The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

af **Summer** 6/6/2012, 19:11

Tid: 12.30
Sted: Skoven
Omgivelser: Ingen, udover hende selv og træerne
Vejr: Solskin, det er dejlig varmt
Påklædning: Hvid sommerkjole og hvide gamacher, samt sølvsandaler.

Hvorfor var denne skov så farlig? Her i sollyset om dagen så den slet ikke farlig ud, hvad havde Matthew dog ment med at hun skulle holde sig fra den? Træerne i den var høje, tykke og havde mange grene. Perfekte klatretræer!
Hun smilte og gik nogle skridt ind i den grønne og brune skov, alt derinde så så idyllisk ud og tankerne om hvor farlig den kunne være, blev ved med at være i hendes hoved. Hun kunne ikke forstå det, alt det Matthew sagde havde hun ellers sagt at hun nok skulle overholde. Men ikke dette forbud, ikke forbuddet om at holde sig fra skoven. Det kunne ikke holde, og hvorfor? Af den simple grund at hun da også var rebelsk, det lå hende i blodet. Og desuden, skulle man have meget magt over en fem-årig for få denne til at forstå hvor farlige ting er.
Og det var det hun var, hun var fem og derfor så alt ikke spor farligt ud og da slet ikke denne skov. Også selvom der ingen var til at hjælpe hvis noget gik galt, men det gjorde det jo aldrig. Det havde det ihvertfald ikke gjort indtil nu.
Hun gik nogle skridt til, et smil var plantet på hendes læber og blev endnu større da hun så nogle hvide anemoner. Hun elskede blomster og især at lave kranse af dem.
Hun satte sig på knæ og plukkede en lille buket til hendes bror som undskyldning for at være gået herind, han blev altid så glad for de blomster hun gav ham. Han smilte ihvertfald.

af **Annabeth** 7/6/2012, 19:31

Påklædning: Tøjet + sko

Annabeth kom gående igennem skoven. Hun havde et par shorts på sammen med en lyserød top der sad skævt ned af armen i den ene side. Det gjorde så også at man kunne se hendes sorte bh-strop i den side, men det gjorde jo egentlig ikke så meget. Så længe det bare var sådan et lille stykke, og at hun oven i købet havde det ret varmt denne dag.. Hun havde lige siddet på en sten og tænkt lidt, bare kigget rundt på de smukke omgivelser der var at finde her i skoven, da hun pludselig havde bestemt sig for at gå sig en lille tur her i skoven. De var en dejlig dag og derfor så hun ingen grund til at lade være. Så det havde hun jo så bare gjort. Hun havde højhælede gladiator-sko på, selvom hun gik rundt midt inde i en stor skov. Men nu var hun jo efterhånden også ret så vant til at gå i høje hæle, så hun kunne sagtens finde ud af at gå med dem, selv steder som dette - skoven osv. Egentlig vidste hun ikke rigtig hvorfor hun altid gik i stiletter. Det var vel mest bare fordi hun var en model. Og af den grund var hun endnu mere vant til at gå i høje hæle. Plus at en fotograf hun engang havde lavet et fotoshoot for, havde sagt at det var meget smart at gå i stiletter så ofte som overhovedet muligt. For bedre at kunne øve sig i det. Og nu hang det ligesom bare fast som enhver anden vane.. Hun gik lidt videre og fik så øje på en lille pige. Hun rynkede lidt på panden. Var hun virkelig en Halvgud? For så var hun da meget ung.. Hun gik hen til hende og fandt et sødt og imødekommende smil frem. "Hej søde. Øhm.. Bor du her i lejren?" Hun så spørgende, men stadig venligt på hende. Hvordan skulle man måske lige spørge om hun var en Halvgud? Hvad nu hvis hun ikke var? Det kunne ikke forklares bagefter så..

af **Summer** 9/6/2012, 20:30

Hun smilte igen ved tanken om hendes bror, han gjorde hende glad. Hans måde at grine på, hans måde at forklare hende ting, hans måde at joke med alt på, selve ham.
Hun gørte skridt, blade der raslede i skobvbunden under en stor vægt. hun vendte sig om og så op på en sorthåret ung pige, der havde flot tøj på og så rigtig venlig ud. og så var hun smuk.
Det hun spurgte om fik Summer til at rynke brynene, hvorfor spurgte hun om det? Hun ville da ikke være i lejren, hvis hun ikke boede her, ville hun?
"Ja... Gør du?" Hun lagde hovedet på skrå, for nu hvor pigen spurgte om det, kunne man vel godt være halvgud og så ikke bo i lejren, åbenbart. Det måtte hun lige spørge Matthew om.
Hun rejste sig op og rakte en hånd op mod pigen:"Jeg er Summer, datter af Ares." Hun lagde hovedet på skrå, opfordrende til at pigen præsenterede sig.
Denne pige, hun kunne måske også blive en legekammerat? Ligesom Matthew, ligesom Ashley og ligesom Dallas.
Wow, hendes liste indeholdt nu allerede hele 3 personer! Lidt på to år, men what ever, hun havde de venner hun havde brug for i lejren.

af **Annabeth** 10/6/2012, 01:17

Hun så på den lille pige da hun pludselig begyndte at smile. Det så ud som om hun tænkte på noget - eller nogen - der gjorde hende glad. Det virkede egentlig mest som om det var en person. Hmm.. Hvem mon det kunne være..? Hendes forældre? Eller bare den dødelige måske. Det var svært at gætte hvad en lille pige tænkte på. Og hvor gammel var denne lille pige egentlig? Hun lignede umiddelbart en på omkring fire eller fem år.. Hun så på hende da hun rynkede brynene. Så smilte hun venligt og sødt til hende. Så hun var altså en Halvgud. "Ja. Det gør jeg skam min pige." Hun nikkede lidt. Så tog hun imod pigens hånd og klemte den let. Hånden var utrolig lille i forhold til Annabeth's egen. Det var hun ikke vant til. Hun havde aldrig selv haft nogle søskende. I hvert fald ikke andre end hendes halvsøskende. Hun havde altid ønsket sig at få en sød lille, lillesøster men hun havde bare aldrig fået en. Desværre. Når hun f. eks. så på denne lille pige - der åbenbart hed Summer - ønskede hun det endnu en gang. Og hun kom også til at tænke på hende selv som lille når hun så på hende. Summer havde virkelig langt hår af sådan en lille pige. Og så var hun utrolig smuk. For ikke at glemme nuttet. Hun nikkede. En datter af Ares. Det var da heldigt at hun var en for ung alder til at hade.. For der var næsten ingen af Ares' børn der kunne lide Annabeth. Dog kun af den ene grund at hun tit vandt over dem. I alt muligt. Specielt kamp. "Summer. Sikke et smukt navn." Hun smilte sødt. Og hun mente det skam. "Mit navn er Annabeth. Datter af Athene." Hun smilte og bukkede sig lidt ned så hun sad på hug. Nu var hun mere på højde med Summer.

af **Summer** 18/6/2012, 11:31

Summer kiggede op på den anden pige, hun var så stor og hælene på hendes sko, gjorde det bestemt ikke bedre.
Nå, hun boede også i lejren? Sikke et sammentræf, så kunne det jo ske at de stødte på hinanden igen, hvor dejligt! Især hvis denne pige gad lege, alle der gad at lege var de bedste i verden. ihvertfald ifølge i Summer og hendes mening var selvfølgelig den der talte.
Måske kendte pigen hendes bror, Matthew? Det kunne være, han pralede ihvertfald med at han kendte hver og én i lejren. Og denne pige måtte vel også høre ind under kategorien 'hver og én', ikke?
Hun smilte større da pigen komplimenterede hendes navn, hun elskede folk der komplimenterede hende.
"Tak," sagde hun og smilte til pigen, hun kunne godt lide hende. Og når hun kunne lide folk, hvilket næsten indebærede alle, så var det sådan set ligemeget hvem de havde som gudeforælder. Det betød bare hun kunne lære endnu flere at kende, og endnu flere guder at kende.
Hun tog langsomt endes hånd til sig og så på pigen, der præsenterede sig som Annabeth:"Det er også et rigtig smukt navn"
For det var det, Annabeth... Smukt. Det passede godt til hende, for hun var smuk. Især hendes øjne, de lignede iskrystaller så blå som de var.
Pigen satte sig ned på hug, venligt af hende. Så var hun ikke tårnhøj, men kun lidt højere end Summer. Det kunne hun godt leve med.

af **Annabeth** 19/6/2012, 17:16

Denne pige mindede faktisk en hel del om Annabeth, da hun var yngre. Dengang hun også var omkring de fem år havde hun endda lignet hende ret meget. Øjnene var godt nok ikke ens, men håret var også meget lig hinanden. Summer's hår var bare en smule lysere end Annabeth's havde været. Dog havde hendes hår også været meget langt. Så nok omkring den samme længde som det hår Summer havde nu. Hun huskede tydeligt den alder. Selvom de fleste nok ikke kunne huske særlig meget fra da de var fem år gamle.. Men Annabeth huskede hvordan hun havde set hele verden som en stor legeplads. Et eventyr der bare ventede på at hun kom og udforskede det. Hun huskede hvordan hun havde elsket at lege. Det havde været det bedste i hele verden. Intet var bedre end at lære nye legekammerater at kende. Gad vide om denne pige mon ikke havde det på samme måde..? I tilfælde af at hun havde, ville Annabeth da i hvert fald med glæde lege lidt med hende. Hun elskede små børn i den alder. Specielt piger. De var så søde.. Og så mindede de hende om hende selv som hun havde været dengang. Fredfyldt. Uvidende. Men det havde da fået en brat slutning. Gad vide hvad Summer tænkte om hele dette liv? Lejren? Og det faktum at hun var en Halvgudinde..? "Det var da så lidt, søde." Hun smilte sødt. Små piger var jo søde, så det var ikke engang løgn når hun kaldte hende for det. Og Summer var mega nuttet! Så smilte hun stort og taknemmeligt. "Tusinde tak."

af **Summer** 5/9/2012, 15:20

Nu hvor hun tænkte over det, så savnede hun, sin mor. Det var allerede to år siden, hun havde set hende sidst og hun ville virkelig gerne se hende igen. Hun var jo trods alt hendes mor, og når man blot er fem år, så betyder ens mor alverden. Ligesom ens far, hvis man da havde en far, der var tilstede i ens liv. Men Summer var lille og forstod ikke rigtig den her verden, undtagen at de monstre hun i tre år havde fået afvide ikke fandtes, nu fandtes. Hvilket betød, at hun altid ville have hendes bror til at tjekke under sengen, når de skulle sove. Nåh ja, hun forstod også, at hendes far var i live. Hvilket bare gjorde hende glad. Hun bar ikke nag til sin far, for nogle gange havde hun jo heller ikke tid til sine dukker, der jo var hendes 'børn'. Men det betød jo ikke at hendes dukker hadede hende. På samme måde kunne hun heller ikke hade sin far. Han havde jo nok vigtige ting at tage sig til, men en dag ville han nok dukke op. Og så skulle han og Summer lege skjul, tagfat og alle mulige andre lege.
Hendes bror var ikke enig i hendes tankegang, det var hun godt klar over, men bare hun selv var enig i den, så var alt jo fryd og halleluja. Eller noget.
Hun så på Annabeth igen, som jo havde været så betænksom at sætte sig ned, så de var i samme højde. Hvilken betænksomhed. Klap, klap. Søde Annabeth. Hun ville nok være en god legekammerat. Jubii. Endnu flere venner. Annabeth havde jo sagt ja til at hun var halvgudinde. Hvordan mon Athene, Annabeth' mor, så ud? Hun kunne jo ikke være andet end smuk, og da hun var visdommens gudinde, var Athene da afgjort også klog. Ligesom Annabeth. Annabeth var jo både klog og smuk.
Hun smilte stort til Annabeth, som hun allerede rigtig, rigtig godt kunne lide. Og en pige, som hun håbede på ville være hendes ven. Sammen med alle de andre, hun havde mødt i lejren. Dallas, Anxiety, Ashley og -selvfølgelig, Matthew. Ham havde hun faktisk ikke mødt før hun kom til lejren. Altså, Matthew. Men hendes mor, Marilyn eller bare 'Mor', havde fortalt hende en del om ham. Og hans krøller, især hans krøller. Hvor søde de var til ham og blablabla. Det var virkelig til at blive sindssyg af til sidst. Men så havde hendes mor givet hende en småkage, og leget med hende. Så noget godt kom, der da ud af at hun havde brugt ti minutter af sit liv på, at høre om Matthews krøller. Hun havde stadig ikke fattet hvad det skulle havde gjort godt for, at hun havde vidst alt om hendes brors krøller. Hendes bror, hun nu elskede overalt på jorden. Også mere end hendes mor. Ikke fordi hun ikke elskede hendes mor, men Matthew var ved hende, når hun var bange og han trøstede hende. Han var bare den slags menneske, man elskede. Og Summer elskede ham mere end nogen anden."Hvor lang tid har du været her?"spurgte Summer nysgerrigt, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun ville rigtig gerne vide mere om Annabeth, hendes forhåbentlig nye veninde.

af Sponsoreret inhold

The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth

Sv: The forest, it isn't dangerous, isn't it? ~ Annabeth