All Time Low ~ Angus

Tid: 21.30
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, muligvis dyr og andre halvguder
Vejr: Det er lidt køligt, solen står stadig oppe, skønt det er ved at blive lidt mørkere
Påklædning: Tøjet -Solbrillerne sidder bare på

Den eneste grund til at hun vidste det var ved at blive sent, var fordi temperaturen var faldet, ellers ville hun have troet det havde været dag.
En af de værste ting ved at være blind var at man aldrig kunne vide hvad klokken var, om det var dag eller nat, morgen eller aften.
Hun lænede sig op af et af skovens træer, der var rigeligt af dem, mens hun prøvede at finde ud af med sig selv hvilken retning hun skulle prøve at lede efter lejren i. Endnu en dårlig ting ved at være blind, man kunne ikke se hvorr man var.
Hun sukkede, hun blev ved med at stille sig selv det sammme spørgsmål, hvorfor hende? Hvorfor var det hende, der var blevet blind? Hun havde været til landsstævne, hun havde været så på at vinde og så skete ulykken selvfølgelig.
Det var som om hun kunne se Veronicas triumferende smil for sig, det hånlige og triumferende, mens hun så på at hun dummede sig og hvordan hun så Amelias elskede hest blive aflivet på banen. Hvordan Veronia havde hånet hende og blæret sig med at hun vandt.
Hun lukkede øjnene, men tog ikke hendes solbriller af. Den fejl at tage solbrillerne af i troen af at ingen så hendes døde øjne havde hun begået før, hvor hun begge gange var blevet opdaget af henholdsvis en fem-årig pige og en selvglad Afrodite-søn. Og var der noget hun hadede var det, at folk så på hendes øjne. Gloede på dem, som var de museumsgenstande. Men det var de ikke, de var øjne. Helt normale, eller normale og normale, øjne. Tøjet

Det var sku mærkeligt... Der stod Angus, den sportslige fyr der havde mobbet nørderne på hans skole fordi de var anderledes. Og her stod han, i udkanten af skoven, iført rustning, sværd og skjold. Hvis han havde været hjemme i Des Moines havde folk i hvert fald kigget noget så nysgerrigt - men her var det jo helt normalt, og ingen kiggede undrende på ham. Jo, nogle gjorde. Men det var vel kun fordi han var ny? Hans søskende havde endelig fået lov til at udklæde ham en rustning Chiron havde givet ham. Den bestod af; en hjelm - en brystplade - arm- og benskinner - sandaler og så hans våben i form et et skjold og et sværd. Selvom det var nyt, så føltes det faktisk meget naturligt. Som om det hele tiden havde været meningen at han var iført sådan noget. Men han skulle jo træne og sådan, så hvorfor ikke gøre det i det udstyr han skulle bruge til dagligt?
Uden videre tøven, satte Angus i løb ind i skoven. I starten fulgte han en smal bæk der løb igennem skoven og til lejren, men adskilte sig derefter fra den med kurs ind i den dybere del af skoven. Han var også en smule vred, men via hans træning kunne han få tankerne på andre ting. En datter af Athene havde beskyldt ham for at være en idiot, og de var kommet op og skændes denne dag til træningen, blot fordi hans far var Ares. Det var sjovt hvordan man her kunne blive bedømt på hvilken gud der var ens far. Han gav et støn fra sig og i det samme øjeblik satte han af fra jorden, og sprang langt over en tyk træstamme. Med hans ene hånd tog han fat i en gren, og svang sig videre på hans vej. Hans skridt var tunge, og hver gang gav det et bump fra sig. Han skulle lære at bruge hans parkour og freerunning i skoven.

Bladene raslede, men det var vel lamindeligt i en skov, hvor der ikke ligefrem var en mangel på blade. De hang overalt, og var i vejen når man gik. Og da Amelia ikke kunne se noget, gik hun altid med hænderne foran sig. Det så sikkert meget morsomt ud, men alle der havde lyst til at prøve var hjertens velkomne til at miste deres syn og så kunne de få lov til at famle i det evige mørke sammen med hende.
De fleste halvguder ønskede at se deres gudeforældre, det gjorde Amelia ikke. Det eneste hun ønskede sig, var muligheden for at se endnu en solstråle, endnu en lys dag istedet for det evige mørke, den evige nat. Hun bed sig i underlæben og lod hånden glide igennem det bølgede hår, der gik hende til midten af ryggen. Hun troede det var brunt, men det havde for vane at ændre farve, ikke sådan pludseligt, men nogen måneder var det brunt, andre lyst og de helt tredje en mellemfarve mellem lys og brunt.
Hun begyndte at gå igen, men måtte straks støtte sig til et træ. Påtrods af hendes intense træning havde hun ikke genvundet hele hendes balance, der røg sammen med synet. Hun kunne dog genopbygge hendes balance, mens hendes syn var og blev væk. Lægerne havde sagt at det eneste der kunne give hende muligheden for at se igen var et mirakel eller en guds vilje, en rigtig, ægte gud.
Hun spidsede ører ved lyden af blade, der raslede voldsomt og grene der blev knækket på skovbunden, der var helt sikkert nogen i nærheden. Hvem det var, eller hvad det var, vidste hun ikke.

Det var egentlig meget rart for Angus at spæne igennem skoven på må og få, og bruge hans styrke og adræthed i stedet for at sidde stilel og høre på andre snakke. Han hadede at sidde stille, hvilket også var en af grundende til at han brugte alt hans fritid på noget fysisk i stedet for hvad andre kunne finde på af poesi og musik. Han løb forbi et par tykke træer, og da han kom om på den anden side, kunne han se en skikkelse lidt længere væk. Det fik ham til at stoppe op og tage hans hjelm af så han kunne se lidt bedre. Solen var stadig oppe, men træenes lange skygger kunne godt gøre ting lidt mere utydelige. Angus var på ingen måde en genert type, så han tænkte han ville spørge hende om hvor man ellers kunne gå hen for at træne og gøre ved.
Angus satte igen i løb, men denne gang ikke så hurtigt, og løb i retning af hvor han sidst havde set skikkelsen. Efter at have løbet rundt om et par træer, fik han endelig øje på en person. Det var en pige, der stod op af et træ. Hvad mon hun lavede herude?

"Ehm, undskyld?"

Sagde han først da han kom nærmere, og gik lidt rundt om hende så han kunne få øjenkontakt med hende. Hun havde ikke særlig meget tøj på, og han syntes i hvert fald selv at det var ved at blive lidt koldere. Men det var vel et mysterie ved piger, hvordan de kunne gå rundt i så lidt tøj selvom det var aften?

"Kunne du måske pege mig i retning af kravlevæggen?"

Spurgte han så da han var kommet nærmere. Det lød som en god ide at kravle lidt, også selvom han ikke var helt tryg ved højder. Han smilte bare venligt til hende og lagde hovedet lidt på skrå. Måske var hun også selv faret vild? Så ville hun nok ikke være til så stor en hjælp.

Hun burde vel egentlig fryse, men hendes far havde sørget for at solen hele tidne opvarmede hende, det var ihvertfald Chirons forklaring, så det tøj hun havde på frøs hun ikke i. Hun vidste egentlig ikke helt hvad hun havde på, Nuka havde fundet det til hende. Hun måtte bare håbe det passede sammen.
Hun kunne egentlig ikke så meget, ihvertfald ikke nogen ingen anden kunne. Hun kunne ikke bruge et sværd, da hun ikke rigtig kunne se hvor hun svingede det hen. Hun kunne ikke bruge bue og pil, da hun ikke kunne se om hun skød nogen ned. Og hun ville helst ikke skyde nogen ned, det ville være højst uheldigt.
Hun syntes at bladenes raslen, og de knækkende grene kom nærmere. Enten var det et uhyre, der så hende som et nemt bytte eller også var det en halvgud, der ville have lidt sjov ud af at drille hende. Ja, hvor er dog sjovt at drille den blinde, hva'? På den anden side, meget få vidste hun var blind.
Hun rettede hovedet ned mod skovbunden, selvom hun ikke kunne se den, var det en gammel vane at kigge ned, hvis hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Eller i en samtale, sige.
Hun løftede hovedet ved lyden af en stemme og så i den retning, stemmen syntes at komme fra. Hun kunne ikke kende stemmen, og eftersom hun hørte bedre end andre kunne hun let genkende stemmer, så hun gættede på at personen foran hende ikke var en hun havde mødt før. På med den ikke-blinde facade.
Hun sukkede lydløst og hørte efter hvad personen sagde. Åh nej, hvorfor var det at han lige skulle spørge om vej? Hvorfor dét? Hvorfor ikke... om hun syntes det var godt vejr, bare alt andet end det personen spurgte om. Hvilket køn var personen egentlig? Den lød som en dreng, da den var for dyb til en pige, så det måtte være en dreng hun stod overfor. Eller ung mand.
"Kravlevæggen? Den er..."han sagde temmelig tydeligt 'pege i retning af'. Pege,"i lejren."
Det var da smart snoet uden om, ikke? Nej, hun havde desværre lydt som hun var: Fuldstændig fortabt, om hvor hun var.

Imens Angus nærmede sig pigen, opdagede han at han stadig havde sit sværd i hånden. Så af frygt for at virke skræmmende eller på anden måde truende, stak han hurtigt sværdet i den skjulte skede der var på bagsiden af hans store skjold. Han holdte derved hans hjelm og hans skjold i hænderne. Han lagde lidt mærke til at hans tilstedeværelse måske ikke var helt ønsket fra hendes side. hendes øjne var i hvert fald skjult bag solbrillerne, og hendes svar syntes at være for at få ham væk, ikke for at lede ham på hans vej. Han kom jo fra lejren, og havde fået at vide at kravlevæggen var udenfor lejren.

"Er du sikker?"

Spurgte han, en smule nærgående - men som sagt, han var ikke genert. Han vendte hovedet lidt på skrå og kiggede nærmere på hende. Det eneste han skulle bruge var blot et retning, lidt koordinering i form af nord, syd, øst eller vest. Men hun lød lidt usikker. Så hans korte teori om at hun nok også var faret en smule vild, var begyndt at lyde rimelig fornuftig. Han kunne ikke lade være med at smile venligt til hende da han kiggede nærmere. Hendes balance så ikke helt god ud, og det samme med hendes sans for retning. Det var sådanne imperfektioner der gjorde folk spændende.

Hvem var denne person, der lød mistænkeligt meget som en mand? Som sagt, ikke en hun kendte. Om hun havde lyst til at lære ham at kende? Egentlig ikke, men nogle gange har man jo ikke et valg.
Hun foldede hånden om en gren og klemte til, hvorfor vidste hun ikke, måske havde hun bare brug for at komme af med noget vrede. Vrede til hendes far, der aldrig havde kontaktet hende. Aldrig sendt et postkort, et brev eller en satyr. Han havde ikke gjort noget, før hun blev blind. Så kunne han pludselig godt få tid til at sende en satyr. Men han havde ikke tid til at sende et brev om hvordan hun havde det, bare skrive nogle få ord ville gøre hende lykkelig. Eller, hun ville ihvertfald tro på at han virkelig brød sg om hende. Hvad var det han havde gjort for hende indtil nu? To gode ting, kunne hun remse op og en masse dårlige. Første gode ting han havde gjort for hende, sendt hende en satyr. Anden gode ting han havde gjort for hende, accepteret hende som hans datter. Men at acceptere en som deres barn, var ikke ensbetydende med at personen holdt af barnet. Det havde hun beviser for.
Personen hun stod overfor, eller hvor han nu stod i forhold til hende, var sikkert en rigtig badass. En af de, der løb rundt i skoven med de forvoksede tændstikker, dyrkede freerunning og slet ikke var genert. Altså, det præcist modsatte af Amelia, der gik rundt i skoven, dyrkede ikke freerunning og var meget genert. Genertheden var dog kommet af at hun ikke ville afsløre sin blindhed.
"Eller uden for lejren,"hun lød præcis så fortabt, som hun følte sig,"Jeg ved det ikke!"
Hun strammede grebet om grenen, da hun ved et enkelt skridt kom lidt ude af balance. Hvorfor var det at hun også gik i skoven? På fladt terræn, kunne hun sagtens holde balancen, men her var der grene og buske over alt, hun kunne altså ikke holde balancen. Damn it.

Måske var Angus badass? Det havde han nok været iblandt normale mennesker. I skoletiden havde han uddelt tæsk, mobbet de svagere, og været centrum for opmærksomheden. Men sådan var det ikke længere. Nu befandt han sig i en lejr hvor nærmest ingen kendte ham, og hvor han af nogle blev dømt efter hvem der var hans far. Indtil videre, var han ingenting i Halvblodslejren - bare en anden tilfældig halvgud. Det var selvfølgelig nogen han skulle vænne sig til. Men måske var det også det bedste? På den måde kunne han komme ned fra hans piedestal og ned på jorden hos alle andre.
Angus kiggede nærmere på hende, en smule nysgerrig og opmærksom på hvilken 'slags' person hun måtte være. Det virkede ikke til at hun var god til at få øjenkontakt - hun måtte være lidt genert. Det fik ham til at smile lidt venligt, men da hun var ved at miste balancen skulle han lige til at hjælpe hende, men det så ud til at hun selv ordnede hendes problem. Hendes stemme lød fortabt, og hendes svar fik ham til at tage et enkelt skridt bagud. Han var næsten helt bange for at gøre hende fortræd, eller rettere sagt bange for at hun troede han ville gøre hende fortræd. Han begyndte langsomt at blive mistænksom, og placerede så både hans skjold og hans hjelm på skovbunden inden han begyndte at gå nærmere.

"Måske er du også faret lidt vild?"

Spurgte han med en så venlig stemme som hans halvdybe toneleje kunne frembringe. han sørgede for ikke at gå alt for tæt på, men tæt nok til at han kunne se lidt nærmere. Han kunne ikke se hendes øjne igennem solbrillerne, og han lagde mærke til hvorledes hun holdte godt fast om grenen. Var der mon noget galt? Han var tæt nok til at han kunne række ud og røre hende, men det måtte han nok hellere lade være med. Hun virkede lidt som en kat der ville kradse hans fingre i stykker hvis han gjorde det.

Hun lukkede øjnene, et kort øjeblik, bare for at vinde balancen og rettede så opmærksomheden mod den nyankomne. Hun prøvede at huske, det gjorde hun virkelig, hvor hun havde hørt kravlevæggen lå, men måtte til sidst indrømme for sig selv at hun ikke kunne huske det. Ikke fordi ingen havde fortalt hende det, mere fordi at hun hvor hun ikke kunne se, fandt hun ikke oplysninger som hvor steder lå henne specielt interessant.
Hun lukkede endnu en gang øjnene, på en eller anden måde var det blevet en vane og det føltes beroligende. Som om, hun ved at lukke øjnene kunne lukke alt ude.
Hun åbnede dem ikke da han talte igen, han kunne alligevel ikke se hendes øjne igennem de sorte solbriller der skjulte de mælkehvide og ubevægelige øjne hun bar rundt på.
Faret vild? Hende? Det kunne man vist roligt sige, da hun kunne gå nogle metre fra lejren og hun kunne ikke se den. Derfor brugte hun også meget tid sammen med Felicia, datter af Zeus, der brugte tiden på at hjælpe hende med at finde rundt. Felicia, eller Felly som Amelia kaldte hende, var hendes eneste rigtige veninde. Selvfølgelig var der også Nuka, men Nuka var ligesom hendes halvsøster, så det gjaldte ikke.
Hun var egentlig en temmelig værdiløs halvgudinde, der ikke engang kunne se hvor hun selv gik. Derfor var det nok også underligt at hun brugte så meget tid ude i skoven, når hun ikke kunne se hvor hun var i forhold til lejren.
"Ja, på en måde,"åhr nej, behøvede den sidste kommentar at komme med? Hades tage dig, tunge!
Hun lagde godt mærke til hans venlige tonefald, så hun gjorde også sit venligt. Eller ihvertfald ikke direkte uvenligt, måske nærmere. Nej, hun sagde det nok venligt.
Hendes greb om grenen blev løsnet lidt, da hun genvandt balancen. Men kun lidt.

Måden hun bevægede sig på, måden hendes hoved var rettet imod ham, og måden hun holdte om grenen. Der måtte være noget galt. Var hun blind eller hva? Hver gang han syntes at have øjenkontakt med hende, så kunne han alligevel ikke være sikker med de mørke solbriller. Og hvem gik også med solbriller på denne tid af døgnet? Solen var så småt begyndt at gå ned, og det lys der var tilbage, var på ingen måde skarpt eller forstyrrende. Faktisk var det glødende lys med til at gøre skoven et lettere hyggeligt sted, til forskel fra om natten hvor han godt kunne forestille sig at nogle blev skræmt. Angus gik rundt om træet, så han stod på den anden side af grenen hun holdte fast i. Han begyndte at indse at hun havde problemer med synet - det lå lige til højrebenet, men det var så sjældent at man så eller mødte en person der var blind. han sagde ikke noget til det, men hørte i stedet hendes svar, og hans nikkede for sig selv med et smil.

"Okay, nu forstår jeg."

Sagde han bare rolig og måtte indse at han nok ikke kunne få meget hjælp vedrørende retningssans fra hende. Men de var nu alligevel et godt stykke fra lejren, og der var ikke andre eller andet i syne. Angus valgte ikke at nævne hendes syn, eller bare så meget som spørge om der var noget galt. For hvis der var, så var hun sikkert meget øm omkring det, og så kunne det jo udvikle sig til at blive et noget så ubehageligt møde. I stedet gik han lidt mere rundt om træet, og hen til hende igen - dog stadig med god afstand til hende. Han tænkte sig lidt om og kiggede så på træet.

"Hvis du er faret vild her i skoven, er der altid nemt at finde tilbage igen."

Sagde han først og ventede lidt på en reaktion fra hende. Hovedet var lidt på sned og han hævede det ene øjenbryn idet han placerede hans ene hånd på træets stamme. Han havde lært lidt af hvert tilbage i Iowa, hvor jagt og campering var overraskende populært iblandt familier og venner. Måske skulle han dele lidt af sin viden?

"Der gror mos på træerne i den her skov. Det er meget blødere end barken, og det gror altid på nord-siden af træerne. Lejren ligger mod syd - så når du har fundet mos på træerne, kan du altid bare gå den modsatte vej, og så kommer du til lejren."

Forklarede han i en rolig tone, og fandt selv en god klump mos der groede på det træ de stod ved. Det var altid smart at vide i en skov, og især hvis man ikke kunne se himlen for trætoppene. Han stod lidt afventende, og vidste ikke helt om han bare skulle skride, eller blive.