Peaceful silence - Kalomira

Tid - Sent på aftenen
Sted - Lejrbålet
Omgivelser - Larm og lyde fra hytterne, ellers ingen ved lejrbålet. Alt ånder fred og ro.
Vejr - Stjerneklar himmel, og månen er næsten fuld. Luften er kølig, ligeså er vinden.
Påklædning - Click!

Harley sad lejrbålet som den eneste. Kiggende ind i bålets flammer. Længe havde hun siddet der, uden at rykke på sig. Af de andre halvguder i lejren var langt de fleste gået i seng. Dog var der stadig nogen, som ligesom hende selv, der stadig var oppe. Hun var den eneste ved lejrbålet. Roen og freden, som herskede over dette sted i dette øjeblik, var præcis hvad hun havde brug for. 
Harley kørte en hånd gennem sine lange, lyse lokker. I dagens anledning var det løst, som hun bedst kunne lide det. Fortsat stirrede hun ind i flammerne, som fik hendes gyldne hud til at virke rødbrun og hendes øjne gyldne. En indre ro fyldte hende, en ro som hun ikke havde følt i lang tid. Ganske vist elskede hun at være i lejren. Der var hun relativt i sikkerhed for monstre, som ellers kunne finde på at dræbe hende. Hun var omgivet af mennekser hele tiden, og havde sine søskende tæt på sig. Tanken fik hende til at skære en grimasse, den første ændring i hendes ellers stive ansigtsudtryk i et stykke tid. Der var roden vel. Lejren, menneskerne, hendes søskende.. Intet af dette var noget, som hun havde bedt om - især ikke søskendedelen. Heller ikke den del, hvor hendes far var græsk gud og hende selv halvgud. Alligevel havde det være hendes hverdag de sidste ti år. Hun skuttede sig, da en kølig brise kærtegnede hendes bare ben. Langt om længe flyttede hun blikket fra bålet, op mod himlen. Stjernerne var vidunderligt tydelige denne aften. “Ligesom hjemme i Arizona”, hun mumlede stille for sig selv, følte et stik af savn i hjertet. Hun savnede hjem, savnede sin mor - trygheden som hun gav Harley. Den kunne hun ikke give hende, når hun var i lejren året rundt. Desværre. Men Harley vidste, hvad hendes mor ville foretrække - at hun var i lejren, for der ville hun være i sikkerhed.
Hun sukkede. Stedet gik hende på nerverne ind i mellem. Hele tiden nye søskende eller nye halvguder, der var ingen stabilitet. Ingen ro, altid en masse aktivitet. Selvfølgelig elskede hun det, en aktiv hverdag var da rar. Hun skævede kort til sin bue og pile, som lå ved siden af hende. Men ind i mellem savnede hun de stille stunder, som hun havde haft med sin mor. På sådanne dage søgte hun til steder, hvor der ikke var andre halvguder. Og hvis der kom nogen, var hun væk før de nåede at opdage hende. Næsten den eneste fordel ved at være seer. 
Hun sukkede endnu en gang, og lagde sig tilbage i græsset, med sine arme som hovedstøtte. Blidt lukkede hun øjnene i, og nød stilheden. Alt åndede fred og ro, og ingen skulle ødelægge dette.

Et svirp med håndledet, og en dolk borede sig ned i jorden lige ved lejrbålet. Kalomira havde tilbragt det meste af aftenen med at være i Våbenkammeret. Det var som om, at lige meget hvilke våben hun kiggede på, så var der ingen som syntes perfekte til hende. Nu havde hun udvalgt en lille dolk. Lille, rusten, men dog en dolk. Det som havde fanget hendes interesse var en lille slange indridset i skærftet. Dolken virkede gammel og fuld af historie, så den havde Kalomira medbragt sig. Nu spadserede hun roligt mod lejrbålet. Et barnligt smil spillede på hendes læber. Et smil som langt fra nåede hendes øjne. Hun var iført en læderjakke og en gulvlangkjole, som hun havde travlet op i bunden. Håret hang løst og elegant bølgende. Den kølige vind lod sig ikke stoppe af hendes jakke og lod sig snige op igennem hendes ærmer og kærtegne hendes arme så hun gøs. Hun skævede op mod månen, og traskede så hen og satte sig ved lejrbålet. Lidt fra hende sad en anden pige, men Kalomira lod sig ikke interessere. Bålets varme flammer lod til at hypnotisere folk til at kigge direkte ind i ilden. Kalomira havde ikke været her særlig længe, men følte sig allerede hjemme. Alle folkene som omringede hende det meste af tiden, var ikke grunden til at hun følte sig hjemme. Det var omgivelserne. For hende måtte alle halvguder gerne forlade stedet. Hun kendte alligevel ingen af dem, og havde ikke den store lyst til at lære dem at kende. Hun manglede ikke ligefrem venner. Eller det vil sige, jo, det var en mangelvare, men for hende betød venskab ikke så meget. Hun havde også kun haft én kæreste før i tiden. Hendes forhold til drengen havde holdt 2 ord, inden at de gik fra hinanden. Det var ikke just en drømmeafslutning på forholdet. De havde kysset og slåsset, og så ikke hinanden igen, siden den aften deres skæbner blev fastlagt. To skæbner, som gik hver sin vej. Det var den eneste person hun havde knyttet sig til, udover sine forældre. Og dem ville hun højest sandsynligt heller aldrig se igen.