The forest is a beautiful place. Full of life. ~ Licia :-D

Det var en skøn dag. Solen stod højt på himlen og varmede dejligt. Det var en rigtig sommerdag. Hvis man lyttede rigtig, rigtig godt efter, kunne man let ane lyden af noget, eller nogen, der løb gennem skoven. Det var en ung pige på blot seksten år, ved navn Brianna. Hun var ikke bare et almindeligt menneske, som så mange andre. Nej, hun var skam datter af en Gud. Eller for at være helt præcis; en Gudinde. Hun var det kan kaldte for en Halvgud eller Halvblods. Hendes far var en helt almindelig dødelig - eller havde været, eftersom han var død nu - men hendes mor var en af de almægtige udødelige. En af de Græske Guder. Og endda også en af De Tolv Olympiader. Hendes mor var nemlig Artemis. Gudinden for jagt, skoven, naturen, dyrene, jomfruelighed og tilmed også månen. I nogle forbindelser i hvert fald.
Brianna susede stort set lydløst gennem skoven. Hun havde bare tæer, ligesom hun plejede når hun var ude i skoven og jage. Eller bare når hun var ude i skoven. Hun elskede at have bare tæer. At kunne føle jorden under hendes fødder. Eller bare at kunne føle det underlag hun gik og løb på. Hvilket jo i dette tilfælde var skovbunden. Hun havde et kogger med pile og sin bue siddende på ryggen. Begge ting sad med hver sin læderrem på den venstre side af hendes hals og så skråt ned mod hendes højre hofte. Det var intet problem at løbe med dem. Og hun var efterhånden så vant til det at det bare føltes dejlig velkendt.. Hun fik øje på et godt træ og rakte hænderne op mod en ret tyk gren fra det, uden at stoppe med at løbe. Så satte hun af i et kraftigt spring og brugte armene til at give hende mere fart på, på vej opad. Hun gav slip på grenen, og sekundet efter landede hende bare fødder elegant på en gren højere oppe. Hun var enormt smidig. Hun tog sin bue frem og satte en pil på dens plads, klar til at skyde hvis der kom et bytte forbi. Et pandesmykke af en art prydede hendes pande og faldt ned i to lædersnore bagpå i hendes hår. Der var små fjer for neden af snorene. Hun gik tit med pandesmykker. Af en eller anden grund mindede det hende bare om sin mor. Hun havde en meget enkel, brun top på, og et par hvide shorts med et brunt læderbælte til. Derudover havde hun sin ring på. Den hun havde fået af sin far. Men ham nægtede hun at tænke på nu.. Hun savnede ham for meget. Ham og hendes lillesøster. Det havde været forfærdeligt lige da de døde. Og hun kunne stadig ikke lide at tale om dem, eller tænke for meget på dem..

//Nu bliver mit indlæg måske ikke så langt som dit... Men jeg prøver nu at gøre mit bedste ^^

Felicia gik rundt i den store skov med hovedet fuld af dårlige tanker og hadefulde minder. Tanker som bare ikke ville forlade hendes hoved og minder som hun bare aldrig kunne glemme. Tankerne indeholdte ord som hun aldrig ville turde at sige lige ud eller højt foran andre selvom hun inderligt ønskede at kunne snakke med folk om det. Men hvordan? Hun kunne da ikke snakke med folk som bare dømte hende med det samme. Hele hendes liv i lejren var hun blevet dømt for hendes udseende og hende veninde som ingen troede på fandtes. Alle troede at hun bare var en særling som man bare skulle holde sig langt væk fra. Var det virkelig sådan folk så hende? Som en man bare skulle holde sig væk fra? Hvorfor? Havde hun da gjort noget forkert? Hun havde jo aldrig været ond mod nogen og hun havde heller aldrig sagt nogle grimme ting til folk. Det var godt nok også lidt klart at hun ikke havde gjort sådan da hun ikke socialiserede sig særlig godt. Hun havde det bare meget bedre når der ikke var folk omkring hende. Folk som bare ville kritisere hende for hvordan hun var. Hun var jo bare bange. Hendes selvtillid lå på et meget lavt punkt og det hjalp ikke at en masse halvguder og halvgudinder startede rygter om 'hende særlingen' der gik rundt på lejren og snakkede til luften som en eller anden idiot. Felicia vidste godt at der var nogle mennesker eller halvblods der ikke være særlig søde men hvorfor var det lige hende som de ikke ville være søde imod. Hun kunne jo ikke gøre for at hun så ud som hun gjorde. Eller var det måske ikke hendes udseende de synes var grimt? Måske var det på grund af Licha at de startede rygter om hende? Chancerne var store. Hvorfor kunne folk ikke bare acceptere hende som den halvgudinde hun var? Var det virkelig så svært?
Og så var der jo minderne. De minder hun for alt i hele verden bare ville glemme. Nogle minder der sad bundet fast i hendes hukommelse og som bare ikke ville forlade den. Minder der både havde ødelagt hendes liv og minder der havde fået hende til at ligge søvnløs om natten med tårerene der stille trillede ned ad hendes kinder. Felicia var meget følsom og der gik ikke én eneste dag uden at hun græd over et eller andet. Mange gange havde hun også rifter på sine kinder. Rifter der var blevet til af en med lange negle. Denne person som havde lavet disse rifter var en som Felicia engang holdt virkelig meget af. En person der engang var hendes bedste veninde. En person med glattet platinblond hår og isblå øjne. Denne person var Licha. Hende som ingen troede på fandtes. Hendes som alle ikke kunne se. Hende som havde ødelagt Felicia's liv.
Men disse minder handlede ikke kun om hvad Licha havde gjort ved hendes liv. De handlede også om hendes forældre. Hendes far den øverste gud Zeus og hendes mor... Den kvinde hun elskede af hele sit hjerte men aldrig havde mødt. Hun ville heller ikke kunne kende hendes navn hvis ikke Hr. D havde fortalt hende hvad hun hed. Meredith Exavia Light. Et smukt navn syntes Felicia. Hun burde være sur på sin mor for sådan bare at efterlade hende til Hr. D da hun var spæd. Men det var hun ikke. Hun forstod sin mor. Hun havde ikke pengene til at passe dem begge med mad og tøj. Hun vidste at Felicia ville få det bedre hvis hun boede i lejren. Hun tog godt nok fejl men stadig. Hun kunne jo ikke se i fremtiden. Hun ville jo ikke kunne vide at Felicia ville lave Licha og lukke sig inde i sin egen verden. Eller at hun ville blive så følsom og så sart og endda skizofren. Derfor kunne hun ikke bebrejde sin mor for hvad hun gjorde. Hendes mor skrev stadig breve til hende og da hun var mindre var det Hr. D der hjalp hende med at svare. Men sådan var det ikke med hendes far. Hendes far var gud. Og ikke bare gud med hovedgud. Nogle af dem fra lejren havde fået kontakt til deres gudeforælder men ikke Felicia. Hendes far havde sikkert ikke skænket hende en tanke. Havde han bare glemt at han faktisk var hendes far? For hvis han ikke havde hvorfor ville han så ikke tage kontakt til hende? Det behøvede ikke at være ansigt til ansigt. Det kunne også bare være et enkelt brev hvor der stod: Hej Felicia. Jeg ville lige skrive et brev. Din far.
Så enkelt kunne han skrive og alligevel ville hun blive glad. Men det gjorde han ikke. Han var ligeglad med hende. Hun vidste ikke hvordan han så ud. Hendes mor havde flere gange sendt hende nogle forskellige billeder af hendes far. Men alle de mænd der var på billederne var ikke ens. Hvordan kunne hun vide hvem af dem der var hendes rigtige fars udseende? Alle de billeder hun fik sendt af hendes mor havde hun revet over i flere stykker og smidt dem ud. Hun ville ikke se på dem. Hvad var chancerne også for at nogen af dem faktisk var hendes far? Hun hadede ham ikke. Men hun kunne heller ikke lide ham. det var som om han bare var der. Alle børn havde jo en far. Der var ikke et barn ude i verden som ikke havde en far. Og hun følte at hendes far bare var hendes far. Det blev ham. Ikke en anden men bare ham. Hun syntes ikke det var særlig specielt at have ham som far. Det var han bare. Ikke mere diskussion om den sag.
Felicia fandt en træstamme som bare lå på jorden helt urørt. Hun smilede stille og satte sig så på den. Hun kiggede rundt i skoven. Den var så smuk. Sollyset skinnede ind mellem bladene og sendte et flot lys skær som oplyste skoven så flot den kunne og den gjorde et flot arbejde. Da hun hurtigt kiggede ned på sine sko og op igen sad Licha ved siden af hende. Hun havde en fin hvid lårkort kjole på der var broderet med en masse små og smukke grønne blade over det hele. Hun smilede skævt til Felicia og gav hende hurtigt et elevatorblik. "Nå Licia... Flygter du fra de andre lejrdeltager igen?" sagde hun og satte det ene ben over det andet. Felicia stoppede stille med at smile og kiggede så ned. "Jeg ville bare gerne ud i skoven..." sagde hun uskyldigt. "Aha... Du er så ynkelig Licia." sagde hun og sendte hende et koldt blik. Felicia kunne mærke hendes blik og hun fik det stille meget skidt.

//... Det blev liiiidt for langt... oo'

Dette var simpelthen noget af det mest dejlige, fantastiske og afslappende Brianna overhovedet kendte til. Bare at sidde her i et træ og nærmest blive en del af naturen. For det gjorde hun virkelig. Hun smeltede nærmest sammen med det træ hun sad i, og hvis nogen havde kigget derop ville de ikke have kunnet få øje på hende. Det var blot én af hendes evner. En anden af hendes evner gik ud på at hun aldrig missede sit mål. Hvis hun sigtede efter en ugles hjerte ville pilen ramme uglens hjerte. Selvom den ugle måske var meget langt væk. Hun havde flere evner end det. Og nogen af dem havde hun ikke engang fundet ud af at bruge ordenligt endnu. Der var garanteret også endnu flere som hun ikke engang havde kendskab til endnu. Hun kunne f. eks. nogle gange høre et offers hjerteslag fra meget lang afstand, men det var ikke altid. Det krævede at hun var meget afslappet, men stadig koncentrerede sig helt vildt. Den evne mestrede hun ikke helt endnu. Evnen med at blive ét med naturen var ikke såå svær at mestre. Så den havde hun efterhånden lært at kontrollere. Evnen med altid at ramme sit mål havde hun også efterhånden mestret fuldstændig. Men den havde hun jo også øvet nærmest lige fra da hun begyndte at kunne gå.. Hun var blevet trænet i bueskydning så længe hun overhovedet kunne huske tilbage til..
En af de ting Brianna hadede mest i hele verden, var at tale om hendes fortid. At tænke på hendes fortid. Det gjorde simpelthen bare for ondt. Det at tale om - eller bare at tænke på - hendes far (Jeremy), hendes lillesøster (Madison) og hendes barndomsven (Tyler), gjorde simpelthen bare for ondt.. Alt for ondt! Hendes bedsteven og barndomsven, Tyler, havde også været en Halvgud. En søn af Dionysos (Hr. D). Men da han en dag var blevet en af de få (heldige) der blev valgt for at sende ud på en mission, havde han ikke klaret den. Han var aldrig kommet hjem igen. Det var omkring to år siden at dette var sket, og hun var begyndt at opgive ethvert håb om at han ville komme hjem. Hun var blevet vildt rasende på Hr. D, for ikke at hjælpe Tyler. For ikke at blande sig den lille smule for at sørge for at han ikke blev slået ihjel af uhyrer. Hr. D var en kæmpe nar og idiot, efter Brianna's mening. Og det havde hun også råbt ad ham den dag. Og selv den dag idag hadede han hende. Bare fordi hun var den eneste i hele lejren der turde sige sin mening! Han var sikker på at han var sådan en mægtig Gud, men i virkeligheden var han bare verdens største jubelnar.
Så var der hendes far, Jeremy, og hendes lillesøster, Madison. De var blevet dræbt i en stor bilulykke. Troede folk. Men siden Brianna var sluppet levende fra den - som den eneste af de tre - vidste hun bedre. Hun vidste at det var en flok monstre der havde forfulgt dem gennem flere byer. De havde prøvet at få fat på Brianna, og så havde de alligevel kun fået fat i hendes far og lillesøster. Søde, lille Madison der var den reneste og mest uskyldige sjæl, Brianna nogensinde havde set. Hun havde virkelig elsket hende. De fleste søskende skændes og sloges, men ikke Brianna og Madison. Nej. De havde elsket hinanden højere end noget andet. Hjulpet hinanden med alt. Og altid været der for hinanden. Hun havde været så modig den aften! Da hun var ved at blive slået ihjel af uhyrerne - som havde startet med at smadre bilen og dermed Brianna's far, hvor Brianna og Madison lige knap nåede ud af bilen - havde Madison taget Brianna's hånd og sagt noget som Brianna aldrig ville kunne glemme: Løb Bria. Løb alt hvad du kan. Tænk ikke på os. Vi skal nok klare os, hvorend vi ender. Nu er det vigtige at du klarer den. I live. Og husk at vi elsker dig. Jeg elsker dig. Hvorend jeg så må befinde mig, vil jeg altid elske dig. Farvel søde Bria.
Det havde været Madison's kælenavn til hende. Bria. Og hun havde så kaldt Madison for Maddie. Det havde gjort umådelig ondt på Brianna, men hun vidste at hun måtte lytte til sin søster. At hun måtte finde hen til lejren, i live, så de ikke ville være blevet dræbt forgæves. Der havde hun vel været fjorten eller noget.. Og hun havde skam boet i lejren dengang, men hun var taget hjem for at gå i skole. Hun havde været en halvårselev på det tidspunkt. Nu var hun jo selvfølgelig en helårselev. Og hun elskede skam også at være her i lejren.. Men hun kunne bare ikke klare det faktum at hendes far og lillesøster var blevet slået ihjel bare for at hun kunne nå til lejren. Hvad var dog det for en pris at betale?! Det var forfærdeligt. Madison havde været ti da hun var blevet dræbt. Hun var nemlig fire år yngre end Brianna selv. Og Madison havde været utrolig klog. Den klogeste lille pige Brianna nogensinde havde mødt. Virkelig..
Brianna hadede fyre og mænd af alle slags. Det havde nok mest noget at gøre med at hun var datter af Artemis som også hadede de fleste hankønsvæsner (som hun nok selv ville have haft kaldt dem for). Hun kunne stort set kun lide piger. Hvis ikke kun. Og det elskede Brianna ved sin mor. Plus det faktum at hun var sådan en sej kvinde - okay måske burde man hellere sige Gudinde... - der var Gudinde over så mange ting. Månen, skoven, alt natur, dyrene, jagtens, jomfrueligheden.. Brianna kunne knap nok huske det alt sammen. Hun rystede lidt på hovedet. Alle de tanker og minder om hendes far og lillesøster der havde sneget sig ind på hende nu, var ikke til at bære. Hun var hård, men ikke så hård. Alle mennesker - eller generelt bare alle væsner, egentlig - havde en svaghed. Hvis ikke mere end en kun. Den eneste svaghed Brianna havde udvist indtil videre var hendes fortid. Eller bare de tre personer hun havde mistet. Og det var der heldigvis ikke så mange der kendte til. Faktisk var det meget få der kendte noget til hendes fortid. Men det var nok mest af alt også fordi hun ikke ligefrem var typen der havde let ved at få hjerteveninder. Hun stolede næsten ikke på nogen, og hendes tillid var noget man virkelig skulle gøre sig fortjent til. Hun havde meget svært ved at få venner, fordi hun aldrig lukkede nogen ordenligt ind. Men det passede hende nu egentlig ret fint. Hun havde altid været lidt af en enspænder. Og de fleste folk her i verden var alligevel en flok idioter. Sådan opfattede hun dem i hvert fald. Selvfølgelig var der da nogle få - meget få - der havde vundet hendes tillid gennem årene. Først var der jo hendes far og lillesøster. Så var der Tyler. Det var egentlig ret utroligt at han havde kunnet komme igennem til hende. Taget i betragtning at hun ellers aldrig stolede på nogen, og da slet ikke fyre. Men i hvert fald havde han altså på en eller anden måde trængt ind til hende. Han var den eneste fyr, udover hendes far, hun nogensinde havde lukket ind. Og hvem vidste om det ville blive den sidste? Der havde faktisk også været en pige der havde vundet hendes tillid. Hendes barndomsveninde, og stadig gode veninde; Felicia. De havde mødt hinanden da Brianna første gang kom til lejren som fem-årig. Og så var de ellers blevet virkelig gode veninder..
Brianna hoppede fra den gren hun sad på, og over på en anden i træet ved siden af. Hun havde brug for at bevæge sig. Prøve at fortrænge smerten bedst muligt. Så hun satte buen tilbage på ryggen og pilen ned i koggeret, hvorefter hun begyndte at løbe så stærkt hun overhovedet kunne. Hun bevægede sig fra gren til gren, i træ efter træ. Dette var livet. At bevæge sig lynhurtigt gennem skoven og dets træer. Det var her Brianna hørte hjemme. Her var et af de eneste steder hvor hun rent faktisk hørte til. Hun bevægede sig med en fart og ynde man kun så meget sjældent. Hun var nok en af de hurtigste hun kendte. Og det var måske nok, egentlig, også en af hendes evner. Den var meget praktisk at have ved hånden når hun jagede. For at kunne indhente byttet og sådan noget.. Hun stoppede op og kiggede sig lidt omkring. Hun var nået ret langt væk fra hvor hun sad før. Og da hun kiggede ned fik hun øje på en pige. Hun sad og kiggede til siden mens hun snakkede med noget Brianna ikke kunne se. Og straks vidste hun at det var Licia - som hun kaldte Felicia. Og hun vidste også hvem hun snakkede med. Licha. Brianna skulede ned til den tomme luft. Hun var meget beskyttende overfor hendes venner og veninder - når hun ellers havde nogle - og hun havde set hvad Licha havde gjort ved Licia før. Faktisk havde Brianna tit tønkt over om det mon ikke var en mulighed at Licha rent faktisk var et uhyre i forklædning. De kunne jo alverdens ting nutildags..
Brianna hoppede ned fra det træ hun var endt i og landede perfekt oprejst. Selvom hun var hoppet fra omkring tre meters højde eller noget. Hun dukkede lydløst op bag Licia og gik hen til den side hun havde set hende kigge til. Der sad Licha. Hun sparkede ud efter den tomme luft ved siden af Licia og ventede meget kort inden hun satte sig ned ved siden af hende. Hun gav hende et hurtigt kram. "Hej Licia. Hvad laver du herude i skoven, helt alene? Altså udover Licha?" Hun smilte skævt til hende.

//Wow. Der kom jo næsten en hel roman ud af det xD

Felicia kiggede ned imens Licha blev ved med at snakke til hende men hun lyttede ikke. Hun ville ikke. Licha sagde kun dumme ting. Men alligevel var hun Felicia's bedsteveninde. Hun kunne ikke hade Licha. Om hun så prøvede så meget hun kunne lykkedes det aldrig. Hun var vokset op sammen med Licha og da de var mindre havde Licha faktisk været sød. De legede sammen og var glade sammen. De gjorde alt sammen. Felicia skulle bare stå og se på hvordan Licha udviklede sig. Til en selvisk og snobbet pige som var ligeglad med alle andre end hende selv.
Felicia blev faktisk virkelig såret da hun efterhånden indså hvor meget hun frygtede Licha end hun holdte af hende. Hun skulle bare høre på at hun kaldte hende ting istedet for at snakke med hende om alle mulige venindeting. Det gjorde hende ked af det. Hun havde mest af alt bare lyst til at styrte helt hen til hende og give hende det største knus nogensinde og bare hvile sin pande på hendes skulder og græde. Græde virkelig meget. Hun ville bare ud med det. Hendes tårer. Hendes sørgelige liv. Hun ville ønske at hun kunne fortælle Licha hvor ked af det hun var over at Licha var blevet sådan. Fortælle hende hvor led hun var. Hvor meget hun bare havde lyst til at komme af med hende men ikke kunne og derfor ville ændre hende. Hvor meget hun savnede den gamle Licha. Den der ikke var snobbet. Den der altid var sød og rar. Den der var sjov at lege med og dejlig at snakke med. Den der engang var hendes bedste veninde. Men hun kunne ikke. Hun ville sikkert bare le ad hende. Le ad hende og kalde hende ynkelig. Som altid.
Da Felicia hørte Licha begynde at skrige og bande kiggede hun hurtigt op igen. "Hvad fucking fanden har du gang i?! Skrid dog med dig! Min kjole!" sagde Licha og forsvandt inden hun sendte pigen et vredt blik. Felicia kiggede op og der stod Brianna. Brianna som var Felicia's meget nære veninde taget i betrækning af at hun ingen veninder eller venner havde. Felicia fulgte hende med blikket da hun satte sig ned ved siden af hende og krammede hende. "Tak Rinna... Mange tak..." sagde hun taknemligt og smilede til hende. "Altså... Jeg kom herud for at være alene. En søn af Hefaistos kom hen til mig med et ny-smedet sværd i hånden... Jeg skreg og løb ud i skoven. Som altid..." sagde hun lidt mindre glad og kiggede ned. "Licha er så lige smuttet. Jeg tror du mudrede hendes kjole en smule til." tilføjede hun og klukkede lidt. Hun så på Rinna og smilede til hende. "Hvad med dig selv?" spurgte hun og så på buen og pilene. "Ude for at jage lidt?" tilføjede hun og lo lidt. Det var så typisk Rinna. Men Felicia kunne jo ikke anklage hende for noget. Hun var jo heller ikke selv særlig normal.

Brianna vidste godt at Licha ikke altid havde været på samme måde som hun var nu. Det havde Felicia - eller Licia - skam fortalt hende. Og Brianna var altså virkelig glad for at have hende som sådan en nær veninde. Okay.. Nu havde hun heller ikke ligefrem særlig mange veninder, men alligevel! Hun holdt virkelig af hende. Hun var en af de få mennesker - eller Halvguder - der rent faktisk havde fået en plads i hendes hjerte. En af de få personer der rent faktisk havde sneget sig ind på hende og fået hendes mure og parader ned. I hvert fald var de da nede for dem der havde fået dem ned i første omgang. For alle andre var de skam stadig oppe.. Og det ville de nok altid være. Hun havde oplevet for meget til at sænke dem og glemme det hele. Det var simpelthen bare umuligt for hende. Men det var vel heller ikke ligefrem særlig nemt for enhver anden at glemme noget dårligt fra fortiden. Faktisk mente Brianna efterhånden at have fundet ud af, at det rent faktisk var umuligt.
Hun sad og kiggede lidt på luften foran hende. Forhåbentlig lå Licha på jorden og klagede. Jamrede sig. Det var i hvert fald det Brianna var gået efter. Okay.. Hun lød måske meget voldelig, men det var hun altså ikke. Hun var bare.. En smule anderledes? Det var svært at forklare.. Hun smilte til Licia og så på hende da hun svarede hende. Så smilte hun endnu større. "Skulle det være en anden gang! Hun er ikke god for dig. Det ved du jo godt Licia.." Hun så en anelse bekymet på hende. Og det var hun også. Bekymret for hende. Hun var jo trods alt hendes gode veninde, ikke sandt? Og Brianna var generelt meget beskyttende overfor de folk hun holdt af.. Hun sukkede lidt da hun også svarede på hvad hun lavede herude. "Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig med det der. Du ved.. Få dig til at snakke noget mere med folk.." Hun så bedrøvet på hende, men kom så til at grine en smule. "Okay.. Jeg skal nok ikke spille særlig overlegen lige på det der punkt.." Hun var jo heller ikke selv særlig aktiv når det gjaldt at engagere sig med folk. Men det var dog kun fordi hun ikke stolede på nogen. Og det var egentlig lidt af et problem. Men hun kunne jo ikke rigtig gøre for det... Da Felicia sagde det om Licha og lo lidt, kunne Brianna ikke lade være med selv at gøre det. Hun smilte tilfredst. "Helt perfekt. Lige hvad jeg gik efter." Hun blinkede lidt drillende til Licia. Hun holdt altså virkelig af hende. Og hun vidste at Licia ikke kunne give slip på Licha. Alle ændrede sig jo. Nogle gange til det bedre, nogle gange til det værre. Og i Licha's tilfælde var det helt klart til det værre. Meget værre. Men sådan havde hun jo ikke altid været, og det var klart at Felicia blev ved med at håbe at hun blev den gamle Licha igen. Men det gjorde hun bare ikke. Det måtte Brianna virkelig hjælpe Licia med at forstå.. Snart.. Hun trak på skuldrene og lo lidt. "Skyldig. Man er vel datter af Artemis, ikke?" Hun blinkede igen til hende.

Felicia smilede stort til Brianna. Hun vidste virkelig ikke hvorfor. Hun følte bare at der var brug for et smil. Et smil som kun hendes nærmeste kunne få frem og da Felicia ikke rigtig havde nogen som hun kunne kalde sine nærmeste var det kun endnu svære at få det frem. Det var et lykkeligt smil. Et lykkeligt ét. Felicia vidste knap nok hvad ordet 'lykkelig' betød. Hun vidste kun at lykkelig var en god følelse. At ordet 'lykkelig' var noget som en masse mennesker og halvguder og halvgudinder have prøvet at være. Men der var én ting hun ikke vidste om at være lykkelig. Nemlig hvordan det føltes at være det. Se det var en ting som Felicia slet ikke kendte til. Men lige i dét øjeblik kunne hun mærke noget. En sær følelse. Mon Felicia var lykkelig? Felicia vågnede op fra sine egne tankers snakken og så helt drømmende på Brianna inden hun blev sig selv igen. "Jeg ved det godt. Men hun vil ikke væk igen. Hun slår mig Rinna. Hun river mig i huden." sagde hun og kunne mærke at hun snart skulle græde. Hun rørte blidt ved hende underarm da det var det seneste sted hvor Licha havde revet hende henne. Hun kunne mærke de tre lange rifter som var blevet kradset ned i hendes hud på grund af Licha's lange negle og hun valgte at kigge ned. Hun ville ikke have at Brianna skulle se hende græde. Brianna var jo så sej og havde en masse selvtillid. Felicia misundede det virkelig. Felicia stivnede nærmest da Brianna nævnte det med at hun skulle til at snakke lidt mere med folk. Hun kiggede hurtigt op og rystede panisk på hovedet. Hun blev helt skræmt og bange og hun kunne mærke at tårene pressede på. "Nej! Nej! Jeg vil ikke!" skreg hun og kiggede panisk rundt som om der var en masse folk tilstede. Hun hørte ikke det to andre ting som Brianna også sagde. Kun lige den sidste da det endelig gik op for hende at der kun var dem ude i skoven. "Nå ja. Artemis. Min halvsøster." sagde hun så små surt og ked af det. "Endnu en min såkaldte far valgte at..." Hun kunne ikke afslutte sætningen. Hun ville ikke. Hun var træt af alt det hendes far gik rundt og lavede. Hun betragtede ham alligevel ikke som sin far. Han var ligegyldig.

Brianna så smilende, på Felicia. Hun elskede at se hende smile, fordi det var en ret så sjælden ting. Og den hovedsaglige grund til at Felicia ikke smilte særlig tit, var jo Licha. Hvilket bare var endnu en dårlig ting ved hende. Hun var forfærdelig. Og det var endnu mere forfærdeligt at ingen troede på Felicia, når hun fortalte dem hvem Licha var. Brianna var nok den eneste der rent faktisk troede på hende. Eller i hvert fald én af dem.. Ud af så mange Halvguder i denne lejr. Denne kæmpestore Halvblodslejr. Burde netop de Halvguder - dem, af alle folk i verden - ikke tro på at der eksisterede noget de ikke kunne se. På en eller anden måde Brianna ikke helt kunne forklare, virkede det altså en smule dobbeltmoralsk. I hvert fald efter hendes mening.. Men den betød jo heller ikke en skid. Ingen lagde mærke til hende. Mest fordi hun var så uopnåeligt.
Hun så bedrøvet og sørgmodigt på Felicia. "Måske kan jeg hjælpe dig? Er der ikke et eller andet jeg kan gøre?? Måske, hvis vi skræmmer hende væk? Truer hende? Øhm.. Måske er hun i virkeligheden et uhyre.. Tanken har strejfet mig flere gange.. Og hvis hun er et uhyre, kan hun i hvert fald udslettes på en eller anden måde. Det kan de allesammen." Hun fik pludselig en truende undertone i stemmen, men den var selvfølgelig ikke rettet mod Felicia. Og den forsvandt igen, ligeså snart Brianna tog sig selv i at bruge den. Det var vel bare hendes jægerinstinkt der tog over. Det gjorde det tilsyneladende nogle gange. Sådan var det vel bare når man var datter af Artemis, der blandt meget andet, var Gudinde for jagt. Da hun så de lange rifter på Felicia's underarm, flippede hun ud indeni, og tog lynhurtigt fat i hendes underarm. Det gik virkelig ikke længere! Hun måtte finde en måde - hvilken som helst måde! - at komme af med Licha på. Hun kunne ikke klare at se Felicia på denne måde længere! Og hun var ret sikker på at Felicia heller ikke selv kunne tage det meget længere. Men hun kunne bare ikke selv stå imod Licha. Og så var det jo meget heldigt at hun havde Brianna. For når man først havde vundet en plads i Brianna's hjerte, ville hun gå gennem ild og vand for én. Og det gjaldt skam også Felicia. Så Licha kunne skam bare vente sig! Ligeså snart hun fandt ud af hvordan, ville Brianna få hende til at forsvinde. På den ene eller den anden måde. Hun skulle til at bande og svovle op over Licha, men glemte det hele da Felicia kom med et udbrud. Brianna lagde beroligende sine hænder på Felicia's kinder og holdt derved også hendes hoved stille. "Shhh.. Jeg vil da aldrig tvinge dig til noget.. Men jeg ville stadig ønske at jeg kunne hjælpe dig. Også på det punkt.." Hun så trist på hende. Og hun mente det skam. Virkelig.. Hun ville virkelig gerne hjælpe hende igennem alle hendes problemer.. Hun betragtede hende spørgende, da hun så trist ud, ved Artemis' navn. Men hun havde godt en idé om hvorfor. De havde jo kendt hinanden ret længe efterhånden.. Hun lagde trøstende armen om hende, og havde allerede fjernet hænderne fra hendes kinder. "Vi har alle vores kampe, når det kommer til vores Gudeforældre. Nogle af os har bare vænnet os en smule mere til det. Eller skjuler det bedre." Hun blinkede til Felicia..