Help me! There's A Winged bear after me!! ~ Evangeline

Adrianna kunne mærke, at Eva blev tungere og tungere, jo længere de gik. Sekunderne føltes som timer, og hun håbede bare på, at de snart var ved lazarrettet.
Adrianna kendte stedet som sin egen baglomme, og da hun så en bakke foran hende, gik hun til. Hun vidste, at når de ville nå op på bakkekammen og kunne se ud over hele dalen ville de være lige foran lazarrettet.
Det syrede i benene, da de to piger halv slæbte hinanden op af bakken, og det var en kæmpe lettelse, da de endelig nåede op på toppen af den stejle bakke. Adrianna syntes, at det havde været en pænt dårlig ide at lægge hospitalet på toppen af den stejleste i hele området udover Halvblodsbakken, hvor Thalias træ lå.
Lige da de nåede ind for den store pavillons søjler kollapsede Evangeline nærmest i armene på Adrianna. Adrianna var ikke helt klar på det, så hun var lige ved at tabe den nyankommne halvgudinde, men hun nåede lige at rette op.
Hun kom til at tænke på, hvor unfair halvguders liv var. Halvguder skulle kæmpe for deres liv og arbejde hårdt, mens guderne kun skulle regere over deres domæner og slappe af på Olympen.
Hun sendte hurtigt en undskyldning til sin far. Hun var en rigtig fars pige og ville ikke sige noget dårligt om ham, selvom at det var rigtigt.
En masse Apollo børn kom løbende mod de to forslåede halvgudinder. En af dem - Melodie, som var Adrias bedsteveninde - udspurgte Adria uden sin normale sarkasme og useriøse stemme.
Healerne fik hurtigt situationen under kontrol og lagde Eva på en båre. Adria satte sig på en skammel ved siden af Evas behageligtudseende båre og gjorde som hun havde gjort med så mange andre nyankommne halvguder: Hun ventede på at de på et tidspunkt ville vågne.

Evangelines næste timer var meget slørrede og hun var ikke sikker på, om hun huskede noget eller om det var virkelig noget af det hun huskede. Det hele var gemt bag et mareridtsatgigt skær og hun drømte om en bjørn der jagtede hende, men det var ikke en almindelig bjørn, den havde kæmpe vinger på ryggen og den dræbte Katelinn om og om igen.

Da Evangeline åbnede øjnene igen, blev hun blændet af lyset omkring sig og lukkede hurtigt øjnene igen. Hele hendes krop værkede og hun havde det som om, hun ikke engang kunne løfte en finger. Hendes ansigt føltes stift og det føltes som om det tog flere timer før hun fik løftet begge hendes hænder op til hendes ansigt for at mærke efter, og her mærkede hun de størknede tårer der stadig lå på hendes kinder. Hun åbnede langsomt øjnene igen og så sig omkring og mærkede så panikken røre på sig, for hun vidste ikke hvor hun var. Hele hendes krop var stivnet og vædede langsomt sine læber imens hun så rundt sig omkring og mærkede hvordan hendes hjerte bankede i brystet på hende og begyndte at pumpe adrenalinen rundt i hendes krop.

Adrianna døsede på den lille og ubehagelige skammel. Hun havde været meget ubehageligt igennem, - sværdstik, være ved at blive brændt levende, være ved at blive ædt levende og så videre - men hun ville nok meget hellere gøre de ting igen til gengæld for ikke at skulle sidde på den forbandede skammel. Især fordi hun var ADHD. Det hjalp i hvert fald ikke ligefrem. Hun prøvede at slappe af og kun lytte til lydene omkring hende, som om hun mediterede, og det virkede lidt efter lidt.
Efter et stykke tids døsen og kedsomhed begyndte Eva på båren at røre på sig. Adrianna turde ikke gøre noget, så hun sad bare helt stille og stirrede på den forslåede pige.
Pludselig åbnede Eva øjnene, og Adrianna rejste sig op. "Er du okay? Kan du huske noget?" Spurgte Adrianna bekymret og tog hendes hånd for at berolige hende.

Evangeline forstod ikke hvad der foregik. Hvad var der sket? Hvor var hun? Hun mærkede frygten røre på sig og tårene begynde at brænde i hendes øjne da det hele pludselig kom tilbage. Katelinn! Bjørnen... bjørnen havde.. den havde dræbt Katelinn! Hele hendes krop rystede ganske let ved tanken.
Det gav et sæt i hele hendes krop da der var en der sagde noget og tog hendes hånd, og Evangeline så op på pigen og genkendte hende straks. Det var pigen der havde reddet hende ... Evangeline rystede langsomt på hovedet og nægtede tårene at komme frem. "Jeg... jeg kan huske det hele," hviskede hun hæst og hendes stemme knækkede over ved det sidste ord. Hun tog ikke sin hånd igen, hun så bare ind i pigens øjne med sine ravfarvede øjne der lyste af træthed og en stor, stor sorg. Hun lukkede dem kort inden hun trak sig hånd til sig og satte sig så langsomt op i den hospitaltsseng hun lå i og åbnede først øjnene da hun havde sat sig op. Hun så på pigen med et mere alvorligt blik. Sorgen var der stadig, det samme med trætheden, men det var skubbet væk i baggrunden. "Hvor er jeg? Hvad er det her for et sted?" spurgte hun med en let rystende stemme.