbenbart ikke lagt mærke til hendes fravær - så hun var bare blevet væk. Hun havde været i et underligt humør hele dagen. Hun havde været hyper og rastløs, hun havde haft humørsvingninger hele dagen, og hun havde ikke haft lyst til at snakke med sine venner eller sin kæreste. Hun regnede med at de var begyndt at blive vant til at hun var sådan. Hun var en meget flyvsk person, og hendes sind modvirkede hende ofte, så hun også fik hovedpine. Hun nynnede en melodi, hun ikke kendte teksten til.
Problemet var bare, at nu følte hun sig alene. Hun kunne godt tænke sig en at snakke med, men hun var nok den mest generte halvgudinde, der nogensinde havde fandtes. Hun kunne bare håbe på, at nogen ville finde hende.

Richard var pjække fra bueskydning idag, han havde ikke lyst til og træne med det. Den ene grund var han havde haft, en lorte morgen og den anden var at han hade og skyde med bue. Han sukke og gik videre, mens han lytte til en der nynnede han havde en ide om at det var Topaz. Men han var ikke sikker, selv om han dog gik mod stedet for at se hvem det var. Han smil da han så hvem det var, det var Topaz han grinte lidt for sig selv. Hvor efter han gik op til hende, "Hva så Topaz skulle du ikke træne nu." Sagde han mens han smil til hende. Han drillede jo bare hende, ikke andet men, han viste dog ikke hvordan hun havde det idag. Han tog et jordbær fra marken for at smage på det, det var ikke fordi han normalt spise jordbær ellers men de her smagte godt. Han kigge på hende, mens han vente på hendes svar. Hvis man så på Richard nu, ville man kunne se at han ikke havde valgt noget bestemt tøj. Det var bare rent en ren t-shirt, og et par jeans som begge var mærk vare. Han smil til hende og kigge så op på I skyerne.
Han begynde dog og gå lidt rundt mens han selv tog nogen jordbær, selv om han ikke var så sulten men de smagte godt. "Hva så Topaz, hvilken melodi er det du går og nynner for den lyder velkendt." Sagde Richard mens han gik lidt videre, men ikke så langt at hun ikke længere kunne se ham dog heller ikke som om han vendte på hende. Sådan var hans tempo næsten aldrig, hvilket var underligt. Da han jo normalt tog den med ro, han skynde sig aldrig normalt.

Topaz stod og plukkede endnu et jordbær, for at nyde dens søde smag da hun kunne høre en stemme bag sig. Hun så sig hurtigt over skulderen og så en smilende dreng.
Hun havde set ham før, men hun skulle lige tænke sig om før hun kunne huske hans navn. Han var vist Poseidon søn. Det var ikke svært at se. Alle Poseidon-børn havde de samme træk, som hun egentlig meget godt kunne lide.
Richard - der var det!
"Hi Richard! Jeg kunne spørge dig om det samme," sagde hun med et imødekommende smil spillende om munden og med høflighed i stemmen, da de jo nærmest ikke kendte hinanden.
Hun smilede og gjorde alt for at virke åben og venlig, selvom at hendes hoved smertede, hver gang hun sagde noget, og hun egentligt savnede stilheden, roen og den ikke-eksisterende frygt for, at det skulle blive akavet, som hun havde følt før.
Hun følte dog, at hun blev nødt til at følge ham, da han begyndte at skridte af sted, så hun satte tempoet op for at følge med. 
"Uhm, kender du Summertime Sadness?" Spurgte Topaz lidt efter.

Richard gik videre mens hun lige så stille prøve og holde trin med ham, han lytte til hende da hun spurgte om han kende den sangen stoppe han op. Han kigge sig omkring mens han tænke så det knaget, han vendte bag efter sin opmærksomhed mod Topaz og svaret hende så efter han synket den jordbær han havde lige fået i munden. Han kigge på hende, og svaret så. "Nej jeg kender den slet ikke, aldrig hørt om den for at være ærlig om det emne." Richard forsætte med og gå mens han holde øje med hende, "når hvem er du så datter af guderene Topaz." Han gik lige så stille  videre mens han hugge et til jordbær, han smile til hende og gik videre. "Hvor længe har du så været på lejren Topaz, jeg har været her et år nu og hvor er du fra om jeg må spørge." Sagde Richard og smil til hende, han kunne godt lige at snakke med hende da hun på en måde ikke var så provokerne som de fleste af hans halv søskende. Han tog et til jordbær og først nu lagde han mærke til, den helt vild søde smag det smagte nærmest som sukker som sukker. Han skulle lige til og spytte det ud da det var så sødt, men han slugte den stadig. Mens han kigge sig omkring for at se, om andre havde set hvordan han havde fået det og hvordan han havde det med det.
//aner ikke hvad jeg skal svare håbe det her kan bruges.//

Topaz slog lidt ud med armene og trak genert på skuldrene.
"Nå men det skulle du, den er virkelig god." Sagde Topaz afslappet og gik lidt rundt i lysningen.
Der var en masse dryader, som hoppede rundt omkring de forskellige buske og Topaz tænkte på, hvor dejligt det måtte være at være en af dem. Altid afslappet, ingen problemer, ingen umulige opgaver eller spørgsmål om liv eller død.
Hun sukkede og overbeviste sig selv om, at hun skulle være glad for det, liv hun havde. Livet handlede ikke om at være tryg, men om at opleve en masse ting, og hun fik en hel speciel mulighed for at opdage ting bare sådan. Der var mange, der ville give alt for at leve, som hun gjorde.
"Jeg er datter af Lyssa," sagde Topaz og holdt øje med, om han flippede ud over det. Det var der mange, der gjorde, og når det skete, plejede hun bare at gøre det værre, end det var.
 Hun havde det princip, at når folk alligevel afskyede eller var bange for hende i forvejen, kunne hun jo lige så godt gøre det værre.
 Hun kom til at grine, da hun kom i tanke om en gang, hvor hun havde mødt en Zeus søn og var bare begyndt at fortælle ham, hvor meget hun elskede at gøre halvguder sindssyge, selvom at det var løgn, og han så til sidst havde løbet skrigende væk. Hun håbede ikke, at Richard havde hørt det. Det virkede pænt weird at fortælle, at ens mor var sindssyg, og så bagefter grine.
"Jeg er fra Malta; du ved, den lille ø neden for Italien? Hvor er du fra?" SPurgte Topaz bare og kiggede sig rundt omkring.
Hun havde et spørgsmål, som hun gerne ville stille, men hun følte bare, at det var forkert at spørge om sådan noget.
Men til sidst tog nysgerrigheden over: "Kan du egentlig lide din gudeforælder?"