endlig ro og fred eller måske ikke ~ Angus

S ~ Skoven
T ~ 15:32
O ~ hvad der nu er i en skov.
V ~ solen er fremme men giver ikke rigtigt varme fra sig.
P ~ http://spartacuswallpaper.com/public/gallery/widescreen/katie-mcgrath-mmxii.jpg 

Emma havde brug for at komme lidt væk fra det hele, men det var sjælden hun kunne slippe af med de død som fløj rundt omkring, dem have hun lært at leve med for lang tid siden. Hun var ikke den der var mest samme med andre, hun ville helst tage det stille og roligt, hun hvad været i lejren lidt over ni år nu, så hun var blevet meget beder til at være samme med andre, dog måtte hun indrømme at det nogen gange kunne blive formeget. Hun gik gennem skoven, den var næsten stille, hun sukkede, og så sig om mens hun stod op af et træ, hun viste hun heller ikke skulle forlangt ind i skoven da hun kunne fare vild, det have hun prøvet før og måtte have en ånd til at hjælpe hende ud der fra. Emma rettede lidt på tørklædet før hun gik videre med sine hænder begravet i lommerne på jakken, hun viste ikke helt hvad hun skulle lave der ude, men det fandt hun ud af sener.

Påklædning: Et par mørkerøde træningsshorts og sorte løbesko. En sort tank-top, samt hans træningsudstyr i form af stålhandskerne og sværdet der sad i bæltet.

Dagen var stadig ung, og selv hvis solen havde intentioner om at gå på hæld, så var dagen ikke forbi. Angus havde meget der skulle nås endnu, megen træning at fuldføre, før han kunne tillade sig at slappe af. Træningen med Chiron og resten af halvguderne var overstået, men det betød heller ikke at dagens træning var forbi. Alle som kendte Angus, vidste at han havde sin rutine. Han trænede mere end de fleste, opsat på at blive den stærkeste halvgud er eksisterede. Han socialiserede heller ikke særligt meget med de andre, men hvis han gjorde, kunne det skam godt gå hen og blive sjovt. Han var blot dedikeret og bestemt. Han havde ikke tænkt sig at blive i Halvblodslejren hele sit liv, så han trænede for en dag at kunne forlade den for evigt. Han havde før været på missioner udenfor lejren, hvilket viste sig i ar og skrammer.
Uanset hvad, så var skoven altid et godt sted at træne. Skoven var ikke altid et sikkert sted, så det holdte én på mærkerne, men der var også oftest fred og ro til at gøre hvad man kom for at gøre. Så han løb og løb og løb. Langs dyrestier og imellem træerne. Forbi lysninger og åbne områder, indtil han nåede en lille høj og stoppede op. Han kørte hånden med stålhandsken igennem sit hår og knyttede sine næver. Pauser var gode. Ikke fordi han havde brug for dem, men fordi han bedre kunne orientere sig.