Flotte Pegasuser, synes du ikke? ~ William

Carmen havde lige været ude med en af pegasuserne og flyve. Roligt trak hun den med ind i stalden så hun kunne sadle den af og strigle den. Hun havde mørkeblå cowboy bukser på, sorte støvler med snørre der gik op til lige under knæ hasen, en lang matros blå jakke og et hvidt halstørklæde. hendes lange hår hang ned af ryggen på hende og et tyndt hårbånd af sølv med små safirer, sad i hendes hår og glimtede svagt i lampernes skær som hun bevægede sig. Hun nynnede blidt i den tro at hun var alene. Pludselig trippede Pegasusen og vrinskede imens den stirre mod staldens åbning. Carmen kiggede roligt i retning mod åbningen.

Sneen knirkede under hans sko, mens han gik hen imod stalden. Han havde en sort jakke på, sorte jeans og sorte converse sko. Inde under jakken havde han en hvid trøje på. En kølig vind strøg forbi ham, og han trak skuldrene op til ørerne af ren refleks. Han trådte ind i stalden, og så hen imod en pegasus, der vrinskede og trippede. Han lagde hovedet lidt på skrå, da han fik øje på Carmen, der kiggede på ham. Han løftede sin ene hånd. "Hej." Han smilede svagt.
Han gik hen til hende og pegasussen. Han strøg sin hånd langs pegasussens hals, for at berolige den. "Har du været ude at flyve?" Han så spørgende på Carmen.

Hun smilede venligt til William da han sagde hej. Hendes øjne fulgte ham roligt og hun kunne mærke et svagt glimt af generthed som altid kom frem når de var i nærheden af hinanden, hvilket faktisk var ret ofte, da lejren jo ikke var så stor igen."Hej, ja jeg er næsten lige landet.. det blev pludseligt ret mørkt."Hendes stemme var blød og fyldt med sødme, hendes smil let og fortryllende. Disse træk var nogle af de generelle træk som børnene af Afrodite bar i deres udstråling."Skal du selv ud og flyve?"Et nysgerrigt blik lå på ham som hun ventede hans svar. Lyden af striglen der børstede pegasusen og dens dybe vejrtrækning, var det eneste man kunne høre i den stille stald.

Gad vide hvordan hun havde kunnet holde ud, at flyve i snevejr? Det ville han ikke kunne klare. Det var alt for koldt, mente han. Han betragtede pegasussen med et roligt smil om læberne. "Det bliver jo hurtigere mørkt om vinteren." Sagde han venligt. Han gik hen til en af de andre bokse. Han rakte sin hånd derind, og strøg en pegasus ned af mulen blidt. Pegasussen gik tættere på ham, så tæt som boksen tillod. William aede fortsat pegasussen ned af mulen. 
"Nej, det er alt for koldt." Sagde han og rystede på hovedet. "Jeg var bare ude at gå, og så... ja, så var det pludselig vildt koldt og mørkt." Han sukkede svagt. "Så jeg skyndte mig herover." Han smilede skævt.

Hun smilede en anelse skævt og lagde striglen på plads da pegasussen var færdig striglet. Roligt satte hun den ind i dens box og kyssede dens mule inden hun lukkede ind til den. Dette var hendes yndlings pegasus, lige fra da hun var lille. Hun nikkede"ja det gør det" hendes svar afslørede en lidt af hendes generthed. Det var mærkeligt at hun blev sådan omkring ham, normalt blev Afrodites børn ikke sådan, de var normalt forførende og så sikre i alt hvad de foretog sig med det modsatte køn, og sikkert også et af det samme køn."så koldt var det da heller ikke"sagde hun, en smule drillende og havde et venligt glimt i øjet. Hun smilede og nikkede en enkel gang,"det er også et rart sted at gå i læ for vejret."sagde hun og smilede til ham."hvem er din gudeforælder?"hun spurgte pludseligt, inden hun nåede at stoppe sig selv, det var den satans nysgerrighed hun altid havde haft.

William så på hende, da hun lagde striglen på plads og satte pegasussen ind i dens boks igen. Han lagde svagt mærke til hendes generthed, men han tænkte ikke nærmere over det. Han lukkede sig ind til pegasussen, der begyndte at snuse ved hans jakkelommer, for at se om han havde godbidder med. Han havde normalt godbidder med til pegasussene, men ikke denne gang. Han havde jo ikke planlagt at komme over til stalden i dag, så han havde ikke taget godbidder med. Han grinede lavmælt. "Det var det nok ikke, men jeg løber ikke den risiko, at blive syg." Sagde han og smilede. Han var enig med hende om at, det var et godt sted, at gå i læ for vejret. "Jeg kunne ikke være mere enig." Sagde han.
Han stoppede med ae pegasussen, da hun spurgte hvem hans gudeforælder var. Pegasussen vrinskede brokkende over at han var stoppet. William begyndte derfor at stryge sin hånd langs dens hals. "Poseidon." Svarede han roligt. "Hvem er din gudeforælder?" Han så spørgende på hende.

Hun gik med langsomme skridt over mod ham, ikke fordi hun var genert for at gå tæt på ham, mere fordi hun ikke havde travlt, også fik hun for vane at gå utrolig langsomt. Hun smilede lidt og nikkede"Du kunne jo også bare tage ordentlig tøj på hvis du ikke vil blive syg"hun sagde det drillende men uden noget ondt i sig, hvilket man kunne mærke på hende, høre på hendes stemme. Hun smilede og gik helt hen til døren som åbnede op ind til den box han var gået ind i. Roligt lænede hun sig op af den og betragtede ham. Hun smilede lidt da han sagde Poseidon."Afrodite"svarede hun med en stemme der var så fuld af forførende sødme at det ikke var til at undgå at blive ramt lidt af det. Hun grinede derefter, og det forførende var væk og erstattet af hendes generte jeg.

William fulgte hende med øjnene, da hun langsomt gik tættere på. Han smilede, over hendes drilleri. Han strøg pegasussen forsigtigt henover den ene vinge. "Jamen, det var ikke så koldt som nu, da jeg gik ud." Sagde han som forsvar. Han stivnede svagt, da hun sagde at Afrodite var hendes gudeforælder, men han stivnede ikke fordi at det var Afrodite, men mere på grund af den måde Carmen havde sagt det på. Han rystede dog på hovedet, for at tage sig sammen, da hun grinede.
Han smilede venligt til hende. "Sejt." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til det. Han gik hen til boksdøren, og ventede på at hun flyttede sig, så han kunne gå ud. "Vil du med tilbage til hytterne? Jeg har brug for en kop varm kakao." Han smilede svagt og havde et kækt glimt i øjnene.

Hun smilede til ham" det er sandt"svarede hun, hun havde selv følt hvorfor det var blevet koldere. Hun fnes let over hans reaktion."ja vildt sejt, at ens mor..er..den hun er"hun kunne ikke forklare sig, manglede ord. Hun elskede sin mor, selvom hun aldrig havde mødt hende, men historierne om Afrodite, de forskellige mænd hun havde været med..ikke fordi de andre guder var meget bedre! Men dette var hendes mor! Carmen forstod det ikke helt, og dog, et sted inde i sin hjerne begærede hun de samme ting.
Hun smilede til ham og nikkede"det lyder meget fristende, det vil jeg gerne" svarede hun og sendte ham et uimodståeligt smil da han blinkede kækt til hende. Godt nok var hun genert overfor, men hun gemte det da ret godt, gjorde hun ikke?

William smilede svagt, over det hun sagde. Han kunne ikke lade være med at synes hun var ret kær. Han havde aldrig mødt sin egen far, men det var okay. Han ville ikke bruge energi og tid på at være sur, over at han aldrig havde set sin far. Han var bare glad for at han kendte sin mor.
Han bed sig hårdt i læben, da hun smilede til ham. Hendes smil var så... uimodståeligt var det eneste ord, der passede til det. Fordi han havde bidt sig så hårdt i læben, begyndte det at bløde. Han slikkede hurtigt blodet væk fra hans læbe med tungen, for at hun ikke skulle se det. "Super, så lad os gå." Han ventede dog stadig på at hun flyttede sig fra lågen.

Hun grinede en let og fortryllende latter, imens hun begyndte at gå mod udgangen af stalden. Hun kiggede på ham med et skævt smil. Hun kiggede på ham med et lille smil og så at hans læbe begyndte at bløde"hvorfor bløder din læbe?"spurgte hun nysgerrigt og betragtede ham som de gik."hvor lang tid har du boet i lejren?"nysgerrigheden strømmede ud af hende som hun spurgte ham.
Pludselig vidste hun ikke hvad hun skulle sige så hun gik bare mod hytterne og prøvede ihærdigt at finde på noget af sige, men hun kunne overhovedet ikke i tanke om noget, hendes hoved var et stort virvar af forvirrende tanker som ikke kunne sættes sammen. Hun rødmede svagt og følte han kunne læse hendes tanker, selvom det nok ikke var tilfældet.

William trådte ud af boksen, og fulgte hende med ud af stalden. Han trak på den ene skulder, da hun spurgte ham, om hvorfor hans læbe var begyndt at bløde. "Jeg bed lidt for hårdt i min læbe." Sagde han og smilede svagt. Han så fremfor sig, samtidig med at han holdte øje med om der var is på jorden. Han så dog på hende, da hun snakkede igen. "5 år. Hvad med dig? Hvor længe har du været her?" Han så spørgende på hende, men begyndte så at holde øje med om der var is på jorden igen. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til hende. Han så på hende efter lidt tid, men han opdagede ikke rødmen. Han havde opdaget at hendes kinder var svagt røde, men han tænkte bare at det nok var på grund af kulden.

Hun kiggede på ham med et lille skævt smil."hvorfor bed du dig overhovedet i læben?"hendes stemme var let drillende og igen forførisk, men det var ikke noget hun havde tænkt over. 
Hun smilede blidt til ham"jeg har været her ca siden min fødsel."hun sagde det med en blid stemme, og følte sig en smule barnlig. Hun havde aldrig været uden for lejren, aldrig nogensinde, og det fik hende til at føle sig barnlig og uviden, men hun havde aldrig set grunden til at sætte sine ben på den anden side af porten. 
Kulden bed i hendes krop, og hun begravede hænderne dybt nede i lommerne og pressede kinderne ned bag ved halstørklædet, hun kiggede på ham og smilede så, men kom så i tanke om, han kunne nok ikke se hendes smil når hun havde gemt ansigtet i halstørklædet! Hun blev mere og lettet og ivrig da hun kunne se hytterne et stykke foran dem"Hvilken en af dem er din?"hun sagde det højt for at ordene ikke blev fanget som en mumlen i hendes halstørklæde.

William var helst fri for at svare på det spørgsmål, så han trak bare på den ene skulder, og mumlede noget utydeligt. Han havde ikke turdet at svare på, hvorfor han havde bidt sig i underlæben. Hun ville sikkert bare have grinet af ham, hvis han havde fortalt hende hvorfor.
Siden hendes fødsel? Han så noget overrasket på hende. "Siden din fødsel? Hvordan kan du have været her, siden din fødsel?" Selvom svaret tydeligvis var indlysende, ville han stadig gerne, være sikker på at det var som han troede. 
Han betragtede hende kort, indtil at han lige var ved at glide. Han nåede dog at få balancen, inden han faldte. Han håbede at hun ikke havde lagt mærke til at han lige havde været ved at falde. Han så hen imod hytterne. "Den herovre." Han gik hen imod Poseidon hytten. For fem år siden, havde han aldrig troet, at han ville betragte Poseidon hytten som sit hjem. Det havde været for fremmede, men nu var det hans eneste hjem. Det var hans fristed. Han så på hende og smilede svagt.

Hun smilede venligt til ham og en blid latter løb over hendes latter, hun forstod ikke hvad han sagde"jeg kunne ikke høre hvad du sagde, men jeg tænker lidt jeg ikke må vide det"sagde hun genert, hun ville da ikke tvinge hans tanker ud af ham og slet ikke når hun knap nok kendte ham. 
Hun kiggede blidt på ham"Jeg blev hos min mor de første måneder og da jeg ikke skulle have min livsernæring fra hende længere sendte hun mig herned istedet for hen til min far. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror ikke min mor og far kunne lide hinanden. Min far han..."hun stoppede sig selv inden hun trak vejret"Han ved vidst ikke jeg eksisterer"hun løj, det var sikkert åbenlyst, hendes far havde ikke accepteret hende dengang hun havde opsøgt ham, han havde bare bedt hende om at skride af helveds til og fortælle hendes billige mor af en skøge at han ikke ville betale en krone i børnepenge til Carmen. Det havde virkelig været hårdt for hende at høre og hun havde været ulykkelig i rigtig lang tid efter. Hun blev stadig ked af det ved tanken om det, følelsen af at ens egen far ikke ville acceptere en var hård. 

Hun blev overrasket da han var ved at falde og greb fat i hans håndled som for at støtte ham og halvt gribe ham hvis han skulle falde. hun grinede kærligt at ham"du skal kigge hvor du går"drillede hun sødt og gav hans håndled et blidt klem inden hun gav slip da han havde genfundet balancen.
Hun smilede til ham og fulgte efter ham over til den hytte der åbenlyst måtte være for Poseidons børn. Hun betragtede ham roligt imens et virvar af tanker løb gennem hendes hoved, og endnu engang rødmede hun igen og blev helt genert, og af en eller anden grund samlede hun noget sne og kastede det på ham, hun vidste ikke hvorfor, hun havde åbenbart bare lyst til en snebolds kamp med ham!? 
Carmen var forvirret over sig selv, hun forstod ikke hvad det var der skete inde i hende og hendes hjerte sprang nogle gange et slag over.

William var glad for at hun ikke prøvede at få ham til at sige det. Han smilede svagt til hende, men han sagde stadigvæk ikke noget. Han lyttede opmærksomt til det hun sagde. Han kunne tydeligt fornemme at hun løj om at hendes far ikke kendte til hendes eksistens, men han lod det ligge. Han fornemmede også at hun blev ked af det. Han tog forsigtigt hendes hånd, og smilede opmuntrende til hende. "Hvis du ikke vil snakke om det, så behøver du ikke." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til hende.
William bed sig igen i underlæben, men ikke så hårdt som sidst. Han så tøvende på hende. "Det gjorde jeg også." Han smilede svagt. Da hun gav slip på hans håndled, følte han sig underlig tom. Han prøvede at ignorere følelsen, men det var svært. 
Han stoppede med at gå, da hun smed noget is på ham. Han så undrende på hende, men kort efter grinede han. Han bøjede sig hurtigt ned, tog noget is og formede det til en snebold. Han kastede den derefter efter hende.

Hun smilede genert til ham da han sagde hun ikke behøvede at fortælle ham det. Det var en stor lettelse, det var ikke mange her der tænkte sådan, de fleste var draget af nysgerrigheden efter at vide om de andre havde det værre eller bedre med deres dødlige forældre og om de overhovedet kendte dem. 
hun smilede til ham, det var et sødt og genert smil og hun turde ikke kigge på hans ansigt i mere end få sekunder af gangen. hun kiggede på ham igen da hun gav slip på hans håndled. en stor trang til at røre ved ham igen, skød igennem hendes krop. Hun beherskede sig, hun kunne ikke bare stå der og begynde at røre ved ham pga. en mærkelig trang hun lige havde fået. 
Hun grinede og hvinede piget da han kastede en snebold efter hende, og det tog hende ikke mange øjeblikke at samle en ny en selv og løber over mod ham for at forsøge at give ham en vasker. Hvad hun dog ikke lige havde tænkt over var at han var højere end hende og stensikkert meget stærkere end hende.

Hun var vildt kær, når hun var så genert, mente William. Der hvor hun havde rørt håndled brændte på en behagelig måde, og han ville bare ønske at hun tog fat i hans håndled igen. Han grinede, da hun hvinede piget, da han havde kastet snebolden efter hende. Han så først undrende på hende, da hun løb hen imod ham med en snebold. Han smilede lusket og havde et charmerende glimt i øjnene, da han løb hen imod hende. Hurtigt drejede han udenom hende, lagde sine arme om hendes hofter og løftede hende op. 
"Slip snebolden, og jeg lader dig gå." Sagde han drillende. Han lod hende stå på tæerne igen, men han gav ikke slip på hende. Han havde sine arme om hendes hofter.

Hun grinede til ham og havde lyst til at røre ham igen. Hun udbrød et lille forkrækket skrig da han tog fat i hende og løftede hende op"Will sæt mig ned"lød hendes leende stemme imens hun knugede snebolden ind til sig. Hun lo højt og trippede lidt frem og tilbage på tæerne da han satte hende ned igen. Hun grinede blidt og rystedet på hovedet,"Nej"lød hendes stemme, endnu leende. Hvis han prøvede at tage den fra hende ville det helt sikkert lykkedes for ham, for det kunne godt være hun var stærk men hun var ikke typen der ville turde at vise sig stærkere end en mand, medmindre hun var i livsfarlig situation, og det var jo ikke lige tilfældet. Hun grinede op til ham på en uskyldig kærlig måde og trippede forsigtigt lidt tættere ind til ham, mest for at få støtte til at holde balancen på tæerne, men også for at være tættere på ham.

William kneb øjnene lidt sammen, da hun sagde nej til at give slip på snebolden. Han tog den fra hende med et drillende smil om læberne og kastede den væk. Han så på hende igen. Han havde stadig sine arme om hendes hofter, da han ikke havde lyst til at træde væk fra hende. "Du havde da ikke tænkt dig at give mig en vasker før, vel?" Spurgte han. Han prøvede at se alvorlig ud, men det var svært, fordi han hele tiden ville smile. Til sidst gav han op og grinede kort. 
Først da han stoppede med at grine, gik det op for ham, hvor tæt på hun stod. Han betragtede hendes ansigt, mens han bøjede sig lidt ned, da han var højere end hende, så deres ansigter nærmede sig hinanden. Deres læber var få centimeter fra hinanden. Han gjorde dog ikke noget. Nogle sekunder efter, besluttede han sig for at trække sig væk, medmindre hun gjorde noget.

Hun smilede uskyldigt til hans sammenknebne øjne og prøvede ihærdigt at redde snebolden. Hun grinede let og drillende da han kastede snebolden væk.
Hun smilede til ham og rystede på hovedet"Det kunne jeg da aldrig drømme om at gøre, Will, at smøre en iskold snebold rundt i dit kære ansigt"Svarede hun lumskt og drillende hvor efter hun grinede.
Hun smilede svagt og genert, hun var godt klar over at de stod meget tæt, og hun havde ikke noget i mod det, overhovedet, på nogen måde! hun betragtede ham som han bøjede hovedet og hun holdt nervøst vejret, hun ville gerne have at han kyssede hende, hun vidste ikke hvorfor, men hun ville virkelig gerne have det, da han stoppede blev hun en smule skuffet, men forstod det lidt godt, det var nok ikke normalt at man havde lyst til at kysse nogen så hurtigt efter man havde mødt dem. hun smilede genert til ham og fjernede den lille afstand mellem deres læber ved at presse sine kort og forsigtigt mod hans. Hendes skrøbelige hjerte bankede så hårdt at det var lige før det var på vej ud af brystkassen, sådan føltes det i hvert fald.
Da hun trak sine læber væk var hun helt rød i hovedet, hun vidste ikke om han var okay med det, så hun ville se hans reaktion i hans ansigt først.

William rynkede lidt på næsen, over det hun sagde. "Det tror jeg faktisk godt du kunne finde på." Sagde han. Han frøs, men han ville ikke sige noget om det, fordi at han ikke ville ødelægge øjeblikket. 
Han turde ikke at kysse hende, han kendte hende jo knap nok. Hvad ville hun ikke tænke om ham, hvis han kyssede hende? Hvad hvis hun ville blive sur på ham, hvis han gjorde det? Han blev ved med at tænke på forfærdelige ting, der måske ville ske, hvis han kyssede hende, indtil han mærkede hendes læber mod hans egne. Han gengældte kysset, selvom det var kort. Hendes læber var så bløde! Han blev lidt ked af det, da hun trak sig væk. Han savnede allerede følelsen af hendes læber mod hans. Han betragtede hende, mens han prøvede at finde ud at hvad han skulle sige. "Skal vi, øh.. gå indenfor?" Han fortrød allerede lidt at han havde sagt det, i stedet for et eller andet charmerende. "Jeg mener.. Altså.. Du kysser godt." Han hadede sig selv.

hun fniste rystede på hovedet"nej da det kunne jeg da aldrig finde på at gøre"sagde hun leende og smilede op til ham. hun mærkede kulden sprede sig i hendes krop og helt ind til knoglerne, men hun havde ikke lyst til at trække sig fri fra ham, der skød en behagelig følelse igennem hende når de stod sådan her, ligesom da hun havde rørt ved ham. det var rart.
Hun var bange for om kysset nu havde været for meget, om han ville blive sur på hende eller kigge mærkeligt på hende. En lettelse løb gennem hendes krop da hun mærkede han gengældte kysset, og hun fortrød med det samme at hun afbrød kysset, hvis det stod til hende nu, så ville det bare blive ved for evigt.
Hun blev lidt forvirret over det han sagde, han lød som om han ville have at de lod som om kysset ikke lige var sket, men så sagde han at hun kyssede godt. Hun kunne regne ud af han var lidt nervøst, og det fik hende til at smile blidt til ham."Tak du kysser nu også meget godt, og ja vi kan da godt gå ind"svarede hun genert og rød i hovedet som en tomat. hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, hun havde mest af alt lyst til at gemme sig i en snedrive og få et hysterisk pige grineflip, men hun beherskede sig med nød og næppe og holdt det til den hede rødmen hun nu bar i hele ansigtet og ikke kun på kinderne.

William var stadigvæk ikke overbevist. Han var ret sikker på at hun kunne finde på at give ham en vasker, hvis hun fik muligheden for det. "Jeg tror ikke på dig." Sagde han med en drillende tone i stemmen. 
Han nød selvfølgelig kysset. Han havde kysset med få piger før, men kysset med Carmen var så meget bedre. Det havde været så rigtigt, så vidunderligt, at han næsten ikke havde kunnet tro det. Han var nervøs, han vidste ikke helt hvordan han skulle opføre sig. Han rødmede svagt, da hun sagde at han også kyssede godt. "Tak." Han smilede svagt. Han rakte udefter hendes hånd, for at trække hende med hen til Poseidon hytten. Nogle af de andre børn af Poseidon var der sikkert, men de ville nok ikke genere dem. Han åbnede døren for hende, så hun kunne gå ind først. Når hun var gået ind, ville han selv gå ind og lukke døren efter dem. "Vil du have en kop varm kakao?" Spurgte han og så spørgende på hende.