Hytterne ~ Alma

Tid: lidt over 16.00
Sted: Hytterne
Omgivelser: Hytterne og lejrdeltagere
Vejr: Lunt, skyfri himmel og sol
Påklædning: hvid nederdel der går til knæerne, sort top og hvide sandaler

Summer sad på en bænk oppe på den bakke hytterne lå på.
Fra bænken kunne man se ned over hele søen, en masse kajaker sejlede dernede og en klar stemme råbte til sejlerne hvad de skulle gøre, det var sikkert den nye lærer... Poseidons søn var han vist.
For sig selv nynnede hun melodien til sangen Come little children, og sang 1. vers lavt for sig selv.
Hendes øjenlåg var åbne og øjnene kiggede træt ned på søen, hendes fingre trommede lavt på det træ bænken var lavet af og hendes tanker fløj rundt.
Hun tænkte på hvordan hendes liv mon ville være hvis hun aldrig havde kommet til lejren, ville hun så stadig være den der lille stupide pige der altid rendte efter de store? Muligvis og muligvis ikke...

// Har mistet meget krea

Vinden legede med hendes lyse hår og fik det til at blæse ind over hendes øjne.
Nogle gange var det virkelig irretrende ikke at kunne se andet end hår og hår, men lige nu... Lige nu hjalp det med at dække for det faktum at der ikke rigtig var nogen der så til hendes side og med at dække for de halvguder der gik sammen to og to, holdte om hinanden, holdte i hånden eller kæmpede for sjov.
Hun så ned i jorden og ført en hånd op til hendes hår der flagrede foran hendes ansigt og fejede det væk, hun så op igen og vendte sig rundt.
Hun ville se efter nogle halvguder, der også så ud til at være alene og efter nogen der måske ville tale med en lille pige som Summer, der var ikke mange men alligevel havde hun allerede m'dt to der snakkede til hende. Og det var endda dem der startede samtalen, så denne gang mente Sumemr at det var hendes tur til at starte nogle samtaler og msåke lærer endnu flere at kende.
Hendes øjne faldt på en mørkhåret pige i en sort kjole, Summer smilte svagt og ville gå over til hende, men hun var som frosset fast.
Åhr, pokkers til generthed, brokkede hun sig inde i sig selv og fik langt om længe flået sig fri af den mentale blokering og begyndte så med små skridt at gå hen imod pigen i den sorte kjole.

Summer stod næmrest helt stille, pigen foran hende vikrede på en eller anden måde mere død end levende og mere magtfuld end de andre hun havde mødt og hørt om igennem dem hun havde mødt.
Hun tænkte på festen aftnen før, der havde hun heller ikke mødt mange, eller i hvertfald snakket med ret mange.
De fleste var ligeglade med den lille pige, andre var alt for pyldrede og spurgte hele tiden om hun havde det godt og om hun havde brug for hjælp, helt tredje var venlige og entusiastiske, dem var der uheldigvis ikke mange af.
Hun kiggede stadig op på pigen foran hende, hendes øjne var helt udtryksløse, men inde i følte hun den så irreterende følelse af at have gjort noget hun måske bare skulle have ladet andre gøre. Og den stærke følelse, også kaldt generthed, gnavede i hende som et lille hamster der gnaver i sin avis, gnavede den her generthed på hendes mod.
Da pigen vendte sig om, var det enste hun kunne sige:"Wow..."
Pigen havde blotty hell røde øjne! Hvor sejt var det lige? Det var jo faktisk ret så sejt efter Summers mening.
"Ja, det er jeg... Er ved at runde mit 4-dags jubilæum.", svarede hun og grinte lidt, hun kunne godt lide den her pige... Især fordi hun havde røde øjne.
"Jeg hedder Summer...", præsenterede hun sig og smilte til pigen overfor hende, hendes generthed var forsvundet som dug for solen.

Summer grinte lidt og undlod at sige noget, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige.
Hun kiggede op på pogen foran hende og sagde indeni at denne her pige, kunnne hun virkelig godt lide. En af de første der ikke var helt oppe at køre og virkelig sød og entusiastisk. En perfekt kombo, ifølge Summer og når det var godkendt af hende var hun sikke rpå at alle andre også ville mene sådan, for sådan mente hun jo og så måtte resten af verden også mene det.
Hun smilte lidt for sig selv og sagde så:"Har du da været her i lang tid?"
Summer havde stor respekt for dem der havde været der i mange år og i det hele taget for alle dem der havde været der længere tid hende, hvilket ville sige næsten 90% af lejrdeltagerne, det kunne også være der var flere.
Hun så lidt ned i jorden og så med et skævt smil op på pigen igen.
"Tja... Hvis man opfatter det som en velkomst at man bliver nærmest evakueret i hytten hele dagen, fordi jeg for lille...", hun skar en lille grimasse og prøvede virklig at få det til at lyde sjovt, selvom det laaangt fra var sjovt at blive skubbet væk fra sin nærmeste familie i lejren.
"Alma Morte...", gentog Summer og kigegde så smilende op på Alma og tilføjede:"Det betyder Dødens sjæl, ikke?"
Hvorfor hun spurgte Alma om det, vidste hun ikke... Men hun ville gerne sige noget og bringe noget op som emne i denne samtale.
Hun lyste op i et smil da hun sagde hendes navn og hendes øjne strålede af begejstring da hun sagde hendes fars navn.
"Hvordan vidste du det? Er der et eller andet spøgelse der fortæller dig det?", spurgte hun og tilføjede så:"For... Du er datter af Hades, ikke?"

Summer så glad op på Alma, hun var glad for at hun havde overvundet sin generthed og gået over til hende. Alma så ud til, virkede som en af de typer der var venlige mod dem der venlige, var ligeglade med dem der enten var negativt indstillet eller bare født pessimist.
"Har det været nogen gode tre månedet?", spurgte hun og fortrød det emd det samme, hun havde jo fået afvide i en af timerne at børn af Hades næsten aldrig blev velkomst som den helt de burde modtages som, som de andre halvguder som hende selv der blev modtaget med åbne arme.
Summer følte med børnene af Hades men hun vidste ligeså godt som Alma, at Hades altid ville forblive den udstødte ligemeget hvad.
"Lillejuleaften, siger du...", begyndte hun eftertænksomt og sagde så tydeligvis nysgerrig:"Hvordan er det at holde jul her i lejren?"
Hun havde af gode grunde aldrig prøvet det før, men ville sikkert komme til det senere på året ved juletid.
Hun følte en glæde indeni da Alma bekræftede at hendes navn Alma Morte betød Dødens sjæl, så var alt det læsning altså alligevel ikke forgæves.
"Kan du så påkalde spøgelser?", spurgte hun, Alma virkede på sejere og sejere. Først har hun røde øjne, så har hun et lille spøgelse som hjælper og så har hun Hades som far, det var bare en fødsels-win-win-pakke, mere end hvad hun havde fået af sin far. ikke engang en lille luset slange havde han givet hende, men alle de andre halvguder havde fået noget af deres gudeforælder, men det havde Summer så ikke lige.
Almas advarsel vækkede blandede følelser i hende, hun vidste ikke helt om hun skulle tro på hendes advarsel og så sig så hurtigt omkring.
"Er de her?", spurgte hun stille og så rundt og inden i sig selv håbede hun virkelig at kunne få mulighed for at se et spøgelse.