Hello, sweetheart, missed me? ~ Angus

Påklædning: Brystplade Link, et par tætsiddende, brune knælange shorts.

Angus kunne godt lide sine pligter i lejren. Det gav ham en ansvarsfølelse og en følelse af at være brugbar. Han var også meget pligtopfyldende, også selvom der nogle gange var andre ting han hellere ville bruge sin tid på. Men det var vel typisk for en søn af Ares? Han gjorde hvad der blev sagt, og stod vagt på Halvblodsbakken som han havde gjort så mange aftener og nætter. Ofte var der rimelig stor aktivitet deroppe. Andre lejrbeboere der rendte rundt i natten, folk der af den ene eller anden grund ville ud eller ind af lejren. Og nogle få gange var der nogle knap så venlige væsner der enten ville ud eller oftest ind. Man skulle jo heller ikke glemme at der også var monstre og skræmmende væsner i lejrens skovområder, som nogle gange kunne være så frække at forsøge at bryde igennem lejrens grænse. Og døtrene af Artemis var i hvert fald ikke glade for at deres byttedyr forlod lejrens skove.
Så Angus havde iført sig lidt rustning og våben og indtaget sin plads. Han havde bare en tank-top på inde under hans brystplade, så armene og halsen var bare. Han frøs aldrig rigtig alligevel, så ingen grund til at pakke sig ind i alt muligt ligegyldigt tøj. Traditionelt ville man jo også være et form for skørt til en sådan brystplade - men der var sku ikke nogen der kunne få Angus ned i et skørt. Det her var det enogtyvende århundrede, og han kunne fandeme tage et par shorts på i stedet. Så for stadig at være bevægelig, havde han iført sig et par tætsiddende girdle-lignende shorts. Han havde heller ikke en hjelm på, ej heller havde han medbragt et skjold. Men han havde bare sit kastespyd og sit sværd - det burde være nok.
Angus stak sit spyd i jorden da månelyset afslørede en velkendt skikkelse på bakken, tæt ved indgangen til lejren. Han havde været ude på en lille gåtur langs grænsen, og luntede nu roligt hen imod Ashley. Hans tunge skridt fortalte hende sikkert at han var på vej, så han satte farten lidt ned idet han rundede omkring et træ, mod hende. Han smilte skævt. "Ashley? Hvad laver du her så sent?" Lød det fra ham, og han var stoppet op ved træet. Han placerede sin ene hånd på træet og placerede sin vægt på sit ene ben, med blikket mod hende. "Kan du ikke sove?" Tilføjede han med et lettere kækt smil, men dog mest af alt et afslappet udtryk. Det var godt at se hende. Han skulle stå der i flere timer, sikkert det meste af nattetimerne, og så var det da lækkert at hun var kommet forbi.

Ashley havde haft mange søvnproblemer de seneste mange måneder, hvilket Angus jo godt vidste, ligesom han vidste at hun elskede at gå i månens skin og nyde natten en gang i mellem. Så hun tilbragte mange nætter med at gå rundt i lejren og af og til besøge Angus når han havde vagt oppe ved Bakken. For at være ærlig, og det var hun jo altid, så sov hun bedst i armene på Angus, hun nød at føle sig beskyttet og vågne op og se ham som det første, det var virkelig verdens bedste måde at vågne på, i armene på den man elsker. 
Såret på hendes hals var fuldstændig helet og hun var begyndt at træne for nogle ugers tid siden, faktisk, og det var skønt for hende at kunne komme igang igen. Hun havde savnet at kunne bevæge sig uden at skulle være bange for at bryde et sår op. Men nu havde hun et kæmpe ujævnt ar på venstre side ad halsen, hvilket hun både ærgede og glædede sig over, for hun var jo sluppet væk fra en Kimæra, dog med en hæslig og konstant påmindelse. Hun havde kun lide overlevet.  
Da hun så en bevægelse ud ad øjenkrogen og kort hørte hans skridt, vendte hun sig og begyndte at gå over imod ham imens hun lyste op i et stort smil. Hun klukkede let over hans ord og gik helt over til ham og hilste ham med et lille og let kys imod hans læber. "Ja, jeg kunne ikke sove," sagde hun og så på ham med et blidt blik. "Så jeg tænkte,at jeg lige kunne komme og holde dig ved selskab." Hun så på ham og strøg en hånd igennem håret med et lille grin og så på ham med et kærligt blik. Nogen gange kunne hun stadig ikke helt fatte at de var sammen.

//Btw, jeg går i seng nu  Natnat xD

Angus var faktisk imponeret over Ashleys genoptræning fra hendes tidligere sårbare stadie. Ikke mange i denne lejr kunne prale med at have overlevet et angreb fra en kimæra, også selvom det nok ikke var noget at prale over. Angus havde selv forsøgt at hjælpe Ashley, motivere hende. Så imens hun havde været skadet havde hun råbt og motiveret Angus, og nu hvor hun var tilbage i arenaen, havde Angus skubbet hende en smule. Men ikke for meget - han vidste jo godt at hun også gerne ville klare ærterne selv. Hun var jo en halvt udødelig datter af Hades, og ikke en lille forsvarsløs tøs, der skulle beskyttes hele tiden. Dog var det jo Angus der var tale om, og en af de ting han tænkte aller mest på, især efter hendes lange skadesperiode, var at beskytte Ashley. Det kunne måske gøre hende forlegen, eller få hende til at føle sig blot en smule hjælpeløs, men sådan var det nu engang. Hvis nogen så meget som sendte hende et forkert blik, eller krøllede et hår på hendes hoved, ville Angus hjertens gerne kaste dem halvvejs over havet, eller fodre dem deres egne fucking tænder.
Selv havde Angus holdt sig i lejren for en gangs skyld. Så i stedet for at finde andre halvguder rundt omkring i verden, som han havde gjort i en overgang, passede han blot sin træning og sine pligter i lejren. For slet ikke at nævne, at han jo yndede at holde Ashley ved selvskab. Derfor havde han for det meste holdt sig ude af ballade og potentiel fare. Dog kunne han stadig ikke lade være med at komme i de eventuelle slåskampe i arenaen, eller jage i de farlige dele af skoven. Så han havde ikke erhvervet sig andre skader og ar end dem han havde erhvervet sig på sine rejser. Han smilte lidt bredere idet hun kom tættere på ham, og da hun var helt henne ved ham, lagde han sin hånd på hendes ryg, og gengældte det korte kys. "Du bliver nødt til snart at tage nogle sovepiller, eller drikke dig fuld inden sengetid. Ellers ender du sikkert med at ødelægge din døgnrytme." sagde han lidt kækt og fæstnede sit blik på hende. De burde ikke gøre dette. Han havde sin vagt, og hun missede sin søvn. Men det var lækkert alligevel, og han ville aldrig blive træt af hendes selvskab. Desuden... så kunne sådanne sene vagter godt være pisse kedelige, på trods af hvor dramatiske andre troede de var. Det handlede som regel om at sende halvguder tilbage til deres telte, eller skræmme små væsner væk fra grænsen. Nogle gange syntes han at kunne høre brøl eller åndedrag fra større væsner i mørket et sted, hvilket godt kunne freake ham en smule - men Angus var ikke nem at skræmme. Og så længe han havde sine næver eller sit sværd, så kunne de sku komme an.
"Så kunne du i det mindste have taget en madpakke med til mig." Sagde han endnu engang kækt og en smule drilsk, inden han plantede endnu et hurtigt kys på hendes læber. Han vidste godt hun ikke sov så godt for tiden, men han vidste ikke hvorfor. Men han vidste hun godt kunne lide at sove med ham. Så langt de fleste nætter sov de i samme seng, enten hans eller hendes, og så virkede det i det mindste til at hun fik lidt søvn.

Da Ashley var begyndt at træne igen havde hun godt kunne mærke hvor meget det havde påvirket hende ikke at træne, meget af hendes gamle styrke og udholdenhed manglede, ikke at hun nogensinde havde kunne måle sig med Angus eller havde haft de samme kampfærdigheder som et barn af Athene, men hun var stædig og huk nægtede at give op, og det var hendes fordel. Og ved at Angus havde været der og sørget for at motivere hende ligesom hun havde gjort med ham da hun selv var ukampdygtig, så var det skredet ufattelig hurtigt frem. Så hun var glad for at han havde skubbet hende den lille smule, for hun havde været en forsvarsløs lille pige imens hun havde haft sit sår, for kæmpede hun og fik pulsen op, så svækkede giften hende endnu mere og hun ville max kunne kæmpe i et kvarters tid før hun blev alt for svag. Så hun havde faktisk haft stærkt  brug for ham til at være der for hende, hvilket hun vidste han var og også havde fået bekræftet flere gange. Han lod hende klare tingene selv samtidig med at han havde hendes ryg. Det glædede hende samtidig med at det måske gjorde hende en anelse forlegen, men hun kunne og ville ikke ændre på ham.
Idet han lagde hånden på hendes ryg, lagde hun begge hænder imod hans bryst og så op på ham og skar en lille grimasse. "Jeg bliver så sløv af sovepillerne bagefter og jeg får bare tømmermænd af at skulle drikke mig fuld," sagde hun med et lille grin på læben og trak let på begge skuldre. Det var en lettelse ikke at skulle huske sig selv på, at hun ikke behøvede at lade være med at bevæge venstre skulder. Og bare for at nyde det, rullede hun en omgang med skuldrene og sukkede let inden hun smilede op til ham igen. Det var egentlig dumt at besøge han imens han havde sin vagt, men.. en gang i mellem kan der da ikke tages skade af, vel? Hun holdte ham bare ved selskab og hvis der skulle ske noget, kunne hun hjælpe. Og hun vidste jo fra ham af, at det godt kunne blive røvsygt at skulle stå vagt i flere timer, så hun havde intet imod at holde ham ved selskab, det bar lidt af en win/win-situation, hvis man så det fra dén side af.
Hun lo lavmælt over ham, men nåede ikke at svare da han kyssede hende, og hun gengældte det blidt. "Desværre, jeg tog kun mig med," sagde hun drilsk og plantede endnu et lille kys mod hans bløde læber. Huk sov dårligt på grund af mareridt fra fortiden. Man kunne se søvnmanglen på de mørke rander under hendes øjne, men ellers så virkede hun frisk nok, hun havde lært at gå på så lidt søvn som hun nu engang fik. De nætter hvor hun sov sammen med Angus, var de nætter hvor hun sov bedst og længe. Ellers ville hun vågne op flere gange midt om natten, rystende og svedende.

Det var rigtigt, Ashley kunne altid hjælpe hvis noget skulle ske. Og det ville Angus ikke have noget imod overhoved. Men han tvivlede dog på at noget ville ske, så han var skam meget glad for at hun var kommet forbi. Det eneste han havde lavet denne aften, var bare at løbe lidt frem og tilbage langs grænsen, og se om der skete noget. Og så havde han taget imod en mindre gruppe af halvguder der var ankommet til lejren denne aften. Og nu havde han æren af at tage imod Ashley. Han kunne godt lide hende, ja han elskede hende. Men det var nu ikke særlig tit hun hørte ham sige det, i hvert fald ikke af sig selv. Han ville nu hellere vise hende det via sine handlinger.
Nogle gange kunne han ikke fatte at de to var sammen. De var rimelig forskellige, og så alligevel ikke. Angus elskede at kæmpe og slås og havde ingenting imod at blive skadet fra tid til anden. Men når han så blev skadet, havde han jo Ashley. Han elskede at sove ved siden af hende, og ville hellere end genre ofre sin egen nattesøvn på at hun kunne få sovet. En enkelt gang var han kommet forbi hendes værelse, hvor hun havde svedt og rystet, og havde hjulpet hende til at sove. Det var nu lidt synd for hende, så han ville gerne gøre hvad han kunne for at hjælpe hende. Han fjernede sin anden hånd fra træet, og tog et skridt tættere på hende imens han placerede sine hænder på hendes hofter og talje. Det var jo næsten ondt og udspekuleret af hende, at komme derop i en så tætsiddende top. Sådan at friste ham. "Så må jeg jo nøjes med dig" Sagde han drilsk og førte hurtigt sin mund op til hendes næse. Han formede sin mund om hendes næsespids, og lod sine tænder glide ud til spidsen, som om han tog en bid af hende i stedet. Han trak derefter sit hoved tilbage igen og kiggede ned på hende med et skævt smil inden han så kiggede over hendes skulder ned mod lejren. Lejrområdet var altid musestille om natten, men man vidste også altid at der var nogle halvguder ude og traske i natten.
Han kom i tanke om noget der gav ham et skæt smil på sine læber, og kiggede tilbage på Ashley. "Har du hørt rygterne?" Spurgte han først og hævede sit ene øjenbryn, lettere mystisk. Han trak hende helt ind til sig, og kiggede ned på hende. "Persephone siges at have sendt hendes hunde ud efter en af Poseidons sønner..." Sagde han så og gav hende et blik der var meget indirekte og fortællende. Alle vidste jo hvad Persephone var ude efter. Denne søn af poseidon var sikkert en af hendes små elskere som var smuttet fra hende, eller noget i den retning. Angus var egentlig lidt ligeglad, men Chiron havde fortalt ham at han skulle holde øje med dem langs grænsen.

Ashley kunne heller ikke altid fatte at de var sammen, for på mange punkter var de jo så forskellige, men alligevel passede de perfekt sammen. Død og kamp fulgtes jo også ad til tider, så måske var det ikke så mærkeligt, selvom man måtte se på deres forskellige personligheder en gang imellem, så fuldendte de hinanden på en eller anden mærkelig måde, der hvor Ashley var svag var Angus stærk, og omvendt. 
Hun anede ikke at han havde set hende midt i en af hendes mareridt, kun at hun var vågnet op med ham ved sin side og havde sovet noget bedre end normalt. Hun havde aldrig rigtig snakket med ham om mareridtene og hun vidste heller ikke hvordan hun skulle begynde, for så skulle hun jo også fortælle om hvad der skete i mareridtene, og det var.. ja, det var ikke ligefrem let for hun havde aldrig rigtig snakket med nogen om den periode før. Han kendte til Melanie, ja, men han kendte ikke til hvad der var sket i det år før hun var kommet til lejren. Det var hendes egen lille hemmelighed. 
Hun lo blidt op til ham da han trådte tættere på og lagde begge hænder imod hendes hofter. Hun åbnede munden for at sige noget, men nåede aldrig så langt da han skulle til at tage en 'bid' af hendes næse. "Neej," sagde hun leende og lænede sig bagover for at slippe fra ham, men han fik hende til sidst og hun lo og kørte håndryggene over næsen, som en lille killing. Hun skulede kort og halvhjertet op til ham, inden hun smilede og lagde armene omkring hans nakke og lænede sig ind til ham. Da hun så smilet på hans læber, lagde hun nysgerrigt hovedet let på skrå og rystede på hovedet da hun hørte hans spørgsmål. Hun klukkede lidt da han fortalte hende det. "Det er så typisk, for helt ærligt.. jeg fatter ikke hvordan nogen  vil være sammen med hende, hun er den mest tørre og ondskabsfulde kvinde jeg nogensinde har mødt!" sagde hun med et lille grin, for hun havde jo selv mødt Persephone. "Intet under at min far faldt for hende." Hun rystede let på hovedet og smilede let til ham.

Nej, Angus kendte ikke til Ashleys drømme eller mareridt, men han kendte til sine egne. Han var søn af Ares. Den mest voldelige, brutale og hensynsløse gud. Essensen af den basale menneskelige vold i krig og kamp. Og alle vidste, at Ares var fuldt af Phobos og Deimos, Frygt og terror. Nogle gange ville han se mørke skikkelser af Phobos og Deimos i sine drømme, som Ashley og ham havde set en skikkelse da de to havde åbnet hans kiste. Ares havde endda sagt, at hans to halvbrødre nogle gange fulgte Angus. Han ville se billeder af sin far i olympiadernes storhedstid, ridende på sin stridsvogn og med sine fjenders blod på sit sværd, med skarer af mennesker løbende for deres liv. Han ville se sin fader kæmpe side om side med trojanerne, og se ham nedlægge kæmper i uforklarlige glimt og billeder. Så nogle få gange, var det Angus der vågnede med sved på panden, hjemsøgt af de tusinde og atter tusinde genfærd hvis liv hans fader havde taget. Han ville høre mumlende stemmer, der fristede ham til at bryde sit bånd med fornuften, imens stemmen af hans far fortalte ham hvor ynkelige de andre guder og deres børn var. Især Ashley, havde Ares talt om i Angus' hoved... Ares vidste alt om hvad der foregik i Angus' liv og hoved, yderst interesseret i sin søns eskapader og handlinger. Men sådan var det vel at være et barn af en gud? Og der måtte være mange andre som havde det som ham?
Angus vidste at Ashley ikke kunne lide at man rørte ved hendes næse, og han elskede den måde hun via sine yndefulde bevægelser, mindede lidt om en killing. Hans egen lille killing, som spandt under hans berøringer og nogle gange hvæste af ham og kradse ham. Men nu havde han jo heldigvis en brystplade på, så han skulle nok være sikker... "Hun lyder som en kælling.." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå idet hun også gjorde det. Persephone og hendes skide hunde kunne rende ham. For Angus havde jo sin egen lille sag, sin egen lille djævle kat, lige der hos ham, så hvad skulle han med andre? "Hende kan vi ikke lide." Havde han mumlende med et smil og plantede et kys på hendes hage. Hver evig eneste dag, selv de dage hvor hun var i dårligt humør, skulle hun vide at hun var alt hvad han ville have. Egentlig havde han bare lyst til at smide hende over skuldren, og slæbe hende ned i sin seng - men mon ikke om det kunne vente lidt? Han var i færd med at plante nogle kys på hendes hals, idet kan kom i tanke om noget, der fik ham til at stoppe og kiggede hende i øjnene igen. "Er Dulcamara en af hendes hunde? .. for jeg har ordrer til at holde dem ude af lejren." spurgte han så med en svag rynken på sit øjenbryn. Han havde set en enkelt af dem denne aften, ved grænsen til den vestlige skov. Men det havde ikke set ud som om at de kunne komme igennem barrieren.

Ashley kendte intet til hans drømme, men ville ikke undre sig hvis han fortalte hende om dem, for han havde været igennem lidt af hvert af det hun havde hørt. Men som han var der for hende, ville hun også være der for ham, selvom han nok var en stor og stærk ung mand, så var hun der for ham. Selvom han ikke behøvede nogen. 
Hun vidste godt at han valgte hendes næse på grund af de killinge-agtige bevægelser hun kom med bagefter. Hun anede ikke hvor hun havde det fra, hun havde gjort det lige så langt tilbage hun kunne huske, sjovt nok. Og præcis som en killing, hun var sød og kær til tider, men også klør og tænder, som hun ikke var bange for at bruge. Hvilket han havde fundet ud af for lang tid siden. Hun kom med en lyd der godt kunne lyde som mmhh, og smilede lidt til ham imens hun så ind i hans dejlige, brune øjne. Hun nød at se ind i dem, selvom der måske ikke var noget specielt ved dem for andre, så var de nogle af de mest smukke øjne Ashley nogensinde havde set. "Bestemt ikke," sagde hun lavmælt med et lille grin og nød det kys hun fik på sin hage, og uden at tænke, lagde hun hovedet lidt bagud og mere på skrå, som en slet skjult hentydning til at han ikke måtte stoppe. Hun nød at mærke hans varme læber imod sin køligere hud, og hvordan de sendte små stød gennem hendes krop. Hendes læber skiltes let og et lille suk slap ud ad dem idet han kyssede hendes hals. Hun blev brat revet ud ad det da hun hørte hans stemme og ord, og hun blinkede kort da hun selv slet ikke havde tænkt over det. Dulcamara var jo en helvedes hund, dog en af de meget få helvedes hunde der var set som venlige. "Dulcamara er min, ikke hendes, han følger ikke hendes ordre," sagde hun og smilede lidt til ham. Hendes hjerte havde lige sprunget et slag over af den kortvarige frygt. 
Hun lod sin ene hånd køre fra hans nakke op til hans kind og kærtegnede den blidt inden hun blidt lod sin tommelfinger følge hans underlæbes linjer, hun fik så sandelig aldrig nok af ham.

"Godt. Så behøver jeg ikke at slå ham ihjel." Sagde han, lidt drilsk. Angus kunne godt være en smule kynisk fra tid til anden, men det var han nødt til at være. Han var en af de mest kompetente unge krigere i lejren, og en søn af Ares. Hver evig eneste dag måtte han bevise sit værd, ikke blot overfor sig selv og resten af lejren, men for verden og hans far. Hvad hverken Ashley eller Angus måske ikke havde indset, så kunne han sikkert se frem til et langt og hektisk liv. Ares var en gud med mange fjender, selv de andre guder hadede ham fra tid til anden, og det kunne ofte gå ud over hans børn. Så snart han var gammel og stærk nok til at tage sig fuldstændig af sig selv og dem omkring ham, ville væsner komme efter ham som regn fra skyerne. Et sted i hans hjerte, indså han at han aldrig ville få fred. Han ville sikkert tage i krig engang i fremtiden, drevet af den lyst og trang der gemte sig dybt i ham. Det var et liv han ikke havde lyst til at hive Ashley med ind i, men han kunne heller ikke få sig selv til at give slip på hende.. for han elskede hende, og kunne ikke forestille sig en fremtid uden hende.
Angus lod sin ene hånd glide op langs hendes side, op ad hendes ene arm. Han lod blidt sine fingre køre en smule langt aret på hendes hals og om bag hendes nakke, hvor han roligt begyndte at nusse hendes hud en smule. Nok havde hun ar hist og her, og nok havde hun skrammer fra tid til anden. Men hendes hud var stadig himmelsk og blød, og hun var præcis som han ville have hende. For hun var Ashley. Blød og stadig hårdfør, omsorgsfuld og stærk, og han ville forgude hende hver dag han kunne slippe af sted med det. "Ved du hvad vi heller ikke kan lide?.." Spurgte han lidt drilsk og hævede et øjenbryn, inden han plantede et hurtigt kys på hendes bløde læber. "Den her vagt..." Sagde han videre, og plantede endnu et lille hurtigt kys på hendes læber. Han løftede hendes fødder op på hans, og tog et par skridt rundt, så hendes ryg var mod træet. "Du er meget bedre end den her vagt." Sagde han med et smil imod hendes læber.

Ashley klukkede lidt over ham og slog det hen med en lille rysten på hovedet og et smil på læben. Det var ikke til at sige hvad Ashley ville gøre hvis han endte Dulcamara's liv, for selvom hun elskede den hårdføre halvgud der stod overfor hende i øjeblikket, så elskede hun også Dulcamara, og hun ville hævne sig, og hun ville ikke stoppe før hun havde fået sin hævn. Hun vidste godt, at hans liv ville være en lang kamp om ære, og det ville nok aldrig se sin ende. Men hun valgte at tage en dag ad gangen og så måtte de se tiden an på det tidspunkt og se hvor de står der. For Ashley ville ikke kunne klare at være 'soldaterkone', hun ville ikke kunne holde det ud. At skulle sidde og lave nada imens han var ude og kæmpe? Det var ikke sådan hun var. Og det vidste han jo godt. 
Hun smilede stille da hun mærkede hans hånd og kunne ikke dy sig for at læne sig lidt ind til ham og lukke øjnene lidt imens hun så op på ham. Hun skælvede tydeligt da han strejfede hendes ar, hun kunne ikke gøre for det, hun havde stadig ikke vænnet sig til at have det. "Hmm?" Det var hendes måde at sige hvad på lige nu. Hun klukkede da hun mærkede hans læber imod sine, men nåede ikke at gengælde det. Hun kærtegnede fortsat hans kind og lo da han løftede hende op på sine fødder og da hun kort efter mærkede bakken imod sin ryg og skuldre. "Ja, vi hader fandme den her vagt," mumlede hun imod hans læber og kyssede ham blidt og inderligt imens hun holdte sig ind til ham. Hun lo over hans ord og smilede imens hun kyssede ham videre, nærmest som gengældelse af hans ord.