A place in peace - Shadow.

Sted: Halvblodsbakken, nær barrieren. 
Tid: 11.23
Omgivelser: Der kommer nogle forbi i ny og næ, men det er for det meste bare dyr.
Vejr: Det er egentlig køligt, men stadig godt nok til, at man kan sidde ude uden vintertøjet.
Dag: Lørdag.

Daniel havde besluttet sig for, at gå lidt væk. Han var altid nede omkring barrieren. Han kan godt lide, at sidde der og se ud mod New York, selvom der ikke er så meget, at se. Han går helt op til barrieren og sætter sig ved Thalias træ, det første han tænker på når han sætter sig der, er historien og Thalias offer. Han ligger armene over kors og ser hen af skovbunden, han kan tænke når han er der, han bliver ikke distraheret af alverdens ting. Hans tanker går for det meste på Clarisse, han ved stadig ikke hvordan det vil gå eller hvordan de kan gøre det bedre, men nu har de taget chancen og så kan det kun bære eller briste. Han håber selvfølgelig på det første. Han har elsket hende i godt og vel tre år, de følelser går ikke bare væk. Heller ikke selvom der har været en masse pauser indimellem, det har ikke ændret noget. Han ser ret fraværende ud i luften.

Påklædning: Clicky!

Kærlighed var en vidunderlig ting, når den blev gengældt. Og den kunne smerte så meget, hvis den ikke blev det. Hvis den, man elskede, kun så en, som deres ven. Det vidste Shadow alt om. Hun fortsod, hvor ondt det gjorde at se den, man elskede, holde om en anden. I den tid, havde hendes yndlingssted i hele lejren, udover skoven, der teknisk set ikke var en del af lejren, været Halvblodsbakken. Det var en underlig følelse, hun havde forelsket sig fuldstændig i at stå på kanten mellem sikkerhed og overhængende fare. Ligesom nogen fandt det nødvendigt at springe ud i faldskærme, for at få deres såkaldte adrealinsus, så var det, ikke en afhængihed, men en en vane for hende at gå op på bakken, når det hele blev for meget, eller når hun ikke vidste, hvad hun skulle tage sig til.
Hun elskede, at sidde med ryggen op ad Thalias træ, så hun kunne se både den 'rigtige' verden, og lejren. Hun kunne se vejen til den verden, hvor hendes far boede. Resten af hendes familie. Hun kunne se den verden, hun havde levet i de første 7 år af sit liv. Og hun kunne se den verden, der nu var hendes hjem. Hun kunne se de mennesker, hun holdt af, som små tændstiksfigurer, der gik rundt nede i dalen. Enten i grupper eller alene. Enten med sværd eller uden. På den her afstand, kunne man ikke se deres ansigter, men hun kunne kende dem på deres hår og måde at gå på. Matthews krøllede hår var ligeså let at genkende, som Kendalls tilsvarende, men længere og blonde, krøllede hår. Annabeths flotte, lange og brune hår var også noget, hun let genkendte.
Og i dag var en af de dage, hvor Shadow ikke havde noget at tage sig til og derfor gik hun som sædvanlig op på bakken. Eftersom det havde været tørt de sidste mange dage, var bakken overhovedet ikke våd, og derfor kunne hun let komme op ad den.
Men da hun endelig kom op, indså hun, at hun åbenbart ikke var eneste, der havde den idé at slå kedsomheden ihjel ved at gå op på bakken. En anden, en dreng, havde også fået den idé, og han var kommet før hende, så nu sad han med ryggen mod Thalias træ.
Et lille smil krøb over hendes læber, da hun gik lidt frem mod ham i det lange græs, der voksede på bakken. Hun lagde hovedet lidt på skrå, da hun diskret studerede ham. Han så godt nok ud, men ikke lige hendes type. Hans øjne var meget fraværende, men udover det så han venlig ud. Hvilket han nok også var.
"Hej," startede hun samtalen ud, på den mest akavede måde nogensinde.

// Det var virkelig ikke mit bedste indlæg - nok nærmere det mest forvirrende.. men jeg håber, det går!

Daniel havde ikke haft mange forhold igennem sit liv. Han havde haft et enkelt i high school og så indimellem haft nogle flirts, men hans første rigtige forhold var med Clarisse, siden de mødtes første gang for flere år siden har han elsket hende. Det er mange år, bare på lejren har de været sammen i to år, det går bare ikke væk. Men han ved han elsker hende, han kan mærke det når han ser på hende. Han ligger mærke til de små ting. Han kan stå flere kilometer væk og se det er hende, bare hendes kropsholdning, hendes gang og hendes udstråling kan han se ligemeget hvor langt væk hun er. Sådan er kærlighed. Han elsker hende stadig og han er sikker på hun har det på samme måde, men de bliver nød til, at gå stille frem. Ellers kan de måske ikke få det til, at fungere. Han sidder og forstiller sig en af hendes utallige kampe, hun er helt sikkert en af de bedste i lejren, selvom Daniel sagtens kan håndtere et sværd, så vil hun altid kunne vinde over ham. Han opdaget først, at der kommer en person da hun kommer helt tæt på ham og hilser på ham. Han blinker flere gange med øjnene for, at vende tilbage virkeligheden i stedet for hans verden med Clarisse. Han ser på hende og sender et smil. "Hej." Han rykker sig lidt væk så hun også kan sidde der, han sidder dog halvvejs ude af barrieren, ikke det betyder noget for ham. Han kan altid komme i sikkerhed bag barrieren på ingen tid igen.