1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

af **Amaranthe** 20/1/2012, 15:54

Tid: Lidt over 3 om eftermiddagen
Sted: Hytterne
Omgivelser: Lejrdeltagere, Hytterne
Vejr: Solskin og faktisk lunt-køligt
Påklædning: Se ava og sorte jeans

Amaranthe gik over mod Hytte 6.
Det havde været en lang dag, hun havde trænet løb og kamp og meget mere.
Hun havde fået bank af sin storesøster, Elena op til flere gange og hun havde fået bank af Artemis´s datter, Amethyst, i bueskydning.
Hun havde fået baghjul af Apollons børn i løb og hun havde egentlig fået bank i alt.
Undtagen, undtagen... undtagen på klatrevæggen, hun havde kun fået svitset lidt af hårspidserne. Til forskel fra mange af de andre lejrdeltagere.
Dét var hun meget tilfreds med.
Hun stoppede lidt uden foran hendes hytte, og så sig rundt.
*Underligt, 12 hytter... 13 guder. Hvor er Hades-hytten?*, tænkte hun undrende.
Mon nogen af de andre vidste det? Ligemeget, hun turde ikke spørge.

af **Ashley** 20/1/2012, 20:45

En lavere pige kom gående mod hytterne. Hendes kuldsorte, let krøllede hår, dækkede lidt af hendes ansigt, men ikke nok til at skjule hendes blodrøde øjne. De var ret så.. bizarre, for at sige det mildt. Hun havde en lang sort kjole på, der sad tæt ved overkroppen og viste hendes fine former, og så blev mere løs i det da den havde rundet hofterne. Pigen så egentlig okay ud, hvis man så væk fra de røde øjne og det, at hun udstrålede død og kaos, mørke og negative følelser.
Pigen hed Alma Morte, datter af Hades.
Hun var normalt indelukket og viste ingen følelser, men lige nu, kiggede hun lettere skræmt rundt. Hun havde haft endnu et møde med sin fader, og han havde bedt hende om at sende en ånd til ham, for ellers skete der noget slemt med ham hun holdte så meget af..
Problemet var bare nu, at de ånder som altid så lystigt drillede hende normalt, viste sig ikke for hende en eneste gang siden hendes fars besøg. Det var grunden til at hun så skræmt ud, hun ville ikke have at der skete ham noget..
Hendes skridt var stille og lydløse, som et spøgelses, og hun var tæt ved at ramle ind i en anden, en pige.
Alma trådte nogle skridt tilbage, så vagtsomt på hende med sit blodrøde blik, og målte hvilken gudeforældre hun mon måtte have.

//Lidt krea? xD

af **Amaranthe** 20/1/2012, 21:40

Amaranthe strøg sit sorte hår hen over hovedet.
Hendes blå øjne fulgte nogle skyer oppe på himlen. Der var én der lignede en blomst og der var én der lignede et får.
Amaranthes sorte hår bølgede lidt i den stille vind, pandehåret strøg hen foran hendes øjne og gav hende et smukt, mystisk udseende. De blå øjne lyste ud gennem det flagrende, sorte pandehår.
Amaranthe kiggede stadig intensivt ope på himlen, op på skyerne, forbi de få træers nøgne kroner.
Hun kiggede på de skyer der gled forbi og på dem der blev lidt tid.
Hun kiggede så meget på skyerne at hun slet ikke opdagede pigen , med det sorte hår og de røde øjne.
Ihvertfald ikke før de var lige ved at støde sammen. Først blev Amaranthe overvældet af pigens røde øjne, blodrøde øjne. Hun kunne næsten ikke holde op med at stirre, røde øjne varikke normalt.
Hun kiggede hurtigt ned i forlegenhed og så så op og spurgte:"Hej, hvad hedder du?"
Hun smilte stille til pigen foran hende. i de få dage hun havde været i lekren var hun ikke sikker på at hun havde set pigen, eller så havde hun bare ikke lagt mærke til de blodrøde øjne før nu...
Hun studerede pigen lidt og sagde så:"Jeg selv er forresten Amaranthe, datter af Athene."

//Nej, vi skulle bare ud at kigge på nyt hus Smile

af **Ashley** 20/1/2012, 21:46

Alma så vagtsomt på pigen, sagde ikke rigtig noget før hun selv præsenterede sig. Hun sagde ikke noget til Amaranthe's stirren på hendes øjne, hun vidste at de var unormale, bizarre, osv. men det var hendes øjne, og hun kunne nu engang godt li dem, hvis sandheden skulle frem.
Hun var ikke rigtig sikker på, om hun havde set hende før. Alma nikkede lidt til hende. "Alma Morte, datter af Hades," Præsenterede hun sig roligt og så på hende. Hendes stemme lød mærkelig hæs, som graven nærmest.
Hun smilede ikke til Amaranthe, så bare vagtsomt på hende med sit blodrøde blik.

af **Amaranthe** 20/1/2012, 21:53

Amaranthes smil blegnede pludseligt, da Almas fjendtlighed kom bag på hende.
Hun så på Alma, med et blik der fortalte:'Er du fjendtlig, er jeg fjendtlig'.
Hun havde ikke lyst til at skændes med den fjerde person hun rigtig talte med, men hun havde da så sandelig heller ikke lyst til at stå model for en venlighed der ikke blev gengældt.
Sådan var det altså, slut, punktum, finale.
Hendes blå øjne forvandledes til istapper forklædt som irisser.
Amaranthe så lidt ned på jorden og skrabede lidt i jorden med sin ene sko.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun vidste ikke om hun havde lyst til at sige noget overhovedet.
Hvis Alma ville snakke kunne hun jo selv bringe et emne op, det var hende der startede kløften imellem dem. Hvis hun ville bygge en bro over den før den var for stor og dyb, så rådede Amaranthe hende i stilhed om at gøre det hurtigt.

af **Ashley** 28/1/2012, 10:44

Alma mærkede et lille pus mod siden af hendes ben, og da hun kiggede ned, så hun det lille pige spøgelse der havde fulgt hende gennem de sidste par år. Tag dig sammen, Alma! Formandede hun. Alma sukkede tungt og skulede mod pigen. Hun havde brunt krøllet hår sat op i små søde rottehaler og en fin sommerkjole på. Hvis man så bort fra at hun var gennemsigtig og, jah, våd. Pigens far havde druknet hende i et badekar.
Alma løftede sit blik og så på Amaranthe igen, et lille undskyldende smil viste sig på hendes læber. "Undskyld, vaner," Forklarede hun stille og kørte en hånd over sit ansigt en gang. "Forfra?" Hendes blik så prøvende ind i hendes, hun havde virkelig haft en vanskelig opvækst, og de gener fra hendes fars side, gjorde hende mere kold og kynisk.

//Undskyld tiden, ikke så meget krea ^^'

af **Amaranthe** 28/1/2012, 11:00

Amaranthe slappede af i næsten alle hendes muskler, hun hadede når folk var fjendtlige overfor hende uden hun havde fortjent det... eller havde hun?
Amaranthe så ned på jorden ved siden af Alma, det var som om hun havde... talt til nogen? Amaranthe kunne ikke se noget, skønt hun kunne se næsten alt takket være sin evne til at se 100% igennem Tågen... eller var der ikke noget dér? Var der ikke et lille omrids af en pige? Et lille omrids af... et kort sekund, eller et kort millisekund stod Amarnathes ansigt i chok... hun fik dog taget kontrol over sine følelser hurtigt efter... Det var omridset af en lille pige... der drybbede... omridset af en død pige.
Amaranthe så igen på Alma, skulle hun spørge om der virkelig var en spøgelsespige ved siden af hende?
*Hun ville tro jeg er skør...*Tænkte hun stille.
Amaranthe satte et smil på hendes læber og spurgte venligt:"Kan du kæmpe?"
ikke fordi at hun villle begynde at belære Alma med tricks til at ligge fjenden ned hurtigere, Alma var sikkert bedre end hende selv, mere af venlighed og... fordi Amaranthe havde brug for et emneskift i hendes tankegang.

//Bare i orden Surprised

af **Ashley** 28/1/2012, 11:48

Alma lagde mærke til Amaranthe's blik og en lille latter forlod hendes læber. "Kan du osse se hende?" Spurgte hun så med et nysgerrigt lille smil og så på hende. Pigen fniste tøset og så på hende osse, og så gik ånden over og lagde en sin hånd mod hendes side så den efterlod et tydeligt vådt mærke. Pigen fniste så og forsvandt helt. Alma kluklo bare over hendes små barnligheder, hun var det eneste spøgelse der nogensinde havde været der hele tiden, som Alma ikke havde noget imod.
Alma bed sig en smule i sin underlæbe. "En smule, jeg er ikke god, men jeg kan kæmpe," Sagde hun med et lille skævt smil.

af **Amaranthe** 28/1/2012, 14:49

Amaranthe så forbavset på Alma og så på pigen.
Hun smilte svagt og sagde med sin klare blide stemme:"Ja... hvem er hun?"
Amaranthe vidste at der var fordele ved at være klartseende, men der var så sandelig også ulemper.
Hun kunne se kyklopernes ene øje, hun kunne se de onde ånder også kaldt onde spøgelser og hun kunne se nærmest alt fra denne verden, hun egentlig hadede mere end hun kunne sige... og tænke
Amaranthe så ud over søen der ikke var så langt væk, hun elskede at stå lige her og kigge ud over solnedgangen og søen der afspejlede den orange og røde sol.
Hun så igen på det sted hvor den lille pige stod, men nu var hun.
Amaranthe hævede sit ene øjenbryn og så på Alma:"Hvor blev er den lille pige af?"
Dumt spørgsmål, for hvor skulle Alma vide det fra? Men hun var jo trods alt datter af Hades, så hun måtte da vide bare et eller andet.
Hvorfor vidste hun ikke, men hun følte trang til at se den lille pige igen... pigen så ud til at være en viis pige og hun så ud til at være... hvad skulle man kalde det? barnlig og på samme tid voksen? Sådan kunne man godt formulere det.
"Jeg er god til at kæmpe... men jeg gider ikke.", hun holdt en lille pause og så ud over søen igen."Jeg ville hellere være en Najade... smukke og kan være i vand så længe de lyster."
Hun elskede at se najaderne springe op af vandet og vinke til dem der stod og så måbende på.

af **Ashley** 28/1/2012, 15:31

Alma klukkede stille og så på Amaranthe. "Hun er min hjælpe ånd," Forklarede hun med et lille skævt smil. "Det var hende der hjalp mig med at komme hertil." Alma smilede en lille smil ved tanken, den første, og eneste, ånd der havde været venlig mod hende.
Alma fulgte hendes blik og smilede lidt. "Her er nu en gang en smuk udsigt," Sagde hun lidt for sig selv.
Hun klukkede lidt og så på Amaranthe igen. "Sikkert et eller andet sted og laver ballade igen," Sagde hun med et lille skævt smil. "Hvad skal de døde ellers bruge det frie liv til? De har kun lidt tid, inden de bliver sendt ned til Hades." Hendes blik formørkedes ved tanken om det og hun så lidt væk.
Alma nikkede lidt til hvad hun sagde. "Okay," Sagde hun lidt langsomt og trak ordet ud. Hun så på hende med et lidt nysgerrigt blik og smilede så over hvad hun sagde. "Jeg ville meget hellere have en anden far."

af **Amaranthe** 28/1/2012, 15:48

Amaranthe bestemte sig stiltiende for at hun rigtig godt kunne lide Alma. Hun virkede så almindelig og så selvsikker.
"Hjælpe ånd?", gentog Amaranthe spørgende, det havde hun godt lige aldrig hørt om... men der var jo så meget hun aldrig havde hørt om, f.eks. mange af myterne om hendes mor...
"Hvornår kom du?", spurgte hun og tilføjede så:"Jeg kom for et par uger siden..."
Hvorfor sagde hun det? Hvis Alma havde interesse i at høre det havde hun nok spurgt...
Amaranthe følte sig som en idiot og kaldte sig selv idiot flere gange, da Alma virkede meget... ligeglad med at Amaranthe var god til at kæmpe, hun havde jo også lige sagt at hun ikke var god til det. Så hvorfor sagde Amaranthe det egentlig? Tja, det måtte Zeus jo vide... eller ikke.
"Hvem villle du gerne have?", spurgte hun nysgerrigt, Alma var virkelig sød når man bare nåede ind på nogle punkter der interesserede hende.

// Kort, I know Sad

af **Ashley** 31/1/2012, 21:21

Alma smilede lidt til Amaranthe. "Man kunne sige, at det var den eneste ting min far har gjort for mig," Forklarede hun. "Som navnet siger, så hjælper den lille pige mig, når jeg har brug for det, eller har spørgsmål om hvad jeg er." Hun var selv virkelig glad for at kende den lille tøs, hun havde hjulpet hende gennem ret mange ting her på det sidste.
Alma blinkede lidt og så så på hende igen, hun nikkede let. "Jeg kom så for lidt over et måneds tid siden nu," Sagde hun og smilede lidt til hende.
Hun så på Amaranthe med et småmuntert blik og smilede skævt og lidt ægte, rigtigt. "Hvilken som helst anden end Hades," Svarede hun roligt og mærkede en kold pusten i nakken. Hun vendte sig om med et sæt, så spøgelset, eller ånden faktisk. "Undskyld," Hviskede hun stille da hun jog sin hånd ind i dets bryst og klemte til. Ånden spærrede sine øjne op og gispede mens zombie lignende hænder steg op fra jorden, dog uden at nogle andre ville kunne se dem, måske Amaranthe, men det kunne Alma jo ikke vide. Hun klemte stadig om åndens hjerte og slap så da hænderne begyndte at trække den ned. Ånden havde været en okay udseende dreng, måske lidt ældre end dem, med et blodigt sår i brystet, sikkert et skudsår, og med dejlig solbrun hud, solbleget hår og blå øjne. "Hils Hades fra mig, og sig gælden er betalt," Gispede hun selv lidt. Det kostede mange kræfter at sende en ånd ned til Hades, men hendes far havde bedt om det, ellers ville der ske noget slemt med én hun holde af. Da ånden var væk, faldt Alma ned på knæ og støttede sine hænder mod den kolde jord, mens hun prøvede at få styr på sig selv og genvinde lidt af hendes normale styrke. Kort tænkte hun ikke på at Amaranthe var der, det hun gjorde før, skulle bare gøres, hurtigst muligt.

//Helt okay, fik selv lidt krea her x3

af **Amaranthe** 12/2/2012, 22:47

Hun smilte til Alma og sagde:"Min mor har aldrig rigtig gjort noget for mig... Du er heldig at have en der kan vejlede dg og hjælpe dig..."
Hun kiggede ned i jorden og fandt græsset og selve den brune jord, vældig interessant.
Hun grinte lidt og sagde:"Hun lyder som en dejlig lille pige, hun så også meget sød ud..."
"Jeg ville gerne have Apollon, han er jo gud for musik og jeg elsker at spille msuik...", smilte hun og så Alma ind i de røde øjne, de var egentlig helt pæne når man sådan så dem på tæt hold, næmest som de sidste gløder på et bål.
Hun så til og hørte Almas sagte hvsiken, Amaranthe forstod ikke hvad der skete, men et bange udtryk fløj over hendes ansigt da hun så den første zombieånd og med skælvende stemme spurgte hun:"Alma? Hvad sker der?"
Hun var normalt ikke bange, men de her ånder eller zombier, whatever, hvad de end var så skræmte de hende som intet havde gjort før.
Ånden så ud som om den varkommet med en besked, men drengen/ånden/zombien havde ikke sagt noget. Han nøjdes bare med at spile øjnene op og bare se på Alma, som om hun havde... hun havde jo på en måde rakket ned på de dødes gud, Hades.
da drengen endelig forsvandt sank Alma ned i knæ og Amaranthe løb hen til hende og så på hende med et bekymret ansigt.
"Hey, Alma? er du okay....?", Det var lidt underligt at se drengezombieånden og Almas mentale kamp, noget Amaranthe efterhånden burde være vant til. Som klartseende var der desværre ingen Tåge til at skjule de mest grufulde syn.

af **Ashley** 13/2/2012, 11:44

Et mere trist smil viste gled over hendes læber. "Hellere det end at være endnu et værktøj for min far," Sagde hun stille og så lidt ned.
Hun grinede lidt. "Det er hun skam osse, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden hende," Sagde hun og smilede et lille smil ved tanken om ånden.
Alma løftede sit blik og gengældte Amaranthes og smilede stille. "Jah, så forstår jeg det godt," Sagde hun med et smil.

Alma stod først bare lidt og så på hænderne fra underverden trække drengens ånd ned til Hades, hun hørte egentlig ikke rigtig Amaranthe, hendes blik var fjernt, hun hadede at skulle gøre det, det tog godt og grundigt på hende, mentalt, og så var det frygteligt at se åndens nyttesløse kamp for at komme væk fra dens ungåelige skæbne ...
Hun trak vejret hurtigt og lidt i stød og huskede først nu på at Amaranthe osse var der. Hun nikkede lidt og klemte sine øjne sammen, prøvede at samle kræfterne igen. "Det er bare," Gispede hun. "Det tærer meget." Hun sank en gang og fik langsomt styr på sig selv og så rejste hun sig rystende op. Hun så på Amaranthe og smilede lidt. "Du kunne se det," Sagde hun, ikke som et spørgsmål, mere som en konstatering.

af Sponsoreret inhold

1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma

Sv: 1...2...3...4...12, ingen Hades-hytte? ~Alma