Midnight ~ Alma

"du skal ikke undskylde Alma" hans stemme var en hvisken. Hans hænder lagde sig på hende lænd og begyndte et nusse hende det, Han pressede sine læber mod hendes hår og holdte hende tæt. Hans høg bed hende lettere i øret ikke så det gjorde ondt, men fordi den hadede at blive overset fra ham af, og da Alma krævede Leonidases opmærksomhed synte Høgen det skulle gå ud over Alma.

"Jov jeg skal," Hviskede hun bare igen og gemte sit ansigt mod hans bryst. Hun rystede lidt og sukkede tungt. Hun nød da han begyndte at nusse hendes lænd og da han kyssede hende i håret. Hun puttede sig ind til ham og krympede sig lidt da hun mærkede hans høg bide hende i øret. Hun løftede sit hoved og så på den, inden hun så løftede sin ene hånd og forsigtigt kælede for den.

//En jaloux høg.. Den var ny xD

"nej du skal ikke Alma" hans stemme var vast men en hvisken "jeg er hos dig, og sådan er det" hans stemme blev mere normal igen, hans fingre forsatte med at nusse hendes lænd, og hans læber legede stadig over hendes hår. "arg din dumme fugl... Du er så stædig... og jeg er ikke kun din" der kunne sagtens høre det grinende og sjove under det alvorlige toneleje. han smilede da han hørte tankerne hos høgen der var tilfreds med at blive kælet for, nappende i Almas ører blev blidere og kærlige.

Alma sukkede over ham og opgav at diskutere om det. Hun så på dem og smilede over det hun så. Hun så lidt på ham, rødmede og så tilbage på hans høg, som hun stadig kælede for. "Er jeg accepteret hos dig nu?" Spurgte hun forsigtigt og skævede lidt til ham og fik det kærlige blik da hun gjorde det. Hun hvilede forsigtigt sin kind mod hans bryst mens hun stadig kælede for hans høg.

"venator kan mærke du intet ondt vil mig eller hende, så ja du er acceptere, så længe du underordner dig hendes regel. jeg citere hendes ord 'Jeg er den pige der har første ret på ham'" han smilede skævt "som jeg sagde hun er opmærksomhedskrævende" han grinte og nød at mærke hende mod sig, han så bare på dem "I betyder begge meget for mig, venator, du har været der for mig, og jeg har kunne fortælle dig alt, ligsom jeg jeg har kunne med Alma, hun var min bedste veninde, og hun kunne blive det igen, og mere end det" hviskede det og smilede inde hans læber strejfede Almas hår igen.

Alma smilede stille indtil han citerede hendes ord. "Det kan jeg ikke love noget om," Sagde hun lavmælt. Hun lukkede sine øjne og sukkede lidt og stod stadig lænet op ad ham, men nu havde hun så bare begge sine arme om ham i et blidt, men bestemt greb.
Hun så op på ham med et uungrueligt blik da han sagde, at hun måske kunne blive mere end det. Hjertet i hendes bryst, spang et slag over og hun rødmede svagt, og lukkede så sine øjne da han kyssede hende ned i håret igen, men sagde ikke mere.

"'Du Leger med ilden pigebarn... han er min'" venator snakkede gennem Leonidas. og han grinte bare hver gang han havde sagt noget for hende "Alma er min... og du er min, du er min følgesvend og bedste veninde, du hjælper mig med alt, eller næsten alt Venator... Men Alma har ligesom noget der tilhøre mig..." han stoppede sig selv mídt i sætningen, og fjernede sit hoved fra hendes hår. han nød dog alligevel at mærke hende mod sig.

Alma så Venator i øjnene med et fast blik. "Ilden er en smuk ting, og han er min," Sagde hun til fuglen og tænkte kort ikke på at han kunne høre alt hvad hun sagde. Hun stivnede let og så frem for sig mens jeg snakkede. Uden at have tænkt videre over det, havde hun lagt sin ene hånd mod hans bryst, over hans hjerte. Hun så op på ham. "Hvad har jeg af dit..?" Spurgte hun lettere undrende. "Jeg husker ikke, at jeg har fået noget af dit.." Hun rynkede brynene en smule og så bare på ham.

"i er for meget piger... Jeg er Almas... ven... Venators kammerat og skæbne" han vidste ikke hvad han skulle kalde sig selv efter at have sagt Almas navn, "det du har der er mit, har du haft siden vi var små, men på daværende tidspunkt betød det noget andet end nu, nu er jeg glad for du har det." han så ned på hendes hånd, og smiledeovehvor hun havde lagt det, han kyssede hende i håret igen, og lod en hånd glide gennem det. "du har en ting der tilhøre mig, eller det gør det ikke mere, for det er egentlig dit nu" hviskede han

Alma smilede lidt over ham, men så ned da han bare sagde ven. Hun havde jo langt fra vennefølelser for ham, de var større end bare det. Hun sukkede lidt nydende over hvad han gjorde og sukkede tungt. "Men hvad er det jeg har..?" Hun lød stadig forvirret og så op på ham igen med et spørgende blik.

"du har mit hjerte" hviskede han og så væk fra hende, ikke fordi han ikke ville se på hende, men han kunne ikke sige det mens han stod og betragtede hende, det var for meget, han lukkede øjnene og slap hende, kom ud af hendes greb og bakkede lidt væk fra hende. Havde han lige sagt han elskede hende, det troede han lige han havde, hvilket jo også var sandt, han elskede hende jo også.

Alma så bare på ham mens hans ord sank ind. "Jeg.. Hvad?" Hun kunne ikke helt tro at han havde sagt det. Da han slap hende og bakkede væk fra hende, følte hun sig nærmest fortabt. "Nej.." Hviskede hun halvkvalt, hun gik med nogle lange skridt helt over til ham, lagde sine hænder mod hans kinder og lod sine læber mødes hans endnu en gang. Hun vidste at hun aldrig ville kunne sige, at hun elskede ham, så hun prøvede at vise ham det, hun prøvede virkelig at ligge alle sine kærlige følelser og sin store savn i det kys.

Leonidas blev ikke overrasket over hendes kys. Han gengældte det bare med det samme, lagde armene tæt om hende og holdte hende tæt til sig, hans hænder gled ned til hendes lænd allerede inden han kunne stoppe dem, han kyssede hende dybt, inderligt og prøvede at få hende fortalt hvad hun betød for ham ud gennem det kys.

Alma sukkede lettet mod hans læber da han gengalte hendes kys. Hendes ene hånd fandt op i hans hår og rodede blidt rundt i det mens den anden gled om bag hans nakke og pressede ham ind til ham sådan. Hun kyssede ham dybt og inderligt igen og nød virkelig bare at mærke hans læber mod sine, hans krop mod sin. Hun viste stadig hvor meget hun elskede ham i det kys.

Leonidas smilede eog holdte bare kysset, han pressede hende tæt til sig, nussede hendes lænd, sukkede nydende mod hendes læber, lod kysset blive voldsommere, og mere inderligt.
Venator lettede fra hans skulder og skreg op og satte sig på en pæl og betragtede dem, inden han lagde hovedet under en vinge.
Leonidas slap langsomt Alma, for at betragte hende, han holdte hende stadig tæt efter han havde stoppet kysset, men smilet var ikke til at tage fejl af, han havde nydt det, og elskede det.

Alma gengældte smilet bag deres kys og sukkede selv nydende bag kysset. Hun pressede sig tæt ind til ham og kyssede bare med da han udviklede kysset.
Hun lagde dårligt nok mærke til at Venator skreg og lettede, fløj væk fra ham, lige nu, var der kun de to.
Alma og Leonidas.
Hun mærkede at han stoppede kysset, og lod ham. Hun så op på ham med et kærligt og forelsket blik og smil, mens hun prøvede at trække vejret normalt. Hun kunne se på ham, at han havde elsket det lige så meget som hende selv. Hun kunne ikke lade være med lige at driste sig til et lille kys igen.

"Alma" hans stemme var lav og en nærmest uhørlig hvisken, hans sukkede og nussede hende lænd, hans fingre gled over hendes lænd, ligsom hans læber legede og undersøgt hendes da hun kyssede ham igen, han smilede bag kysset og holdte sig tæt ind til hende, pressede hende nærmest mod sig, han ville ikke slippe hende igen, langsomt løftede han hende, så de kunne komme ned og sidde igen.

Alma smilede forelsket til ham og pressede sin krop ind til ham. Hun nød den måde han hviskede hendes navn på. Hendes ene hånd rodede blidt op i hans hår igen mens hun kyssede ham mere og mere inderligt. Hendes ene hånd, den der ikke var oppe i hans dejlige bløde lokker, begav sig ned mod hans ryg og begyndte at udforske hans krop gennem hans bluse. Hun smilede over dem og ville aldrig væk fra ham. Da hun mærkede hvor tæt han holdte hende, hvordan han nærmest pressede hende ind til sig, pressede hun igen, og da han løftede hende op, lagde hun sine ben om hans liv og holdte sig tæt ind til ham. Hun ville aldrig slippe ham igen.

"Alma... Vi burde virkelig gå tilbage til vores hytter vi må" hviskede han da han fik stoppet kysset igen, selvom han ikke ville. "det er ved at være sent det er... Eller vi kunne sove herude... Ville det ikke være rart?" spurgte han blidt og smilede glad til hende og kyssede hendes kind, han sad stadig med hende på sit skød. betragtede hende med blide men bestemte øjne, han ville ikke forlade hende endnu. ikke lade hende være alene.

Alma sukkede lidt over ham. "Men hvad hvis jeg ikke vil?" Sukkede hun stille. Hun så trist på ham og rystede så stille på hovedet og trak sig væk fra ham. "Jeg.. Jeg kan ikke," Mumlede hun. Hun sad nu lidt akavet foran ham, hun rørte ham ikke mere. "Han finder bare ud af det," Sagde hun lavmælt og begyndte at se sig omkring. "De sladre let når det kommer til ham." Hun så ned nu. "Undskyld," Hviskede hun halvkvalt, og havde rejst sig mens hun snakkede, vendte sig om og begyndte at løbe mod hytterne nu. Hun ville ikke have at hendes far fik noget på hende, det måtte ikke ske, ikke nu.

Leonidas så på hende "undskyld Alma" hviskede han og så på hende og lukkede øjnene han rejste sig og betragede hende med undskyldende øjne. Han lyttede bare til hende, sukkede over hendes ord og vendte sig, han hørte hvad hun sagde, hørte hun rejste sig, og hørte hende da hun begyndte at løbe. "Alma vent" han vendte sig og så efter hende men kunne ikke få sig selv til at løbe efter hende.

Alma stoppede straks med at løbe, da han sagde det. Hun kunne ikke bare sådan gå fra ham, så hvorfor prøve?
Hun vendte sig vaklende om, men snublede så over et eller andet og faldt ned. Hun nåede kun lige at støde af min hænderne. Hun så tilbage og på hånden der stak op ad jorden. "Skrid nu med dig, okay!" Hvislede hun med en lettere skinger stemme. Hendes ene ankel brænd nærmest hvor spøgelset havde rørt hende. Hun så ikke på Leonidas mere, hun kunne ikke.. Hun satte sig bare ned, børstede sine hænder og så bare helt fortabt og udmattet ud. Hun havde trods alt sendt en ånd ned til sin far for nogle timer siden...

Leonidas betragtede hende da han så hun stoppede op. Langsomt gik han mod hende, så hvordan hun vaklede og snublede. Hans hænder forsøgte at grine hende, men nåede det ikke, han så hvordan hun ramte jorden. Hørte hvad hun sagde og stivnede, batragtede hende med varsomme øjne, sukkede "jeg skal nok lade dig være så" sagde han da han ikke havde regnet med at hun snakkede til andre. "vi ses bare senere ikke?" spurgte han og begyndte langsomt at gå, følelsen af at blive afvist boblede gennem ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Alma så godt hans hænder inden hun faldt, men sagde intet til det, ikke før han begyndte at tale. Hun så hurtigt op på ham. "Det var ikke til dig!" Sagde hun bedende og panisk, han måtte ikke tro det. "Det var den dumme ånd! De er efter mig hele tiden." Hun lød mere og mere fortabt mens hun talte. Hun rejste sig op og begyndte at humpe efter ham. Hun snublede på sin nye ømme ankel og faldt lige ned i armene på ham. Hun trak sig hurtig væk igen, vaklede og holdte kun lige balancen. "Det var ikke dig jeg talte til," Hviskede hun halvkvalt til ham og så på ham med et bedende og blank blik.