Music through the woods ~ Ellie

Tid: 15.23
Sted: En lysning i skoven
Vejr: Efterårssol, lidt vind men egentlig meget godt
Omgivelser: Træer og buske, der er ved at smide bladene, visnede blade på jorden
Påklædning: En lysebrun skindjakke med pelskant på hætten, sort t-shirt, skinne jeans, brune læderstøvler

Den kølige efterårssol skinnende ned gennem træernes efterhånden forsvundne kroner og oplyste Baileys slanke skikkelse, de begav sig gennem skoven med en guitartaske i den ene hånd, en bue i den anden og et pilekogger over skuldren. Det var ikke helt koldt endnu, men stadig koldt nok til at hun trak sin store, pelsede hætte op over sit korte, røde hår. Siden hun havde fundet ud af, at Afrodite-børnene kunne 'nulstille' hendes hår, efter hun havde klippet eller farvet det -dvs. få det til at vende tilbage til hendes gode, gamle, skulderlange, gyldenbrune stil - fik hun ny frisure næsten hver uge. Hun fik det klippet, farvet, glattet, permanentet og en enkelt gang karset, og hver eneste gang kunne hytte 10 bringe det tilbage til originalen. Derfor havde hun tidligere samme dag været derhenne og få det klippet og farvet i en køn, rød farve - hendes yndlingsfrisure ud over hendes gamle.
Hun standsede op i en lille lysning, hun havde opdaget i foråret, og som derefter var blevet hendes yndlingssted at gå hen og øve på guitaren. Hun satte sig på en træstub, der engang havde været et gigantisk egetræ, lagde sin bue og sit pilekogger fra sig og fandt sin guitar frem fra tasken. Det var en temmelig smukt instrument: rødgyldent træ med guldfarvede, snoede mønstre og en sol skåret ud omkring det runde hun på midten. Den var altid perfekt stemt, men Bailey kunne ikke helt understå sig at tjekke det igen. Perfekt som altid. Hun smilede og begyndte på en sang ved navn Happy Home.
Happy Home var blot en ud af hendes mange, mange yndlingssange, men det var en af de få, der på en gang gjorde hende opløftet og melankolsk. Hun ville helst bilde sig selv ind, at hun ikke vidste hvorfor, men det gjorde hun: for det førte var det fordi, at bortset fra at sangen handlede om en der var berømt, mindede den hende om det faktum, at hendes far ikke var der for hende, ligesom sangeren heller ikke havde sin far. Og for det andet mindede sangens titel - Happy Home - hende om noget, hun aldrig kunne få. Godt nok var Halvblodslejren hendes hjem nu, men hun længtes efter et rigtigt hjem men en normal mor, en normal far, normale søskende og normale problemer.
Hun rystede på hovedet og begyndte at spille. Kort efter begyndte hun at synge, og kort efter var hun forsvundet ind i sin egen verden, hvor der kun var hende og musikken. Lige indtil...

//OOG: Forsøg på et oplæg til forstyrrelse  Og, in case you were wondering, ser Baileys hår sådan ud: http://us.cdn281.fansshare.com/photos/dakotabluerichards/wim-heitinga-dakota-blue-richards-135992393.jpg//

// Helt fint! Og undskyld, jeg først svarer nu :c og jeg kunne ikke lige skrive lige så langt, sorry xD
Påklædning: En hvid hættetrøje uden lynlås og med et par mørke cowboy jeans til, samt et par sorte ballerinaer. Håret er sat op i en knold, som på billedet.

Ellie havde den dag besluttet sig for, at hun ville tage en tur i skoven. Tidligere den dag havde hun haft nogle træningstimer, men de sidste to timer var fyldt med teori og det havde endt med at kede hende. Og hun hadede at kede sig. Derfor havde hun tænkt, at hun ville tage lidt mad og så drage ind i skoven, i håb om at finde noget at lave derinde, som hverken var kedeligt eller havde noget med teori at gøre.
Et lille, men lettet suk forsvandt fra hendes lettere lyserøde læber, da hun var kommet et godt stykke derind. Nu var der ingen vej tilbage og hun havde planer om, at tilbringe et par timer derinde. Måske. Medmindre det ville begynde at regne, for det gad hun ikke lige nu.
Et stykke længere kom hun ind i skoven og lyset blev svagere at komme ned igennem træernes kroner. Ellie kiggede rundt med nysgerrige øjne, idet hun kunne høre noget. Hvad var det? Det lød som musik, og nu, også sang. Hun bed sig lidt i underlæben. Måske skulle hun se nærmere efter? Måske var der nogle, som hun kendte? Selvom hun dog ikke kendte særlig mange, der hverken kunne spille eller synge så smukt, som det lød.
Hun besluttede sig for at gå imod lyden. Hun kom tættere og tættere på, heldigvis hurtigst muligt. Hun kiggede rundt og kunne ikke helt forstå, hvorfra lydene kom, idet hun kiggede til højre og så en pige sidde på en træstub med en guitar og som sang. Hun stod i lidt tid og lyttede, før hun besluttede sig for at gå hen imod pigen, imens hun smilede stort og imødekommende og vinkede med den ene hånd. "Hej!"