A meeting in the woods ~ Evangeline, Kalomira og Richard

Tid: Aften
Sted: En lysning i skoven
Vejr: Lunt, klar himmel, sol
Omgivelser: Træer, buske og andre skovgevækster, nogle få strejfende uhyrer
Påklædning: http://iameniel.files.wordpress.com/2011/09/jessica-parker-kennedy-as-melissa.jpg

Evangeline tænkte ikke rigtig på hvorhen hun gik, hun gik bare, lod tankerne flyde og betragtede skoven omkring hende. Hist og pist skar solen ned igennem træernes kroner og gav hele skoven en smuk, grønlig kulør, mere end i forvejen, altså. Det gjorde også skoven mindre dunkel. En gang imellem gled en lille tåre ned ad Evangelines kind og hun tørrede den altid nærmest hidsigt væk. Hun ville ikke græde, ikke endnu.
Hun havde været ude at gå i skoven en af de forgående dage og havde fundet den her dejlige, lille lysning et stykke inde i skoven, langt nok inde til at skoven dæmpede alle lyde fra lejren og omvendt, det var perfekt.
Endelig begyndte det at lyse op længere fremme og Evangeline satte farten op indtil hun nåede ind i 'sin' lysning. Hun trak jakken af og lagde den ned i mosset inden hun satte sig ned på den. Solen varmede hendes arme og ansigt da hun kiggede op imod solen og så kunne hun ikke holde det længere da hun så ned på sine hænder endnu en gang, og det var ikke første gang hun så et glimt af det blod der en gang havde dækket hendes hånd. Katelinns blod ...
Det første hulk forlod hendes læber og hun knyttede næverne inden hun trak benene op til brystet og knugede dem ind til sig imens hulkene gennemrystede hendes krop og tårene trillede ned over hendes kinder og ned på hendes t-shirt.

//Håber det er en okay start xD

//Det er det! //

Kalomira kæmpede sig vejen frem gennem træer og buske for at nå ud til den lille lysning inde i skoven, den lysning, hvor lyd ikke nåede ind. Hun havde tit bevæget sig rundt i skoven for hyggens skyld. Når der ikke blev trænet, så var der ikke andet at lave for hende, for hun kunne ikke ligefrem kalde sig perlevenner med de andre halvguder. Kalomira rettede på sin lange sorte kjole som hangt løs ned ad hendes krop og let svingede rundt om hendes ankler. Hendes hår var opsat i en tyk og busket hestehale, og hun lod engang imellem hendes hænder køre igennem håret, for at redde de konstante hårknuder ud. Hun lod sig falde hen i sine tankers anden verden og smilede for sig selv. Rundt om øverste led af armen havde hun et enkelt smykke. Det eneste smykke hun ejede. Et armbånd, som var formet som en slange. Slangen havde for hende altid stået for intelligens og snuhed, så for hende var slangen et af de mest interessante dyr i verden. Når hun kom forbi slanger ude i naturen, kunne hun let blive stående og kigge på, hvordan de snoede sig frem. Endelig nåede hun ind til lysningen, og straks fornemmede hun, at hun ikke var alene. Hun satte sig på hug bag en busk, kørte nogle blade til siden og smugkiggede. En pige.
Kalomira så pigen tage jakken af, så hende sætte sig med benene oppe til brystet og hulke ned i skødet. Hun mærkede et lille stik i hjertet, et lille ét, men dog et stik. Kalomira rettede sig op, rankede sig, og marcherede ud i lysningen. Uden at sige noget, satte hun sig ved siden af pigen. Trak benene op under sig, og lagde hænderne mod sine arme, mens at armene hvilede på hendes knæ. Hun sagde ingenting. Forholdt sig i ro. Og hun som ellers gik og troede, at hun hadede selskab.

Richard sad nede ved stranden, mens han kigge ud over havet han var vred på sig selv og ikke mindste hans egne far. Richard knytte hans hånd, og hamret den ind i et træ efter og ha rejst sig op. Hvor han var begynde og gå ind, i selve skoven Richard forsætte dog med og slå hans hænder til blods. Mens han tænke på hvor lette det var den gang, han ikke viste han var en halvgud. Richard forsætte og forsætte med og gøre det, mens hans hænder til sidste blødte helt han sukke og gik videre gennem skoven. Han lagde først mærke til de to andre bagefter, da han var gået ind i lysningen han kigge på dem inden han valgt og bakke lidt væk og skjule sig i skyggen. Mens han sætte sig ned og pille ved hans halskæde, hvor efter han så på efter på sine blodige hænder. Han had sit liv var der overhoved nogen gode ting, jo en  enkel Cass hun var den eneste der havde holdt ham fra at gå hans egne død i møde den eneste der holde ham fra at rejse. Var Cass, Richard sukke og mens han sad der fik han en ide, de to andre var jo også halvguder måske kunne han udfordre dem bare for at komme af med hans vrede. Richard rejste sig op og gik hen mod dem, han stoppe dog lidt før og kigge på dem begge to. "Jeg udfordre jer til kamp", Råbte Richard mens hans øjne lynet han viste ikke hvorfor, men der var en eller anden stor vrede han havde holdt inde som han ikke kunne gøre få kom ud. Richard så på dem begge to skiftevis, mens hans øjne lynet. Han var vred, nu selv om han ikke kunne sige hvorfor, det var han bare.
//ikke så langt men håber det kan bruges:)//

Evangeline havde ikke lagt mærke til at der var andre end hende selv, hun var lidt fokuseret på, at hun bare skulle være alene for en gangs skyld, så da hun hørte nogen nærme sig, så hun op med et sæt imens hun mærkede adrenalinen begyndte at pumpe sig rundt i kroppen. Hun kendte ikke pigen der kom gående imod sig, i hvert fald ikke ved navn, hun mente dog, at hun havde set den anden et sted i lejren før.
Hulkene var stoppet i det øjeblik hun fik øje på pigen. Hun hadede at græde foran andre, det var lidt derfor, at hun var gået ind i skoven, men selv dér kunne hun vist ikke være alene. Et eller andet sted regnede Evangeline med, at pigen ville begyndte at håne hende eller noget lignende, så det overraskede hende virkelig da pigen kom over, satte sig ned ved siden af hende og lagde armene rundt om Evangeline. Et lille hulk lød der fra hendes læber igen idet hun lænede sig lidt ind imod pigen og modtog den tavse trøst.
Et par minutter var knap gået før endnu en brød ud ad skovens skygger og sagde; Jeg udfordrer jer til kamp. Evangeline løftede hovedet og så på drengen og tørrede hurtigt tårene bort idet hun så på ham. Hun kunne se, at han var vred, og hvordan hans øjne ligefrem lynede. Hun anede ikke hvorfor, men hans vrede fik hende til at knytte næverne så neglene lavede mærker i håndfladen. Hun ville rejse sig, svare på hans udfordring, slå ham, sikkert tabe ... og det var kun på grund af det at hun blev siddende, for hun havde skam godt set hvordan mange af de andre kæmpede i lejren, og hun havde ikke engang kæmpet en enkelt gang endnu, så hun ville hellere blive siddende og måske set som en kujon, end at rejse sig og nok få tæv og ligne en der tænkte for stort om sig selv.

//Det er helt fint ^^

Kalomira's hår rejste sig på armene idet, at pigen lænede sig mod hende. Kalomira var langt fra vant til samvær, og det kunne måske også mærkes på hende. Dog rykkede hun sig ikke, kiggede ned på pigen og smilede et lille opmuntrende smil. Det lignede hende overhovedet ikke, og normalt ville hun have gjort, som i pigens indskyldese, hånet. Men hun følte i dag ingen grund til at træde på nogen, der allerede lå ned. Det hvislede i træernes blade og grene knækkede i det at en halvgud marcherede ud i lysningen.
"Sikke en køn musketer, som vader ud fra skovens buske her." rimede Kalomira, efter at drengen frembrusende havde råbt ad hende selv og pigen ved siden ad hende. Hun trak sig tilbage fra pigen og rejste sig langsomt op. Roligt slentrede hun hen mod drengen, fremtrak en lille fin dolk, med en slange indgraveret i dets skærfte. Hun løftede sin højre arm og holdt dolken op i luften imellem dem. "Hvis du agter at angribe, agter jeg at forsvare mig. Men spørgsmålet er.." sagde hun, trådte lynhurtigt to skridt frem, og med én lynhurtig bevægelse holdt knivens æg presset mod drengens hals. "om du er klar til at tage konsekvenserne, når denne dolk bider sig fast?" hendes stemme var krystalklar og kold. Se, det var mere Kalomira's personlighed. Hun trådte dernæst tre skridt tilbage og lagde dolken tilbage i sit hjem. Hun sendte et lille skævt smil til pigen, der indtil nu havde forholdt sig i ro.

Richard kigge på dem begge to, idet hende den anden pige som ikke græd stod og presset dolken mod hans strube. Richard kigge på hende med et blik der ikke var til og tag fejl af, han ville gennemføre det her lige meget hvad. "Jaa jeg er, hva med dig er du også forstået med det her." Sagde Richard mens han træk sin lighter og klikke på den, med et var der et sværd i stedet han svang det prøven i hånden og vendte så sine øjne mod hende. "Du kan stadig nå og bakke ud, det her er din sidste chance datter af Demeter." Sagde Richard og kigge på hende, mens han holdet sit sværd foran sig. Richard kunne ikke styre sin ADHD den her dag, og det at han blive truet af den datter af Demeter gjorde det ikke bedre. Richard kigge på hende med et skarpt blik og så på hende. Han mærke vinden omkring sig, hvor efter han kom til og tænke på Cassi. I det sekund var han lige ved og bakke ud, men han ville ikke gi op Richard klikke på sit sværd og fik den til og blive hans lighter igen. Richard putte derefter den i sin lomme, hvor efter han stille sig i kamp position overfor dem så hun forstod at han ville kæmpe og ikke bakke ud.
//sorry det korte svar//

Evangeline var fuldstændig stoppet med at græde og betragtede dem begge to idet hun rejste dig op. Hun havde stadig ikke tænkt sig at kæmpe imod fyren, men det havde pigen, som havde trøstet Evangeline dog, så det ud til. Tingene kunne godt nok ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, tænkte hun for sig selv imens hun så på dem begge med forgrædte, dog årvågne, øjne. Hun så hvordan pigen havde trukket en kniv, holdte den for hans strube og truede ham med en iskold stemme, og hvordan han reagerede ved at trække en lighter.. som pludselig forvandlede sig til et sværd. Hun spærrede øjnene lidt op ved forandringen, for den havde hun ikke lige regnet med. Hun var ny i lejren, ingen tvivl om det, hun havde stadig meget at lære og det hele var stadig lige en tand for syret efter hendes smag.
Hun gengældte pigens smil og stod og trippede lidt imens hun betragtede dem og mærkede kampgejsten boble i hende, men hun holdte sig selv i kort snor. Hun ville aldrig kunne vinde, men hun skulle nok få hævnet sig over den fyr med den store vrede der bare var kommet brasende, som om han ejede det hele.
Hun stod og følte sig utrolig hjælpeløs imens hun betragtede dem. Hun hadede det, hadede den følelse. Den fik hende til at knytte næverne hårdt og bide tænderne sammen.

//Det er okay ^^

Hun kiggede længe afventende på drengens træk. Ligesom den anden pige blev Kalomira en smule overvældet over det nyudskudte sværd. Hun var ikke ligefrem klædt på til kamp og havde heller ikke andet med sig end sin dolk. Da drengen lod sværdet klikke væk igen, sendte Kalomira ham et hævet øjenbryn. Nogle halvguder, altså. "Jeg er på. Men siden at stort set alle halvguder her er så afhængige af deres våben, så lad os lave den lille regel, at dette er en kamp uden våben." sagde hun og klemte sine øjne let sammen. Et ondskabsfuldt smil spillede på hendes læber og hendes tunge dansede let over den nederste læbe i et køligt grin. Hendes hånd kærtegnede roligt sin dolks skærfte, men uden at gribe om det. Der var ikke grund til flere trusler nu. Kalomira var stærk i betragtning af, at hun lige var ankommet og kun havde trænet selv. Hun havde massive armmuskler og havde en utrolig kontrol over sin krop. Hendes hjerne var hendes farligste våben. Hun var super intelligent på mange områder. Specielt i kampzonen. Desværre rakte hendes hjernekapacitet sig ikke til venskaber. Socialt var hun lidt af en outsider. Ikke bare lidt. Hun havde ingen venner i lejren, og de personer hun havde snakket med indtil videre, havde ikke ligefrem været hende venlig stillet. Med god grund. Hun var så heller ikke ligefrem en drømme veninde. Kalomira bekymrede sig dog ikke om det. Hun havde ikke haft brug for andre endnu. Hvis tiden skulle komme at hun havde brug for nogle, mon ikke hun nok skulle kunne charme dem?

//beklager det sene svar! SRO er lige oppe over og jeg har viiiiildt mange afleveringer, og har også lige været syg, så er ret uheldig :///