Painting the stars //Evangeline//

omgivelser: Masser af mennesker der sidder og snakker omkring bålet.
vejre: dejlig aften med en lille brise
sted: lejrebålet
tid: 21:00
tøj: //profil billedet//



han kom stille gående gennem lejren, han havde hørt om et sted der blev kaldt lejre bålet og havde ikke været der endnu. han havde sin blog med og en blyant, han kigget omkring sig han var jo dog stadig fremmed fra disse kanter. og følgte sig nok ikke særlig tryg ved at være her endnu, han havde ikke snakket med så mange endnu mest kun lærene. han satte sig lidt væk fra alle de andre og så op på natte himlen han elskede at kigge på stjerne og prøve at tegne dem ned, han smilte lidt og begyndte at tegne stjernerne så godt som han nu kunne, lige nu syntes han at det gik meget godt og han fik ro på de tanker han nu engang gik rundt med. han så tit op for han kunne tegne det helt præcist,

Påklædning : Blå/lyseblå striktrøje, et par stramme, mørkeblå bukser og sorte gummisko.

Evangeline kom gående ud ad sin hytte og stoppede kort op og så på nattehimmelen. Den var smuk i aften og et lille, nærmest sørgmodigt smil bredte sig over hendes læber. Hun havde ikke ligefrem været i det bedste humør det sidste stykke tid, men det blev bedre, smerten blev ... lettere at holde ud. Men det var stadig ikke nemt. Tabet af hendes kæreste, Katelinn, havde slået hende fuldstændig ud, men hun gav ikke op, det ville Katelinn heller ikke have ønsket sig, at hun skulle.
Evangeline sukkede lidt inden hun begav sig over mod lejrbålet. Hun prøvede virkelig at være mere social, selvom tanken skræmmede hende. Hun havde ikke ligefrem været en social pige med en masse venner før lejren, hun havde kun haft Katelinn ... og nu havde hun ikke hende længere, kun nogle få, rare halvguder, som hun prøvede at knytte sig til, det var bare svært for hende.
Hun så rundt omkring sig da hun var nået til lejrbålet og så at der var en ledig plads ved siden af en fyr, eller rettere, ung mand, med en bred, muskuløs skikkelse. Det skræmmede hende ikke væk, hun var knap så genert når det galte drenge end når det galte piger. Hun gik over til ham og samlede lidt mod imens inden hun spurgte : "He-ej, kan jeg sidde her?" Hun så på ham med sine ravfarvede øjne, der var fyldt med venlighed og en del omgang generthed.

han tegnet med en rolig og blid hånd og så på stjernerne med lykke, han hørte en som han syntes starmede lidt, måske fordi personen aldrig havde snakket med ham før og var lidt genert vidste han ikke. han kigget hen på personen der talte til ham, han smilte venligt til hende. "ja selvfølgelig" sagde han og gjordere plads for hende, men af en eller anden grund kunne han ikke lade hver med at føle at der var noget galt med hende. en vidst sorg var over hende han tænkte ikke så meget over det men præsenteredet sig i stedet. "mit navn er Troja" sagde han og ragte hånden frem for at hilse på denne søde pige som måske ville gøre ham med selvskab.

Evangeline sendte ham et lille smil, som tak, inden hun satte sig ned ved siden af ham på træstammen og placerede begge hænder i skødet idet hun så ind i flammerne et kort øjeblik inden hun vendte blikket mod fyren igen og smilede lidt til ham idet hun tog hans hånd og gav den et fast tryk. "Evangeline," præsenterede hun sig som og betragtede ham roligt og venligt. Hendes hænder var lidt ru efter at have arbejdet lidt i smeden, og havde man kunnet se hendes arme, ville man have kunnet se musklerne spille under huden. For godt nok var hun lille og spinkel, men svag? Næppe. Man fik automatisk nogle gode muskler af at arbejde i smeden, hvor hun var begyndt at bruge megen af sin tid i.
Hun så ned på blokken i hans hænder. "Hvad tegner du?" spurgte hun nysgerrigt, men hun havde en let glød i kinderne på grund af hendes generthed.