Midnight ~ Alma

T: 00:00
S: lejrbålet
O: ikke en levende sjæl andet end Leonidas spurvehøg
V: stjerne klart, og fuldmåne
D: lørdag
Å: midsommer
P: sorte jeans og en hvid skjorte


Leonidas lå stille og betragtede himlen, han lyttede bare til skovens stilhed, ligesom lejrens, han kunne ikke sove, hvilket ikke var underligt, når man tænker på livet der plejer at være i skoven om natten, men i nat var det som om det hele bare var gået til ro, selv nattedyrene, noget han ikke kunne lide, hans mor var trods alt jagtens og dyrenes gudinde, og derfor kunne han tale med og fårstå dyrene, og beskyttede dem, spiste kun de dyr han selv havde fanget, samt dem der kom til ham, han ofrede også til sin mor som hun havde bedt ham gøre, hver gang han tog et andet liv, bad han for det.

P: En lang sort kjole med lettere dyb udskæring og ingen ærmer. Heller ingen sko.

Alma kom let løbende fra hytterne, hendes øjne var blanke og hun flygtede fra et af spøgelserne igen. Et af dem dukkede op lige foran hende pludseligt. Hun stoppede hurtigt op for ikke at gå gennem den. Hun løftede så sin ene hånd, stak det ind i brystet på ånden og klemte om den dødes hjerte. "Gå til Hades!" Sagde hun lavt, selvom hun synes det forstyrrede den dødlignende stilhed. Hun så den dødes ånds ansigt skære en grimasse inden klamme gennemsigtige hænder steg op fra jorden og hev den døde ned i Hades Dyb. Hun Stirrede på sin hånd som hun kort synes var dækket af mørkt blod, men dette var dog bare synsbedrag. Kort efter lød dyrenes rumlen igen, de kunne fornemme hvad mennesker ikke kunne. Hendes lange sorte hår lå bare nede om hendes skuldre, ryg og ansigt, så det skjulte det, mens hendes kjole lå roligt ned om hende. I månens lys lignede hun selv et spøgelse..

Leonidas satte sig op da lydende kom tilbage igen. Hans blik gled rundt "hvad sker..." han begyndte at se rundt "kan du se noget min ven?" han stemme gav genlyd i mørket han kunne fornemme noget, og han kom hurtigt op og stå, "kom til mig min kære." lyden af vinger steg gennem natten, ligeledes gjorde et skrig fra en høg, han mærkede dens klør i sin venstre skulder "du bliver her hos mig" sagde han og begyndte at gå mod silhuetten han havde overset før. hans hånd søgte ned efter den lille dolk han havde ved anklen, og han trak den uden en lyd.

Alma så op og så mod stemmen der lød i mørket. Hun stod helt stille og Stirrede på skiggelsen. Hun sank kort før hun vendte sig helt mod personen. "Hvad vil du?" Spurgte hun med en dirrende stemme, hvor man dog kunne høre den skjulte styrke. Hun kunne kort efter se skiggelsen, eller den ældre dreng, trække noget op oh hun kunne se klingen skinne i månens lys. Hun Stirrede nu bare på ham med sit mørkerød blik, dog flyttede hun sit blik mod en lille gennemsigtig pige det kom løbende mod hende. Alma satte sig ned på hug og strøj pigen over håret og kunne næsten mærke hendes bløde lokker mod sine fingre. Pigen smilede til hende og Alma smilede let igen. Han er søn af Artemis, Sagde pigen oh forsvandt så. Alma vendte hurtigt sit blik mod ham igen.

Han lyttede til stemmen og stirrede på hende, han blik var vagtsomt, som om han forventede der skulle ske noget, han stoppede op og lod dolken glide tilbage i holderen omkrin anklen "jeg skulle til at spørge dig om det samme" sagde han roligt og strøg høgen over fjerpragten og den begyndte at nappe ham i øret "ja jeg er også sulten.. Men det er ikke tidspunktet lige nu, og der er en mus hundrede meter herfra, mod søen, den gemmer sig i et buskas" sagde han og høgen lettede "jeg lå bare og tænkte.. Jeg ville slappe af" sagde han og smilede så lidt til hende, "og hvad ville du så?" spurgte han roligt og satte sig ned på hug og begyndte at tegne i jorden med en finger.

Alma så bare roligt på ham og fulgte ham med blikket. Hun gyste lidt ved hans stemme, men prøvede dog at lade være med at vise det. Hun så på ham snakke med høgen oh en svag trækning viste sig ved hendes ene mundvige. "Det er skam meget let at se hvem Deres moder er.." Sagde hun eftertænktsomt.
Hun nikkede lidt til hans svar og tøvede med sit eget. "Jeg skulle gøre noget for min Fader," Sagde hun og sagde med vilje ikke hvem, hun skammende sig over at være Hades datter.

"Ja min moder er jagtens gudinde, jeg fornemmede du hentydede til min snak, med min kære høg og følgesvend, som jeg har haft siden hun klækkede" sagde han og rettede sig op igen.
han smilede da han hørte hendes stemme, "jeg fornemmer død omkring os, du kan intet skjule for en jæger, der er van til at omgås med det til davlig, Du datter af hades" Hans stemme viste ikke afsky, men der var alligevel noget vagtsomt i det, han stirrede mod det sted hans høg svævede "du kan ikke skjule døden for en der selv kan mærke den" sagde han roligt og vendte blikket mod hende "du skal ikke hade at være af din fars afkom" tilføjede han.

Alma begyndte bare at stirre lidt på ham da han begyndte at snakke om døden. Hun knyttede næverne og Stirrede på ham med et blik som var ulæselig, bundløst. Hun gik over mod ham med nogle få lange skridt, lagde en hånd mod hans bryst og skubbede ham op ad et træ lidt bag ham. "Du aner intet om min fader, intet om hvad jeg skal leve med hver dag," Hendes stemme var ikke andet end en sammenbidt hvæsen. Hun mærkede en kold pusten i hendes nakke og synes at luften omkring hende blev iskold på ingen tid.

"jeg ved kun det om din fader som jeg har hørt... og det er intet godt jeg har hørt om ham, og alligevel er jeg ikke gået" han lød ikke bange, men rolig, han fjernede hendes hænder fra sig, mærkede luften blev kold om dem. "jeg bærer ikke nag til din fader, jeg har intet udenstående med ham, eller nogen anden gud. Eller halv gud, jeg gør alle lige, for hos mig har alle en chance, det er ligemeget, hvem man stammer fra, det er de handlinger man laver" hans stemme var stadig rolig da han fjernede sig fra hende.

Alma Stirrede bare op i hans øjne og hendes ellers kolde og hårde blik, blev lige så stille mere blødt, selvom det stadig ingen følelser viste. Men der var noget ved hans blik.. Noget det virkede bekendt. Den lille pige dukkede op ved deres side igen og hev Alma lidt væk fra ham samtidig med at han selv flyttede sig fra hende. Man kunne nærmest se at kjolen med hevet i af små barnehænder. Han er løven, ham der altid legede med dyrene, Sagde pigen inden hun forsvandt igen mens Alma bare Stirrede på Fet sted hun havde stået før. Hun blinkede lidt inden hun stirrede ind i Leondias's øjne igen. "Du.. Du.. Løven?" Sagde hun lavt og med en næsten uhørlig stemme.

"Ja jeg er ham i kaldte løven, men jeg foretrækker nu at blive kaldt ved mit navn" sagde han bare "jeg er søn af naturen, og det er her jeg høre til, ikke i byerne, hvor menneskene kontrollere, men hvor der er plads til at bevæge mig, og være fri som dyrene, hvor du virkelig kan folde dig ud som den du virkelig er, jeg høre hjemme her i lejren og her bliver jeg" sagde han bare og så op mod himlen og smilede så igen.

Alma rystede opgivende på hovedet over ham. "Siger navnet Alma dig noget..?" Spirgte hun stille efter hans lille 'tale'. "Eller Hviskeren?" Henze blik var roligt, dog en smule trist.

//Seriøst kreasvigt -.-'

"jeg ved godt hvem du er Alma" sagde han bare og smilede roligt til hende, "jeg har det bare sådan, hvad der var før, er ikke det der er mere" sagde han roligt og smilede venligt til hende inden han så mod sin høg igen, der nu kom med en mus i næbet

Alma så på ham og gik let et skridt tilbage. Hendes ansigtutryk blev fuldstændig neutralt igen. "Selvfølgelig, du har sikkert nydt mange kvinders seng allerede," Sagde hun roligt inden hun vendte sig om og gik med lange skridt væk fra ham igen. Hendes blik var blevet blank igen da hun stadig huskede på, at han var den eneste ven hun havde haft den gang... Men som han sagde, fortid var fortid, han var sikkert ligeglad med hende som alle andre nu.

Han mærkede et stik da han hørte hvad hun sagde han løb op og tog hendes hånd ov vendte hende om "hvad var det du sagde?" spurgte han, nu lød han vred "du ved udemærket godt jeg ikke er sådan," hans stemme lød såret "jeg vil vente på den rette, Du var min veninde, jeg troede ikke jeg skulle se dig igen," hans hånd strejfede hendes kind "jeg har bare glemt, jeg føler mig hjemme er" han nussede hendes kind. "jeg har savnet dig" hans stemme var forsvundet, han slap hende, hvis hun ville gå var det, det hun skulle have lov til, hvis hun ville blive måtte hun også det.

Alma hørte ham følge efter sig og hun vendte sig om da han tog hendes hånd. "Du hørte udemærket hvad jeg sagde," Sagde hun med en let hvæsen. "Var?" Nu var det hende tur til at se såret ud. "Som du sagde, det der var, er der ikke mere," Hendes stemme var blevet mere hård nu og hun Stirrede bare på ham. "Min eneste ven.." Sagde hun sammenbidt. "Skrider uden det mindste, og efterlader mig.. Og så siger du at du har savnet mig?!" Hendes stemme blev mere og mere skinger. "Hvorfor tog du mig ikke med?!" Hun skubbede hans hånd væk og slog ham let på brystet. Hun var stadig såret over det svigt. I fem år havde hun intet hørt fra ham, hun havde haft brug for ham, virkelig brug for ham, men han var bare skredet.

//Er jeg for ond mod dig, min lille skattemand? :p

"ja jeg hørte dig udemærket godt hvad du sagde, og du ved jeg ikke er sådan, jeg har ikke mødt nogen her som jeg har ville have et sådan bånd med..." han var tavs da han hørte hvad hun sagde "men hvis det er sådan du vil have det, skal vi vel gå hver til sit, og bare passe os selv," han tog sig til brystet hvor hun havde slået ham "jeg vidste ikke hvad du var Alma, ellers havde jeg taget dig med, og jeg har savnet dig, men jeg har ikke været i kontakt med omverdenen siden jeg forlod skolen, du ved jeg ikke følte mig velkommen der, du var det eneste udover dyrene" han så ned og lukkede øjnene og sukkede inden han vendte om på hælene.

"Men du kunne have efterladt et brev! Bare noget der sagde noget andet end hvad alle sagde!" Hendes stemme truede med at knække over. Hun så at ham vendte sig om og hun tog hurtigt fat i hans arm. "Du kan lige tro nej, du kan ikke bare gå fra mig igen.." Hun kunne snart ikke mere, hun var virkelig ved at miste fatningen. Hun rystede ganske let og så på ham mens hun desperat prøvede at holde tårnene tilbage. Hun kunne ikke mere. Hun slap ham. "Undskyld," Sagde hun med en grådkvalt stemme, inden hun vendte sig om og løb væk fra ham, mod søen, mens hun begyndte at græde.

"jeg fik at vide jeg ikke måtte efterlade noget, hvad sagde folk om mig bag min ryg?" spurgte han og mærkede hun tog fat i hans arm "Alma jeg forlader dig ikke igen" sagde han og kunne høre på hendes stemme at hun langt fra havde det godt.
Han nåede hende inden hun kom for langt væk fra bålet og løftede hende op over sin skulder, gik tilbage til bålet med hende, lagde hende forsigtigt på jorden og lagde sig over hende for at holde hende fast så hun ikke kunne gøre noget dumt.

"Jeg er ligeglad!" Sagde hun skingert. "At du havde forladt skolen, fordi du ikke kunne fordrage mig længere..." Hun så væk. Hun svarede ham ikke, hun trude ikke lade sig selv håbe.

Hun så forskrækket på ham og hvinede højt. "Slip mig!" Sagde hun højt og skingert. "Slip mig, slip mig, Slip mig!!" Hun slå ham på ryggen som et lille barn og sprællende vildt, uden tanke om at hun havde en kjole på. Hun kæmpede samtidig med ikke at begynde at hulke.
Da han lagde hende ned, prøvede hun at rulle væk, men nåede ikke engang at prøve, før han lagde sig oven på hende. Hun skulede grædende op på ham, mærkede sin underlæbebæve en smule inden hun begyndte at hulke. Hun gemte sit ansigt mod hans skulder imens.

"det er den største løgn jeg har hørt" sagde han og lød stræng. "sagde de at jeg ikke kunne fordrage dig?" spurgte han hans stemme var blevet uhyggelig at høre på.
"jeg er hos dig nu... Nej du er hos mig nu Alma... Jeg for lader dig ikke igen.. Ikke uden at tage dig med mig" hviskede han lavt.


"nej jeg slipper dig ikke, jeg holder dig hos mig, jeg forlader dig ikke igen" han gentog sig selv. og sandheden røg ud af ham "jeg holder for meget af dig til at gøre det igen" hviskede han. Han var ligeglad med at han kunne mærke hendes kjole var glædet op, for han ville bare være hos hende. han mærkede hun var begyndt at hulke mod hans skulder "så så... Nu er jeg hos dig igen, og her bliver jeg" sagde han blidt og holdte hende tæt til sig.

Alma svarede ham ikke, turde ikke lade sig selv håbe. Det gjorde for ondt...


"Du kender mig ikke mere!" Røg det skingert ud af hende og hun hulkede videre mod hans skulder, blev beroliget af hans duft, sød som skoven lige efter regnen, han havde altid duftet af det, altid. Uden at være særlig bevidst om det, ha de hun lagt sine arme om ham, og holdte ham nærmest krampagtig fast.

"nej men jeg vil lære dig at kende igen min ven" hviskede han og mærkede hende forsat, han mærkede hvordan hun holdt ham fast, han lukkede øjnene "jeg forlader dig ikke Alma" hviskede han han var for travlt optaget af at holde hende fast og trøste hende til at han lagde mærke til hendes duft, han hørte høgen skrige men svarede den ikke da han ville have hun skulle vide han var der for hende "så så... ikke græde" hviskede han

//snak- bliver nød til at smutte de gamle går i seng.

Alm rystede bare på hovedet over det han sagde, hun turde ærligt ikke at lukke nogen ind i hendes liv igen. Siden den dag han var forsvundet, havde alt bare blevet værre, det var værre end Hades..
Langsomt fik hun mere styr på sig og græd bare tavst mod hans skulder. "Det kan du ike love.." Hviskede hun grådkvalt Oh lagde først nu mærke til hvor tæt de lå. Hun lagde så begge sine hænder mod hans bryst og skubbede blidt til ham. "Du masser mig..." Hviskede hun svagt og så ubevist på hans læber og tænkte kort, at hendes Fader må væmmes ved hende i dette øjeblik.

"Alma hør på mig, den eneste der kan skille os nu, hvor vi begge er hjemme... Den eneste der kan skille os er din far" hviskede han roligt og så ned af dem.
Da han mærkede hendes hænder mod sit bryst, og at hun skubbede ham væk satte han sig "ja undskyld at jeg maser dig" han så ned og rejste sig så "jeg beder om forladelse af at have ligget mig over dig" han satte sig en meter fra hende, betragtede hende roligt og kort inden han lukkede øjnene.