Amaranthe Arachne Peace ~ Baggrundshistorie

af **Amaranthe** 28/1/2012, 10:44

Et lille skrig skar igennem den stille natteluft i den smukke forstad.
Skriget var ikke smertesskrig, det genlød ikke af smerte eller sorg.
Det var et skrig der skulle gøre folk opmærksom på det væsen der udstødte skriget.
En, to, tre døre åbnede sig og ud fra en af dem trådte en mand ud. Hans sorte hår bølgede lidt i vinden og de mrøke øjne søgte efter kilden til skriget.
Ikke langt fra, ovre på den anden side af vejen stod en skinnende vugge. Den var lavet af guld og prydet med diamanter og ædelstene. Foran den buede åbning i vuggen hang et sølv silkegardin med påbroderede ugler.
Manden så sig om, alle havde mistet tålmodigheden for det lille skrig.
Han løb over vejen og greb om en stor diamant.
Den sad fast... manden bandede og tog en kniv frem.
Vestenvinden Zephyr blæste lidt til silkegardinet og det sovende barn blev afsløret.
Manden tabte kniven og slap langsomt sit tag i diamanten. Han skubbede gardinet til side igen og barnet kom igen til syne.
Mandens hænder gjorde instinktivt et udfald mod barnet. Men så snart han tog barnet op forsvandt vuggen.
Manden ænsede det ikke, hans øjne var fæsnet mod det sovende barn.
"Hvad er dit navn, lille ven?", sagde han sagte og strøg hans lidt ruge hånd over barnets bløde og perfekte kind.
"Amaranthe Arachne", hviskede vinden til ham som en hvisken uden stemme og så alligevel...
I søvne greb barnets lille perfekte og bløde hånd om hans pegefinger.
Manden smilte sagte og kiggede blidt ned på barnet.
Han begyndte med små skridt at gå hen imod hans hus. Et sandfarvet to-etagers hus med kælder.
I døren stod hans kone i en rød silkekimono. Hun så på ham med et vredt udtryk.
"Hvad ligner det? At gå ude på gaden klokken 2 om natten?", hendes stemme var klar og med et snert af forargelse.
Manden sagde ikke noget, han løftede blot den ene hånd og afslørede derved barnet.
Kvinden lagde en hånd op for munden og hendes før vrede udtryk blev blidt og sorgfyldt.
En lille tåre gled ne dover hendes kind, hun løftede lidt op i kimonoen og løb over til hendes mand og barnet.
Hun så lidt på de to, hendes mand og barnet, og omfavnede dem så. Hun sagde ikke noget, han sagde ikke noget og barnet sagde ikke noget. Ord kunne ikke forklare noget de ikke allerede vidste... en vind æegede lidt med kvinden og mandens hår og det var som om den omfavnede den lille familie.