What a beautiful place, right? - Faye :-D

Det var en af de varme dage, der satte Faye i en tydelig kontrast op imod dagen. Hendes brune øjne var kølige, ligeså var resten af ansigtet. Ryggen var rank og gjorde blot arrogancen en del mere fremtrædende. Stolthed, helt og enkelt. Et svagt smil var at spotte om de let fyldige læber, da hun gik mod søens omgivelser. Der var altid så fredeligt og stille her. Forstyrrelser og larm skulle man ikke bekymre sig om, hvilket Faye blot anså som fantastisk. Hvis hendes evner skulle vækkes til live, skulle det ikke ske med larm og afbrydelser hængende om ørerne på hende. Det store spørgsmål var blot: Hvordan kunne man overhovedet vække disse evner. Indtil videre havde de ligget i en permanent søvn. Ofte havde Faye endda vovet at påstå, at hun slet ikke havde nogle specielle evner, som hun eller hørte, alle halvguder havde.
Florida sad stadig som en vigtig del af hende. Annabeth havde Faye længe overvejet at opsøge, men hun havde ikke været sikker på hvor, hun skulle finde hende længere. Det virkede absurd at påstå, men sådan var det. Faye sparkede til en sten med sin ene, mørkebrune støvle. Faye havde kun været i lejren højest et par måneder, men det var ikke ligefrem det allerfedeste sted. (Næsten) alle havde fundet deres evner, som de kunne rende rundt og prale med. Når Faye fandt sin, skulle hun nok vise dem alle, hvad en evne virkelig skulle bruges til. Hun havde længe været af den holdning, at som en halvgud, burde hun have været mere magtfuld. Der var ikke særlig meget magt eller storhed over at blive drevet direkte i lejren. Det grufulde væsen havde hun valgt at skubbe i glemmekassen.
"Annabeth?" Faye hørte sin selv udtale navnet og stoppede brat op. Kropsbygningen, det mørke hår - Det kunne ikke være andre! De var et godt stykke fra hinanden de to, men denne afstand fik Faye hurtigt kortlagt. Skridt for skridt kom hun nærmere den barndomsveninde, der havde været allertættest på hende. Synet af hende var overraskende, og dog havde der været den lille forventning, at det var her, Annabeth ville være at finde. Hun lignede sig selv. Det samme gjorde Faye.

Faye huskede det, som var det igår, at hende og Anna legede sammen. Hun kunne mærke sin barnlige latter ringe et sted i baghovedet, da hun tænkte på dem som de to små piger, der altid havde holdt sammen. Hvis Faye havde haft et problem, var det altid Anna, hun havde taget kontakt til. Normalt var Faye ikke pigen, der slyngede hemmeligheder og snak om sig selv ud til højre og venstre, men med Anna virkede det bare anderledes. De havde været bedste veninder.
"Jeg har ikke boet her længe, men ja, det gør jeg" Svarede hun Anna i takt med, at hun slog armene om hende og gengældte krammet. Savnet nagede nu mere i hende, end det længe havde gjort. Da hun havde spankuleret rundt i Londons gader sammen med sin far, havde der været en del af hende, der havde ønsket at tage det første fly til Florida. London havde aldrig kunnet erstatte Florida, men Faye måtte nu indrømme, at det til en afveksling havde været befriende med nye omgivelser. Hun var ikke typen, der havde det godt i rutiner og når der intet nyt skete.
"Hvordan går det? - Hvor længe har du boet her i lejren?" Spørgsmålene hobede sig op indeni hende, og stillede sig på en ulige og uoverskuelig række, som mere følte, som ville alle spørgsmål komme på én gang. For første gang længe kunne Faye ikke høre den kolde tone i sin stemme. Var hun virkelig blevet så overrasket over synet af Anna? Åndedragene blev til noget, der mere mindede om små korte stød højt oppe i brystet, da hun lod blikket glide over sin barndomsveninde. Fra top til tå. Atter lod hun sig blive trukket med tilbage til barndommen, hvor de to små piger løb side om side. Det var alligevel et vildt syn, at Anna skulle være her i lejren..

En dejlig forfriskende brise legede med Fayes hår, der for en gangs skyld hang løst ned over skuldrene på hende. Det mørke hår så næsten helt bronze, da solen reflekteredes. Det var set før, helt sikkert, men det var alligevel et kønt syn. Faye kunne af gode grunde ikke selv se det, men den lette vind kunne hun da mærke. Solens varme kærtegn satte et placerede et let smil over læberne på hende. Var det solen eller Anna, der havde denne effekt på hende? Solskinsdage havde hun oplevet før, men denne var virkelig en af de helt exceptionelle. Det var som halvguderne: De lignede mennesker, men tydeligvis var de meget, meget bedre end dem. Det var denne tanke, Faye altid havde haft om disse halvguder.
”Så længe? Det er vist cirka det samme med mig også.” Hun rynkede på brynene, da hun svarede Anna. Hvordan kunne de begge have været der i så lang tid, men ingen af dem havde endnu set hinanden før lige netop nu? Egentlig betød det ikke særlig meget, da Faye aldrig rigtig havde brudt sig om at dvæle ved det samme for længe. Det var ikke et boost til humøret, og det skabte kun en altødelæggende negativitet. Hun skar kortvarigt ansigt over egen tanke. Hun gengældte hendes skæve smil.
”Er du faldet godt til? For altså jeg har stadig problemer med at finde rundt..” Spurgte Faye Anna, som umiddelbart efter prikkede hende på skulderen. Det var endnu ikke gået helt op for hende, at hun rent faktisk stod overfor sin barndomsveninde. Den tætteste veninde hun nogensinde havde haft. Samtaler imellem dem spillede på nethinden af hende. Deres latter. Deres bekendelser. Deres gråd og mindre gode tider. De havde været meget igennem, og her stod de så nu. Et år efter Faye var flyttet til London, der egentlig havde været ret fedt. I en så stor by havde hun manglet noget. Det var ikke alle, Faye ligefrem lukkede ind. Skulle der sandheder på bordet, var hun måske ikke den mest åbne og varmtsmilende pige. Hovedet blev lagt på skrå mens hun betragtede Anna. Tydeligt dansede der glæde og savn.

Det forekom Faye utrolig underligt, at de ikke var stødt på hinanden noget før. Det var en af de særheder i livet, der ville spille de fleste et underligt pus. Havde Faye virkelig levet i en så tætpakket kasse, at der ikke havde været blikke til siderne og udforskning nok, der gjorde hun havde set Annabeth? Tanken sværmede om hende som en myg, hun irriteret langede ud efter mentalt.
"Jeg har vist også brugt meget tid i min hytte og i skoven" Indrømmede Faye en smule modvilligt. Indrømmelser og andre former for konfrontationer var ikke hendes bedste side, og disse ting tog hun ikke altid lige pænt. Et let smil strejfede de let rosa læber, idet Faye lod sine øjne mødes direkte med Annabeths.
"Har du fundet din evne?" Tydeligvis skiftede Faye emnet væk fra den akavethed, der havde ligget over det foregående emne. Hvorfor havde de ikke set hinanden noget før? Faye tvang sig væk fra emnet, og der kom et svagt strejf af kulde i de brune øjne. Det var ikke noget imod Annabeth, men det var efterhånden blot normalt for hende. Der sad et års tomrum imellem de to unge kvinder. Hun kunne ikke undgå at bemærke kløften, og til sin egen overraskelse rørte en gammel tristhed på sig dybt i brystet på hende. Som altid nægtede Faye at hænge sig ved den og gik derfor direkte til besvarelse af Annas spørgsmål.
"Arenaen lader til at være et besøgt sted, kan jeg høre. Hvor godt at høre! De pegasusser kommer bag på mig hver gang! De er et prægtigt dyr, hvis jeg skal være helt ærlig" Faye snoede en af sine vildfarne hårtotter omkring sin finger. Det havde hun altid gjort, og hun betegnede det som en irriterende dum vane. Oftest viste den blot, at hun følte sig tryg i det selskab, hun var kommet i. - "Jeg må indrømme, at jeg indimellem farer lidt vild endnu, men det er blevet bedre. Det er faktisk okay her i lejren" Fortsatte Faye og lagde hovedet svagt på skrå. I sit indre mindede hun sig selv om alle de halvguder, der ikke var gode nok til Fayes selskab, hvis hun da selv skulle sige det. De forstod ikke den magt, de var blevet lagt i hænderne, den dag de blev født. Det var på sin egen måde usmageligt.