Total Eclipse of the Heart ~ Nuka

Tid: 12.30
Sted: Hytte 7, Apollons hytte
Omgivelser: Indtil videre ikke andre end hende
Vejr: Solskin, med en lille vind
Påklædning: Turkis top, samt mørke, stramme jeans, sorte sandaler og sorte solbriller. Håret hænger løst.

Et styrt, en ulykke der havde ændret Amelia's liv for altid, havde fundet sted to år før. Hendes hest Ice Cube havde fået krampe mit i et spring, så den landede ikke rigtigt igen. Hun var blevet kastet af og landet på rygen, derefter blev næsten hele hendes krop dækket af hestens og en af stigebøjlerne havde landet hårdt mod hendes øjne og taget synet fra hende. For altid.
Hun sukkede, og gik videre over mod klumpen af hytter. Hun havde endnu ikke lært hvor hver enkelt hytte lå, den eneste hytte hun fandt vigtig at vide hvor var, var hendes egen. Hytte 7. Guden Apollons hytte. Apollon, gud for læge- og medcinkundskaben, profetiernes, oraklernes, poetiens og solens gud, var åbenbart hendes far. Hun prøvede at være stolt over at være hans datter, men hun kunne ikke rigtig. Måske hang det sammen med at hun aldrig havde mødt ham, og at han aldrig havde set til hendes side i hele hendes liv. Ikke engang da hun havde været ude for hendes ulykke, kontaktede han hende. Det var ikke ligefrem noget de fleste børn var stolte af.'Min far, han er millionær.''Min far han er en græsk gud, men han har aldrig kontaktet mig, heller ikke da jeg styrtede til et ridestævne og blev blind.' Nej, det var ikke ligefrem det man pralede allermest af.
Hun kiggede op da hun nærmede sig hytte 7. Den hytte, der åbenbart skulle være hendes hjem... resten af hendes ungdom, indtil hun var gammel nok til at tage vare på sig selv.
Hun lukkede døren op og lænte sig op af den med ryggen imod den, da hun havde lukket den. I styrtet havde hun jo slået ryggen og mistet meget af hendes balance, så selv turen fra amfiteatret her til hytten, kostede hende mange kræfter.
Hun beholdte solbrillerne på, da hun endnu ikke rigtig havde fortalt hendes halvsøskende at hun var blind. Hvilket mindede hende om at hun nok snart skulle fortælle det, ellers ville det nok blive værst for hende selv. Hvis der var noget hun hadede var det at blive løjet for, de havde det nok på samme måde. Hun gik langsomt længere ind i hytten.

Påklædning: Click

Apollons hytte. Hytte 7 lignede de fleste andre hytter i lejren. Kedelig. Men når solens stråler landede på hytten, var det som om den ændrede udseende. Når solens stråler slikkede mod hyttens overflade, så det ud som om, at hytten var lavet af det pureste guld. Men kun da. Ellers var den som sagt ligesom alle de andre i udseendet. Efterhånden havde den huset mange halvguder, inklusiv Nuka i fire år. Alligevel så intet af inventaret slidt ud. Alt var ordentligt og pænt. Med undtagelse af gulvet. Dette var det eneste sted i hytten som rodede. Al mulig slags tøj, våben som hovedsagligt var forskellige slags buer og pile og diverse instrumenter dominerede gulvet. Alt dette tilhørte én person - Nuka. I sine fire år havde hun gjort sig det lidt for mageligt i hytten. Dog hørte hun sjældent kommentarer fra sine halvsøskende om rodet. De havde vel efterhånden vænnet sig til det. Eller måske havde det noget med hendes trusler om at forvandle dem til pindsvin at gøre.. nej, det måtte være det første.
Personligt så hun det som sin egen lille "hævn" over hendes far. I modsætning til de fleste i lejren, var hun ikke stolt over sin gudefar. Hvordan kunne hun det? Når han havde forladt hendes mor og hende, før hun blev født? Når han aldrig havde taget kontakt til hende på nogen tænkelig måde? I hendes optik var det umuligt at respektere sådan en mand. Om så han var gud af læge- og medicinkundskaben, profetierne, oraklerne, poesien, solen og guderne måtte vide hvad mere! Han fortjente ikke hendes stolthed eller respekt.
Nuka nærmest dansede over til sin seng. Det var umuligt at gå. Man måtte hoppe og dreje rundt på forskellige små, bare pletter af det kølige gulv, som lå under tøjbunkerne. Med et suk satte hun sig på sin pænt ryddet seng. Hun var alene i hytten, noget som passede hende fint. De andre sønner og døtre af Apollon, hendes halvsøskende, havde aldrig lige været hendes kop te. Med undtagelse af Connor. Der var et eller andet over den knægt, som fik hende til at holde af ham, som de andre ikke havde.
Et smil havde bredt sig på hendes læber, ved tanken om hendes blonde halvbror. Fortsat med smilet på læberne, lagde hun sig ned i sin seng, stirrende op i loftet.

Hun kendte nærmest ingen i lejren, da hun ikke havde set noget grund til at starte venskaber for så at ødelægge dem ved at vise hendes øjne. Hun havde haft mange gode venner, hjemme i Stratford før ulykken, men da hun var nogenlunde over den og afslørede sin blindhed for sine venner var de væk. De havde så åbenbart ikke været ordentlige venner alligevel. Selv hendes kæreste, den person hun holdt allermest af i hele verden havde svigtet hende. Han havde forladt hende til fordel for hendes største konkurrent inden for ridningen, Veronica. Eller, hendes tidligere største konkurrent. Nu hvor hendes hest var død og hendes syn var borte, var hun ikke længere den talentfulde rytter, der havde så mange venner. Nu var hun en halvgudinde, med et smadret liv.
Hun sukkede og lukkede øjnene, hun var udmattet og det hadede hun sig selv for. Hun hadede at hun så hurtigt blev træt. Det var ikke hende.
Selvom hun ikke havde været i lejren i lang tid hadede hun den allerede. Ikke pågrund af dens beboere, de få personer hun havde snakket kort med var venlige nok. Men pågrund af at den mindede hende for meget om hendes far, om hans svigt, om hans ligegyldighed. Det var til at brække sig over. Og så det faktum at han havde vedkendt sig hende efter nogle dage i lejren, gjorde det endnu mere kvalmende. Han havde vedkendt sig hende, efter 18 år. Et år efter hendes ulykke havde han vedkendt sig hende og ikke engang da havde han sendt hende en besked. Han kunne da godt have sendt hende et brev med et 'God bedring -Far'. Altså, han var jo udødelig så, så lang tid ville det da heller ikke tage at skrive 3 ord, vel? Eller bare et 'hej', ville tilfredstille hende.
Men det faktum at han kun havde gjort en ting for hende, var kvalmende. Og så at han sikkert forventede hun ville krybe og takke ham, se ham som den bedste far nogensinde. Ha, han kunne godt glemme det.
Hun så sig omkring i hytten. Selvom hun ikke kunne se noget, gjorde hun det. Måske for at se mere.. ublind ud?

Et klik fra døren hørtes. Fortalte at døren var blevet åbnet. Og endnu vigtigere - fortalte at endnu en af hyttens beboere var kommet. Det regnede hun med, de færreste som ikke boede i hytten turde nærme sig den. Rygtet om rodet og flere hundrede pile i ryggen hvis man rykkede på det, holdt de fleste væk. Men noget andet havde også afsløret beboeren. Inden klikket fra døren havde Nuka fået et syn. Et kort, flygtigt et. Det var kommet i et uopmærksomt øjeblik. Bare et kort glimt af en person. Langt hår, lyst. Højst sandsynligt en pige. Måske en søster?
Nuka sukkede, blev liggende. Ingen vidste det sikkert. At hun ikke brød sig synderligt om sine halvsøskende. Bare tanken om at Apollon havde forladt hendes mor for en af de andres mødre. Det fik det til at vende sig inde i hende, ved tanken. Connor var god nok, han var jo så lille. Og den første af dem hun havde mødt. Om det gjorde forskellen vidste hun ikke. Og så var han dreng, det gjorde det lidt bedre. Hendes halvsøstre havde hun aldrig rigtig været venligt stemt overfor. Lidt lige som Oliver, som virkelig var en pinsel for hende, var halvsøstrene det samme. Hun mente at det var fordi hele bundet var tomhjernede og ikke respekterede hende. Inderst inde var grunden en anden. Misundelse måske.. tanken om at hun ikke var hans yndlingsdatter, generede hende mere end hun ville kunne lide at indrømme.
Rystende på hovedet satte hun sig op i den bløde seng. "Pas på tøjbunkerne på gulvet, newbie!", hun talte med vilje højt. Der var et stykke fra sengene til hoveddøren, og hun kunne umiddelbart ikke få øje på den nyankommne.

Gud, eller guderne, måtte vide hvorfor netop hun skulle komme ud for den ulykke. Hun, hvis hun selv skulle sige det, havde ikke fortjent det. Men på den anden side, ingen syntes vel de havde fortjent det når de kom ud for et eller andet. Om det var at brænde sig eller blive blind, kom vel ud på et. For mennesker forandrede sig aldrig, ifølge dem var det altid en andens skyld. Og denne indstilling, led flere halvguder også under. Men det var der vel en grund til, de var jo også halvt mennesker. Ude i den virkelige verden var det den menneskelige side der talte, men når man kom til lejren blev mennesker anset for dumme og uvidende. Derfor var det i lejren hvem ens gudeforælder var, der talte. De fleste respekterede mest dem, med en magtfuld gudeforælder. Især Zeus' børn blev respekteret. En af dem, Felicia, havde været så hjælpsom at vise hende rundt i lejren. Fortælle om alting, og sidst men ikke mindst, sagt hvordan hytten så ud. Hun havde siden, Felicia havde sagt det, drømt om at få lov til at se den guldlignende hytte, der lyste op i solen som en ekstra stjerne. Eller sol, eller hvad man nu ville kalde det.
Hun satte hænderne mod hendes tindinger, denne lejr krævede at hun havde synet, men det havde hun ikke. Hvordan skulle hun få noget ud af deres træning? Det eneste hun havde lært indtil nu, var at skyde med bue og pil. Eller så godt som en blind nu kunne skyde med bue og pil, hun havde da ikke ramt nogen. Endnu.
Hun lukkede øjnene op, ved lyden af en stemme, og førte dem hen i retning af stemmens oprindelsessted. Hun bed sig i underlæben og tilføjede stumt -Hvis jeg da bare kunne se dem.
Hun bevægede sig lidt længere ind i hytten, men stoppede så. Hun kunne mærke solens stråler varme hendes kind igennem et vindue. Hun var nok kommet derind, hvor sengene var stillet op. Altså, var hun tæt på det hendes halvsøskende henkastet havde kaldt 'Nuka's udgave af verden, lavet af tøj'. Endnu en ting, hun aldrig ville se. Hun håbede ikke hun havde skubbet til nogle tøjbunker, det ville hun nødigt gøre. Især ikke nu hvor hun vidste at hun ikke måtte røre dem. Gud, hvor hendes blindhed hæmmede hende.

Efterhånden havde Nuka været i lejren i fire år. Kun få gange havde hun været hjemme og besøge hendes mor. Hvor hun dog savnede Alabama. Varmen, solen, menneskerne. Det velkendte, det vante. Endnu så hun ikke lejren som sit hjem. Bare et midlertidigt opholdssted, som hun ikke kunne vente med at slippe ud af. Folk gik for meget op i hvilken gudeforældre man havde. Hun hadede den måde, hvorpå undergudernes børn nogle gange blev trynet af de 'højere' guders børn. Deres gudefar eller mor skammede sig forhåbentlig. Endnu havde hun ikke oplevet folk have mindre respekt for hende. Ikke pga. hendes far, så vidt hun vidste. Men heller ikke med noget andet. Mon de var for bange for hende? Hendes søskende havde sikkert fortalt andre i lejren om pindsvinetruslen.. Ved tanken om den, bredte der sig et smil på hendes læber.
Fortsat med smilet på hendes læber, så hun mod døråbningen. Ventende på den nyankommne. Tøjet på gulvet i hytten dæmpede skridt, så hun kunne ikke høre personen. Men efter få øjeblikke fik hun øje på en pige. Brunt hår, solbriller. Det sidste fik hende til at rynke sine øjenbryn, stadig smilende. Hvorfor havde pigen ikke smidt solbrillerne? Ganske vist skinnede solen ind, men så generende kunne den da ikke være. Hvordan kunne man ikke elske solen, når man var barn af Apollon?
"Howdy! Er du ny her?", nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, pillede svagt ved en tot af sit lange, mørke hår. Ihærdigt prøvede hun at fange pigens blik bag solbrillerne. Dog var glassene for mørke til at hun kunne se dem.

Lige så snart hendes halvsøster, eller hvem det nu var, så hende ville der lyde et 'tag solbrillerne af'. Det var Amelia stensikker på.
Inde i hendes hoved prøvede hun at danne sig et billede af hvordan personen så ud, ud fra stemmen. Umuligt, eftersom hun ikke vidste bare lidt om, hvordan personen så ud.
Ud fra stemmen kunne hun dog sige at det var en pige, nok på hendes alder. Det havde hun erfaret at de fleste i lejren var. Og at der kun var to små børn, Lucy og Summer, begge på 5 år.
Hun holdte hovedet rettet mod jorden, indtil hun mærkede solens stråler på hendes ansigt igennem de vinduer, der formentlig var i rummet.
Ved lyden af pigens stemme løftede hun hovedet og prøvede ihærdigt at finde ud af hvor pigen var, så hun kunne rette hovedet mod hende.
Hun overvejede spørgsmålet og konkluderede hendes to uger, vel var 'at være ny' stadig.
Hun nikkede og sagde:"Ja, ankom for to uger siden."
Hun lød ualmindeligt selvsikker, noget man næsten aldrig hørte hos hende. Ihvertfald ikke efter ulykken. Hun vidste ikke engang helt hvad det var for noget tøj hun havde på.

//Kort da jeg skriver på mobil xD

Solen skinnede ind ad hyttens vinduer, og varmede lokalet op til en behagelig temperatur. Med et smil på læberne, lukkede Nuka sin øjne i og vente ansigtet mod et af vinduerne. Nød varmen mod hendes gyldne hud. Ganske svagt åbnede hun sine øjne, stadig kiggende ind i solen. I stedet for at være blågrønne, som sædvanlig, var de gyldne. Noget der skete hver gang solen fangede hendes øjne. Da hun rettede sit blik mod pigen igen, havde øjnene samme farve som før.
Hun lagde hovedet en anelse på skrå. "Nuka Aquila, datter af Apollon som du nok kan regne ud", præsenterede hun sig smilende skævt, noget man kunne høre i hendes toneleje. Når man befandt sig i Hytte 7 var man højst sandsynlig søn eller datter af Apollon. De fleste var skræmt væk ved tanken om at blive forvandlet til menneskelige pindsvin, hvis de rykkede på noget af tøjet. Noget der passede Nuka helt fint. Færre at skælde ud.
"Har du så fået set en masse af lejren eller blokere solbrillerne for dit udsyn?", jokede hun. Hun vidste ikke at hendes 'nye' halvsøster var blind.

//Undskyld, det ikke blev længere

Hvad hun ville give for at få lyset at se endnu en gang, for at få lov til at se den strålende genstand hendes far var gud for en sidste gang. Eller hun havde ingen krav om at hun absolut skulle dø, ligeefter hun fik synet tilbage, det ville langtfra skade hvis hun fik synet tilbage og så levede videre. Der var bare lige to ting, der var i vejen for det ønske. Et, hun var halvgud og derfor var det meget usandsynligt at hun fik lov at leve længe. To, dem der passede de sårede på 'hospitalet' havde sat at synet aldrig ville komme tilbage, selv ikke med magi. Kun hvis guderne, eller hendes far gjorde hvad en far skulle gøre, forbarmede sig over hende og gav hende synet tilbage, kom det tilbage. Dette var højst usandsynligt, desværre for hende.
Hun rettede opmærksomheden mod stemmen, der formentlig tilhørte hendes halvsøster eller halvbror med en meget piget stemme, der snakkede igen. Hun fandt nu ud af at det var hendes halvsøster, da stemmen præsenterede sig som en pige og hed Nuka Aquila. Eller som hun nok kun skulle kaldes, Nuka. I tonelejet kunne man næsten høre smilet i hendes stemme, noget der automatisk fik Amelia til at smile.
"Amelia Hoocks, også datter af Apollon," præsenterede hun sig og lukkede kort øjnene. Noget hendes halvsøster, nok ikke kunne se.
Hun rettede hovedet, mod den varme sol, der varmede hendes kind fra siden. Eller hun formodede hun rettede hovedet mod solen, da det jo var der varmen kom fra.
Ved det næste Nuka sagde, rettede Amelia igen hovedet mod hende. Hun lod ordene bundfælde sig og gjorde alt for at holde tårerne inde. Hun håbede ikke det kunne ses.
Hvorfor hun var ved at græde, vidste hun knapt nok. Men hun formodede at det var fordi, det at se lejren, var noget hun så forfærdeligt gerne ville. Men aldrig ville komme til.
Hun smilte, omend lidt anstrengt og sagde så:"Ja, det er en fin lejr. Lidt.. anderledes."
Hun prøvede at skjule hendes blindhed bag fakta om lejren Felicia havde fortalt hende. Efter hendes mening, lykkedes det ret godt.