Nothing to View - Amaranthe

Tid: 16:15
Sted: Søen
Omgivelser: Ikke ret mange mennesker, grønt græs dog med visne blade og roligt vand.
Vejr: En rimelig stærk, kølig østlig vind fra havet. Men ellers intet andet, og med en skyfri himmel.
Dag: Fredag
Årstid: Vinter/forår
Påklædning: Et par mørkebrune bomuldsbukser med adskillige lag af læder udenpå. Den beskytter og holder ham varm. Om overkroppen bar han en sort hættetrøje, med armskinner og beslag på. Og udenpå dette en brystplade der kunne dækkede hans brystkasse, og ikke hans mave. Som det sidste bar han også et stort og bredt sværd, der var i en skede, spændt fast til hans ryg. Den var ikke til at overse, og gik ham fra knæene til hovedet. Det var et sparsommeligt udstyr, men i virkeligheden utrolig tungt og standhaftigt. Det tillod ham at bevæge sig hurtigt, og udnytte hans fulde fysiske kapacitet, alt imens det beskyttede ham.

Denne lejr var ikke blot en lejr, og disse naturskønne områder var ikke blot natur til visse. Til nogle, var det hvor de hørte hjemme, og det eneste sted de kunne opholde sig. Mange elskede det sikkert der, imens nogle andre sikkert anså det mere som et fangeskab. Halfdan så det vel ikke helt som et fangeskab, da han selv kunne komme og gå som han ville. Men det var ikke sikkert for ham udenfor de grænser der adskilte dem fra resten af verdenen og de farer der ventede derude. Nok var han talentfuld, målbevidst og stærk, men han var endnu ikke helt klar. Halfdan var færdig med den planlagte træning sammen med træneren Chiron og en masse andre elever. Nu var der ikke andet for end at få tiden til at gå inden aftensmaden. Han var gået ned til søen, og stod nu lige der hvor gangbroen begyndte på søens bred. Med Blikket ud over søen stod han bare i stilhed, med hænderne i hans hættetrøjes lommer. hans lange hår opførte sig lidt underligt, og piskede rundt i takt med vinden der ofte ændrede hastighed og retning. Som altid bar hans ansigt et underligt udtryk af misbehag... som om han konstant led smerte, eller hvad han så gav ham kvalme. Mon han nogensinde ville kunne finde et liv udenfor denne lejr? Her var han respekteret og måske endda frygtet, han havde et formål, og folk lod ham som regel være i fred. Udenfor ville det jo sikkert være anderledes.

Mange ville nok synes at denne sø var... hvad skulle man kalde det? Almindelig, uden værdi.
Det var den sikkert også i andres ringeagtende øjne, men i denne piges øjne var det ikke bare en sø man så ud over, en sø der bare var der, en sø man bare brugte uden omtanke.
For denne pige var denne sø ganske speciel, dens lige fandtes ikke i verden. Pigens sorte hår blæste i den stille vind mens hendes blå øjne så ud over det stille mørke vand.
For denne pige var søen et af hendes eneste fristeder, for denne sø blev ikkebefolket af de nysgerrige personer. nej, den blev befolket af personer der havde det som hende selv, folk der ikke anede hvad de lavede her. Folk der ville hjem, folk der ikke forstod at dette var deres hjem.
Pigen forstod dem der ikke vidste om de skulle elske deres nye hjem eller hade det, for hun... hun havde det på samme måde. Hun havde haft en elskelig barndom og så kom monstrene og ødelagde den.
hun brød sige ikke videre om at tale om det.
Dog gjorde hun det alligevel, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle tænke på. For det var det hun gjorde... tænkte på alt det hun elskede og havde kært... og på alt det hun frygtede og på alt det hun ikke ville mindes.
At tale med andre var ikke det hun gjorde mest i denne lejr, næ hun gjorde andre dejlige ting som at være alene dag efter dag...

Selvom denne lejr ofte præsenterede ham for nye udfordringer og nye formål, så var det svært at være alene. Det eneste han kunne få lov til at gøre alene, var at smede i hans mørke smedje. Det skræmte nogle gange folk væk; han evige grynten, det tunge åndedræt, og slagene mod det glødende jern, som kunne fejlfortolkes som jordskælv... en forstyrrende lyd der rejse flere kilometer. At han ikke engang kunne være alene med den kedelige sø, kom nu heller ikke bag på ham. Mange gik ofte forbi søen, dog uden at han skænkede dem et blik, men en anden skikkelse blev stående et godt stykke fra ham. Efter at havde fornemmet hende i et godt stykke tid, vendte han ansigtet imod denne pige, og fastholdte blikket mod hende. Det var en datter af Athene. Det var slet ikke svært for ham at spotte hvilken gudeforælder halvguderne her, havde at 'prale' af. Hendes raske og stive positur, blandet med den kvindelige ynde og et eftertænksomt blik... det kunne kun tyde på en datter af Athene. Døtrene af Hera var altid så fraværende og drømmende, og de næsten mytiske døtre af Artemis, var som Amazonas-krigere, opsat på at skræmme al mandlig aktivitet væk. Et kvalmende udtryk faldt over hans ansigt. De fyldige læber blev presset imod hinanden, kæben skar lidt fra side til side, og hans mørke næsten kolde blik var rettet imod hende, som om han prøvede at dræbe hende med hans blik.

Pigen lod sin hånd glide igennem hendes smukke sorte hår. De blå øjne så ud over søen og var fæstnet til det sorte dyb under vandoverfladen, pigens øjne søgte efter bunden på søen. Bunden... sand der bliver slebet af vandet...
Pigen satte sig ned i sandet, hendes hår blev hvirvlet rundt af vinden. vinden legede tit med hendes hår og hun kunne lide det, især når det ikke kom ind foran hendes øjne...
Pigen mærkede den svage sol der skinnede ned fra himlen, dne var så svag at den nærmest faldt i hak med den flotte, blå himmel. Hun lænede sig tilbage og kiggede op på himlen... ingen skyer. pigen rettede skuffet blikket mod sandet ved hendes venstre side.
Pigen skrev i det mellemhåre sand et navn, som man må formode var hendes eget. Pegefingeren skrev de smukkeste, kursive, sammenbundne bogstaver, sammen dannede de ordene: Amaranthe Arachne Peace
Pigen, der hvis navn formodes at være Amaranthe, mærkede en kuldegysning i risle ned ad ryggen. ligeosm når hun følte nogen holdte øje med hende. Kort efter, mærkede hun et koldt, isnende blik kigge på hende. et blik der mindede hende om en kyklop...
Amaranthe vendte sig om og så hen på en dreng, med brunt hår.
*Hefaistos..*, tænkte hun undrende,*Hvorfor ser han ud som om hans blik er en minigun der kan dræbe alle han kigger på?*

hendes måde at bevæge sig på, hendes skuffede udtryk i ansigtet, var slet ikke fascinerende for Halfdan. Han var mere væmmet over hende. Selvom hun ikke virkede til at være som så mange andre, så tvivlede han på at hun alligevel var så anderledes. Han kiggede ned på hans fødder, med statiske bevægelse fra hans øjne og hoved, som om han frøs efter enhver enkelt bevægelse. Så kiggede han ud over søen, og trådte en enkelt gang op på gangbroen. Stadig med hænderne i lommerne, begyndte han så, med tunge skridt, at gå på gangbroen, indtil han var nået til enden. Han tog fat i sit store sværd, og lagde den på gangbroen, for derefter selv at sætte sig ned på kanten. Fødderne blev dog ikke smidt i vandet, og han satte sig i stedet i en skrædderstilling med armene hvilende på hans lår. Måske var det alligevel på tide at han forlod dette sted? Måske skulle han ud og bevise sit værd på anden vis. han ville aldrig kunne overbevise folk her i lejren om hans værd, hans styrke og hans magt. Men det var vel også hans egen skyld? han hadede alle guder på nær hans egen far, og hadede derved stort set også alle halvguder i denne lejr. Han kunne ikke lide de fjollede satyrer, og de arrogante trænere i lejren gik ham også på nerverne. Han holdte sin hånd foran sig, og knipsede så med et par fingre. I det samme blev der skabt en flamme som steg fra hans hånd. En af frynsegoderne af at være søn af Hefaistos. han stirrede ind i flammen, som om at dets destruktive magt, rent faktisk beroligede ham på sin vis.

Amaranthe rejste sig op og gik over til drengen der stadig så lige fjendtligt på hende.
hun brød sig ikke om de typer der dømte en anden på personens gudeforælder og det gjorde denne... dreng åbenbart.
Amaranthe kiggede på ham med et udtryk der sagde;'Er du fjendtlig er jeg fjendtlig'
De før så klare blå øjne forvandledes hurtigt til to iskrystaller.
Hun havde forlængst lært at dem der var fjendtlige overfor andre, før de overhovedet havde talt sammen, var nogle fjolser, tumper, idioter, guldfiskehjerner og sådan kunne man fortsatte hvis man gad.
*Har jeg gjort dig eller en du kender ondt? eller er du bare pessimist?*, tænkte hun og skulle lige til at spytte ordende ud, men valgte at trække stridsøksen tilbage.
Altså hvis han ville snakke med hende, sagde han nok noget.
Hun kiggede undrende på ham da han begyndte at gå ud på gangbroen, det ene øjenbryn hævede sig uimponeret da han satte sig ned og lavede en flamme.
Flamme? Wooow, nu forventede han vel at hun begyndte at juble og skrige, måske dåne og klappe i hænderne... Der skulle mere til at imponere Amaranthe, især når man havde gjort så dårligt et førstegangsindtryk!

Selv efter at have lagt mærke til hendes fjendtlige blik, og selv efter hun rent faktisk havde nærmet sig ham, var han alligevel gået ud på gangbroen. Han var vandt til at folk gengældte det had han udsendte, og han var vel også vandt til det. Men efter hvad han havde set og oplevet, havde han ikke tålmodighed til altid at se de gode i folk omkring... så hellere forvente det onde og dårlige, så han aldrig blev overrasket. Men selvom han gerne ville, havde han svært ved at ignorere hende fuldstændig. Og imens han sad der på broen, kiggede han sig en enkelt gang over skuldren, for at se om hun stadig var det. Hun var der stadig, og i det samme fjernede han sit blik. Flammen blev dog ikke fjernet fra hans hånd, men i stedet gjorde han den lidt større og kiggede på den med hovedet lidt på skrå. Han havde lyst til at sige noget til pigen, bare for at få hende til i det mindste at sige noget, eller bare forsvinde. Men i stedet valgte han at tie stille. Han havde ikke lyst til at få hende i gang med en eller anden lang bedrevidende tale om hvorledes han opførte sig og hvor dum han nu var. Den havde han allerede fået et par gange fra en masse andre. Men faktum forblev, at han ikke havde tænkt sig at ændre sig. Det var hadet og fortvivlelsen der drev ham fremad, som fyldte hans hjerte med en bestemt beslutsomhed. Minderne om hvad han havde mistet og hvad andre havde taget fra ham, og ikke mindst hans far, var hvad der gav ham styrken til at stå standhaftigt imod de andres perfekte arrogance og bedrevidende natur. Han ville aldrig knække eller bukke under.

Amaranthe så på drengen der bare sad ude på broen.
Hun følte med det samme et stik af skam... han måtte jo have en god grund til at være fjendtlig.
Hendes iskrystaller af øjne tøede straks op og et smil gled over hendes ansigt.
Af en eller anden grund hun ikke kendte gik hun ikke ud på broen. Smilet var der stadig, men meget svagere end før.
Hun bed sig i underlæben og derved forsvandt smilet, men det venlige i hendes øjne var stadig at skue.
Men hvad skulle hun dog sige til ham? Efter den fjendtlighed hun havde udsendt virkede det meste af det hun overvejde meget... akavet?
Hun så ned i sandet og skuede lidt hen ad den lille strand ved søen. Hun så over på drengen da hun følte at han holdte øje med hende, deres blikke mødtes i et sekund eller kortere tid, hun ville så gerne sige noget til ham... noget der ikke bare var tom snak, men hvad?
Med lette skridt gik hun ud på broen, han havde vendt sig om og så nu direkte på hende, flammen i hans hånd var blevet større.
"Hvem er du?", spurgte hun med sin klare og milde stemme, den lyste nærmest af den undskyldning hun ville give. Men ikke kunne få sagt, ikke fordi hun ikke kunne klare at undskylde, mere fordi... hun ikke ville have det skulle lyde falsk og slesk.

Selvom han sad vendt imod hende, var det først ikke hende han kiggede på, men ind i flammen hans blik var vendt. Med tankerne et helt andet sted, men dog stadig så nært, fik han øje på pigen som stadig blev i nærheden. Det var da underligt at hun ikke bare gik sin vej... Men der var alligevel et eller andet ændret ved hende? Selvom hun så ud til at bære et svækket smil på hendes læber, og et rart udtryk i blikket, var Halfdans udtryk i ansigtet stadig fraværende og ikke gengældende. Hans ansigtsudtryk ændrede sig sjældent, da hans tanker sjældent ændrede sig. Ellers var han egentlig som en åben bog at kigge ind i. Hans tanker var altid reflekteret af især hans ansigt. Da hun derefter begyndte at nærme sig ham igen, blev flammen lidt mindre, og blikket fastholdt på hende... hvad nu? Imellem dem lå hans store sværd på gangbroen, og uden rigtig at tænke over det, tog han fat i sværdet og trak den hen ved siden af ham. han så sig lidt omkring da hun var ved at være henne ved ham, for at se efter andre personer. men der var ingen andre at se. Hvad ville hun mon med ham? Var tiden inde til en god omgang skældsord fra hendes side, eller ville hun mon blot forbi ham? Pludselig, i et øjeblik der overraskede ham en smule, hørte han hendes klokkeklare stemme, åbenbart rettet imod hende. Det stadigt misfornøjede blik var rettet imod hende i et øjeblik inden han let adskilte hans fyldige læber fra hinanden, som om han skulle til at sige noget. Men da han ikke vidste hvad han skulle sige, rynkede han sin pande, og kiggede ned med et sitrende blik. Hans tænder skar imod hinanden, og der gik et øjeblik hvor han ikke sagde noget, usikker på hvad hun ville. Dog var hendes stemme rar på en måde der var ham uvant. Han knyttede sin hånd og flammen blev derved slukket. "Halfdan..." mumlede han så med en hæs og mørk stemme der var blot en smule usikker. Blikket gik nogle gange på hende, og andre gange på gangbroen under dem. Hvad han på dette tidspunkt forventede, var ikke til at sige. Men det var sjældent nogen talte til ham. Og sjældent han selv åbnede munden for at føre en samtale.

Amaranthe mærkede godt det fraværende blik, hun havde nok også fortjent det.
Hun forsatte stædigt hen mod sin destination og stoppede 1 meter fra ham.
Hans hånd nærmede sig hans sværd der lå imellem. Sædvanligt ville hun have forhindret en person i at tage hans sværd, men ikke denne gang... ikke overfor denne dreng.
Hvorfor ikke? Var der noget særligt ved ham? Amaranthe kunne ikke helt sætte fingeren på hvad der var ved ham om de følelser hun åbenbart nærede for ham, var gode eller dårlige. Men noget var sikkert... han var ikke som andre.
Hun hævede et øjenbryn da han slap sværdet igen og bare lod det ligge ved sin side. ikke et genialt træk, men hans mor var jo heller ikke Athene.
"Amaranthe, datter af Athene...", hun kiggede ned på den siddende Halfdan, hans flamme var blevet betydeligt mindre end sidste gang hun så den.
"Men det ved du vel? Halfdan, søn af Hefaistos.", sagde hun med et skævt smil på læberne.

Selvom Halfdan partout ikke brød sig om hende, følte han sig ikke truet af hende, datter af Athene eller ej. Måske var det en dumdristig følelse af overlegenhed, men hvis hun havde lyst til at gøre noget voldeligt mod ham, så havde hun da bare at prøve. Flammen behøvede han heller ikke. Han kunne skabe et inferno der omsluttede dem begge, men hvad ville det hjælpe hvis de begge var lige over en sø? Halfdan blev siddende, lettere afslappet lige bortset fra blikket der gik fra sted til sted. Hvad dette gik ud på var han endnu ikke helt klar over. Måske prøvede hun på at påvirke eller provokere ham, eller måske havde hun rent faktisk nærmet sig ham med gode intentioner. Uanset hvad var hun endnu ikke velkommen i hans nærvær. Et hvert instinkt i hans krop advarede ham, og fortalte ham at hendes intentioner var onde, men der var vel ikke andet for end at se det an? Da hun sagde sit navn, kiggede han på hende med rynkede bryn, og undersøgte hendes udstyr og beklædning. Der gemte sig sikkert våben på hende. Halfdan nikkede ved hendes formodning om at han nok allerede vidste hvem hendes moder var. Nikket var lidt diskret og forsinket, men det var der. han placerede en håndflade på gangbroen, og begyndte at skubbe sig selv om og stå. Med armene hængende tungt ned langs hans sider, kom ham op og stå, dog stadig med hans krumme ryg. Men selv med hans positur var han højere og større end hende. En form for afskrækkelse der hjalp nogle gange. Det var fordelen ved at se så anderledes ud som han gjorde, ikke mange gad eller turde nærme sig. "Hvad, vil du?..." spurgte han så med fronten mod hende og blikket mod hende. Blikket var stadig koldt, som om han væmmedes ved synet af hende. Der skulle meget mere til end blot at se godt ud og være venlig i nogle få øjeblikke for at komme i hans gunst.

Amaranthe fulgte spontant hver en eneste af hans bevægelser, samtidig med at hun holdt skarpt øje med det slemme, slemme, slemme sværd.
"Hvad jeg vil dig? Sjovt du spørger... jeg tænkte på præcis det samme.", hun kiggede smilende på ham og ignorerede med stort besvær hans væmmelsesblik."Lad os sige, rent hypotetisk, at du lod være med at sende mig blikke der ser ud som om at du væmmes ved synet af mig og lad os så sige at du blev lidt mere åben istedet for at sige en-stavelses ord hele tiden. Og så siger vi at JEG lader være med at være sur over de blikke du sender mig og så er vi alle glade. Hurraa for det."
Hun smilte ikke længere men stod bare og så på Halfdan med et hævet øjenbryn mens hun spurgte:"Eller du vil måske hellere lades være i fred?"
Hendes stemme lyste af sætningen:NEJ DU VIL EJ!
Hun ville gerne lære ham at kende, der var noget over ham... noget hun ikke kunne sætte fingeren på.
Åhr, hvorfor kunne hun ikke bare hade ham? Det ville gøre det så meget lettere... han havde jo givet hende alle mulige grunde til at hade ham, at forlade ham... alene!
Der var det! han var A-L-E-NE! det var derfor han var så... kold og følelsesløs.

Halfdan blev lettere overrasket over hendes gåpåmod og hendes direkte måde at tale til ham på. Hun udstrålede en ekstraordinær selvsikkerhed, og var uden tvivl typen der nemt kunne hvile i sig selv... Men det var vel også hvad man ville forvente af en datter af den åh så vise og åh så gode Athene. Jo mere hun talte, jo mere begyndte han at hæve hans øjenbryn, som om han ikke rigtig forstod hvad det skulle til for. Men det var vel 'den store tale' han havde forventet? Endnu engang skulle han fordømmes for hans blikke og hans måde at være på. Som om han skulle være ligesom alle andre der gik med armene vidtåbne for hinanden, og smilte i en endeløs strøm. Han havde intet at smile over, der var ingen små gestus god nok til at bringe sådanne glade tanker til hans hoved. Så hvorfor skulle han dog være som alle andre? I det mindste forstod lærerne og Chiron hvad han havde været igennem, så de lod ham passe sig selv. Efter hun var færdig med at forklare hendes hypotetiske scenarie, blev han ved med at stirre ned på hende. Da hun derefter spurgte til om han hellere ville være alene, kunne han godt fornemme tonen i hendes stemme. Han tog en dyb indånding, og åbnede den hånd der var over hans store sværd. I et fløj sværdet op fra træet og ind i hans hånd. Han stillede den oprejst med klingen nedad, og placerede begge hænder på den. Den gik ham til brystkassen, hvilket sikkert ville svare til at den næsten var lige så høj som hende. Lad os sige, rent hypotetisk, at du lod være med at antage at jeg cirkulerer omkring dig. Omdrejningspunktet i min eksistens er ikke hvorvidt du er glad eller ej... Og ja, jeg ville hellere foretrække at være alene..." svarede han endelig, noget fjendtligt og bidsk, men i et roligt tempo og med en afslappet stemme. hun skulle ikke tro at hun kunne komme og spytte nogle magisk positive ord, og tro han pludselig blev forvandlet til en lille glad dreng med krudt i røven...

Amaranthe så opgivende på ham, han gad bare ikke åbne op... det var som om han helst ville skræmme alle væk og lege med sin åh så vigtige flamme. Gud, hvor var han irreterende! Og dog, måske havde han haft en svær barndom, måske var han blevet forfulgt af uhyrer fra den alletidligste barndom... eller måske var han bare født som pessimist? Hvem vidste det? Zeus? Hefaistos? Eller vidste han det i det hele taget selv?
Amaranthe kiggede på ham og opfordrede ham til at forklare hans blikke og væremåde, hun foldede armene over kors da han bare blev ved med at hæve sit øjenbryn.
Han var virkelig ved at gå over hendes tålmodighedsgrænse, hvis han ikke snart strammede sig op, hvis han ikke snart begyndte at sige noget andet end en-stavelses ord og sige noget mere intelligent.. ja, så ville hun nok gøre som han ville have og lade ham være alene.
"Hmm, hvis vi nu siger, rent hypotetisk, at jeg aldrig har troet det ene eller andet og lad os nu sige at jeg er ligeglad om du bekymrer dig om mit humør.", hun så på Halfdan og skjulte sin irritation så godt hun nu kunne.
Hvis han havde øjne i hovedet, kunne han jo nok se det snigende irritationsudbrud. Amaranthe ville så gerne kunne få sigs elv til at vende om og gå ind til land, væk fra ham, væk fra søen.
"Det vil du vel... så sætter jeg mig bare her.", hun vendte sig om og gik et til to skridt og satte sig med siden til.
Det var nok at gå lidt over grænsen, men... han kunne jo bare ignorere hendes eksistens, sådan som hun ville gøre, hvis han altså ikke begyndte at snakke til hende.

//Hvornår har du tænkt dig at lade Half lukke op?

Halfdan blev stående i lidt tid, tårnhøj og med begge hænder på det store sværd imellem dem. Hun var stædig, lidt ligesom ham selv. Hvordan fandt et stædigt par som dem mon et fælles standpunkt, en gylden middelvej? Hendes svageligt skjulte irritation var ikke til at gå glib af. Måske kunne han finde sig i selvskabet fra en halvgud, men stadig hade halvguden forælder? han smed tankerne ud af hovedet, og sænkede sit blik med rynkede øjenbryn. Han sendte hende et nik, for han var virkelig ligeglad med hendes humør. Men det betød jo ikke at han ville have at hun skulle forsvinde ud i intetheden og aldrig vise sit ansigt igen. Der var vel nogle gange et eller anden trøstende ved at være i nærheden af andre? Måske var det derfor han aldrig gik glib af undervisningen? Der var skam også mange som havde vist ham godhjertede sider på trods af hans personlighed, men han havde aldrig kunnet finde det i sig selv til at lide dem og deres selvskab. han blev stående selv da hun vendte sig om og satte sig ned lidt derfra. Han løftede sværdet op fra gangbroen, gik ud på enden og kiggede ned i vandet. Hvad skulle han bruge sværdet til? Han holdte det store sværd over vandet, og gav slip. Det gav ikke engang et stort plask, for den store klinge skar igennem vandet. Nu sad den vel i søens bund. Derefter satte han sig ned i en skrædderstilling, med den store ryg imod hende. Dog kiggede han sig over skuldren mod hende, blot en enkelt gang. Måske havde han gjort hende ked af? Måske var hun skuffet over hans opførsel? Og måske var han selv lidt skuffet over hans egen opførsel. Endnu engang tændte han en lidt stor flamme i hans håndflade, og holdte den lidt ud, således hun ville kunne se den. Hans ansigt var udtryksløs idet han kiggede på flammen. Pludselig lavede han et 'smølfespark' med et par af hans fingre, og op ad flammen røg der en lille stråle af gnister. De dem var oppe i hans hovedhøjde, eksploderede den. Han smilte skævt og kiggede tilbage på flammen. Det var som et miniature-fyrværkeri. Smilet forsvandt dog hurtigt igen, men blikket fastholdte den svage tilfredshed. Igen og isen røg der bittesmå stråler af gnister op i vejret, og igen og igen eksploderede i de forskellige former og i forskellige farver. Halfdan hævede sit ene øjenbryn og kiggede sig over skuldren mod hende. Men ved tanken om at deres blikke måske ville mødes, fjernede han hurtigt sit blik fra hende. Farverne fra hans lille fyrværkeri afspejlede sig i vandet.

Amaranthe kiggede om på ham. Flammen i hans hånd bevægede sig kærligt hen imod ham.
Da hun kunne se at han gjorde mine til at vende sig, drejede hun hurtigt sit hoved væk og så ned i vandet.
Ville hun virkelig gerne lade ham være alene? Eller var det bare for at demonstrere at hun var ligeglad med om han ville have hende til at gå? Måske...
Hun kiggede på flammen, den bevægede sig både opad og hen mod Halfdan. hvis hun ikke vidste det før, vidste hun det nu, han var en sand søn af Hefaistos.
Hun kiggede ind i dens gule midte, hvordan den blev orange, rødlig og helt ude i spidserne lilla. Den var smuk, smuk som morgenlyset og solnedgangen, efter Amaranthe's mening.
Da den blev fyrværkeri fór en lille sorgfyldt trækning over hendes ansigt og forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. For fyrværkeriet var så sandelig også flot, det var så... levende. Et levende kunstværk.
Hendes læber rørte sig ikke men alligevel hørte hun sig selv sige med en hvisken Halfdan kun lige kunne høre:"Den var så smuk, det er smukt."

Det var smukt, og det var hvad han ofte gjorde når han var alene. Hvorfor han gjorde det i hendes nærvær, var ikke sikkert. En ting var dog sikkert, at selvom han vidste hun sad ikke ret langt fra ham, så blev han ikke længere generet af hendes selvskab. Det var som om hun ikke var der, selvom hun selvfølgelig var til stede. Og han havde ikke længere lyst til at sende hende væk. Ved hendes svage, næsten mumlende kommentar, smilte han for sig selv. Men ikke ret længe. Selvom sådan noget kunne bringe et smil frem på hans læber, vidste han ikke længere hvad der var smukt. Han vidste hvad der var godt at lave, men det var også det. Flammen hvilede stadig hans hånd, og i stedet for fyrværkeriet, sendte han mindre ildkugler en enkelt gang rundt om ham selv, og derefter hen ad gangbroen mod hende. De kom dog ikke tæt på hende, for hun skulle jo nødigt brænde sig. Ildkuglerne og deres flammer blev dog mere levende, og til sidst begyndte de at forme sig som skikkelser. Den ene ildkugle blev til et par satyrer der dansede, den anden til et par halvguder der kæmpede imod hinanden, og den tredje forestillede Halfdan, som han stod ved ambolten, og hamrede på noget metal. Imens disse små flammende figurer bevægede sig rundt på gangbroen, dog uden at sætte ild til træet, rejste Halfdan sig op. han kiggede på flammerne for at holde fokus, og rakte så hånden ud over vandet. Det store sværd han havde ladet falde derned, fløj op ad vandet og ind i hans hånd. Han satte sværdet fast på hans ryg, og tog et par skridt imod hende. Flammerne der dansede rundt, gik ud, og han kiggede på Amaranthe. "Jeg tror snart vi skal spise..." sagde han og skar sine tænder imod hinanden. Blikket var ikke så skarpt som det havde været, men det uroligt, som om at alt dette var ham så uvant og nyt. Han vidste ikke hvad klokken var, så måske var det bare for at sige et eller andet?

Amaranthe's blik hang ved fyrværkeriet indtil det opløste sig.
Hendes øjne hang dog stadig ved det sted hvor fyrværkeriet havde været, et lille smil hang ved hendes læber.
Smilet var ikke til Halfdan, heller ikke over fyrværkeriet... det var der bare.
Hun kiggede ned i vandet, det afspejlede hende i et mørkt spejlbillede. Hendes smil falmede og hun sparkede lidt til vandet med sin fod.
Hun havde ikke lyst til at se sit spejlbillede, hun var grim nok uden at skulle påmindes om det hele tiden af vandet, spejlene og alt andet der spejlede ting.
Hun blev revet ud af tankerne af Halfdans stemme.
*Spise? Nu?*, hun så forvirret på Halfdan og trak så på skuldrene. det kunne jo godt ske at Hefaistos's børn skulle have et eller andet in-sider måltid inden aftensmaden, det kunne hun, som datter af Athene, jo ikke vide.
"Vi skal ikke have aftensmad endnu.", sagd ehun lidt fraværende, hun kiggede op på himlen. Der var stadig ikke kommet nogle skyer... sikke en skam, amaranthe kunne godt bruge nogle skyer at kigge på.
*Well, man må jo tage det som det kommer*, hun kiggede over til Halfdan, havde han mere at sige?

//Kreatab

At hun virkede så fraværende var egentlig ikke noget der var gået op for ham, for i virkeligheden var han vel egentlig også fraværende selv? Halfdans blik fløj en sidste gang over den grå sø og alt omkring den. Fra hvor han stod kunne han se Amfiteateret og lidt af hovedbygningen, men de var nu også næsten midt i selve lejren. Halfdan havde endnu ikke længere lyst til at være der. Han havde vel andre 'ting' at give sig til? Idet hun svarede ham, var han allerede gået forbi hende på gangbroen, og stoppede derefter op for at kigge ned på hende. Hurtigt fortsatte han igen, med tunge skridt ind imod bredden og et sænket blik. han havde lyst til at stoppe op og i det mindste sige farvel eller noget andet til hende. Men han lod det hele hvile ved hvad han havde sagt sidst. Derfra brude hun vel forstå at selvom hendes nærvær ikke irriterede ham, så kunne han kun tage en bestemt mængde af nærvær... Måske, hvis de mødtes igen, ville han kunne tage lidt mere. han stoppede dog op på bredden og vendte sit ansigt imod hende. Blikket var ikke så koldt som før, men måske mere søgende. han sukkede dybt og begyndte blot at gå videre på hans egen vej.

//Out

Amaranthe satte sine hænder ned i broens træ og kiggede hen med et forundret blik på Halfdan.
*Hvad laver han?*, tænkte og blev pludselig trist da det gik op for hende at han forlod hende.
Hun så ned i vandet igen og ikke en eneste trækning lagde op til et smil.
"Farewell...", hviskede hun for sig selv. Det var ligemeget om han kunne høre hende, det vigtigste var at hun selv kunne høre det...
Mon de ville mødes igen? Sikkert ikke, det ville enten han eller hende selv forhindre. Dette møde havde jo ikke ligefrem været... verdens bedste.
Hun rejste sig og begyndte at gå efter ham, bare tre meter bag ham. Han så tilbage til hende inde ved bredden, hun gik dog lige forbi ham. armene havde hun slynget om sig selv og gik emd sænket hoved.
ikke fordi hun var ked af det, okay måske, mere fordi hun bare var generelt trist over at deres møde gik så... forfærdeligt, mildt sagt.
Hun vendte sig sagte om, hans ansigt hang stadig ved broen hvor hun sad. Hun vendte sig trist om igen og begyndte at gå ned mod Athene hytten.

//Out too