There is beautiful here - Nuka.

Tid; Klokken er omkring 20:15
Sted; Ved Lejrbålet.
Omgivelser; Tja… Ved træer og så et bål, samt nogle træstammer, som man kan sidde på. En smuk ild og så tja.. en sti, der fører op til hytterne.
Vejr; Himlen er mørkeblå og der er en anelse overskyet. Det er tørvejr, men det blæser en anelse og der kommer ind i mellem små to-tre min. Byger.
Dag; Det er en søndag.
Årstid; Hm.. Forår.
Påklædning; Han er klædt i det sædvanlige tøj. Et par løsthængende bukser, i dag i mørkebrun, en hvis skjorte, som hænger ud over bukserne, en brun jakke, som matcher hans bukser, hvor ærmerne er smøget op og så et par sorte sko. Hans jakke står åben og han bærer en læderkæde, hvor der hænger en tand.

Drengen Joss, var på vej ned mod lejrbålet. Han var kun på vej der ned, fordi han trængte til lidt selskab og så fordi han altid elskede at sidde og stirre ind i de smukke flammer, så ilden skabte.
Hans skridt kunne tydeligt høres, da der stort set var stille udenfor, selvom klokken kun var omkring otte.
” Hm.. ” Han så sig lidt rundt, hvorefter et lavt suk forlod hans læber. Ikke et irriteret suk, men et roligt, afslappet suk.
Han glædede sig nærmest til at nå derned, så han kunne sidde foran ilden, varme sig og snakke med nogen.. Han havde jo trods alt ikke snakket med nogen hele dagen, så han så faktisk frem til at ’teste’ sin stemme.
Joss stoppede op, lidt inden selve lejrbåls pladsen, da han lige ville se om han kunne hører stemme dernede og om han kunne se ilden være tændt.
Ilden var tændt, det kunne han godt se herfra, men han kunne ikke hører nogle stemmer, hvilket undrede ham, da han kun havde oplevet en gang før, at der ikke var nogen nede ved lejrbålet, men der var bålet ikke tændt, sm det jo var nu, så måske var der bare en enkelt person dernede?

Påklædning: Outfit (klik)

Nuka sad nede ved lejrbålet. Der havde hun sat sig ned, for at være lidt alene. Bare et lille stykke tid. Bare stirre ind i de røde og orange flammer, og lade dem varme hendes ansigt. Der var intet, som var bedre en det, i følge hende.
At få gang i bålet, havde ikke været særlig svært. Hendes mor havde lært hende et trick, som aldrig fejlede. Selvom hun nogle gange skammede sig over sin baggrund, så var det alligevel nyttefuldt. At ens mor var indianer, var ikke altid en dårlig ting havde hun erfaret.
Øjnene, som havde været lukkede siden hun havde fået gang i bålet, blev pludselig slået op. Vent. Hun ville ikke alene meget længere. Hendes blågrå blik blev fjernt, mens usammenhængende billeder farede gennem hendes hovede. Et syn. En dreng nogenlunde på hendes alder. Lyst hår. Tæt på hende. Han ville komme. Måske for at se om der var nogen?
Lige så pludseligt som synet var kommet, lige så pludseligt forsvandt det. Tilbage lå hun på jorden. Før havde hun siddet på en af træstammerne. Hun vænnede sig aldrig til det. Krampeanfaldene, at være væk. Skrigene der kom fra hende, når de kom, og hun var langt væk i sine syner.
Hun sukkede. En dag ville det være rart, at få synerne under kontrol. Hurtigt rejste hun sig op, og børstede jord og blade af sig.

Et lavt suk forlod hans læber, da han kort lod blikket glide rundt. Efter kort tøven, bevægede han sig videre hen af stien, for langsomt at nærme sig bålet.
Flammerne havde, som sædvanlig, den flotte orange/røde farve, som gjorde alt nær den en anelse rødligt.
Han kunne ikke lade vær med at smile over dette, da han plejede at sidde udenfor for med hans veninde Carter, drille hende med det rødelige skær og så derefter varme snobrød over ilden. Det havde alt sammen været så hyggeligt. Altså indtil den dag, hvor han skulle lærer hende, at skyde med bue og pil.
Joss stoppede brat op, han ville ikke tænke mere på det, tanken ødelagde altid hans humør. Et tungt suk forlod hans læber.
Han var kommet ret tæt på bålpladsen nu, hvilket gav ham en anelse mere ro i kroppen, fordi det fik ham på andre tanker.
Han gik derhen og lod blikket glide rundt. Ganske rigtigt ... Ilden var tændt, men der sad kun en enkelt pige ved bålet, eller hun stod faktisk op.
Han lagde hovedet en anelse på skrå, hvorefter han så ind i flammerne. Han vendte dog hurtigt hovedet over mod pigen igen og et imødekommende smil bredte sig over han læber.
" Hej, jeg er Jos, søn af Apollon og du er? "
Han var gået over til hende, imens han sagde det og rakte nu blidt hånden frem mod hende.

Nukas blik, som før havde været rettet mod jorden, landede straks på personen der præsenterede sig. En dreng. Men ikke hvilken som helst dreng. Ham fra hendes syn! Svagt lagde hun hovedet på skrå, og betragtede ham. Lyst hår, lys hud. Øjnene kunne hun ikke se særlig tydeligt. Han kunne sagtens være en af hendes halvsøskende. Ud fra hvad hendes mor havde beskrevet, havde hendes far haft blondt hår. Et træk hun ikke havde arvet. Hendes hår var mørkebrunt, grænsende til sort, og huden var ganske vist lys, men med en gylden/rødbrun glød. En glød der blev ekstra fremhævet af de rødorange flammer. Hun lignede en ægte indianer i flammernes skær.
"Apollon, siger du, Joss?", spurgte hun og rakte hånden frem mod han, smilende. "Nuka, datter af Apollon", præsenterede hun sig selv. Endnu en halvbror. Dejligt. Godt nok brød hun sig ikke synderligt meget om sine halvsøskende, men.. det var nu rart med lidt selvskab i hytten. Specielt når man var boede der hele året. Noget ikke alle i hytten gjorde.
Hun slap hans hånd, og satte sig ned på træstammen. Med et venlig bevægelse med sin ene hånd, gjorde hun tegn til, at han bare kunne sætte sig.

Joss blik hvilede bare på pigen, indtil hun havde præsenteret sig. Hans smil blev bredere, da det viste sig, at hun faktisk var hans halvsøster.
Hun var ganske vist hans halvsøster, men hun lignede ikke de andre børn af ham, de fleste havde jo det lyse hår, hvilket pigen, Nuka, ikke havde. Joss selv havde dog heller ikke ligefrem lyst hår, men det grænsede mere til det end hendes. Dog var han ret solbrun i huden og hans øjne var nok heller ikke ligefrem ligesom de andre Appolon børns øjne.
" Nå.. Så er vi jo halvsøskende Nuka. " Smilet krusede stadig over hans læber, da han sagde det.
Efter hun havde henvist ham til pladsen ved siden af hende, nikkede han mildt og satte sig.
Han så ind i bålets flammer og kunne ikke rigtig løsrive blikket, selvom han egentlig gerne ville kigge på Nuka, se om hun var anderledes end de andre. Ja, hun havde ikke samme hårfarve, men var der andre ting, der skilte hende ud fra de andre?
Et let suk forlod hans læber, hvorefter han kørte en hånd igennem håret, for at skubbe pandehåret væk fra hans øjne.
Han nød allerede bålet nu, selvom han lige var kommet. Det var smukt, varmt og så sad han ikke alene, han havde en at snakke med, så det han "ønskede" var faktisk sket.

"Ja, det er vi". Smilet var forsigtigt, men stadig venligt. Hun kunne ikke tage blikket fra ham. Det kunne hun sjældent, når hun så på sine halvsøskende. De var alle så.. alle så heldige! De lignede deres far, mens hun ikke lignede nogen af dem det mindste. Hendes mors gener havde åbenbart været dominerende. Hvor tit havde hun ikke ønsket sig den lyse hud, det blonde hår og de blå øjne? Præcis de træk, som de fleste af hendes halvsøskende havde. Men en ting misundte hun dem ikke. Deres korte hår. Eller korte hår i forhold til hendes eget, som gik hende til lænden. Noget af det eneste, som hun var virkelig stolt af.
Til sidst tvang hun sine øjne væk fra ham, og kiggede ind i flammerne. Varmen mod hendes ansigt føltes fantastisk. Næsten som om hun stod i flammer. Det var ubeskriveligt!
"Fortæl mig lidt om dig selv", bad hun stille med et smil om læberne. Det var valgfrit om han ville, selvfølgelig. Men det være rart, at lære en af hendes søskende lidt bedre at kende.

Hans blik var forsat rettet mod ilden, selvom han dog mest lyttede til Nuka's stemme. Han ville gerne skabe sig et indblik i hvordan hun var og efter ret god erfaring, kunne han efterhånden hører på folks stemme, om de overhovedet gad snakke med ham, eller ej.
Han vendte nu hovedet mod hende, da hun sagde noget. Hans blik var tænkende, da han ikke vidste hvad han skulle fortælle.
" Hm.. Hvad vil du gerne vide? " Hans stemme var rolig og et smil krusede over hans læber.
Han kørte endnu en gang hånden igennem hans hår, fordi pandehåret igen havde fundet vej ned foran hans øjne.
Han så nøje på hende, fordi han ville finde andre ting, som var anderledes ved hende, end de andre, men det var faktisk mest håret der skilte sig ud. Langt og mørkt som det jo var. Anderledes, men kønt. Joss nød at se, at hun skilte sig ud, at han rent faktisk havde en halvsøster, som ikke lignede alle de andre. Joss selv, skilte sig jo ikke så meget ud, han var mørkede i huden og havde grønne øjne, men ellers var han jo nærmest bare en tja.. helt normal Apollon søn, hvilket til tider godt kunne irritere ham.

Hun åbnede øjnene, og så ind i ilden. De var det eneste, som mindede om deres far. Blågrå. Deres far skulle have haft blå øjne, da hendes mor havde mødt ham. De var det eneste på hende, som umiddelbart ikke skilte sig ud, når man stillede hende op ved siden af hendes halvsøskende.
Kort trak hun på skulderne. "Hvad end du har lyst til at fortælle mig", svarede hun og smilede, mens hun skævede hen til ham. Fraværende snoede en tot af det lange, mørke, svagt bølgede hår. I sit stille sind prøvede hun, at finde noget ved ham, som ikke mindede om deres far ud fra de informationer, som hun havde fået.
Udmiddelbart kunne hun intet finde. Men jo nærmere hun kiggede var der alligevel et eller andet. Øjnene! De var ikke blå, men grønne. Pæne, faktisk og specielle. Hans hud så også lidt mørkere ud, og det samme med hans hår, men stadig. Hans øjne var det, som afvigede mest fra det billede, som hun havde af deres far. Fantastisk.

Da hun vendte blikket mod flammerne, gjorde han det samme. Mest for ikke at sidde og tja.. Stirre, det havde han altid haft noget imod, specielt hvis andre stirrede på ham.
Han tænkte grundigt over hvad han skulle fortælle, hvorefter han så vendte blikket mod hende.
" Eh.. Jeg er opvokset i Nevada sammen med min mor og min søster. Min mor har så haft adskillige kæreste efter min far, Apollon, valgte at smutte.
Der er faktisk ikke så meget andet at fortælle. Mit liv har været ret normalt, bortset fra at jeg jo har ADHD og er ordblind og så det punkt med at jeg altid rammer mit mål, når jeg skyder med bue og pil. "
Han vendte blikket mod ilden igen, fordi han overvejede hvad mere han lige skulle fortælle, da han jo ikke ligefrem ville ud med sine dybeste ting lige nu.

Nuka vendte sit blik mod ham, da han begyndte at fortælle. Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå. Spændende at høre lidt om hans baggrund. At hans mor havde haft flere kærester efter at Apollon havde valgt at smutte.
"Men.. er du ikke kommet af med ADHD'en her på lejren?", spurgte hun nysgerrigt. Selv havde hun ikke mærket noget til sin efter, at hun var ankommet til lejren. Og ordblindheden var da også blevet bedre. Når det meste stod på oldgræsk over det hele, så gik det langt bedre end da alt stod på engelsk. Noget hendes satyr havde forklaret hende en del om.
Det, som lød til at være hans evne, lød spændende. Altid at ramme sit mål med bue og pil. Fantastisk! En del af Apollon børn var gode med bue og pil, inklusiv hende selv, men hun vidste at de færreste af dem altid ramte deres mål. I hvert fald helt præcist.

Han så tænkende ind i ilden, da hun spurgte om ADHD'en. Han kneb øjnene en anelse sammmen og lagde hovedet en anelse på skrå.
" Tjo... Det er i hvert fald blevet bedre, ligesom min ordblindhed, men jeg mærker det dog stadig til tider.. "
Han vendte roligt hovedet mod hende endnu, hvorefter et lavt suk forlod hans læber.
Han havde faktisk altid døjet meet slemt med ordblindheden, han var endda blevet mobbet pga. det, hvilket havde taget hårdt på ham. Indtil han så havde mødt Carter.
Han rystede irriteret på hovedet, fordi han igen tænkte på Carter, hvilket han egentlig havde lovet sig selv, at lade vær med, da han jo altid blev trist.
Han vendte blikket mod ilden igen og forholdte sig bare tavs, imens han betragtede flammerne, som snoede sig omkring hinanden.

"Jeg kender det godt", mumlede hun og smilede skævt. Hendes ADHD var forsvundet siden hendes ankomst på lejren. Dog havde hun fundet ud af, at det dog ikke var en sygdom, som de allesammen havde. Bare uro i kroppen pga. manglende træning. Og ordblindheden kom fra at deres hjerner var indstillede til oldgræsk. Det var sådan at hun havde forstået det.
Svagt bed hun sig i læben. "Har du nogensinde mødt.. far?", spurgte hun. Det var underligt, selv efter hendes tre år i lejren at der var flere, som havde samme far som hende. At de delte ham. Men det som havde været sværest var, at han havde elsket mange flere kvinder end hendes egen mor. Nuka havde stadig svært ved at forholde sig til tanken.

Han så roligt på hende, i tavshed. Hans blik var tænkende og faktisk en anelse fjernt, da han sad i hans egne tanker lige nu.
Han rystede let på hovedet, for at komme tilbage til 'virkeligheden'. Han vendte blikket mod ilden, imens et smil krusede over han læber. Han rynkede let på brynene og så ind i flammerne, hvorefter han sukkede.
" Nej, selvom jeg gerne vil. " Han så nu på hende, for ligesom at se hende reaktion på at han aldrig havde set, deres far.
" Har du? " Han hævede spørgende det ene øjenbryn og så nysgerrigt på hende.

//Krea. svigt. o:

Et svagt smil krusede om hende læber, da han afslørede, at han ikke havde mødt deres far. Så var hun ikke den eneste af hans utallige børn, som ikke havde mødt mødt ham. Nogensinde. Så vidt hun vidste havde ingen af deres søskende mødt ham. Men mon ikke at han holdt lidt øje med dem? Bare sådan på afstand? Eller måske havde han for travlt med, at lave flere søskende til dem.
Da spørgsmålet blev rettet mod hende, gled et hårdt udtryk over hendes ansigt. "Nej", svarede hun kort for hovedet. "Han gjorde min mor gravid og rejste", fortalte hun og trak på skulderne, om om at det ikke betød noget. Som om at det ikke gjorde hende noget. Men det var tydeligt for enhver, der så på hende, at det betød noget for hende. Selv en blind ville kunne se det.

Han så lidt ind i ilden. Spekulerede på om nogen på lejren egentlig havde mødt deres far/mor. Måske var der nogle heldige, hvor forældrene virkelig havde holdt af dem og derfor besøgt dem? Det kunne da vel godt lade sig gøre, kunne det ikke?
Han så på hende, både med et lettet, men også forholdsvis trist blik, da hun sagde at hun heller aldrig havde mødt ham. Joss ville nok være blevet ret såret, hvis hun havde mødt ham og han så ikke selv havde mødt ham .. Så ville han jo bare føle sig som de uelskede barn, hvilket han ikke ønskede.
"Så er jeg da ikke den eneste!" Hans stemme var rolig, som om det intet betød, men hans ansigt viste nu noget andet. Han smilte ikke og havde vendt hovedet mod den blussende ild.
Faktisk forstod han ikke hvorfor de ikke måtte møde deres far, han havde spurgt forskellige folk, om man så måtte møde sin far/mor, men han havde fået et nej af alle personerne.