Angus - jamming in the night

t - omkring 22.24
s - scenen, amfiteatret
v - det har lige været regnvejr
o - på grund af regnen er der ikke så mange ude, så scenen er tom.
p - håret er som på billedet, kraftig sort makeup, læderstøvler, sort engelsk skolepige-nederdel og sort tanktop.

Lyden af den tomme scene var hjerteskærende. Et tyndt lag regnvand lå overalt, på grund af den, for nyligt stoppede, byge.
Daenerys hår dryppede en smule af regnvandet, da hun satte guitaren til forstærkeren. Det var et stykke tid siden hun sidst havde spillet rigtigt, bl.a. på grund af Ventor, og Aydan.
Så nu skulle det altså være! Hun havde i et stykke tid øvet nogle tekster fra Within Temptation, og skulle nu afprøve om hun overhovedet kunne spille det uden at det lød som om hun var ved at flå en kat levende.
Stille begyndte hun at slå strengene an, mens hun begyndte at synge til melodien;
''Sparkling angel
I believe
You are my saviour
In my time of need

Blinded by faith,
I couldn't hear
All the whispers,
The warnings so clear

I see the angels,
I'll lead them to your door
There's no escape now,
No mercy no more

No remorse 'cause I still remember
The smile when you tore me apart
''

Den her lejr var et skide underligt sted! Folk var iklædt rustning og svingede med sværd, imens andre hamrede på metal. Man skulle næsten tro at det var en eller anden middelalder festival! Angus var netop ankommet denne dag, og efterladt sine ting i hytten hvor hans 'søskende' var. De var nogle sære typer der råbte og skreg af hinanden, så hvis han skulle indfinde sig i det her sted, skulle han til at oprette en rutine der gjorde således at han brugte så lidt tid som muligt i hans hytte.
Og dog. Idet Angus havde forberedt sig på en løbetur for at få tankerne på andre ting, var regnen selvfølgelig begyndt! Så i hvad der syntes en evighed, skulle han sidde og høre på hvem af hans søskende der skulle vise ham rundt og hvem der skulle kæmpe imod ham først. Kæmpe? Altså med sværd og fakler osv? Angus havde ingen idé om hvordan det foregik, men hvis alle talte på den måde, måtte han nok hellere komme i gang med at gøre det samme?
Da regnen var overstået, snørede han sine løbesko, og satte i galop i en tilfældig retning. Han havde fået udleveret et kort indtil en eller anden gad vise ham rundt - men kortet lignede sådan et man fik i en forlystelsespark, og han havde slet ikke tålmodighed til den slags. Iført en sort t-shirt, en grå ærmeløs hættetrøje og et pat grå joggingbukser - så løb han afsted for at få tankerne på andre ting. En del af hans daglige rutine der slet ikke kunne undværes...
han begyndte at sætte farten ned, og fjernede hætten fra hans hoved da han hørte hvad der lød som en guitar. han havde næsten forventet en trubadur med en lut der sang rundt om et bål imens en gammel mand fortalte uhyggelige historier. Angus gik rundt om et træ, og kunne nu se hvad der var amfiteatret, hvor lyden tydeligvis kom fra. Da han begyndte at gå nærmere, kunne han også høre en stemme der sang. Musik var ikke ligefrem hans kop te, og slet ikke denne her musik - men det var nu interessant at finde sådan noget i middelalder-byen.

(skriver ikke verdens længste svar - er ret træt xD)

Dany spillede blot videre mens hun tav. Havde hun ikke set nogen bevæge sig ved træerne.
Hun slap sin guitar, som landede på gulvet med en hul lyd, hvorefter hun rejste sig og så mod træerne.
''hvem der!?'' kaldte hun, en smule uroligt. Hun var ikke god til fremmede væsner, og da hun endnu ikke vidste hvor mange underlige tingester der var i Lejren, kunne hun ikke være for forsigtig.

Hun bed sammen, og prøvede nu at lytte efter tanker, men det lod til at hvad det end var, der var ved træerne, var for langt væk til at hun kunne høre ham

(helt i orden. Jo kortere svar du skriver, jo kortere svar skriver jeg. Måske ^^ )

Wow! Hun var noget af en urolig og pirrelig type hende tøsen! han hørte tydeligt hvad hun sagde, og begyndte at gå frem fra træerne med hænderne oppe som om hun sigtede på ham med en pistol. Der hang et skævt smil på hans læber imens han så vendte blikket imod hende. men hvad han så, var ikke ligefrem hvad han havde forventet. Men det gav da lidt mening med musikken og guitaren helt alene på en scene, eller? Han havde i hvert fald ikke forventet at se en sådan rock'n'roll type som hende der skreg efter ham bare fordi han var lidt nysgerrig. Men måske var denne 'lejr' fyldt med pirrelige typer der fór op? Og der var engang da han troede at han var aggressiv og pirrelig.
"Forstyrrer jeg?" spurgte han i en lettere sarkastisk tone - da det jo var åbenlyst at han havde forstyrret hende. Han havde det næsten som om han var gået ind i et værelse hvor et kærestepar lå og dyrkede sex - det føltes en smule pinligt at forstyrre på den måde. Men det var nu alligevel lidt sjovt den måde hvorpå hun reagerede så kraftigt. I det mindste havde hun ikke rustning på og kastede et spyd efter ham.

Da hun så at det blot var en ung mand åndede hun lettet op, og tog sig oprigtigt til hjertet-
''Undskyld!'' grinte hun lavt.
''jeg er bare ikke helt vild med tanken om alle de væsner der er her... Troede at du måske var et eller andet der ville æde mig..'' hun så en smule ned af sig selv. Hun var jo farlig at se på...!

Hun så på ham igen, en smule mere rolig.
''Nej, du forstyrrer skam ikke. Det er altid rart med selskab om aftenen.'' sagde hun med et lille smil, inden hun satte sig ned på et sæde ved en tribune tæt på ham, og åndede lettet ud

Angus smilte lidt og sænkede så hans hænder. I stedet puttede han dem i sine lommer og tog et par skridt nærmere. Han skulle måske lære ikke at dømme på udseendet? Angus lod sit blik falde lidt rundt omkring - dette var endnu et sted han endnu ikke havde været, men det var nok heller ikke et sted han ville opholde sig, med mindre han skulle løbe op og ned af de mange sæder selvfølgelig. Han stoppede så op og placerede vægten på hans ene ben, og kiggede på hende med hovedet lidt på skrå.

"Nok er jeg sulten, men jeg tror du er en alt for stor mundfuld."

Svarede han med smilte med læber presset sammen. Han kunne ikke lade være. Men hvad kunne dog spise dem her? En af de dersens satyrer eller måske Mr. D? *Og her gik jeg og troede vi var sikre herinde... dumme mig*.
Han kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn lidt.

"Hvis du ikke er vild med tanken om sultne tingester i mørket. Hvorfor sidder du så her, alene, og spiller musik? For jeg tænker lidt at hvis der overhoved er ting derude med stor appetit - så vil de sikkert blive lokket direkte herhen?"

Spurgte han så, igen lidt sarkastisk som altid - og lod derved hans tankespind blive udfoldet i ord. Underligt nok var han ikke særlig bange. Denne morgen havde han givet en gigantisk løve et par på kæben - så mon ikke om han nok skulle klare sig?

hun så lidt ned. Ja, det virkede da lidt dumt af hende af hende at spille guitar alene midt om natten...
Men...
''Jeg kan somregel hører dem inden de kommer tæt nok på til at skade mig..'' sagde hun stille, inden hun så på ham igen.
''hvad laver du egentlig ude så sent? Blev de nye søskende for meget?'' hun kendte alt for godt til følelsen af søskende der trængte sig på, ville vise en alting, vide alt om en, være ens nye familie. Noget hun personligt ikke selv ville blive parat til - nogensinde.

Angus kunne ikke rigtig forklare det, men efter hans opfattelse, så var han selv meget anderledes end hans søskende. Men hvorfor var han ikke ligesom dem? Hvad han vidste var i hvert fald at det ville tage noget tid for ham at få oprettet en rutine, og indtil da, måtte han holde hovedet koldt og væk fra hans søskende.

"Lad os bare sige at der blev lidt for voldsomt derinde."

Svarede han vedrørende hans søskende. Det var helt nyt, denne verden, alle disse nye indformationer. Og så ikke mindst en helt ny familie! Selvom det forvirrede og skræmte ham bare en lille smule, så syntes han nu også at det var meget fedt. Det var fedt at han kunne afslutte hans daglige og kedelige liv på en high school i Iowa til fordel for noget som det her. Hvad der var fantasi for andre, var virkelighed for ham.

"Jeg er forresten Angus. Søn af Ares."

Skyndte han sig at sige da det gik op for ham at han endnu ikke havde præsenteret sig selv. Han blev stående med han blik var stadig rettet imod hende. Det var nu ikke tanken at han ville blive der længe, men det var nu også rart at der var nogen der kendte hans navn. For hvis ingen kendte han navn ville alle jo bare kalde ham 'ham der'... og det var jo ikke fedt.

''det bliver de let.'' grinte hun og så op på ham med sine glitrende øjne.
''mit navn er Daenerys Mora, datter af Hera.'' sagde hun og smilede lidt.

''det lader til at du er ret ny inden for græsk mytologi?'' smilede hun.
Hendes tattovering lyste op på hendes afdækkede kraveben - nok en af de mest pinefulde steder at få en tattoo.

Tattooen var noget så simpelt som en slange, med store hvide aftegninger på hele ryggen. Under den stod der med skarpe bogstaver;
'Call me an angel, but be sure to know that I'm fallen!'

Hun smilede lidt igen.
''søn af Ares. Det må være en ære.'' sagde hun roligt

Det lod til at hun også selv kendte lidt til de forskellige sønner og døtre af Ares. Det overraskede ham heller ikke, for hvis de kunne blive hidsige over simple ting, så måtte andre vel også have smagt lidt på deres vrede. Men Angus gengældte blot hendes smil, og blev stadig stående imod han tænkte lidt. Han var nemlig ret ny med hensyn til græsk mytologi, men stor viden og intellekt havde aldrig været hans stærke side, så og sige. Så han kunne nu godt klare sig med lidt uklare områder i hans hoved med hensyn til den græske litteratur og mytologi.

"Du har ret, jeg er ny. Jeg tror vel bare jeg ved det mest basale om mytologien, og så klarer jeg mig med den."

Svarede han og smilte igen. Det gik ham ikke på at andre var klogere end ham. Når man var vokset op med ADHD og ordblindhed, men samtidig hans enorme styrke og fysiske kapaciteter - så lærte han hurtigt at fravælge det akademiske til fordel for det sportslige og fysiske. Hvis han ikke kunne vinde over en anden i en diskussion, kunne han altid smide dem over en hæk... en sjov lille tanke.

"Hvad må være en ære?"

Spurgte han lidt undrende med en svagt rynket pande. Var det en ære at være søn af Ares? Vidste han nu ikke. Han havde ikke engang mødt hans far, så han hyggede sig blot med tanken om at han var i en lejr med masser af halvguder der åbenbart heller ikke havde mødt deres gudeforældre. Og de som havde, kunne jo så prale med det.

''det må være en ære at ens far er så... Kendt, for sine krigsevner. Min mor er udelukkende kendt for at være en jaloux gås.'' sagde hun, og smilede lidt. Men det skinnede vel igennem hos hende selv, hun blev ret så nemt jaloux selv

Angus lagde godt mærke til hendes tone og hendes udtryk idet hun talte. Han blev dog ved med at smile og vendte blikket lidt rundt imod deres omgivelser i et øjeblik. Men hurtigt derefter bevægede han på sig, og gik i stedet hen til sæderne hvor hun sad, og satte sig ned ikke langt fra hende. Han satte sig meget afslappet, med det ene ben strakt ud, og det andet solidt plantet i jorden.

"ja, men det er jo bare vores forældre. Du har sikkert trænet meget længere end jeg har. Og hvis jeg pisser dig af, er jeg sikker på at du ville kunne hamre mig i jorden med din guitar."

Sagde han så og smilte bredt for sig selv. Han vendte blikket imod hende og kiggede derefter ned i jorden igen. Han var jo endnu ikke kendt for noget som helst i denne lejr. Ude i den 'virkelige' verden var han en ung stjerne på det lokale football-team. Men det gjorde jo ingenting herinde. For i football skulle man løbe rundt med en bold, og her skulle man løbe rundt med et sværd. Det var tydeligt at Angus helst tog ting meget afslappet, eller i hvert fald så afslappet som overhoved muligt.

''jeg træner ikke med sværd, spyd og skjold. Jeg syntes det er totalt latterligt. Vi lever i det 21. århundrede, så at benytte så middelalderlige våben er bare latterligt.'' hun så på ham igen.

''du kender uden tvivl sætningen, hvad ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg mener, du er jo selv sportsudøver.'' sagde hun stille.
''hvor længe har du været her?'' spurgte hun roligt

Hendes ord frembragte et lettere tænksomt blik hos Angus. Hans puls var faldet selv efter den lange løbetur, og ved at lade hans håndflade køre fra hans pande og igennem hans halvvåde hår, var resten af sveden forsvundet. Han trak lidt på skuldren og satte sig op fra hans afslappede stilling. Han foldede sine hænder, og lænede sig fremad således at hans albuer var placeret på hans knæ.

"Jeg ved nu ikke. Der er vel en grund til det? Vores forældre og de mange mytologiske væsner er heller ikke ligefrem nutidige. Så hvis politiet og det enogtyvende århundrede i sig selv kunne beskytte os, så var der vel ikke nogen grund til at vi kom hertil?"

Sagde han først, stadig afslappet men også lidt tænksomt. Det gav da lidt mening? Hvis der var væsner der skulle bekæmpes, så var det måske bedst at bekæmpe dem uden for offentlighedens søgelys. For hvis der stod en masse unge mennesker og affyrede maskingeværer imod en hydra, eller missiler - så ville det ikke ligefrem være noget der kunne skjules?

"Og så giver det os chancen for at følge i vores forfædres fodspor? Jeg siger ikke at jeg er ellevild med tanken om at blive snittet med et sværd dag ud og dag ind. Men hvis vi i virkeligheden er kortsluttet til oldgræsk og hvis vores reflekser er medfødte kampevner - hvorfor så ikke?."

Tilføjede han hurtigt og vendte sit blik imod hende med et skævt smil. Uanset hvor slem Ares måtte være, så kunne han kun være bedre en det svin der havde opdraget Angus i alle disse år. Hvad i al verden så hans mor dog i ham? Angus tankespind blev dog afsluttet brat da hun sagde at han var sportsudøver. Hvordan vidste hun det? Hun var en af de første han havde mødt, og de kendte slet ikke hinanden.

"Hvordan ved du at jeg er sportsudøver?... Er du en stalker?"

Spurgte han så, først lidt overrasket, men det sidste var ment for sjov - og han kunne ikke lade være med at smile lidt skævt. Han ignorerede dog hendes spørgsmål og ville hellere have svar for dette.

Hun sukkede, da hun først indså hvad hun lige havde sagt.

''Du løber for at slappe af, og undgå din familie. Så jeg gik ud fra at du var en der dyrkede meget sport..'' mumlede hun. Det var alt for tydeligt at hun løj, men hun vidste ikke hvordan hun skulle redde den uden at han ville tro at hun var sindssyg.

''plus det faktum at jeg er tankelæser..'' mumlede hun

Angus kunne ikke lade være med at skæve lidt mistroisk mod hende, men dog stadig med et skævt smil. Han havde hørt lidt om specielle evner her i lejren, og hvis han kunne løfte et smalt træ op fra jorden med rødder og det hele - så måtte der jo også være andre der havde nogle specielle evner? Han faldt ikke ofr hendes undskyldning, og blev ved med at skæve mod hende. Han lænede sig atter engang tilbage, indtil han kunne mærke solidt sten imod hans ryg. Dog hævede han sine øjenbryn i et overrasket udtryk da han hørte hende mumlen, og lænede sig så til siden, imod hende.

"Undskyld, hva? Er du tankelæser?... okay... hvad tænker jeg så på nu?"

Spurgte han med et bredt smil men stadig det samme udtryk over hans ansigt. Med det samme han havde sagt det, sad han stille og kiggede direkte på hende. Han skulle finde noget at tænke på, og det kunne jo ikke bare være et nummer, det var for kedeligt. *Hvad kan du ellers gøre?* tænkte han, og et skævt smil var hvad der kunne ses. Det kunne være fedt hvis han kunne stille hende et spørgsmål og svare på hendes spørgsmål uden overhoved at åbne munden. Mon hun kunne andre ting?

Hun smilede lidt over hans måde at afprøve hende på.
Tjoo jeg kan tale i dit sind. Og jeg kan vise dig mine minder, blot ved at røre dig.
Hendes stemme lød i hans hoved, som en blid hvisken. En sensuel, forførende hvisken.

Hun så op på himlen igen, og smilede igen, denne gang af stjernerne på himlen

Det forvirrede ham blot en smule, den forførende hvisken i hans hoved. Måden hvorpå han hørte en blid stemme som om han stod i et tomt og mørkt rum. Men han kunne ikke lade være med at syntes det var rimelig fedt. de to kunne jo have en hel samtale uden at åbne deres munde. Så kunne de i al hemmelighed udveksle ideer og skumle planer. Han smed tankerne væk, og kunne dog ikke lade være med at være lidt overrasket. han rettede sig op på sædet og kiggede igen på hende som hun kiggede op i luften.

"Okay. Du må love mig ikke at blive overrasket eller sådan noget hvis du læser nogle rimelig mærkelige og måske klamme tanker i mit hoved."

Sagde han så efter en lille pause. Han kunne ikke lade være med at smile lidt skævt og holde en kort latter tilbage. Han kunne dog næsten forestille sig hvor underligt det måtte have været da hun først fandt ud af det - sådan uden videre at høre andres tanker. hans egne evner var meget mere åbenlyse, men måske kunne han også andre ting, men det vidste han endnu ikke.

Jeg har hørt det der var værre. Tro mig.
Stemmen lød i hans sind igen. Det var langt lettere for hende at benytte den telepati hun besad. Og langt mere afslappende.

Hun så på ham.
Så længe du ikke fantaserer om mig, så skal jeg nok lade det passere.
Hun smilede roligt, og skulle til at klappe ham på kinden, men stoppede sig selv i handlingen. Hun kunne ikke styrer hvad han så når hun rørte ham, og det kunne i sidste ende fører til at han aldrig mere ville se hende.

Selvom det virkede lidt underligt, så var det faktisk rimelig spændende og næsten rart med en anden stemme end hans egen i hans hoved. han vidste jo godt at det ikke var skizofreni eller sådan noget, og bare så længe det var hende, så kunne han tage det afslappet.

"Jeg skal gøre hvad jeg kan. Men kan ikke garantere noget."

Svarede han kækt og smilte skævt. Han var jo en fyr, og fyre kunne ikke få en hel dag til at gå uden at fantasere bare en smule. Men hvis han ville undgå at få tæsk af hende med hendes guitar, så måtte han nok hellere lade være. En tanke passerede hans hoved, og han kiggede på hende inden han så lænede sig lidt tilbage igen. *Fortæl mig. Er der nogle klamme typer her i lejren der fantaserer dagen lang?* tænkte han med blikket imod himlen der så småt var begyndt at blive skyfri igen. Hvis hun havde været her et godt stykke tid, måtte hun jo have kortlagt hvilke typer der var klamme indeni, og hvilke der ikke var. Mon alle var lige så kønne indeni som de var udenpå? Men længere ude kunne man se nogle sorte skyer der også var på vej ind over øen. Det så ud til at den forrige byge ikke var den eneste.

hun rystede på hovedet.
Det er mit første år her... Jeg kender kun tre mandlige halvguder her... Jeg snakker ikke med andre. Meget sjældent hvis jeg gør..

Hun så på ham.
Er der da nogen du har et godt øje til?

"Dette er min første dag. Jeg har kun snakket med tre personer."

Svarede han til hendes spørgsmål. Han var en fyr, der skulle ikke meget til før han blev tiltrukket af en pige - men det krævede dog at han kendte nogen. Så der gik nok lidt tid inden han begyndte at jage skørter, så og sige. Han tænkte at han nok snart måtte fortsætte med hans løbetur, men det var nu også meget rart at sidde her. han undrede sig lidt over hvad morgendagen ville bringe. han gættede på at denne lejr var ligesom en hvilken som helst skole. Man skulle gøre sig bemærket for hvad man var god til - så måske skulle han gøre sig lidt bemærket?

"Hvad laver man egentlig her for at fordrive tiden? Altså ud over at forsøge at dræbe hinanden?

Spurgte han så pludseligt med et hævet øjenbryn imod hende. Han brugte langt størstedelen af hans tid på styrketræning, løbetræning og på at kontrollere hans temperament - men han kunne jo ikke løbe hele tiden.

Nu smilede hun stort, ved tanken om hvordan hun havde fordrevet tiden dengang med Ventor.
''jo.. Her kan vi jo lave næsten alt det vi vil..! Vi har jo en strand, skove, en jordbærmark du skal holde dig fra-'' hun grinte.
''- ja, vi kan jo alt her.'' smilede hun.

Hun så på ham, smilende.

"Måske skulle jeg løbe en tur ud forbi jordbærmarken og tage et par smagsprøver?"

Foreslog han lidt kækt idet hun jo ligesom havde sagt at han skal holde sig fra den. Søde sager var nu heller ikke hans kop te, men et par jordbær i ny og næ kunne jo ikke gøre andet end gavn. Han rørte lidt på sig, og kunne ikke sidde stille længere. En bivirkning af hans ADHD. Derfor rejste han sig op og begyndte at trippe lidt.

"Alt ligefrem? Hvad med fester og den slags?"

Spurgte han så hurtigt og ikke mindst muntert. Han elskede en god fest hvor der skete lidt af hvert. Og trods hans unge alder havde han fået sin del af alkohol og gjort sin del af skarnsstreger.

Nå så han er sådan en type.
Hun så lidt på ham.
''nej... jeg har aldrig været til en fest her...'' hun så på himlen igen. ''...eller noget andet sted for den sags skyld.'' mumlede hun bare og lukkede så øjnene