Furnace of the Gods... - Nuka

Tid: 14:30
Sted: Smedjen ved våbenkammeret
Omgivelser: Ingen ud over Halfdan.
Vejr: udenfor var det roligt vejr, dog en smule køligt. men inde i Smedjen var det varmt.
Dag: Mandag
Årstid: Vinter/Forår
Påklædning: Kommer i emnet...

Våbenkammeret var som altid befolket af halvguder og lærere der ledte efter våben og udstyr til undervisningen eller andet. Som en del af bygningen, lå der en stor smedje, hvori sønnerne og døtrene af Hefaistos arbejdede. Det var deres opgave at holde orden i våbenkammeret og i smedjen, en opgave de fleste af dem godt kunne lide. Med tunge og beslutsomme skridt trådte Halfdan ind i smedjen, og lukkede den store dør efter sig. Han så sig omkring. Det var et mørkt rum, kun lyst op af gløderne og flammerne fra et enormt indmuret bål i midten. Der lå en vis dyster stemning over det hele, en stemning Halfdan dog godt kunne lide. han trådte længere ind i lokalet, klar til at arbejde på hvad han tidligere havde efterladt. I de store gløder lå der stumper af metal, store som små. Han spændte hans brystplade af, og smed den ved døren. Derefter tog han sin sorte hættetrøje af, så han nu stod med bar overkrop. Over en stor ambolt lå der et brunt læder-forklæde som han så tog på, og bandt på ryggen. Den dækkede hans overkrop og hans lår. Så nu stod han blot iført et par store sko, et par bomuldsbukser med læder på, og forklædet. han tog fat i den store ambolt med begge hænder, og løftede den op. Han var meget stærk, så at flytte på ting ikke mange andre kunne, var nemt for ham. Han stillede den fra sig tættere på bålet og kiggede derefter ned i gløderne. Ved at hive i et stort håndtag, blev der pustet luft ind i gløderne, som fik dem til at lyse op, og producere store flammer. han havde bare lyst til at arbejde på livet løs, og glemme resten af verden udenfor.

Påklædning: Outfit (klik)

Våbenkammeret var befolket med halvguder og lærere som altid. Alle ledte de efter våben eller udstyr enten til undervisning eller noget andet. Stedet blev flittigt brugt, også af Nuka. Enten til sit ikke så flittigt brugte sværd eller til at pleje sin bue og forbedre sine pile. Enkle gange endda fremstille dem. Endnu var hun ikke så god, men det kom.
Dette var dog ikke grunden til, at hun var taget derhen. Det måtte vente. I stedet var hun taget derhen for at lede efter en. Ikke bare hvem som helst. Nej, Hefaistos' søn Halfdan var den som hun søgte. Og hvis hun kendte Hefaistos' børn ret så opholdte de sig i smedjen. Af hvad hun havde fået af vide, lå den i samme bygning. Hvilket også forklarede de høje lyde og den voldsomme varme fra den ene del af bygningen.
Tidligere på dagen havde hun mødt Halfdan. Flere gang havde hun set ham, men aldrig snakket med ham. Han var en finurlig fyr. Ikke til at blive klog på. Men det havde hun tænkt sig at gøre noget ved. Specielt siden at han havde bragt hendes far på banen over for hende. Et eller andet som hendes far havde gjort, fik Halfdan til at dømme hende. Temmelig groft. Og hun ville finde ud af hvad det var. Det sidste hun havde lyst til, var at blive sammenlignet med sin far. Hun ville finde ud af hvad det var, og overbevise Halfdan at hun ikke var som sin far. Hvilket hun bestemt heller ikke var. Kun en lille del af hende.
På trods af det kølige vejr, var hun trukket i sommertøj. Der var varmt inde i smedjen, og hun ville helst ikke have et hedeslag. Hendes hår var dog løst, og gik hende til lidt før lænden. Ganske enkelt magtede hun ikke at sætte det op. Det ville blive varmt, men hvad søren!
Forsigtigt åbnede hun døren ind til den mørke smedje. Hurtigt smuttede hun ind for ikke at vække alt for megen opmærksomhed. Der var varmere og mørkere end hun havde forventet. Mørket specielt generede hende. Som datter af lysets gud, havde hun aldrig brudt sig synderlig meget om mørke. Ikke noget hun var stolt af.
Med øjnene knebet en smule sammen, prøvede hun at vænne sig til mørket. Lige så stille vænnede hendes øjne sig til mørket. Og lige så stille fik hun øje på Halfdan.

Halfdan havde fået godt gang i ilden og de store gløder, og var nu ved at være klar til at gøre hvad han nok var bedst til. En primitiv metalklinge havde spidsen inde i gløderne, og den anden ende ude af varmen. Halfdan fandt en stor smedehammer frem, og tog fat i klingen. Han hev den ud af flammerne, og lod den placere på ambolten. I en tung rytme, begyndte han at hamre hårdt på metallet, og begyndte derved den langsommelige process der til sidst ville resultere i et smukt sværd. For hver gang han hamrede ned på stålet, gik der sitrende bølger af chok igennem hans arm, og gnister fløj til alle sider. Munden var lukket, og blikket var snævert, men fokuseret på hvad han stod og lavede. Efter at have hamret et par gange, førte han armen op til hans pande, for at tørre et par dråber af sved, af hans pande. Det glødende stål blev stukket i en balje med vand der stod ved siden af ambolten, og igen smidt op. Det handlede om gentagelser, gentagelse på gentagelse. En rutine der faldt ham utrolig naturligt, og ikke mindst en rutine han fandt en del trøst i. Klingen blev stukket i gløderne, og han placerede hammeren på ambolten. Imens han med begge hænder tog fat om et stort håndtag der hang fra loftet, og begyndte at hive ned i den, vendte han sit blik imod døren. Hvad han fik øje på, overraskede ham en smule, og med hævede øjenbryn og en rynket pande, kiggede han på datteren af Apollon han tidligere havde mødt. i et suk fjernede han blikket fra hende igen, og vendte opmærksomheden imod ilden. Som han stod over ilden var han tydelig, alle træk ved hans udseende blev lyst op. Varmen fra det store bål generede ham ikke, for siden han var pyrokinetisk kunne det ikke skade ham. Endnu engang smed han den atter glødende klinge på ambolten, og tog fat i hans hammer. "Du er stædigere end jeg først havde troet..." sagde han så, rimelig koldt uden at kigge på hende. Med det samme begyndte han så at hamre på stålet, så gnisterne igen fløj over det hele. En rungende lyd af koldt stål imod varmt stål, der sikkert kunne høres i store dele af Lejrens bebyggelser... men sådan havde det altid været.

Mørket i smedjen generede hende til sidst ikke længere. I stedet fokuserede hun på lyset. Da hendes øjne først havde vænnet sig til belysningen, gik det op for hende, hvor kraftigt lysets fra ilden alligevel var. Kraftigere end hun havde forventet.
Nuka trådte tættere på Halfdan. Fascineret betragtede hun ham. Bevægelserne så så.. naturlige ud for ham. Den kraft han lagde i sit arbejde.. det var fantastisk at se. At kunne fremstille de våben som de brugte i lejren måtte være stort. Og det var vel aldrig en dårlig ting, at kunne fremstille sit eget sværd. Evnen var mere speciel end hendes egen, ville hun endda vove at påstå.
Med hovedet en anelse på skrå og et svagt smil på læberne, stoppede hun op et par meter fra ham. To-tre meter max. "Du skulle bare vide..", mumlede hun og lo stille. En lettere undskyldende latter. Kulden i hans stemme ramte rørte hende ikke.
Kort så hun ned af sig selv. Hendes lyse hud med den både gyldne og rødbrune glød, fremstod endnu en mere rødbrun. Et skævt smil krusede om hendes læber. Farven mindede hende om hendes mor. Den smukke rødbrune farve, som hendes hud havde. Et følelse af hjemve skyllede over hende, og tårerne begyndte at røre på sig. Men hun kunne ikke få sig selv til, at tabe ansigt. Ikke nu. Derfor tog hun sig sammen, og rettede blikket mod Halfdan igen.
"Vær nu sød", bad hun ham. Hvad nu mente, regnede hun med at han kunne regne ud selv.

Det var som om han ikke længere kunne svare på hvorvidt han hadede hende. Han bar et enormt had til hendes far, men det gjorde hun jo åbenbart også... burde det ikke gøre dem til ligesindede i den forstand? Dog gjorde det ham irriteret at hun var kommet, og at hun på så stædig vis insisterede på at kende mere til ham og hans grunde. En irritation der bogstaveligt talt kunne mærkes i jorden for hver gang han hamrede på stålet. Han åndede tungt og hørte, bag larmen han selv lavede, hendes latter, der til ham virkede arrogant. Derfor stoppede han hurtigt op og vendte det skarpe blik mod hende. Klingen blev stukket i vandet, og damp steg op derfra til lyden af det glødende metal der blev nedkølet. Han hamrede atter engang på stålet, uden at se ud til at ville svare på hendes tidligere spørgsmål. Ud af øjenkrogen faldt hans blik på hende, og den måde bålets lyd, lyste hende op. Lidt ligesom ham selv, bar hendes hud en rødbrun glød. Hans var dog mest forsaget af hans endeløse timer i denne smedje og de fregner der pyntede hans ansigt. Han puttede klingen i gløderne atter engang, og stoppede op med blikket ned i ilden. "Så du vil vide hvorfor jeg hader din far, Apollo?" Spurgte han så, og begyndte at overveje at fortælle hende hvad han selv tænkte på i disse øjeblikke. Historien bag hans fars guddommelige eksistens var ikke en historie af glæde, en historie om vandrøgt og smerte. En følelse af vanrøgt og smerte Halfdan delte med hans far. Men alle i denne lejr kendte til smerte og vanrøgt fra deres guddommelige forældre. Halfdan var dog anderledes, og bar ikke blot på hans egen smerte, men også hans fars... med en umættelig trang til at hævne ham. Halfdan tog en dyb indånding og vendte sig imod hende. Hovedet røg lidt på skrå, da der var noget han måtte vide før han begyndte at fortælle hende. "Hvad hedder du?" spurgte han efter et øjebliks stilhed, da det var gået op for ham at hun vidste hvad han hed, men han ikke vidste hvad hun hed. Hans stemme var ikke længere kold, men bar en diskret nysgerrighed.

Før hun kendte til hans grunde for hans had til hende og hendes far, kunne hun ikke gå. Nuka ville have en chance for, at forklare at hun ikke var ligesom sin far. Uanset hvad hendes far havde gjort, for at få Halfdan til at hade ham så meget. For det var tydeligt for hende, at han regnede med at hun var lige sådan. Han var tydeligvis irriteret over hendes tilstedeværelse - hun kunne mærke det i jorden. Hver eneste gang han hamrede på stålet. Men hun valgte at ignorere det. At få svar var vigtigere.
Det skarpe blik han rettede mod hende, overraskede hende. Var hun virkelig så irriterende? Et af de mørke øjenbryn blev hævet, men hun sagde ingenting. Mens hun ventede på en reaktion i form af tale, betragtede hun ham. Hans hud havde lige som hendes i lyset, en rødbrun glød. Dog stammede hans sikkert fra de mange timer tilbragt i smedjen, mens hendes var naturligt omend forstærket i lyset fra ilden.
"Apollon", rettede hun ham stille, "det andet er hans romerske navn, men ja". Hun ville vide det hele, det som han havde fået fortalt. Det som havde fået ham til, at have den mening om hendes far og dermed hende.
Hans næste spørgsmål overraskende hende en anelse, men frembragte et svagt smil om hendes læber. Måske fordi hans stemme ikke længere virkede kold, men mere.. diskret nysgerrig. "Nuka Aquila", svarede hun. At fortælle hvem hendes gudeforældre var, var ligegyldigt. Han vidste det jo allerede.

Måden hvorpå hun rettede ham, huede ham slet ikke. Som hendes far, arrogant og bedrevidende. Det fjernede straks hans blik fra hende og han kiggede ned på jorden, ikke forlegen, men irriteret, som om han kropsligt udtrykte 'nå nå, whatever'. Det var aldrig fedt at blive rettet på, behandlet som et ignorant barn. I lidt tid bevægede han sig stille rundt omkring bålet, både ved at hive i håndtaget for at får mere gang i de mange gløder, og for at flytte lidt på klingerne i ilden. Da hun havde fortalt ham hendes navn, nikkede han blot et par gange og gentog det i hans hoved. Hurtigt kiggede han en ekstra gang på hende, og blev enig med sig selv om at navnet vel passede udemærket til hende. Hendes smil blev ignoreret af ham, og han gengældte den ikke, men stirre blot på hende lidt. Halfdan stod på den anden side af det store bål, og kiggede igennem røgen fra gløderne og på Nuka. "Fint..." sagde han og hævede begge hans beskidte hænder op til bålet. Store flammer skød op af gløderne, og blev blandet med den tykke sorte røg, som dog ikke forsvandt i luften. Alt hvad han tænkte på, blev afbilledet i flammerne og røgen, som en film i ilden. Og alt hvad han begyndte at fortælle, blev vist i flammerne og den tykke røg. "Min far blev født af Hera alene, men nogle siger at Zeus var hans far, hvilket jo ville gøre vores fædre, til brødre. Men han var vanskabt, en krøbling og afskyelig at kigge på. Derfor blev han sendt i eksil fra Olympen, og smidt ned derfra. Men Apollon, din far, var perfekt i udseende. Et mandligt ideal og elsket af alle. Alt imens Din far høstede alles kærlighed og respekt iblandt Olympens guder, voksede min far op i den dødelige verden, opfostret af Thetis, som udstødt og forhadt..." fortalte han først, som om han havde fortalt historien masser af gange. Sandheden var at han ikke havde fortalt den særlig tit, og hvad han huskede var blot hvorledes hans far havde fortalt ham alle disse historier, i grotten flere år tilbage. Imens han fortalte viste flammerne næsten skræmmende billeder af Hefaistos og hvordan han blev forhadt, hånet. Og viste smukke, næsten ironiske billeder af hendes far, Apollon, som han stod triumferende i Olympen. Han slog igennem flammerne med hans ene hånd og fjernede derved billedet af Apollon. "Men alt imens din far er åh så perfekt i udseende, er han grim som et mulddyr indeni. Min far har fortalt om krigen imellem Grækenland og Troja, langt tilbage. Apollon krævede hævn, og ønskede at dræbe samtlige grækere i hæren, fordi Achilleus havde vanæret hans tempel og slået en af hans ypperstepræster ihjel. Apollon var villig til at tage utallige liv på grund af en enkelt mands handlinger. Men min far slæbte sig op til Olympen og bad om tilgivelse til guderne og Apollon, og bad dem om ikke at slå så mange uskyldige ihjel. Men din far, arrogant og hævngerrig, skød et dusin pile ned i den græske lejr, og spredte derved en forfærdelig pest, som slog tusinder og atter tusinder ihjel..." Halfdans stemme var ikke længere rolig, men arrig og harsk. Flammerne viste de forfærdelige billeder, og al den smerte forsaget af Apollon, både på menneskeheden og på Hefaistos. Men det var jo ikke blot Apollon. Alle guder i Olympen havde hånet hans far. Halfdan så sig omkring, og flammerne begyndte at falme til hvad de var førhen. han kiggede blot på hende med et skarpt blik, som om han så selve essensen af Apollon i hende, den Apollon han hadede så inderligt.

Måden hvorpå han reagerede på hendes retten, brød hun sig ikke om. Som et uopdragent barn, fjernede hans straks sit blik. Hans krop udtrykte en klar irritation. En irritation hun ikke forstod. Men endnu kendte hun jo ikke hans grund til at hade hende.
Tålmodigt ventede hun på, at han begyndte at fortælle sin historien. Hvad der var sket mellem hendes far, Apollon, og hans, Hefaistos. Tydeligvis trak han det i langdrag. Tog sig god tid til at rette på nogle ting omkring bålet, inden hans besluttede sig for at gå igen. For bedre at kunne høre hvad han sagde, stillede hun sig tættere på bålet.
Billederne han viste hende i røgen, chokerede hende. Straks fik hun ondt af Hefaistos. Hvor mange pinsler han var gået igennem, turde hun end ikke forestille sig. Kunne ikke. Man var nødt til at have oplevet det, var hun sikker på. Og hadet til hendes far rørte en smule på sig. Dog følte hun at den grund til, at hade ham var noget tynd. Ingen af dem kunne gøre for, at de var født som de var. Billederne af hendes far, som Halfdan skabte, var hun ikke fan af. Urealistiske, tydeligt præget af at han kun havde hørt en side af historien. Men hun valgte ikke at bringe det op. Han ville være den forkerte halvgud at lægge sig ud med.
"Min far kun perfekt uden på - en del af hans personlighed er hæslig", gav hun ham ret. Ganske vist var han arrogant og hævngerrig, den del af hans personlighed havde hun arvet, men hendes mor havde fortalt, hvor kærlig og behagelig han var. Alt havde to sider, som man sagde. Lige så hæslig Hefaistos måtte være uden på, lige så smuk måtte han være indeni. Det var hun fuldkommen sikker på. "Men du kan ikke dømme hverken ham eller mig, når du kun har hørt en side af historien", sagde hun stille. Han stemme var blevet anderledes. Vred. Hvad der var sket, havde tydeligvis gjort han vred, meget vred. "Og måske er min far som du siger - men jeg er ikke min far! Og dermed ikke ansvarlig for hans handlinger", slog hun fast.

Imens hans skarpe blik var rettet imod hende, lyttede han intenst til hvad hun sikkert havde at sige. Selvfølgelig forventede han spydige og ikke mindst uenige ord, som om hvad han sagde var åndssvagt og dumt. hans læber blev presset imod hinanden og han rynkede næsen og hans øjenbryn. hun troede åbenbart hun var nået til bunds i sagen som var Halfdan. Hvad han havde gjort i disse øjeblikke, var at beskylde hendes far, men ikke hende. Og så begyndte hun straks at beskylde ham for at hade alt og alle? Og for at dømme hende på baggrund af hendes far. Måske havde hun ret. Måske var hele grundlaget for hans eksistens, selve hans had til andre... men hvorfor ville hun så tage det fra ham? Hvad ville han så blive hvis han ikke 'var' længere? Selvom hun først gav ham ret, vidste han at der ville komme mere, for hvad han havde beskyldt hendes far for, var jo egentlig groft, og hvem ud over guderne dem selv kunne vide sandheden i dette? Hendes stemme var stille, og på en måde beroligende, men han lod ikke roen falde over ham i ret lang tid. For da hun var færdig med at svare igen, hamrede han sin flade hånd imod muren, og store flammer fra bålet rejste sig i et splitsekund. "Jeg kan dømme hvem jeg vil, hvordan jeg vil!" sagde han først, på tærsklen af at råbe, og skar sine tænder imod hinanden for at kontrollere vreden. Men hurtigt tog han et par skridt imod hende og pegede på hende. At hadefuldt udtryk dominerede igen hans ansigt, og underlæben var så småt begyndt at skælve. .."Og jeg dømmer dig på forhånd! For selvom du ikke er din far, ikke har gjort hvad din far har gjort, og aldrig har gjort mig fortræd, siger jeg dette til dig! Du er som et spyttende billede på din far! Og en dag vil også du blive opslugt af din hævntørst og arrogance! Dagen vil komme hvor DU vil tænke mere på dig selv og din hævngerrighed, og kaste alt andet til side, blot så du kan føle tilfredsstillelsen hævnen kan bringe dig!" råbte han, denne gang uden at kunne kontrollere hans vrede. Men så snart ordene var kommet ud af hans mund, fortrød han dem, og øjenbrynene blev rynket en smule. Han fjernede den dømmende og pegende finger, og tog et par dybe indåndinger. Men han ville aldrig knække, og ville aldrig bøje sig for ordene af en anden Halvgud. Stædig var han, mere end noget andet...

Uden at fortrække en mine, lyttede Nuka til hans vredes udbrud. Så godt som hun kunne, lod hun den prale fuldkommen af. Men det var svært. For hvert eneste ord, følte hun en vrede vokse i sig. En vrede hun ikke havde følt før. Ikke så vold, ikke så kraftigt. Den boblede og syede i hende. Trangen til at give ham igen var voldsom. Trangen til hævn var så stor, at hun ligefrem kunne smage den. Den smagte metallisk, som blodet når man havde bidt sig selv i tungen. Men samtidig salt som de tårer der dannede sig i hendes øjne, og truede med at trillede ned af hendes kinder.
"Måske er jeg lige som ham", sagde hun overraskende roligt, lavt tonefald. Selv hun var overrasket over hvor roligt og køligt hun snakkede. "Men jeg er givet gaven til at se hvad mine handlinger fører til, så jeg ikke bliver som ham", denne gang var ordene mere sammenbidte, men stadig sagt med stor ro. En ro hun ikke ejede.
Stille og roligt gik hun tættere på bålet, som skilte dem ad. Til sidst stod hun helt henne ved det. Mærkede den pulserende, voldsomme varme. Underligt nok generede det hende ikke. Lyset fra det dragede hende, og hendes både hendes blågrå øjne og lyse hud til at fremstå gylden. Præcis samme farve, som når solen rammede Apollons hytte og fik den til at ligne, at der var bygget af det pureste guld.
De nu gyldne øjne, rettede hun mod Halfdan. "En dag vil dit snævre sind og din vrede blive din undergang", det blev sagt lavt og ordene var gennemsyret af foragt, af afsky. "Det behøver jeg ikke engang min evne til at forudse".
Et skridt trådte hun tilbage. Lidt væk fra ilden, fra dens dragende lys, som underligt nok havde gjort hende modigere, roligere. Men tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Det ultimative tegn på svaghed, men samtidig også mod, i hendes øjne.
Gennem tårerne betragtede hun Halfdan. Hvordan han ville reagere, turde hun ikke forudse.

Hendes overraskende ro i bevægelser, og hendes fattede stemmeføring gjorde intet andet end kaste mere brænde på hans indre ild. Han så det som endnu et bevis på hendes arrogance, hendes stædige måde hvorpå hun end ikke ville indrømme hendes egne fejl og mangler. Hun virkede nonchalant og overlegen, egenskaber han så sandelig ikke brød sig om at se i andre. Men i virkeligheden, var de jo ikke så forskellige?.. Han havde en ubeskrivelig trang til at knække hende, til at få det til at sive ind i hendes hoved. Han ville overbevise, eller i det mindste få hende til at forstå hvorledes han forstod tingene. Med tankerne på hans far, blev vreden ved med at vokse i hans sind, og noget som tydeligt kunne ses i hans øjne. Det var sjovt hvordan sådanne rolige svar og reaktioner kunne have den præsis modsatte effekt hos ham. Men så igen, hvad forventede han egentlig? Han vidste ikke hvad han havde forventet fra hendes side... hans åndedræt blev hurtigere og tungere, som om hans ADHD pludselig var på et ultimativt højdepunkt. Han hverken kunne eller ville slappe af. Han så sig frustreret omkring, i søgen efter at svar, efter en måde at give hende igen. Hurtigt tog han et par skridt imod hende endnu engang, og på vej imod hende, sparkede han til ambolten, så den væltede. "Du er intet andet end et lille, arrogant, fjols af en pige! Og du begynder at ligne din far mere og mere for hvert sekund. Du forudser det måske, men kan du gøre noget ved det!?" råbte han, egentlig uden først at være blevet provokeret. Tænderne blev skåret imod hinanden og han knyttede sin ene næve, dog med pegefingeren mod hende igen. Hun vendte det imod ham, og hans øjne blussede op i trods over hvad hun hævdede om hans snævre sind og hans vrede. "Ja! Men ikke før jeg trækker dig og din far med ned i sølet hvor i hører til! Du er ussel! Som en guldsæk fyldt med gammelt vin!" Råbte han, og udnyttede stilheden med en stemem der gjorde højt ekko i smedjen. Bålet opførte sig stadig alarmerende, og forskellige ting og sager i lokalet begyndte at sitre og skælve. Med hånden hævet, og med stemmebåndet klar til at fortsætte, og udnytte stilheden endnu, frøs han i et splitsekund. Inde i hans hoved, hørte han en velkendt stemme, der fik ham til at sænke armen igen og kigge en enkelt gang på hende. Han så tårerne på hendes kind, men hans blik var ikke fyldt med glæde eller tilfredshed. Men de var mere forbavsede og sørgelige. Dette varede i et øjeblik, og inden han kunne presse sine læber mod hinanden, skælvede de af ubeslutsomhed. Hvad havde han gjort? Først ville han blot fortælle hende den historie hun så stædigt søgte, og nu stod han, klar til at true hende? Han kiggede ned og lavede en hurtig bevægelse med hans ene hånd imod hende. "Gå med dig... jeg tror ikke vi har mere at snakke om." sagde han blot med en hæs stemme som var svær at kontrollere. Midt i hans forbavsende forandring i attitude, vendte han sig om, med ryggen til hende, og begyndte atter at gå væk fra hende og rundt om det store bål. hendes ord skar som knivskarpe blade igennem hans sind... hans kærlighed til hans far, var dog større end hans trang til at råbe af hende...

Hans vrede og vredesfyldte bevægelser var fuldkommen uberettiget. Hvad havde hun gjort? Ingen benzin havde hun hældt ud over hans indre bål. Opfattede han hendes ro som arrogance og nonchalance? Var det det, som fik ham til gå amok? Umiddelbart kunne hun ikke finde nogen anden grund. Men hun var jo hverken arrogant eller nonchalant. Eller var hun? I så fald kunne hun ikke selv se det. Måske var hun blevet blind overfor hvad hun selv var. Tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.
Hans vredesudbrud og spark til ambolten, forskrækkede hende. Hurtigt trådte hun et skridt baglæns, for ikke at blive ramt. Heldigvis væltede den kun. Men hans styre var voldsom, så hun vidste ikke hvad hans umiddelbare handlinger ville udløse. Sådan havde hun endnu ikke set sin evne fungere. Ordene, som han brugte, ramte dog hårdere end hun kunne forestille sig ambolten ville have gjort. De piskede mod hendes krop. Som om de var rigtige piskeslag, som ramte hende, trådte hun flere skridt tilbage. Tårerne blev flere, men en hulken udeblev. Så meget værdighed havde hun dog tilbage. ”Dine ord.. gør ondt.. måske fordi du har ret”, sagde hun lavt med usikker stemme. Var bange for at den ville knække over, hvis hun talte for højt eller sikkert. Til hans udtalelse om hendes forudanelser, havde kun en kommentar. ”Fremtiden ændrer sig.. den er ikke fastlagt”, stemmen var endnu som før, usikker, men også lettere bange. Pludselig følte hun sig som en lille pige igen. En lille pige, der igen blev mobbet med at hendes far havde forladt hende mor. En pige, som blev mobbet ud fra hvordan hun var og så ud. Ikke noget hun brød sig det mindste om.
”Ussel.. vi er alle usle”, Nukas stemme havde genvundet lidt mere selvtillid, lidt mere kraft. Men usikkerheden lå stadig lige i overfladen af den, og var ikke til at tage fejl af. Ordene var ikke hendes egne, men ord hun havde hørt i sit hoved. En anden stemme end hun var vant til. Men en rar stemme. Havde hun ikke hørt den før? Svagt rystede hun på hovedet. Nej, det var noget som hun bildte sig ind. Men hun var sikker på, at det ikke helt havde været hende, som havde sagt dem. Selvtilliden i ordene var kommet fra alle andre steder end hende selv.
Stadig med tårerne løbende ned af kinderne, nikkede hun. Hvor havde han dog ret. Hurtigt drejede hun rundt på hælene, satte straks sin kurs mod udgangen af smedjen. Dog inden hun åbnede døren, drejede hun hovedet. Kort så hun, til sin overraskelse, at hans øjne ikke var fyldt med hverken glæde eller tilfredshed. I stedet var de mere.. forbavsede og sørgelig? Hun kunne ikke beskrive hvad hun så anderledes. Men i næste øjeblik vendte han ryggen mod hende og gik væk fra hende, rundt om det store bål. Nuka ville ikke genere ham. Igen så hun sig over skulderen og kastede et sidste blik på ham, før hun åbnede døren og gik ud, mens hun lukkede døren bag sig. Efterlod den mørke smed og gik ud i den lyse lejr.

Dette var uden tvivl ikke en glædens dag, og efter alt det råben og skrigen, følte han nu en trang til at slappe af. Lysten til at gøre hvad han var bedst til, at smede, var overraskende også væk. Da han hørte hendes skridt gå imod døren, vendte han sig med siden til døren, med front imod bålet, og kiggede ind i gløderne. På kanten begravede han med hovedet sænket, sin ene finger i gløderne, måske i håb om at det ville gøre ondt? Men det gjorde det ikke. der blev ikke vendt flere blikke imod Nuka eller døren, for han kunne ikke få sig selv til det. Hvorfor og hvordan var det gået så vidt, at de to var stået og råbt af hinanden? Det var hendes stædighed! Hendes insisterende hunger efter svar på hvorfor og hvordan det kunne være han var som han var. Hun ville vide hvad hendes far havde gjort imod hans far, og hun fik svaret. Men sandheden kunne hun jo åbenbart ikke klare! Halfdan hørte smækket efter døren, og i det samme øjeblik blev han grebet af en spontan vrede, større end den han havde vist overfor hende. Hurtigt skubbede han sig væk fra bålet og gik hen til ambolten der lå på siden. Han tog fat i den med begge hænder imens han udbrød i et muskelspændende råb af smerte, og løftede den op over hans hoved. Hurtigt kastede han den i en tilfældig retning, hvor den ramte ind i en række af våben og rustninger. larmen var stor og hans blik hvilede på ambolten. han ventede på den velkendte stemme atter engang, men den kom ikke. De var Halvguder, levede sammen af nød og trang i denne lejr for deres egen sikkerhed. Men måske var de i virkeligheden ved at blive som deres forældre? oppe og toppes konstant, med trusler på kryds og tværs? Med voldsomme bevægelser, tog han forklædet af og smed det på gulvet, men han var ved at køle ned igen. hvem var det mon i virkeligheden han bebrejdede? Nuka, eller ham selv?

//Out
- Men vi kan fortsætte et andet sted måske? //