Her er en spand med vand, sæbe og en klud... Gør så rent! Nuka- privat

Tid: lidt over 15.00
Sted: Hytte 7, Apollon
Omgivelser: Rod og senge
Vejr: Køligt, lidt overskyet og en smule vind
Påklædning: Se ava, sorte bukser...

Køligt, en smule vind... Kølig vind og overskyet, ikke et eneste stykke himmel var der at øjne.
Vinden ville have leget med hans hår og de lave grader ville have fået ham til rent faktisk at lukke sin jakke... Hvis han altså havde været udenfor.
Oliver var indenfor i varmen i den hytte der havde været hans hjem i snart tre år, skønt han hellere ville have været udenfor. Rundt omkring ham lå der tøj og sko og alt muligt andet der ikke hørte til på gulvet.
Han banede sig vej igennem sine søskendes rod og over mod hans egen seng, hvor der ikke lå andet end et fuldt guitaritui, noget tøj, hårvoks og en bue og pil af sort træ.
Han satte sig tungt ned på sengekanten og studerede træt de andres rod, mest Nukas, for eventuelle ændringer. Hey, hvor fantastisk! En brun uldtrøje der havde ligget på gulvet i uger, var nu fjernet. Tænk, at hans søskende, næsten voksne, virkelig rodede så meget. Nå ja, de stammede jo også fra aberne... stakkels børn.
Han smilte næsten umærkeligt og lod sig falde bagover på sengen, han havde stadig fødderne plantet på gulvet og øjnene åbne.

Påklædning: Click

Med sin bue i hånden og sit kogger på ryggen var Nuka på vej mod hytten, som var hendes hjem i lejren. Hytte 7. Blandt andre af lejrens elever kendt som Apollons hytte. En hytte, der når solens stråler så ud til at være lavet af det pureste guld. Og som havde ry for at være den mest rodede. Et rygte, som Nuka ikke kunne benægte.
For ganske rigtig da hun trådte ind, blev hun mødt af synet som havde mødt hende hver dag. Hver dag i fire år. Tøj, sko og andre ting og sager lå og flød på gulvet. På gulvet i hele hytten. På badeværelserne, opholdsstuen og ethvert andet tænkeligt sted. Alt rodet tilhørte Nuka.
Uden at tænke synderlig meget over det smed hun både bue og kogger på gulvet. Pilene i koggeret røg ud og ned i en bunke med bukser, undertøj og et par sokker. Men hun ænsede det ikke. I stedet valsede hun hen og kastede sig i sin redte, tøj og rodfri seng.
"Hej Ollie", mumlede hun samtidig med, at hun fandt en bog frem under en bunke med trøjer ved siden af hendes seng. Selvom hun ikke havde set ham, vidste hun at han var der. Der var blevet rykket en smule på nogle af hendes bunker med tøj, så de dannede en lille, næsten usynlig sti hen til hans seng. Dermed måtte han være i hytten.

Noget bevægede sig ude på hyttens veranda, de fleste ville nok synes at det var mærkeligt når alle i Apollon hytten faktisk skulle have været til sværdfægting. Det havde Oliver simpelthen ikke orket i dag, og det havde personen der kom nu åbenbart heller ikke.
Oliver løftede hovedet en smule og fik øje på hans lillesøster, Nuka. Hun mumlede et eller andet, hans kælenavn som altid fik ham til at smile bredt.
"Hey Nukes", sagde han og satte sig op. Han foldede hænderne og hvilede dem på hans ene knæ.
"Var det sjovt i dag?"", spurgte han, selvom han egentlig var dødligeglad. Hvis han ville vide det kunne han jo have gået derhen og trænet med sine søskende, problemet ved det var bare at han kunne slå dem alle sammen. Også uden brugen af sin evne, der gjorde det hele lettere.
Han så på rodet og så på Nuka, snart ville han altså sige noget. Han gad ikke se på alle de trøjer, bukser, nederdele og endda våben der lå i bjerge rundt på gulvet. Men han sagde åbenbart ikke noget til hende nu, de skulle... hvad skulle man sige? Bedre venner, i de sidste år havde de egentlig bare hilst på hinanden og taget hinanden selskab som en selvfølge.

// Undskyld det korte svar ): Ingen krea

"Fint - sværdfægtning er dog ikke lige min ting", mumlede hun og skævede over til sit sværd. Spidsen af det stak ud under den største bunke med diverse ting i hytten. Mest af alt fordi hun ikke magtede, at blive mindet om hvor dårlig hun var til at slås med sværd. "Hvilket Chiron udemærket godt ved", tonen var ligegyldig, men hun brød sig ikke om at skuffe kentauren. Han havde høje forventninger til hende, specielt i denne disciplin, men gang på gang skuffede hun ham. Hvorfor skulle hans forventninger også være så høje? Specielt i en disciplin som hun tydeligvis ingen talenter havde indenfor!
"Og hvorfor er du ikke til træning?", spurgte hun og så i hans retning med et løftet øjenbryn. Alle Apollons børn skulle jo være til træning. Og han var jo næsten lige så god som Ares' børn til at slås med sværd. Selvom hun sjældent snakkede med ham, lagde hun da mærke til ham, når de var til træning. Han var vel den ældste af dem alle sammen, så man kunne ikke rigtig undgå at lægge mærke til ham. Lige så stille satte hun sig op med front mod ham, og benene krydset.

Han smilte til hende, velvidende om at hun ikke kunne lide sværdfægtning.... det var også derfor han selv var udeblevet fra timen og så fordi, som sagt, han gad bare ikke til at slås mod nogen han alligevel kunne slå sværdet ud af hånden ved det første angreb eller den første forsvarsmanøvre.
Han grinte lavt og sagde:"Åhr, sværdfægtning er da ikke så slemt, lille søs."
Når han gad kunne han sagtens klare en time eller to med et sværd i hånden, men når han ikke havde nogen gode modstandere var det ikke så sjovt.
Han så ud af et af vinduerne, fik æje på en af de andre hytter. Hytte 12 var det vist, Dionysos. Der havde de ikke små udgaver af Mount Everest til at ligge rundt på gulvet, ja, Oliver overdrev muligvis... muligvis stærkt.
Chiron... Deres heste/menneske-lærer, selvom han havde været her i tre år havde han alligevel ikke vænnet sig helt til Chirons hestebagpart, især ikke når der kom nye lejrdeltagere og han så sad i sin kørestol. På en eller anden måde fik Oliver altid Chiron at se når han sad i kørestol og fik et lille bittebittebitte chok når han så ved lejrbålet havde sin hestebagpart ssynlig og stod op uden nogen form for besvær.
"Jeg orkede det ikke...", sagde han og smilte drilsk til hende, halvdelen af sandheden var at han ikke orkede det og den anden halvdel var at han skulle have træning med Ares' og Athenes børn, de følgende dage så i dag havde han fuldstændig fri.

Hun skar en grimasse. "Jo! Men bueskydning, se det er en anden sag", udbrød hun og slog svagt ud med armene. Bueskydning! Fandtes der en sportsgren der var mere vidunderlig? Ikke hvis man spurgte Nuka. Ganske vist havde det en del med hendes kunnen indenfor disciplinen, men stadig - det var hendes yndlings. Den krævede minimum fysisk aktivitet og hvis man vidste hvordan, kunne man nemt såre en person mod pilen. Vel og mærke hvis man vidste hvor man skulle ramme. "Du er bare doven", mumlede hun og rakte kort tunge af sin halv storebror.
Hun så sig omkring i hytten. Var der ikke kommet mere tøj og andet på gulvet? Umiddelbart så det ud til, at der var kommet en del mere. En del mere som ikke var hendes. "Har du smidt dine ting på gulvet?", næsten snerrede hun. Hvor hun dog håbede på, at han ikke havde. Måske var det underligt, men hun havde en slags ejerfornemmelse over Apollon hyttens gulv. Af beboerne havde hun umiddelbart været der længst. Og alle hendes ting lå der - ergo var det hendes, i Nukas øjne. Så når hendes brødre lagde selv den mindste ting blandt alt hendes skrammel, blev hun sur.

Han grinte let og satte sig op.
"Selvfølgelig kan du lide bueskydning... Du er jo datter af Apollon.", sagde han og smilte stille til hende.
Han var god til spydkast, sværdfægtning og bueskydning - men selvfølgelig var bueskydning det han var mest overlegen til, hans far var jo trods alt Apollon. Det var næsten kun Artemis' børn og Jægere der kunne overvinde ham, eller hans småsøskende, i bueskydning.
Han fandt det ganske morsomt at se de andre lejrdeltagere fumle med deres pile og buer, det var ike nogle pæne tanker... men sjovt at se på, det var det altså.
"Mig? Doven? Jeg er da, næsten, alt andet end doven.", sagde han med påtaget forargethed.
Hans ene hånd lå på brystet, hans mund stod let åbent og hans øjne så både anklagende og skuffet på hans lillesøster.
Han så hen på Nukas udgave af Mount Blanc... eller var det Mount Everest? nej, der manglede stadig et par sokker og vist også nogle trøjer for at komme op i Mount Evrest' klasse.
"Mig? Selvfølgelig, jeg har smidt alle mine ting oven på dine ting.", sagde han med en let sarkastisk undertone.
Selvfølgelig havde han ikke det, hvis han så meget som overvejede at tænke på det ville hun skyde ham ned med 600 pile eller mere. Hun var lidt... overbeskyttende overfor Hytte 6' gulv, at nogen forstod den pige... Men på den anden side, hvad vidste han? Han var jo trods alt en dreng.

"Oh yes, I am", mumlede Nuka med en blanding af både stolthed og foragt i sin stemme. Selvfølgelig var hun stolt over at have Apollon som far. Hun ville have været stolt over, at have hvilken som helst gud som far eller mor. Men samtidig hadede hun også Apollon inderligt. Hvordan havde han dog kunne få sig selv til at forlade hendes mor, når hun var gravid? Kvinden, som han vel havde elsket. Hvordan havde han kunne få sig selv til det?
Hun rynkede brynene. "Du laver da aldrig end at kritisere min orden! Og ligge der", stemmen var anklagende. Muligvis lavede han andre ting, men hun så det aldrig. Så vidt som muligt, prøvede hun at undgå sine søskende udenfor hytten. Ikke fordi hun ikke ikke lide dem.. kun lidt, i hvert fald. Men hun syntes det var en smule akavet. Og hun ville ikke høre dem fortælle historier om hendes rod. Kun Connor kunne hun lige overskue uden for hytten.
De blågrå øjne blev smalle. Jokede han eller var han for real? Hvis han havde gjort det.. mon ikke hun så ville have set det i et syn? Jo, og så kunne han bide sig selv i næsen på, at der var blevet sendt en hær af pile efter ham. "Din trøje", sagde hun med en stemme der afslørede lettere indtrængt vrede og irritation. Hun pegede på en trøje, som lå ved siden af hans seng. Den var i hvert fald ikke hendes.

Han kiggede på hende og hævede det ene øjenbryn.
Var det foragt eller stolthed han kunne høre i hendes stemme? Eller begge dele? Måske, måske ikke...
Men hvad ragede det ham? Han kunne være ligeglad med det, hvilket han også var. Faktisk var han ligeglad med det meste der angik hans 'anden' familie, om hans søskende havde kærestesorg eller var såret ragede ham en høstblomst, han ville muligvis give dem noget opmærksomhed hvis de vandt i Capture The Flag eller hvis de døde. Men ellers skulle de ikke regne med nogen form for almindelig søskendekærlighed, ikke engang den form for kærlighed hvor de drillede hinanden ved hjælp af voldsomme skældsord.
"Jeg laver da også andet!", protesterede Oliver højlydt og vældig fornærmet og forarget."Jeg spiser for eksempel også..."
Han vidste godt at hun sikkert var ved at blive virkelig tøsefornærmet og det vist ikke var det rigtige tidspunkt at lave sjov. Men hvad skete der ved det? Det værste der kunne ske var at han lignede et pindssvin, men det skulle han nok få sat en stopper for med sin evne.
Han kiggede ned på gulvet, blusen der lå der var helt ukendt. Ikke engang hans størrelse eller stil!
Han kiggede anklagende på hende med en lille hovedrysten sagde han igen med påtaget forargethed:"Nukes, hvordan kan du dog sige sådan noget? Den er hverken min størrelse og da slet ikke min stil!
Han tog den og så på dens ækle grønne limefarve og sagde så:"Ville du selv frivilligt gå i sådan en trøje? Det er sikkert Cornflakes' eller Joss' eller hvad han nu hedder"
Sørgeligt, men sandt... Han kunne ikke huske navnet på sin anden lillebror. Det navn var visket ud, omringet af så mange andre navne.
Det var egentlig fantastisk at han kunne huske både Nukas og Connors navne... Måske var det fordi han havde givet dem kælenavne? Det kunne godt ske...
Han slap trøjen igen, så den fladt ned på et andet tøjbjerg og satte sig så på sengen igen.

Nuka rullede med øjnene og satte fødderne ned på gulvet. Hvor var han bare.. argh! Han var præcis en af grundende, at hun ikke brød sig synderlig meget om sine halvsøskende. Ingen af hendes brødre forstod hendes behov for at havesine ting på gulvet. Eller forstod hende, generelt. Og de var alle luddovne og ja.. mindede hende konstant om, at deres far havde forladt hendes mor. Den største grund til at hun foragtede ham. Det også at han havde skænket hende dette, i hendes øjne, forbandede liv med en forbandet evne. Hun ville nærmest gøre hvad som helst, for at slippe for at være en del af det hele, og slippe for hendes evne. Selvfølgelig ikke noget hun snakkede højt om.
"Mystisk. Synes ellers jeg så dig med den på", sagde hun med et skuldertræk og betragtede trøjen. Den lignede eller noget som han sagtens kunne finde på, at tage på. I hvert fald tvivlede hun på, at det var Conny ellers Joss'.

Han overvejede kraftigt bare at tage trøjen og smide den ind i hendes åbne ansigt. Istedet for denne åbenlyse og geniale plan sukkede han højlydt.
"Hvis du nu for en gangs skyld prøvede at kigge efter hvilket tøj jeg går i, ville du aldrig, aldrig foreslå at jeg har gået i en limegrøn striktrøje.", sagde han irreteret, hun kunne da heller ikke andet end finde på dårlige undskyldninger til ikke at bekendtgøre sin ejerstatus for denne gyselige trøje.
Hun var bare så... så irreterende, han kunne ikke engang holde ud at se på den, så gyselig var den! Måske var han lidt... fintfølende, eller nej, denne trøje var virkelig gyselig og langt mere han kunne tillade.
Han rakte trøjen ud fra sig, så den passede perfekt i hans øjne på Nuka.
"Og nu hvor jeg ser bedre efter, ja, så passer den helt perfekt til dig.", han smilte smørret og kastede den over til hende:"Så tag din trøje."
Han så til sin venstre side og tog sine bue op. Han spædnte den og sendte den ud af det åbne vindue og håbede inderligt at den ikke ramte nogen... han lyttede to sekunder og åndende lettet ud, der var hverken lydt råb eller skrig i smerte, så han formodede at pilen ikke havde ramt nogen.