Alene eller ikke? ~ Amaranthe

Sted: Søen, Halvblodslejren.
Dag: Mandag morgen.
Omgivelser: Søen og få Halvguder og Satyrer.
Vejr: Solen skinner svagt og det er køligt.
Årstid: Forår.
Påklædning: En hvid jakke, der er lynet op, så man kan se den lyseblå striksweater indenunder, hvor man kan skimte skjortekraven oppe i halsen. Et par sandfarvet bukser og mørkeblå Converse sko med slidte snørebånd.

Connor havde hænderne godt begravet i sine jakkelommer. Han havde glemt sine handsker, typisk ham, men han gad ikke til, at gå tilbage og hente dem, hvor han endelig var nået hen til søen og han først lige havde bemærket det.
Han bed sig lidt i sin underlæbe, idet han kiggede udover vandet. Han stod tæt ved vandkanten og nød synet. Han elskede vandet, men ikke lige så meget, som han elskede solen, varmen og musikken. Men han havde altid elsket vandet. Selv hvis det bare var en sø eller en flod.
Han trak sig lidt tilbage, lidt tilbage fra vandkanten. Han kiggede rundt og bemærkede, at der var flere Halvguder og Satyrer, end han havde regnet med. Han kiggede lidt på Halvguderne, men bemærkede, at han ikke rigtig kendte nogen af dem nok til, at han ville gå hen og snakke med dem.
Han kiggede udover vandet i søen igen. Der var én person, han savnede rigtig meget. Han havde ikke set skyggen af personen i rigtig lang tid og savnen voksede og voksede sig indvendigt og snart ville det også blive tydeligt udenpå.

Påklædning: Hvid bluse, sorte leggins og en lilla-farvet nederdel, lavet af meget løst stof og går hende til knæene.
Løst hår med en enkelt fletning foran.

Søen var altid et sted, hvor man kunne møde nye personer... og nye personer var der nok af.
Siden den åh så berømte Percy Jackson havde besejret Kronos og fremsagt sit ønske med at guderne skulle godkende deres børn blah blah blah, var der kommet omkring 120 nye halvblodsbørn.
Hun sukkede, af alle de personer der var i lejren ville hun egentlig kun snakke med èn bestemt.
Hvor lang tid var der egentlig gået siden den dag i skoven? Siden dèn fantastiske dag hvor hun mødte den førnævnte person? Den dag hun mødte Connor? Et par uger, ville hun tro... eller nej, et par uger var meget, men ikke desto mindre sandheden. Ih guder, hvor hun dog hadede sandheden!
Hun lod hurtigt blikket skimme søen for bekendte ansigter... ingen, af hvad hun kunne se.
Solen strålede svagt og køligheden i luften, fik hende til at længtes efter sommeren.
Dagen var næsten perfekt, nymferne i hospitalsfløjden havde fundet en 'medicin' der kunne holde hendes hjerte i gang hele tiden, de sagde at der ikke var store chancer for at hun kollapsede igen. En nyhed der gjorde hende virkelig glad...
Nu skulle hun bare finde en hun kunne snakke med.

Connor slog sig forsigtigt ned. Han satte sig på hug ved vandkanten, da han helst ikke ville sidde helt ned. Han bed sig lidt i underlæben og fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne sidde sådan der i lang tid, så han rejste sig op igen.
Han vendte blikket ud til siden og kiggede nedad. Der lå en sten. En mellemstor, grå sten, der bare lå og så dum ud. Han sparkede den ud i vandet med en hurtig bevægelse. Han havde et stort temperament, og han kunne mærke, hvordan det voksede og voksede. Han blev ret sur, når han savnede nogen, for han lod altid skylden gå udover ham selv. Han mente, at det var hans skyld at han ikke havde set Amaranthe i så lang tid. Han hadede sig selv for det.
Hans tanker var et helt andet sted, idet han bare satte sig ned. Han rullede med øjnene og sukkede, da det gik op for ham, at han nu sad ned, hvilket han jo havde prøvet at undgå. Han trak sine ben op under sig og slog armene om dem. Så kunne han vel lige så godt bare blive siddende lidt. Han kiggede udover vandet.

Hendes blik for over søens bredder, der så ingen bekendte ud.
Hun fik øje på en masse brunhårede og sorthårede, men ingen lyshårede, hvilket skuffede hende.
Ikke fordi de lyshårede ikke var i nærheden, mere pågrund af at hun gerne ville se en bestemt, Connor.
Hun gik lidt mere, vinden legede med hendes lange, bølgede brune hår hun havde fået farvet. Hun var født sorthåret, men fik det farvet af hendes veninde fra Afrodite-hytten, Silena.
Et par najader vinkede til hende nede fra bunden, hvor de var halvt færdige med deres kurve. Hun smilede og vinkede tilbage.
Hun strøg noget hår væk fra hendes øjne og sukkede stille.
Hun satte sig ned i sandet og begyndte at tegne mønstre.
Græske søjlemøsntre, græske bogstaver, græske ansigter i profil.
Hun så vurderende på sine værk og slettede det med en fejende bevægelse med hånden.
Hun støttede med den ene arm mod sandet og lænede sig lidt til den arms side og så ud over søen.

Connor rakte op og strøg en hånd gennem sit lyse hår. Han kiggede bare udover søen. Han havde intet at give sig til, og det gjorde det bare ikke bedre, at savnen voksede og voksede indeni ham i for hvert sekund, der gik. Han kunne virkelig snart ikke bære det mere. Han savnede sin kæreste så inderligt, at det var helt vildt.
Han kom op at stå. Han børstede lidt jord væk fra sine bukser og kiggede rundt. Hvis hun ikke kom hen til ham, så ville han finde hende. Han savnede hende så meget, at han ville spørge alle han mødte om hjælp til, at lede efter hende. Hun kunne da ikke bare være væk!

Hun trak hende ben op under sig og slyngede hendes arme omkring dem, mens hun lagde panden mod knæene.
Hvorfor var det at hun ikke havdet set Connor i... hvad var det ved at blive? Meget lang tid! Var det pårgund af hende? Havde hun været for optaget af andre ting?Sandsynligvis, og sandsynligvis ikke...
Det var ikke til at sige.
Hun prøvede istedet at genkalde sig hvor han kunne være, ved bueskydningsbanen? Amfiteatret? Apollons hytte? Skoven?
Ingen af stederene havde hun set ham, men hvis han havde været i skoven på samme tid som hende, var det ikke til at vide. Skoven var stor og hun ville ikke kunne bruge en hel dag i skoven, hvad hvis hun farede vild?
Men hvis hun ikke snart mødte ham igen, så ville hun bruge ikke bare en dag men så mange der skulle til for at finde ham.
Men mon ikke, hun på et tidspunkt ganske tilfældigt stødte på ham? Ganske tilfældigt...

Connor kiggede rundt med sammenkneben øjne. Hvorhenne kunne hun befinde sig? Hun kunne ikke bare være forsvundet.. tænk hvis der var sket hende noget? Bekymringen voksede inde i ham og han blev mere og mere urolig. Tænk hvis der rent faktisk var sket hende noget? Hvis hun lå på hospitalet eller var kidnappet eller noget helt tredje?
Det ville han ikke kunne bære.
Han knyttede svagt sine næver og begyndte at gå. Han ville finde hende. Om det skulle tage ham hele dagen, dagen imorgen med eller bare resten af ugen, så ville han finde hende. Han ville være sammen med hende, lige meget hvad. Det var på tide, efter det var ved, at være rigtig lang tid siden, de sidst havde set eller snakket med hinanden.
Han bed sig i underlæben og drejede lidt om sig selv. Men hvorhenne skulle han starte? Hun kunne jo være alverdens steder? Medmindre hun var såret, så ville hun højst sandsynligt nok ligge på det lille hospital, men ville være i gode hænder.
Han besluttede sig for, at kigge rundt ved søen først, da han lige så godt kunne starte der, nu hvor han allerede befandt sig der.

Hun rejste sig, da det begyndte at kede hende bare at sidde ved søens bred og håbe at Connor på magisk vis dukkede op.
Det ville være bedre hvis hun rent faktisk gik rundt om søen, og prøvede at finde ham. Det ville nok hjælpe hende mere.
Hun så sig om, vinden legede med hendes hår og dækkede hendes øjne, så hun ikke kunne se noget. Hun prøvede uden held at feje håret væk fra hendes øjne.
Hun kiggede ned på vandet, vandet skvulpede og lavede små bølger. Hun trådte et skridt væk fra vandkanten og løftede blikket.
Hendes blik lagde sig på en brunhåret dreng, hvis ansigt så bekendt ud. Var det...? Hun sukkede, det var det nok ikke. Det var sikkert hendes øjne, der snød hende, fordi hun savnede ham sådan.
Men hvad nu hvis det var ham? Og hun så ikke kontaktede ham? Så ville der sandsynligvis gå endnu længere tid inden hun så ham. Men hvad nu hvis det, som det højst sandsynligt ikke var, ikke var ham? Og hun så havde kaldt ham, Connor? Det ville være seriøst pinligt. Men så havde hun i det mindste prøvet..
Hun kunne ganske enkelt ikke finde ud af hvad hun skulle gøre, og mens hun stod og kæmpede sin egen indre kamp havde han sikkert rejst sig. Chancen var sikkert forpasset.