The silence of the forest ~ Angus

Sted: Skoven
Tid: Midt på dagen
Omgivelser: Træer, buske, skovens dyr, hvad man ellers finder i en skov?
Vejr: Ganske lunt og en let vind


Ashley sad under et træ og fumlede med den guldmedaljon, som nok var det eneste hun havde fra sin mor. Man kunne ikke se hendes blik, da håret gemte det meste af hendes ansigt. Der var en mørk og død aura omkring hende, og den var stærkere end normalt, da der sad et lille gennemsigtigt barn ved siden af hende. "Hvorfor tror du at hun ikke vil se mig?" spurgte Ashley spøgelsespigen, ved navn Melanie. Melanie havde sit korte hår sat op i rottehaler og hun havde en sød sommerkjole på. Et sjældent alvorligt udtryk herskede i den lille fem årige piges ansigt, som dig næsten ikke kunne ses i sollyset. Hun er måske gået videre..? sagde Melanie prøvende, men de vidste begge godt at det ikke var sandt. De havde haft samtalen hundredevis af gange før. Hades, Ashleys far, havde sagt, at han aldrig havde set Ashleys mor i dødsriget, altså, hun var stadig et sted på jorden, men hvor? Og hvorfor havde hun aldrig vist sig for hende? Et tungt og små trist suk forlod Ashleys læber og hun kørte en hånd gennem sit krøllede hår. Hun havde en sort, tætsiddende tanktop på og et par sorte og let flossede shirt på. Det var meget normalt for hende. Det viste hendes kvindelige former, sol brune hud, og de lange og slanke ben hun bar så stolt af. Hun lænede sig nu tilbage op ad træstammen og mærkede kulden forsvinde da Melanie valgte at smutte. Ashley sukkede stille igen fra sit sted under træets skygge. Hun vrikkede let med tærene da hun ingen sko havde på, og lukkede så sine øjne og nød bare skovens stilhed.

Dette havde været en hektisk dag for Angus. Natten var gået med fis og løjer, hvilket havde resulteret i at han havde stjålet en bil. Hurtigt derefter havde han kørt bilen ind i en gigantisk løve, og ud af ingenting, sprang der en satyr frem og bragte ham hertil! Han var ankommet denne morgen, og havde netop haft den obligatoriske samtale med den såkaldte Mr. D og en kentaur! Ved samme tid forrige dag, havde han været ved at forberede sig på en Lacrosse-kamp, og nu befandt han sig i en lejr med folk der snakkede om noget han slet ikke havde kendt noget til. Det havde været noget af en omvæltning, og en del at forstå bare sådan uden videre. Så i stedet for at tjekke ind hos hans 'søskende', var han taget en tur ud i noget der lignede en skov.
Iført sine vandrestøvler - et par slidstærke bukser og en sort hættetrøje, gik han igennem skoven. Han havde lyst til at løbe, men det kunne han nu gøre senere. Med vilje trådte han på grene og visne blade i skovbunden, bare for at få lidt ro fra hans egne tanker. Med hænderne i lommerne kiggede han bare ned hvor han gik, og rynkede sin pande lidt. Hvad var det her for et sted? Han skulle nok vænne sig til det, men lige nu syntes han at han havde ret til at være lidt forvirret.

Lyden af grene der knækkede tvunget og bladenes vislen nåede Ashleys øre. Hun rejste sig op, faktisk uden at lave en lyd, idet hun åbnede sine øjne, der nu lyste af nysgerrighed. Hendes blik afsøgte hurtigt skovens skygger indtil hun fik øje på drengen. Eller drengen var nok ikke det rette ord, han lignede mere end ung mand. Og hun synes ikke, at hun havde set ham før. Og ifølge hans blik, var han det vist også. En blid, lille klukken forlod hendes læber inden hun trådte længere ind i skoven mørke og skygger, og mærkede hvordan alt blev køligere, og mere fugtigt. "Hey, brug for hjælp til noget?" kaldte hun med sin syngende accent og et smil på læben. Hun gik over mod ham, men det var som om skyggerne åd lyden af hendes skridt, hvilket de stort set også gjorde. Ashley havde en mindre evne til at fjerne lyden fra sine bevægelser, til at være stille, som de spøgelser hun kunne snakke med. "Du ser nu ud," smilede hun, og lagde hovedet let på skrå. Han var ældre end hende, det var tydeligt, og hun måtte kigge op ad for at kunne møde hans blik med sine små 166 cm. "Så hvis du har brug for hjælp til noget, eller har nogen spørgsmål, så bare sig til," sagde hun, og smilede til ham igen, et varmt og imødekommende smil. Hun vidste ikke, om han kunne mærke auraen af død omkring hende, de fleste kunne, men vidste aldrig hvad det var der fik dem til at se skævt til hende. Ashley var så stort set ligeglad, hun var som hun var, med fejl og mangler. Og lige nu skinnede nysgerrigheden ud af hendes store, blå øjne. Hun var ikke som man skulle tro en af Hades børn var, men hun havde jo også altid skilt sig ud fra mængden.

Ligesom Ashley, så var Angus vel heller ikke et traditionelt barn af Ares? Det var aldrig pænt at redde andre under den samme kam, men hans søskende virkede i hvert fald til at være af en meget anderledes kaliber end ham selv. Men så handlede det jo bare om at han skulle vænne sig til det, hvilket nok også skulle komme rimelig hurtigt. Han var i hvert fald blevet fortalt at han skulle have rustning på den næste dag, og lege en eller anden leg med alle andre. Ærlig talt lød det lidt spændende, og alle former for spil og lege var noget han med glæde ville deltage i - men det var nok bare den del med rustningen og våben der slog ham lidt. Angus' tankespind blev afbrudt da han hørte en tydelig stemme, ikke ret langt fra ham. han stoppede op, med den ene fod hvilende på en smal træstamme.

"Nej det går nok. Er bare en smule forvirret."

Lød det hurtigt fra Angus da han fik øje på pigen der havde sagt noget tidligere. Hun var en lille pige, men hun så nu ikke ud til at være meget yngre end ham selv. Måske havde hun været her i lejren meget længere tid end ham? Han smilte lidt anstrengt og venligt til hende imens han placerede sin vægt på hans ene ben. Hvad Angus ikke have lagt mærke til, var at han havde fået lidt kuldegysninger rundt omkring på kroppen. Det var uden tvivl på grund af hendes lidt specielle aura. Men selvom det påvirkede hans krop en smule, så påvirkede det overhoved ikke hans sind, og han var på ingen måde bange for hende.

"Du har ret, jeg er ny. Mit navn er Angus... og jeg er åbenbart søn af Ares."

Svarede han så, denne gang meget mere afslappet og med en lettere sarkastisk stemme. Han var lidt ligeglad med at hans far var en eller anden vred biker-gud. Han havde ladt Angus passe sig selv indtil videre, så den gamle stodder kunne få lov til at passe sig selv. Han tænkte over hendes tilbud. Var der noget han havde brug for hjælp til? Han kunne jo altid bombardere hende med spørgsmål om dit og dat - men han havde jo allerede snakket med Mr. D og Chiron - og de havde svaret på mange af hans spørgsmål.

En blid klukken kom stille over hendes læber. "Hvem er ikke det den første tid?" smilede hun, og betragtede ham en smule undersøgende. Hun lagde godt mærke til at hans krop reagerede på hendes særprægede aura, men at hans blik ikke ændrede sig, og hun smilede derefter en anelse mere skævt over det, det gjorde hende en anelse glad da der var mange der ikke kunne fordrage børn af Hades.

Hun nikkede let. "Hyggeligt at møde dig, Angus," smilede hun og rakte ham hånden, bare af ren høflighed. "Mit navn er Ashley Morte, datter af Hades." Hun smilede til ham. "Og du kan vist ikke lide din far?" spurgte hun så med et lille forsigtigt smil. Ashley elskede selv sin far, hun havde godt nok aldrig mødt ham ansigt til ansigt, men han havde vist sig for hende i hendes drømme nogle gange, og hun kunne mærke når han var der for hende. Hun havde jo også vokset op med den viden at hun var datter af en gud, da hendes moster havde mødt ham.
"Du behøver ikke at svare på det, vil ikke være nærgående eller noget, jeg er bare nysgerrig," forklarede hun sig så da hun kom til at tænke på at spørgsmålet godt kunne være ret nærgående. Men hun var bare en nysgerrig sjæl, det kunne hun ikke gøre for. Hun smilede stadig til ham, et varmt og venligt smil.

I hans øjne så han ikke en eller anden farlige skikkelse når han kiggede på hende. Hun var bare en tøs, sikkert født med nogle specielle evner - ligesom ham. De var i samme båd, så og sige. Og at dømme katten på knurhårene var noget han altid forsøgte at lade være med. Men det krigeriske blod der løb i hans årer var nok grunden til at han ikke var særlig påvirket af hendes aura. Måske var det fordi han var ualmindelig modig - måske fordi han var stædig... eller måske var det bare fordi han var frygtløs. Hans egen far gik jo rundt med død og rædsel ved hans side ikke? Så hvorfor skulle Angus være bange for sådan noget? Angus kiggede et øjeblik på hendes hånd, og lænede sig så lidt imod hende da han forsigtigt og blidt tog om hånden. Med en så stor styrke som hans, skulle han altid være opmærksom når han rørte ved noget.

"Det er også hyggeligt at møde dig, Ashley."

Sagde han så og gengældte smilet så meget som han nu kunne. Han tog meget blidt om hendes hånd, og lavede lige det obligatoriske 'ryst' inden han så trak hånden til sig igen. Så hun var datter af Hades? Spændende... deres forældre havde været rundt omkring.

"Nej, misforstå mig ikke. Det er vel meget sejt at være søn af en voldspsykopat der har brugt evigheder på at slås og skændes. Men jeg har bare aldrig mødt ham, aldrig hørt til ham eller noget... før i nat selvfølgelig."

Svarede han hurtigt, og igen med den meget ironiske og sarkastiske humor han bar rundt på. han havde ikke negative tanker om hans far, men havde heller ikke et overvæld af positive tanker omkring ham. Han var bare en gud, og Angus var tilfældigvis søn af ham, og derved en halvgud. Det var jo egentlig meget sejt, men der var jo ingen grund til at lade det stige en til hovedet.

Ashley var selv ikke én der skuede hunden på hårene, alle var forskellige, det var ligemeget med hvem eller hvad deres forældre var, hendes opfattelse af andre var baseret på hvordan de var overfor hende, ikke om de var halvguder, helt normale mennesker eller satyrer.
Da han tog hendes hånd, kunne hun let mærke hans styrke da hun trykkede hans hånd, og hun tog sin egen til sig efter. Et smil begyndte endnu en gang at forme hendes læber, hun smilede næsten altid, hun var bare generelt en glad pige, omgivet af død og ødelæggelse.
Hun lyttede til hans ord, klukkede en anelse af hans valg af ord inden hun nikkede stille. "Jeg tror godt at jeg kan følge dig," sagde hun så en smule tænksom. "Det må være mærkeligt pludselig at få at vide at en af ens forældre er en gud." Hendes mundviger trak sig op i et lille smil mens hun så op på ham. Hun synes at han virkede som om han var nede på jorden, og af en eller anden grund synes hun godt om ham. Hun var slet ikke påvirket af hans ironiske og sarkastiske humor, hun havde ikke noget imod den.

Allerede efter nogle få øjeblikke, syntes Angus at det var meget rart at tale med hende. Hun var ikke den første halvgud han havde mødt, men mere af den specielle slags. Specielt var aldrig negativt. Han havde jo brugt hele hans liv på at regne ud hvorfor han var sådan som han nu var, og nu havde han fået svar. Angus hævede sine øjenbryn og nikkede som svar på hendes ord. JA! det var meget mærkeligt at få at vide at ens far var en gud, og at man derved selv var en halvgud.

"Sjovt nok er det ikke det mest mærkelige. Hvad der er mærkeligt er at jeg pludselig har en kæmpe stor familie, og at jeg er havnet et sted hvor alle taler om mytologiske væsner, og løber rundt med sværd og spyd."

Svarede han lidt humoristisk og kunne ikke lade være med at smile over det. I løbet af et par timer havde han forladt hans tidligere liv til fordel for dette. Men måske var det også bedst sådan? Her i lejren havde han jo noget til fælles med andre, men han følte sig nu alligevel lidt speciel. Han havde et meget afslappet forhold til det hele. Det var han nødt til. Han var nødt til ikke at lade sig gå på af ting, for ellers ville hans store temperament tage overhånd - og det var jo aldrig en god ting.

"Hvor lang tid har du været her?"

Spurgte han mere nysgerrigt og vendte hovedet lidt på skrå. Nu havde folk snakket om ham og hans far i alt for lang tid, og det kunne være meget rart at snakke om andre til forskel. Og så var følelser og den slags heller ikke ligefrem hvad han var bedst til at tale om. Men han skulle nok vænne sig til det, med mindre hans søskende fik deres vilje og fik ham lavet om til en dræbermaskine.

Ashley kunne ikke lade være med at le stille. "Jah, okay," medgav hun med et varmt smil og et smilende blik. "Den følelse kender jeg så godt." Hun smilede op til ham med lette røde kinder. Hun havde selv kun levet med sin moster, som sit eneste familie medlem, og nu havde hun flere søskende, kusiner og fætre, det var noget hun stadig ikke havde vænnet sig til.
"Tre år her til jul," sagde hun smilende og klukkede blidt. "Jeg kom her da jeg var tretten og har indtil videre kun været to ture hjem." En mørk skygge lagde sig kort over hendes blik da det ikke ligefrem havde været to muntre ture, da den ene havde været en hævntogt med hendes ven Arc og den anden sammen med Jason for at besøge hendes moster, som ved samme tilfælde fik et hjertestop og skulle på hospitalet.
Ashley rystede kort på hovedet og kom tilbage til nutiden og smilede endnu en gang til Angus. Hun havde intet imod at snakke om sig selv, men der var ting man skulle kæmpe for at få ud ad hende og ting, som ingen faktisk vidste, altså, ikke andre end Melanie, det lille fem årige spøgelse, men hun var også en af de ting hun sjældent snakkede om.

Hurtigt lagde Angus mærke til hendes øjne og en eller anden skygge over dem. men han kunne ikke rigtig se om det var hende der gjorde det eller om det bare var deres omgivelser. Der var tydeligvis en masse han skulle vænne sig til. Men han lagde ikke så meget i det, da det hurtigt forsvandt igen. Tydeligvis en datter af Hades.

"Chiron siger at jeg ikke må forlade lejren. I hvert fald ikke så længe at min far og Athene stadig er sure på hinanden."

Sagde han og smilte så i forsøget på at gøre stemningen lidt mere afslappet endnu engang. Han var ikke dum, og han kendte hende ikke, så der var ingen grund til at stikke næsen i ting han ikke forstod. Og hvis hun havde det dårligt med at tale om den slags, så kunne de nemt lade være med det. Han smilte for sig selv og så sig lidt omkring. Hun virkede skrøbelig af en art. Måske var det bare fordi hun ikke var så stor som ham selv, men han ville ikke være skyld i at hun blev sur eller på en eller anden måde kom til skade. Derfor han ikke havde taget godt fat om hendes hånd tidligere.

Ashley smilede og lagde godt mærke til at han havde bemærket den korte skygge der havde været der. Det skete når hun tænkte på noget omkring hendes fortid, eller bare blev vred og hævntørstig. Det sidstenævnte skete dog utrolig sjældent. Hvis det var noget Ashley havde været berømt for hjemme i Tarifa var det hendes farlige temprement. Det var sket engang i skolen hvor hun var flippet fuldstændig ud og skadet dem der havde sagt noget ondt om hendes moster. Siden da havde det kun været de modigste, eller de dummeste, der turde at genere hende sådan. Men alligevel, hvis der var noget hun var, så var det loyal, hun havde aldrig stukket nogen i ryggen, hun havde nu heller ikke rigtig haft nogle venner at stikke i ryggen ...

Hun nikkede let med et lille smil. "Så ingen udflugt til byen," sagde hun blidt og en anelse drillende. Hun smilede til ham. Hun vidste godt, at hun kunne virke skrøbelig, hun var jo trods alt ikke særlig høj og hendes kropsbygning var slank og tynd, hun havde, af natur, næsten ikke noget som helst fedt på kroppen og hun havde utrolig svært ved at tage på. Men hun var ikke svag, hverken psykisk eller fysisk.
"Men hvornår kom du så til lejren og hvem var din guide hertil?" spurgte hun så, nysgerrig som altid. Det skinnede ud ad hendes blik.

han var blevet lidt mere afslappet, og tænkte knapt så meget på alle de ting der fes rundt i hovedet på ham. Det hjælp åbenbart at snakke lidt med folk. Noget han måske burde gøre lidt oftere, og så kunne han jo bare håbe på at alle var så venlige som Ashley. han skævede til hende ved hendes ord, og smilte selv da det jo kunne være meget sandt. Der var ingen udflygter til ham, men så var det jo heldigt at han allerede var kommet på en ny udflugt i denne skov med lejrbål og det hele. Det var nu meget fedt.
Angus grinte let da hans tanker røg tilbage på hvordan han kom hertil. Det havde selvfølgelig ikke været så skide sjovt i øjeblikket da det skete, men nu hvor han tænkte tilbage på det, så kunne det nu godt få ham til at smile lidt. Angus rømmede sin stemme, og satte sig ned på en tyk træstamme bag ham.

"Ehm. Jeg kom her i nat. Jeg... stjal en bil, og kørte den så direkte ind i en gigantisk løve. Jeg går ud fra at det havde noget med min far og Athene at gøre."

Sagde han først, og meget kortfattet. Men han kunne ikke lade være med at smile lidt. han kørte en hånd igennem hans hår for at fjerne det fra hans øjne, og kiggede tilbage på hende.

"Og ud af ingenting sprang der et par satyrer ud, og slæbte mig hertil. Jeg nåede ikke engang at pakke mine ting."

Tilføjede han så som afslutning på hendes spørgsmål og holdte en lille latter tilbage. Men det havde været en meget hektisk nat, og han kunne vel takke hans instinkter og hans styrke for at han stadig var i live?

Ashley lo blidt da han skævede til hende. Hun lagde så sit hoved let på skrå da han selv grinede. Det ene øjenbryn løftede sig en anelse da han sagde, at han havde stjålet en bil, men hun lo dog kort da han fortalte det med den kæmpe løve. Hun sagde intet, lod bare ham fortælle færdigt. Hun klukkede blidt. "Det må jeg sige, det har været noget af en dag for dig, hva'?" klukkede hun blidt og så på ham med et varmt og venligt blik og smil. Uden opfordring satte hun sig ned på træstammen ved siden af ham og så på ham med hovedet let på skrå igen. "Havde du familie hvor du boede før?" spurgte hun så, med en blid stemme og den syngende accent, den accent havde dog ændret sig en smule i de træ år hun havde boet her. Hun smilede til ham, hun udtrålede nærmest hvor åben og imødekommende hun var. Hun var en ven for livet, eller døden, for den sags skyld, det var Melanie et sandt tegn for. Blev man først gode venner med Ashley, så ville hun altid være der hos pågældende, altid holde på hemmelighederne og forsvare dem.

Det syntes dog en evighed siden selvom det lige havde været mindre en en dag siden han havde haft det lille 'skænderi' med løven. Den havde spist ham levende hvis ikke det havde været for ham medfødte evner. Gad vide om hans far vidste det? Men hvis Ares kendte til Angus' livstruende 'nærdødsoplevelse', ville han så overhoved have gjort noget ved det? han var jo en gud, så mon ikke om han kendte til det? Efter hvad han havde hørt om hans far, ville han sikkert have siddet og grinet lidt. For nu hvor han jo var i bedste velgående, så kunne Angus dog godt selv sidde og kigge tilbage på det med et smil. Lettere stolt måske. Angus nikkede tydeligt med vidtåbne øje som bekræftelse da hun antog at det havde været en noget af en dag. Det ville han nok ikke glemme lige foreløbig.
At Ashley satte sig på træstammen gjorde ham intet, det var jo ikke hans træstamme. Men han kunne jo altid tage den med hjem og snitte hans navn i den. Han kørte en hånd igennem hans hår idet hun spurgte til hans familie. Han tøvede dog lidt.

"Jah. Min far er jo åbenbart ikke min rigtige far. Men ellers er der bare min mor. Jeg har ikke nogen søskende. Selvfølgelig ud over dem som jeg har her i lejren."

Svarede han og indså via hans svar, hvor meget hans liv ligefrem var vendt på hovedet. Han havde en anden far end han først havde troet, og nu havde han pludselig en stor gruppe søskende. han lagde godt mærke til hendes accent, men det gav vel kun mening at ikke alle halvguder kom fra dette kontinent.

"Hvordan var din første dag?"

Spurgte han så pludselig. Hvis hendes første dag havde været lige så, eller næsten værre end hans, ville han sikkert få det meget bedre. han gik nu heller ikke ud fra at ret mange der var kommet hertil, var kommet under 'normale' omstændigheder. Der var jo nok noget der havde tvunget dem til at komme der, ligesom det havde tvunget ham.

Ashley klukkede blidt over ham. Af det hun havde hørt, glemte de færreste deres første møde med en af den græske mytologis væsner, det gjorde hun nu heller ikke selv, eller rejsen til lejren.
Hun nikkede blidt og smilede til ham. "Hvordan er de så? Din mor og den far du er vokset op med?" spurgte hun blidt og nysgerrigt. Hun tror godt at hun kunne sætte sig selv i hans sted, hun havde bare selv godt vidst at det ville ske en dag og at hendes far var en gud.
Hun blinkede med øjnene, en anelse overrasket over hans pludselige spørgsmål. "Øhm," grinede hun en anelse forlegen og tænkte tilbage. "Jeg kan helt ærligt ikke huske så meget af den, jeg segnede af udmattelse lige så snart jeg kom ind i lejren." Hun så ned og pillede ved barken i træet mens hun svarede. "Jeg vågnede først rigtigt op efter tre dages tid. Og de næste dage efter det blev jeg kun set skævt til." Hun trak på skuldrene over det, som om det var helt normalt og smilede en smule, og så så op på ham igen med lette røde kinder og et lille grin. "Det er egentlig sjovt, du er den første der har spurgt mig om det," sagde hun med et lille grin

"min mor er ikke ligefrem den skarpeste kniv i skuffen, men hun er meget sød. Og min far... tjaa. Han er bare et gammelt fjols uden bemærkelsesværdige evner."

Svarede han, egentlig meget ærligt men stadig afslappet. Han var bare glad for at vide at han ikke var beslægtet med det fjols - så ville han hellere end gerne være søn af Ares, hvilket i virkeligheden var meget cool. Der var jo altid en lys side til alt dette kaos og denne forvirring. Og hvis Angus' lyse side var at han havde fået en ny, og meget sejere far, så var helt klart positivt.
Han sad blot tålmodigt og lyttede til hendes svar. Men det lød dog ikke som om at hun huskede det lige så tydeligt som han gjorde det. Nu var hændelsen med løven også sket på en landevej i Iowa, så det var jo langt væk. Men han havde fået lidt søvn i flyveren herhen - pænt mærkeligt at sidde i en flyver med to satyrer forklædt som indvalide.

"Havde du slået nogen ihjel? For hvis du ikke har slået nogen ihjel, så kan det umuligt have været så skide slemt. De var sikkert bare lidt nærtagende."

Svarede han til hendes kortfattede historie og blinkede til hende med et smil. Det lød også som at hendes første dag(e) havde været lidt hektiske, så han var i det mindste ikke den eneste. Angus satte sig lidt til rette på træstammen og så sig lidt omkring. Der var rigtig mange fodspor i skovbunden, og han havde også set mange før han kom dertil. Det så ud som om denne skov blev brugt til andre ting end blot udflugter og gåture.

Ashley klukkede blidt og nikkede lidt. "Hvorfor var din stedfar et gammelt fjols?" klukkede hun blidt og smilede til ham. Hun satte pris på at han var ærlig, for hvis der var noget hun hadede, så var det folk der løj, så hellere sige, at man ikke ville snakke om det, for det ville hun acceptere, men ikke løgne, dem havde hun haft nok af.
Hun lo blidt over hans kommentar og rødmede af at han blinkede til hende. "Det er bare de færreste der bryder sig om folk der kan snakke med de døde," forklarede hun. "De er bange for hvad de ikke kan se og høre." Hun klukkede stille. "Men dræbt, det har jeg nu aldrig," sagde hun med lidt eftertanke. "Lemlæstet, jah. Sendt ånder ned til deres straffe i Hades, jah. Men dræbt." Hun rystede småsmilende på hovedet. "Nope, aldrig dræbt." Hun så smilede til ham med et muntert glimt i øjet. "Men jeg har dog set en blive halshugget foran mig," fortsatte hun muntert, som om det var helt normalt at folk så det. "Og jeg har også prøvet at være den der finder liget af sin bedsteveninde. Vi var fem." Hun lukkede munden på sig selv, stirrede kort bare på ham inden hun smilede undskyldende til ham og så ned. Hun havde talt over sig, og hun havde glemt hvor frastødt nogle kunne blive ved døden, men hun omgik den jo dagligt, så hun tænkte ikke altid over det.

"Han er ikke ligefrem et hyggeligt samtaleemne..."

Var alt hvad han svarede til hende. Han smilte skævt og på den måde hentydede han lidt at hans stedfar ikke ligefrem var en person han gad at snakke om. Han var voldelig, ubehagelig og ond - og han var glad for at være væk fra ham nu. Men nu stod Angus jo overfor en helt ny verden, med helt nye farer og forhåbentligt - nye venner. Men han var ny her, og han måtte hellere gøre sig bemærket hvis han ikke skulle blive til fiskeæde for de som ellers syntes han ikke vær værdig. Her tænkte han nu mest på Athenes børn - hvoraf mange sikkert ville hade ham bare fordi de forældre ikke just stod på samme side.
Men Angus stoppede hans tankespind og vendte i stedet opmærksomheden imod Ashley, der nu var begyndt at fortælle lidt af hvert. Allerede kort inde i hendes opsummerende fortælling, kunne han fornemme at der var lang vej endnu. Så Angus tiede blot stille, og begyndte langsomt at smile mere og mere over hendes ord. Han var tydeligvis ikke særlig påvirket af hvad hun havde at fortælle. Han rømmede sin stemme, og da hun så endelig havde lukket munden på sig selv, smilte han bare overbærende til hende, venligt.

"Prøver du at skræmme mig væk? For hvis det er hvad du forsøger, så virker det ikke."

Sagde han muntert og kiggede lidt rundt, inden blikket igen landede på hende. Der var intet forstyrrende over hvad hun havde sagt... jo, måske var det lidt foruroligende at hun kunne snakke med de døde. Hun havde derved adgang til så meget mere end alle andre, et middel hvorved hun kunne tale med de afdøde.

"Du er helt klart en datter af Hades."

Tilføjede han lidt kækt og smilte skævt. Hvem anden en en datter af Hades ville kunne tale med de døde og den slags? Det gjorde hende speciel, enestående så og sige. Hun var unik, selv iblandt en masse unikke halvguder. Der var ingen skam i hvem man var, og heller intet at frygte når det kom til den slags. Død og ødelæggelse var helt naturlige, forskellen var blot at hun var tættere på den slags end de fleste andre.

Ashley smilede bare og nikkede. "Okay, hvordan er din mor så?" spurgte hun med er drillende grin og et glimt i hendes øjne viste, at hun ikke gav op før hendes nysgerrighed var stillet, og der skulle meget til. Hun var egentlig bare nysgerrig om at få mere at vide om ham, af en eller anden grund. Hun nød virkelig at snakke med ham.
Da hun så op og så hans smil, kunne hun ikke lade være med at smile igen. Hun lo, en blid og varm latter. "Nej, jeg vrøvlede vist bare en smule," lo hun blidt og smilende og var taknemmelig over at han ikke lod sig påvirke af det, da hun let kunne komme til at snakke som sådanne ting.
Hun klukkede blidt. "Yup, jeg er fars pige," sagde hun leende og smilede så til Angus. Smilet var varmt og stort, og hendes blik havde den samme varme glød og et muntert glimt. Hun nød at være sammen med ham. Og han havde ret. Hun var, som datter af døds guden, meget tættere på alt der havde med død at gøre. Det kunne mærkes omkring hende, og hun skammede sig ikke over det, hun var kun bange for at skræmme andre væk med det. "Hvad er dine evner så? Om jeg må spørge?" Hun smilede varmt og imødekommende til ham, og nysgerrigheden kunne igen ses i hendes blik.


//Hvis der er fejl, er det min iphones skyld ^^'

Selvfølgelig var hun stædig nok til at spørge videre ind til hans mor. Det fik ham til at smile lidt at hun var så nysgerrig. men hvis gerne ville vide mere, så måtte han vel hellere fortælle hende det hele. Derfor rejste han sig op og kiggede ned af sig selv. Med hans hånd markerede han lige under hans hage - tydeligvis hvor høj hans mor var.

"Min mor hedder Venice, og går mig hertil. Hun er en brunette, og elsker farven rød. Hun har åbenbart en smag for voldelige mænd, og har en forkærlighed for alkohol og sene ture i nattelivet. Derudover har hun en kat der hedder Mr. Miles og hun danser hele tiden foran tv'et til dårlige fitness-videoer for at holde sig i form."

Forklarede han næsten grinene, meget statisk og opsummerende. Da han var færdig smed han begge hænder i hans lommer og kiggede på hende med et enormt tandsmil. Mon hendes nysgerrighed var stillet nu? Det var skam ikke fordi han ikke brød sig om spørgsmål. Men nu ville han jo heller ikke have at dette behagelige møde kom til at handle udelukkende om hans mor.
Da hun spurgte ind til hans egne evner, smilte han lidt skummelt, men stadig muntert, og så sig omkring. Hvordan kunne han mon demonstrere sine evner? hans blik faldt på træstammen hun sad på. Den var rimelig tyk, bøgetræ, og så var den også så småt begyndt at rådne. Den var omkring de 4 meter lang... ja. Den kunne han godt løfte.

"Måske skulle fars pige holde godt fast?"

Sagde han lidt drilsk og gik hen til enden af den tykke træstamme. Han smed armene rundt om stammen, og støttede enden mod hans lår. Langsomt adskilte han træstammen fra jorden, og løftede den op i højde med hans brystkasse. Det så legende let ud fro ham - hvilket det på sin vis også var. Det var ikke særlig anstrengende, men en evne han havde brugt hele hans liv uden at vide hvorfra det kom. Han smilte muntert, og efter at par sekunder i luften, bøjede han ryggen, og satte langsomt træstammen ned på jorden igen. han børste sine hænder for barn, og ligeledes hans tøj for skidt og sager, inden han så gik hen imod hende og smilte lidt bredt.

"Det burde forklare det hele."

Ashley lo blidt da han var færdig med at fortælle om hans mor, og over at han forstod hende. "Hun virker da som en dejlig kvinde," klukkede hun og og tilføj. "Og jeg elsker kattens navn." Hun smilede stort og en smule fjollet til ham med det muntre glimt i øjet. Hun kunne ikke lade være med at nyde hans grin en smule og hun rødmede en smule over dette.

Hun lagde mærke til det småskumle i hans smil og lagde hovedet lidt på skrå. Hu begyndte at le stille uden nogen egentlig grund og hun så varmt på ham. Hun undrede sig nysgerrigt om hvad mon hans evner var mens han gik rundt og træstammen hun stadig sad på. Hun forstod det ikke helt inden han løftede træstammen, med hende på, lavede hun store øjne og så ned på ham. Og så begyndte hun at le. Hun virkede lidt omtumlet da han havde sat hende og træstammen ned igen.
"Det må du nok sige!" klukkede hun blidt og smilede stort til ham med et glad og muntert glimt i øjet. "¡Es increíble!" sagde hun en smule målløs og på sit flydende spansk. "Du er stærk, for at sige det mildt." Hun smilede skævt til ham og klukkede blidt. Hendes hjerte bankede stadig en smule for hurtigt.

Angus kunne nu godt lide hende. Hun var varm, mild og munter - og det virkede som om at hun var således hele tiden. Det var slet ikke en slem kvalitet at have, altså at være så glad. Mon hendes far var lige så glad i Hades? Det kunne han jo ikke vide, og det var nok heller ikke noget han ville finde ud af - for hvorfor skulle han dog tage til underverden? Hendes grin og hendes smil smittede af på Angus, og gang på gang smilte han selv et smil der afslørede et par af hans tænder, og ikke mindst smilehuller. Han havde glemt alt om forvirringen og alt om de negative tanker han havde tænkt på vej herhen. Hun var så absolut ikke en slem type at have mødt. Det var sku fint at hun snakkede med de døde, især hvis hun altid gik rundt med et sådan smil.

Hendes reaktion var uvurderligt, og en fantastisk reaktion at få. Derfor kunne han heller ikke selv lade være med at grine da han havde sluppet træstammen og gået hen imod hende. Det var ikke fordi han følte sig enormt speciel, men han gik ikke ligefrem ud fra at så mange andre halvguder var så stærke.

"Jah. Det kan jeg vel takke min far for."

Svarede han til hendes reaktion imens han kørte en hånd igennem hans hår for at få det om bag hans ører. Angus kiggede lidt på hende med et skævt smil inden han satte sig ned ved siden af hende igen. Atter engang børstede han sine hænder fri for bark og skidt, og foldede dem derefter i hans skød.

"Mr. D siger at det ikke blot er min styrke der gør mig unik. Så mon ikke om jeg har et ekstra trick i ærmet eller to?"

Sagde hun muntert og glædede sig egentlig til at finde ud af hvad han andre evner måtte indebære. Selvom forvirringen havde fyldt hans hoved i snart 24 timer, så var det begyndt at gå op for ham hvor fantastisk denne lejr i grunden var - og hvor spændende denne nye 'livstil' kunne vise sig at være. Hellere være her end spille fodbold.

Ashley bemærkede smilende hans smilehuller og synes, at det så sødt ud til ham. Hun kunne bestemt godt lide ham, han var sød, rar og ærlig, og så kunne han få hende til at grine. Hun var en meget glad pige, generelt, men man kunne altid se hvor godt hun synes om personen ved hendes smil og blik. Og en der kendte hende godt, ville let kunne se hvor glad hun var for at have stødt på Angus.

Hun lo stadig stille mens hun smilede til ham med det varme glimt i hendes øjne. Hun synes stadig det var utrolig fantastisk at han havde kunnet løfte den træstamme med hende siddende på, og det havde overhoved ikke set ud som om at det havde kostet ham særlig mange kræfter. Hun nikkede lidt til det han sagde med et lille grin.

Hun smilede blidt og varmt til ham. "Jeg vil nu mere sige, at det er den person du er, der gør dig så unik," smilede hun blidt. "Det har du nok, det er meget individuelt med hvor mange evner man får og hvad det er for nogle." Hun smilede skævt til ham. Hun betragtede ham lidt med et smil. "Jeg ved godt du lige er kommet idag, men hvad synes du om lejren indtil videre?" spurgte hun så, med det samme nysgerrige blik, som altid.

Han satte sig lidt mere afslappet, med en fod på træstammen, og den anden strakt helt ud. Hun havde måske ret, men det var nyt for ham at tænke at han var så fantastisk unik. Nok havde han været vandt til at få en del opmærksomhed, men dette var anderledes. I denne lejr, og måske også i Ashleys nærvær, kunne han være den som han åbenbart var skæbnebestemt til at være. Imens hun talte vendte han blikket lidt mod skoven. Han skulle nok få en masse tid til at gå her, og så vidt som han forstod - så blev der også 'kæmpet' i denne skov, over nogle flag? Det skulle nok blive spændende at få en røvfuld eller to og ende på skovbunden. Selvom han var søn af Ares, tvivlede han nu på at det ville komme så naturligt til ham... eller måske ville det komme naturligt? Det kunne kun tiden vise.

"Jeg kommer fra Des Moines. En by fyldt med metal-musik og rødder der skyder paintball pistoler ud af bilruderne mod uskyldige cyklister."

Sagde han først med et bredt smil og kiggede så på hende. Allerede via denne kommentar kunne enhver godt forstå hvor anderledes det måtte være at være endt op i denne lejr og pludselig blive kaldt en halvgud.

"Men jeg skal nok vænne mig til den her lejr. Og hvis der ligefrem er flere farer derude der venter på folk som os - så er jeg glad for at jeg er her."

Tilføjede han som slut og smilte skævt til hende. Det var nyt, men det var også spændende. At kunne give afkald på et lettere kedeligt liv til fordel for et liv med eventyr og nye oplevelser var da slet ikke en dårlig ting. Og hvis han skulle være helt ærlig, så savnede han slet ikke livet tilbage i Iowa.

Ashley betragtede ham en anelse overrasket da han fortalte om hvor han kom fra. "Det ... wauw," var det eneste hun kunne få ud mens hun kiggede på ham, stadig med et overrasket blik. Så lo hun blidt. "Det er noget af en omvæltning." Hun smilede blidt til ham, stadig noget overrasket. Hun nikkede og smilede så til ham. "Jeg er da glad for du er glad for stedet," sagde hun og skar så en lille grimasse, hvorefter hun lo blidt og stille.
"Havde du så nogen venner tilbage i Des Moines?" spurgte hun så med et smil og betragtede ham samtidig med et varmt blik. Indtil hun bemærkede en gennemsigtig skiggelse bag ham, skiggelsen forsvandt dog hurtigt igen og hun vendte blikket mod Angus igen og smilede igen. Det var utroligt så mange spøgelser der fandtes i lejren, hun tog næsten ikke notis af dem længere, kun når de en sjælden gang henvendte sig til hende. De eneste to spøgelser hun faktisk gerne ville se, og snakke med, var hendes lille veninde Melanie og hendes mor ... hendes mor havde hun bare aldrig set, hvilket gjorde hende lidt ked, men sådan var det nu, og ingen kunne vide hvorfor at Ashleys mor ikke ville møde sin datter.