Peace and beauty ✝ Zeth

Avalanna nød at være ved søen. Der var altid så fredfyldt og stille. Larmende, badende halvguder fandt man stort set kun på stranden, så det var en bekymring mindre. Hvis der var nogen i søen var det som regel halvguder, der bare ville have en stille, afslappende svømmetur. Dette yndede Avalanna selv at gøre nogle gange. Hvis man gerne ville være sig selv, uden noget stress eller larm, var søen et fantastisk sted. De fleste halvguder i lejren kendte til søen og havde været der et par gange, men det var også langt størstedelen af dem der foretrak stranden. Måske var det chancen for at møde flere af ens venner, eller måske var det håbet om at der var noget godt for øjnene - i form af minimalt påklædte halvguder af begge køn. Avalanna indrømmede da blankt at hun havde siddet på stranden før, og bare betragtet de andre halvguder, kvindelige og mandlige, men nok mest nr. 2. Hun var trods alt heteroseksuel, så den eneste interesse hun havde i halvguderne af hunkøn, var nok konkurrencen. Nå ja, og muligvis bare observering af de andre lejrdeltagere. Man kunne jo aldrig få for meget info om ens mulige venner og/eller fjender, vel? Nu var Avalanna personligt ikke den mest fjendtlige person, og dermed skabte hun sig også sjældent fjender, men det skete da i ny og næ. Nogle gange behøvede man trods alt heller ikke at være særlig fjendtlig for at skabe sig modstandere - specielt ikke her i lejren. Uden at dømme på forhånd kunne hun da godt sige, at de fleste sønner og døtre af Ares var nogle ret lede halvguder. Måske mest fordi de var så næsvise og konkurrencedrevne, men stadig. Og desuden… Hvem overraskede det i det hele taget at de var som de var, med den far de havde sig? Ares var nok den mest modbydelige af guderne, bestemt en af dem, det var helt sikkert. Nu var der ikke rigtig nogle af guderne og gudinderne der var kendt for deres venlighed og kærlighed til de dødelige - måske med undtagelse af Hestia - men Ares var en af de værre.
Avalanna havde taget skoene af og sad med tæerne i vandet. De ramte kun let, for hun ville helst gerne undgå at få våde bukser, og disse bukser var ikke synderligt lette at smøge op om benene, desværre. Dette gjorde hende nu ikke så meget, for bare det at være ved søen gjorde underværker for hendes humør. Hun lukkede øjnene og slappede fuldkommen af. I dette øjeblik glemte hun alt om hverdagens bekymringer og nød bare den lette brise der kærtegnede hendes ansigt og fik hendes hår til at kilde hende på kinderne. Hun nød lyden af de muntre fugle der sang smukt, og hun nød den bløde fornemmelse af vandet mod sine tæer. Dette var et af Avalanna’s absolutte yndlingssteder i hele lejren, og der var ellers mange fascinerende steder..

//Undskyld, at der gik lidt tid, jeg havde nogle lektier der skulle laves.. :-(

Outfit: https://fbcdn-sphotos-b-a.akamaihd.net/hphotos-ak-prn1/67003_10151943133175879_2124748397_n.jpg


"Pas på med at sidde så tæt på kanten. Man ved aldrig om der pludselig kommer en drilsk halvgud og skubber dig i" hviskede Zeth til denne ukendte pige som sad her ved søen. Han havde, på mirakuløst vis, kunnet liste sig stille frem og prøve en anden fremgangsmåde med andre beboere end han var vant til. Zeth ville endelig prøve at komme væk fra det med at være den generte dreng som man mødte for første gang.
Han tog straks sine sko af for at joine hende i at sidde med sine fødder i vandet. Herlig følelse man fik af det. Hurtigt lagde han også cardiganen fra sig og lagde sin overkrop ned mens han bare nød det lunefulde vejr, som ind i mellem bragte en lille brise eller to. "Nå ja! Hvor uforskammet af mig. Zeth, søn af Hefaistos" sagde han med et smil på læben og en udstrakt hånd. Altid godt med et førstehåndsindtryk. "Eller du kan kalde mig for 'ham der altid er i smedjen'" sagde han med en lille grimasse. Hvor han dog brugte al for meget tid der. Dog var han fast besluttet på at fastholde blikket på denne endnu ukendte person, som han så frygtelig gerne ville lære af kende. Faktisk undrede det ikke Zeth at der ikke var flere halvguder hernede end der var. De fleste var sikkert ved stranden eller hvor de nu var.

//OOG: Undskyld det sene svar! Problemer osv.

En stemme nær Avalanna's øre, afbrød hendes tankerække. Hun åbnede sine ellers lukkede øjne for at se hvem der mon havde sneget sig ind på hende. Om fyren ved siden af hende rent faktisk havde prøvet på at snige sig ind på hende, eller om hun bare havde været så forgabt i sin afslappede tilstand, vidste hun ikke. Det kunne være begge dele. Hun betragtede nøje den nytilkomne halvgud og sendte ham så et smil af fineste karakter. "Det skal jeg prøve at huske på." Hun lo lidt og smilte endnu til ham, da han præsenterede sig selv. Hun rakte også hånden frem og tog hans. Hun gav den et fast, men ikke hårdt klem og gav så slip igen. "Rart at møde dig, Zeth. Jeg er Avalanna, datter af Morfeus." Hun smilte skævt ved hans lille kommentar. Det lå tilsyneladende til Hefaistos' børn altid at arbejde. De skulle være meget flittige.. "Det kunne du jo altid lave om på?" Hun så spørgende på ham, med et venligt og imødekommende smil på læberne. Avalanna var som regel en meget venlig og imødekommende person generelt. Nå ja, og så var man vel en pige - dermed sagt at denne Zeth altså ikke ligefrem var grim. Han så ud til at være en smule ældre end hende, måske omkring de tyve år, men det generede hende nu ikke det mindste. Hun havde ofte foretrukket selskabet af de der var lidt ældre end hende selv, fordi hun selv ofte havde følt sig for moden til dem på hendes egen alder. Specielt som yngre havde hun haft det sådan næsten hele tiden. Her i lejren var hun nu i kategorien 'ældre' fordi der ikke var synderligt mange halvguder der var i slutningen af teenageårene eller ældre. Der var kommet flere over tiden, men halvguder blev stadig dræbt i unge aldre af uhyrer alle steder fra.

//Det er jeg da ked af at høre - men du er tilgivet ;-)