Oh, hi! Why do you look so familiar? ~ Zeth og Evangeline

Sted: Søen
Tid: Middag
Omgivelser: Ingen andre, kun søen og en fjern baggrundsstøj fra lejren
Vejr: En dejlig sol, der varmer ryggen, men en lidt kølig vind
Påklædning: http://iameniel.files.wordpress.com/2011/09/jessica-parker-kennedy-as-melissa.jpg

Evangeline var stadig utrolig forvirret omkring det hele, at hun var en halvgud og at hendes far faktisk var Hefaistos, smedens gud! Hun synes et eller andet sted, at det var meget federe end at være søn af Zeus. Hun havde ikke fundet ud af, at Zeus faktisk var hendes bedstefar. Hun vidste stort set intet om græsk mytologi, eller ... så meget mytologi var det nu ikke! Hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Hun sad ude på badebroen og kiggede ud over vandet imens hun lænede sig bagover og støttede sig med hænderne mod badebroens brædder. Hun nød at mærke deres ru overflade mod sine hænder. Og endelig forstod hun hvordan det var, at hun altid havde kunnet genkendt de forskellige træsorter, selvom hun aldrig havde hørt om dem før, og hvordan hun bare vidste med det samme om det var bøjeligt, gammel, frisk. Hun smilede lidt og det føltes lidt mærkeligt i hendes kinder, som om de ikke var vant til det længere. Hun sukkede lidt, smilet forsvandt og hun vendte ansigtet op mod den blå himmel og solen imens hun lukkede øjnene og nød varmen mod hendes ansigt og prøvede samtidig at holde hovedet tomt for tanker.

http://daizdje8zyv90.cloudfront.net/wp-content/uploads/2012/04/Zara-outfit-1.jpg

Zeth havde opholdt sig i smedjen fra tidligt om morgenen til for omkring 5-10 min siden. Han havde brug for at komme ud og strække benene, måske slappe lidt af. Så hvorfor ikke bare tage ned til søen? Der kunne han jo sidde på badebroen og lige stikke sine fødder i det dejlige vand. Zeth var stadig i gang med at lede efter 'hans' våben. Det våben, som skulle følge ham, hvis der han nu skulle komme ud for noget. Et våben som kunne virke som en forlængelse af hans arm. Det skulle jo nærmest være en del af ham. Han havde, indtil videre, ødelagt flere våben i denne proces. Men han skulle i det mindste ikke bekymre sig om beskyttelse. Hans brystplade var blevet lavet, heldigvis.

Da Zeth så småt nåede til broen, så han en skikkelse som allerede sad der. Måske endnu en, som havde brug for at slappe af? Endnu en, som måske havde arbejdet for hårdt. Han smilte en smule, stadig en smule nervøs, hvis det nu var en han ikke kendte. Da han var nået tæt nok på, løftede han en arm og kaldte på personen "Hey! Jeg kan se, jeg ikke er den eneste som nyder et stille øjeblik ved vandet!" smilte han mens han fortsatte hen til personen. Han kunne stadig ikke se, hvem det var.

Evangeline havde selv ikke fået tildelt et våben eller fået lavet en rustning eller hvad det nu var de skulle. Hun var stadig pænt lost i alt det halvguder skulle, hun havde dog været på en lille rundvisning rundt i lejren af en halvgud hun ikke kunne huske navnet på og fået at se hvor hun skulle bo, men hun havde ikke ligefrem så meget tøj, da det ikke ligefrem var planlagt at hun skulle til Halvblodslejren. Hun sukkede lidt og lagde ikke rigtig mærke til fodtrinnene der nærmede sig hende bagfra, hun var blevet lidt væk i alle hendes spekulationer. 

Det gav et lille sæt i hende da der var nogen der sagde noget og hun trak det ene ben op på badebroen da hun vendte sig om, stadig siddende, for at se hvem det var der havde snakket til hende. Hun smilede lidt til ham og synes virkelig, at hun havde set ham før, men hvor? "Hej," sagde hun lidt genert og med kinder der blussede lidt. Hun lo alligevel lidt over hvad han sagde. "Næh, det er nu lige vejr til det." Hun smilede lidt til ham og betragtede ham med sine ravfarvede øjne. Hvor havde hun set ham før?

Da Zeth kom lidt tættere på lagde han mærke til, hvem hun var. Det var hende den nye! "Hey! Du er den nye i Hefaistos-hytten, ikke? Ev.. Evange...line?" lød han både spørgende, men også nervøst. Han var bange for, at det ikke var hvad hun hed og det så blev rimelig akavet. Han pegede ned ved siden af hende "Må jeg sætte mig her?Skal nok lade være med at forstyrre" smilte han. Det var nok mest ment som en joke og han håbede hun syntes det var bare lidt sjovt. Men han havde nu aldrig været særlig sjov.
Zeth kiggede ud over søen og var glad for, den stilhed der var. Selvom man som regel ville kunne høre kampråb pga. træning inde fra bredden på dette tidspunkt. Men der var dejlig stille denne dag. På sådanne dage var han glad for, at han ikke bare var inde ved smedjen og se på varmt metal. Selvfølgelig elskede han det, men nogen gange var det bare godt at komme udenfor og opleve den friske luft og naturen.

Evangeline så på ham og et bredt smil lyste hendes ansigt op da han huskede hendes navn. "Ja, det er mig," sagde hun med et lille grin og blussende kinder, og det gik op for hende hvor hun kendte ham fra. Han var jo en af hendes halvbrødre! "Og du er ..." Hun tøvede og endte med at skære en grimasse. "Undskyld, jeg er virkelig elendig til navne." Hun så undskyldende på ham. Hun smilede lidt til ham. "Nej, nej, bare sæt dig," sagde hun med blussende kinder, og mand hvor hun hadede at hun altid rødmede! 
Hun var lige netop gået ned til søen for at sidde lidt i stilheden, ikke fordi hun ikke brød sig om, at han var kommet over til hende, men hun savnede bare lidt, at der var stille, selvom hun jo var vokset op i Los Angeles. Hun så ud over søen igen imens hun ventede på, at han satte sig ned ved siden af hende. Hun havde faktisk rigtig mange spørgsmål, som hun ikke helt vidste hvem hun kunne spørge. Men hun ville ikke genere ham med alle sine spørgsmål, så hun blev bare ved med at være stille og nød hvordan man kunne høre søens lyde.

Zeth så smilende på hende imens han satte sig hvorefter han så begyndte at grine "Det skal du ikke undskylde for, der er sikkert meget du har måttet høre på, siden du ankom så navne er nok lidt svært" han fulgte så hendes eksempel og så ud over søen, men valgte så herefter at tage sine sko og sokker af, så han kunne sidde med fødderne i vandet. Hvilken befrielse. Efter hans lille 'befrielse' vendte han dog sit hoved mod hende igen og begyndte at smile igen.
Han kløede sig lidt i nakken "Men nu hvor du er så ny som du er, har du så nogle spørgsmål? Det er jo noget af en mundfuld at tage imod" mens han bevægede sine fødder lidt random rundt i vandet. Mon hun syntes det var mærkeligt, at han sagde han sagde. Men nogle gange var det lidt meget at tage imod.

Evangeline skar en lille grimasse imens hun kløede sig i håret og der kom en lille latter fra hende. "Ja, det er lidt besværligt," sagde hun med en lille genert latter, men så så på ham igen med et nysgerrigt blik. "Men hvad hed du så?" spurgte hun imens hun så på ham. "Så skal jeg nok prøve at huske det!" Hun sendte ham et smilende grin. Hun havde faktisk været lidt bange og nervøs for at møde alle sine halvsøskende, for hvad nu hvis de ikke kunne lide hende? Eller hun ikke kunne lide dem? Hun anede jo ikke hvor lang tid hun skulle være i lejren, så hun var nervøs. Men hendes halvbror, der sad ved siden af hende, gjorde det hele meget let for hende, han virkede virkelig sød og ligetil, og det var rart midt i al hendes forvirring og alt hvad hun havde fået at vide det sidste stykke tid.
Imens hun havde tænkt, havde hun vendt blikket ud over søen igen, men nu så hun på ham, da han snakkede igen. Hun smilede lidt til ham. "Øh.. ja, det har jeg faktisk," sagde hun med et lille grin. "Jeg har faktisk mange spørgsmål." Hun bed sig lidt i underlæben idet hun så ned i hendes hænder imens hun vred dem lidt. "Som.. har du nogensinde mødt He.." Hun rystede lidt på hovedet og så på ham. "Vores far?" Hun smagte lidt på ordet imens hun så på ham med et let rynket bryn og et spørgende blik. "Er der nogen der har?" Hun bed sig i underlæben. Hun havde virkelig undret sig over det, for af alt hvad hun havde hørt, var der så nogen der nogensinde havde mødt deres gudeforældre?