Afrodites hytte, beautiful or? || Nuka.

Tid: 12.30
Sted: Afrodites hytte.
Omgivelser: Alverdens ting, senge, hylder.
Vejr: Ingen sol, byger, dog regner det ikke.
Dag: Onsdag.
Årstid: Efterår.
Påklædning: Klik!

Caitlin sad i sin hytte. Hun lyttede til hendes yndlingssang, som mindede hende om hendes gamle familie. Hun savnede dem rigtig meget. Hun havde ikke set dem i rigtig lang tid. År. Hun kunne ikke snakke om det til nogen. For de ville bare tro at hun var en særling. Hun sad og flettede sit eget hår, for hun var nemlig på vej uden for. Hun havde taget mere tøj på end normalt, for varmt var det ikke uden for. Caitlin stil er meget selvsikker, og hun vidste altid hvad hun skulle have på. Dog havde hun somme tider en meget speciel stil, og gik med nogle specielle outfits, men det var kendetegnede jo bare hende. Selvom hendes meget designede trøje så meget underlig ud for andre, kaldte hun det kunstnerisk. Hun elskede den 'skjorte' - agtige trøje. Den fremhævede også hendes kvindelige former, som hun var ved at få - eller allerede havde. Hun gik over til sit spejl. Gulvet gav en lyd. Den knirkede. Det var som at gå på en gammel og forældet trappe. Hun havde ikke taget sko på endnu, men hun havde dog fået sine sorte gemasher på.

Caitlin flettede sit hår rigtig hurtigt, og det blev måske ikke så godt som forventet. Hun havde flettet en fransk fletning omme på baghovedet og lod den gå ned i venstre side. At lave fletninger var ikke hendes største talent, men det gik da. Hun havde ikke planlagt at mødes med nogen i dag, for hun ville bare gerne tage ud et sted og se noget andet end bare bøger og rod. Det ville måske også gavne hende, hvis hun mødte nogle nye venner. Hun trængte sådan til nogle. Alle hendes søskende var ude - som altid. Hun var ikke en normal Afrodite datter. Hun går dog op i sit udseende, men mere er der heller ikke i det. Caitlin gik i gang med at finde hendes sko, hun vidste helt præcist hvilke sko det skulle være. Hendes creme farvede, som ville passe perfekt til hendes kunstneriske trøje. Hun fandt dem, og tog den straks på. Hun tog fat i sin håndtaske og begyndte så stille at gå over mod døren. Men inden hendes stilletter nåede at sige en lyd, blev der banket på døren. Hvem var det?

Påklædning: Click

Nuka bankede på døren ind til Afrodites hytte. En hård banken. Så trådte hun et skridt væk fra døren, og ventede på at den blev åbnet. Selvom det ikke var varmt, og himlen var dækket af skyer, så var hun trukket i shorts og en tynd bluse. Den lyse hud med den gyldne glød, som hun var den heldige indehaver af, så som altid ud som om solen skinnede på den. Som den gjorde på alle Apollons børn. Dog var det ikke den fysiske sol, men en 'indre' sol. Altid udtrykte hun sol, sommer og varme. Dog udtrykte hendes blågrå øjne noget helt andet i det øjeblik. De skød lyn, nærmest bogstavelig talt. Og hendes ellers normalt venlige ansigt udtrykte vrede.

Hvad bildte de sig dog ind? Det kunne ikke være andre end dem! Hvem skulle ellers være brudt ind i hytte 7 og have ryddet op? Ingen andre end Apollons og måske Artemis børn turde vove sig derind. Mest pga. af rygtet om alt rodet, som ganske vist var sandt. Og ingen ville finde på, at rydde op derinde. Nuka var sikker på, at hendes brødre havde fortalt hele lejren om hendes rod. Udover hele hytten lå hendes tøj og andre egendele spredt. Og hvis brødrene gjorde mine til at ville rydde op, rykke på tøjet eller ville lægge deres tøj der, blev der sendt pile efter dem. Eller spydige ord. Og hun var i forvejen ikke gode venner med Afrodites børn. Og de lyserøde tæpper og puder havde også afsløret dem. Ingen andre ville da røre sådan noget med en ildtang! Hvorfor havde hun dog ikke set den komme?

Igen bankede hun hårdt på døren, og snoede en tot af sit hår omkring sin pegefinger. Det nåede hende til lænden, var mørkebrunt næsten sort, bølgede en anelse og den dag var det løst. Det kunne hun bedst lide, at det var. Mon hun kunne bruge det, som våben mod dem? Ingen bankede hun på døren.

Caitlin kiggede bare på den ret så larmende dør. Hvem kunne det være? Det tidligt om morgen - meget tidligt, og allerede fik Afrodites hytte besøg. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle åbne døren eller stå stille. Men da bankene blev hårdere og hårdere kunne hun ikke lade vær med at tvinge sig selv til at gå hen til døren. Caitlin åbnede den langsomt, og meget hurtigt kunne hun se en vred pige stå foran hende. Caitlin kunne se at hendes vrede dæmpede sig lidt. Caitlin havde aldrig set denne mystiske pige før, og hvorfor vidste hun ikke. "Undskyld jeg ikke åbnede døren noget hurtigere, løse håndled." Caitlin lo lidt, men hun vidste at hendes joke slet ikke påvirkede pigen, for hun osede af rasseri, men Caitlin vidste slet ikke hvorfor. Caitlin kiggede ned på sine sko, og prøvede at finde en situation, som ikke var nær så akavet som denne. Caitlins kommentar lod ikke til at hjælpe pigens humør, og Caitlin kunne se at hun havde noget hun rigtig gerne ville sige. Vinden blæste pludselig over til dem, men dog tog det ikke fat i hendes hår denne gang. Fletningen reddede det lidt. Caitlin ville rigtig gerne finde ud af hvem denne pige var.

Caitlin stod i lang tid foran en pige, som så ud til at være på alder med hende. Begge parter sagde ikke noget, men alligevel fløj der noget ud af hendes mund. "Hvem er du egentlig?" Hvis Caitlin var rigtig ond, kunne hun bare kigge dybt ind i pigens øjne for at se hvem hun var. Men fortjente hun det? Hun havde jo ikke gjort noget endnu. Og dog var det også umuligt. Caitlin kunne på ingen måde få øjenkontakt med denne mystiske pige. Men da hun endelig kiggede op, valgte Caitlin at kigge ned.

Døren åbnede sig, og foran Nuka stod nu en pige, der uden tvivl var datter af Afrodite. Hun så ud til, at være på samme alder som Nuka selv. Dog kunne hun umuligt fokusere på den slags nu! Det var hun ganske enkelt for rasende til. Åbenbart vidste Afrodites børn ikke, at man ikke lagde sig ud med hende. For selvom hendes far, Apollon, var udadvendt og kærlig - ligeså rasende og hævngerrig kunne han være. Alle egenskaber var noget som hun havde arvet. Hendes mor plejede at sige, at hun lignede hendes på udseendet, men faren på personligheden. Noget Nuka selv ikke kunne afvise.

Pigens joke pralede fuldstændig af på hende. Hun skummede af raseri, og dermed var jokes simpelthen spildt på hende. I stedet for at kommentere på den, så hun bare vredt på hende. Om situationen var akavet, kunne hun ikke mærke. Raseriet havde overtaget hendes krop, og nu skulle hun bare have afreageret. Uanset om pigen havde gjort det eller ej. Et sted langt inde, hvor raseriet ikke herskede, følte hun et stik af dårlig samvittighed. Snart ville hendes vrede gå ud over pigen, som højst sandsynlig var uskyldig, og hun ville have hvervet sig endnu en fjende. Fantastisk.

"Nuka Aquila, datter af Apollon", svarede hun på pigens spørgsmål. "Og du, datter af Afrodite?", det var ikke så meget et spørgsmål, det var mere en ordre. "Hvad bilder i jer ind, at bryde ind i vores hytte, rydde op og lægge jeres rædselsfulde lyserøde puder og tæpper derinde?", krævede hun at få af vide. Hun slog vredt ud med armene.

Caitlin var ikke bange eller overrasket over den såkaldte Nukas reaktion. Sagen om puderne og tæpperne vidste hun ikke noget om, om det lyste op i hendes ansigtsudtryk vidste hun ikke. Pigen fægtede med armene som var der brand i hendes hytte. Det var der også bare ikke i hendes hytte, men oven i hovedet på hende. Caitlin kunne ikke blive mere end rasende, om hun fik en fjende eller ej. Ingen skule beskylde Caitlin for at have gjort noget hun ikke havde gjort, og hvad der var være er at en helt tilfældig pige, en datter af Apollon, kommer og kaster mildest talt lort i hoved på hende uden at vide hvem egentlig Caitlin var. "Get your facts right." Caitlin havde intet tilovers for hende. Det lød ekstremt, men at beskylde hende for noget hun ikke havde gjort var lige så slemt som at stjæle et stort plasma-tv. Hun var faktisk ret ligeglad med situationen. Hvis nogle af hendes søskende havde gjort denne rigtig barnlige ting, måtte de tage en snak med Nuka.

Caitlin tog sin mobil op af sin taske og kiggede på den. Den var snart 13. Hun ville ikke spilde sin tid her, og slet ikke på noget så latterligt som dette. "Du kan lige så godt tøre din vrede facade af, for hvis du ikke har opdaget det endnu, ved jeg ikke hvad i alverden du snakker om. Forresten, så hedder jeg Caitlin, så det kan godt være at jer har gjort det, men det har jeg ikke. Den er ikke længere." Caitlin sendte Nuka et meget koldt blik og gik. Meget langsomt. Caitlin plejede ikke at være denne vrede person, og slet ikke på denne måde. Men hun vidste, at hvis nogen beskyldte hende for noget hun ikke havde gjort, skulle de ned. Når Caitlin er uskyldig er hun uskyldig.

Tydeligvis havde denne pige ikke været med til aktionen. Dette kunne hun se på pigens reaktion, men også høre på hende. Pigens vrede svar kunne kun betyde, at hun var blevet stødt over,at blive anklaget. Hvem ville ikke også blive vrede over, at blive anklaget for noget, som de ikke havde gjort? Det ville Nuka i hvert flad. Ingen tvivl om det. Hun ville blive rasende, og hvis hun havde en bue og pil tæt på sig.. ja, så skulle personen, som anklagede hende, løbe alt hvad rammer og tøj kunne holde. Bueskydning var et af hendes talenter, og hun ramte sjældent forkert.

Vreden sivede ud af hende, som luften i en ballon. Den vrede attitude krakelerede, og hun sukkede dybt. "Undskyld du", sagde hun efter pigen, der viste sig at hedde Caitlin. "Men tro mig, når jeg siger, det ikke kan være mine brødre", et skævt smil krusede om hendes fyldige læber, og fik hendes ansigt til at lyse op, som en lille sol. De ville ikke turde, at rykke rundt på hendes rod, om så deres liv afhang af det. For Nuka ville forudsige hvad de ville gøre, og stoppe dem inden de så meget som havde rørt noget af det. Nogle gange kunne hendes evne være ganske nyttig.

Caitlin stoppede brat op. Hun kunne høre Nukas undskyldende stemme. Om hun tog i mod den vidste hun ikke. Hun kunne i hvert fald høre hvor gearet ned Nuka var blevet, og Caitlin vendte sig om. Der så hun en helt anden person. En meget smuk person, med noget rigtig smukt og langt, mørkt hår, og ikke mindst et rigtig smukt ansigt. Hun fik et helt andet indtryk af Nuka, og Caitlin kunne se at hun var ked af at hendes vrede skulle gå ud af Caitlin. "Alle har vel sine tidspunkter hvor man bare eksplodere som en bombe ikke?" Caitlin tog et par skridt tættere på Nuka, og hun kunne se hendes blågrå øjne. "Skal vi så ikke bare starte forfra?" spurgte Caitlin og rakte sin hånd frem. "Hej, jeg hedder Caitlin Lauren Watney Pieplace Leeze og er datter af Afrodite." Caitlin rystede Nukas hånd, og smilede i et kort stykke tid. Hun fik en leende mine på sit ansigt, men Nuka så ikke ud til at blive påvirket af det. Caitlin kunne se at Nuka nu kunne slappe af. Hun var en helt anden person nu, og det kunne Caitlin mærke, og ikke mindst lide. Hendes tanker fløj rundt i hendes hoved. Ville det nu være en god idé, og hvad nu hvis, at det hele bare var en rigtig grim spøg og Caitlin hoppede på den. Hun er en rigtig naiv pige, så at snyde hende ville ikke være særlig svært. Caitlin valgte at kigge Nuka dybt ind i øjnene. Caitlin stolede på Nukas undskyldende stemme, og for en gangs skyld kom der et ægte smil frem på hendes læber. Det kunne kun tyde godt.

Et lettet suk forlod Nukas svagt rosa læber. Caitlin så ud til at tilgive hende. Det var heller ikke fair gjort af hende. Sådan at lade hendes raseri gå udover en person, som intet havde haft med sagen af gøren. Hvornår lærte hun dog, at styre sit voldsomme temperament? Hun havde et meget godt bud - samme dag som hun ryddede op i hytte 7 og lod sine brødre fylde det hele. Hvilket ville sige aldrig. Men man havde vel lov til at håbe, ikke?
Med et smil om læberne tog hun Caitlins hånd, og trykkede den blidt. Caitlins leende mine smittede af på hende. "Jeg er Nuka Aquila, datter af Apollon og spåkone", præsenterede hun sig. Det sidste var sagt med et glimt i de blågrå øjne, omend det var sandt. Var der nogen anden i lejren, som kunne se fremtiden? Hun tvivlede.
Hun kunne mærke, at pigen tvivlede på hende. Tvivlede på at hun virkelig var ked af det. Eller i det mindste overvejede om hun rent faktisk mente det. Selvom Nuka ganske vist kunne være temmelig udspekuleret når det kom til hævn, var det ikke hendes intentioner med denne pige. Nej, hun vidste at hun havde handlet forkert, og hun ville rette op på det. Hvis hun troede at det her var en slags grim spøg, kunne hun godt tro om igen.
Caitlin så Nuka dybt ind i øjnene. Noget som hun fandt lettere ubehageligt. Hvorfor følte hun sig pludselig helt nøgen? Det virkede som om, at hun med sit blik så dybt ind i Nukas sjæl. Følelsen var noget ubehagelig.

Caitlin kiggede ned. Hun stolede på Nuka, og på et eller andet plan virkede hun flink nok. Når folk siger undskyld, eller hentyder til det, lyver de oftest ikke - men der er altid undtagelser. Hun fjernede blikket fra sine creme farvede sko og gav stille slip på Nuka ret så bløde hånd. Hvad skulle de så gøre hun? Skulle Caitlin bare sige farvel også lade Nuka være? Der var ro i mellem pigerne og ingen sagde noget. Pludselig begyndte Caitlin at smile og hun kiggede op. "Du er nok ikke den vildeste fan af os Afrodite døtre, men kunne jeg invitere dig inden for?" Caitlin nikkede, og hun ventede spændt på et svar. Om Nuka havde lyst vidste hun ikke. Da Nuka stod og tænkte lidt, betragtede Caitlin hende endnu engang, og denne gang var der flere detaljer end sidste gang. Hun havde en meget selvsikker stil. Det kunne Caitlin rigtig godt lide. Den var dog anderledes i forhold til hende stil, men det fungerede for hende. Caitlin kunne stadig se uroen i Nuka øjne. Hun var lidt nedtrykt, og det kunne Caitlin mærke. Endelig da NUka kiggede op, blev Caitlin glad. Caitlin kunne slet ikke finde ud af om hun havde lyst. Hun kunne slet ikke finde ud af det. Men nu havde hun også bare set 2 sider af Nuka. Dog kunne hun godt kende forskel på dem. Caitlin smilede. Det så ud til at Nuka tog flinkt i mod det.