If they only could see. || Annabeth

Tid: 16.00.
Sted: Ved Søen.
Omgivelser: Vand, ukrudt, ænder.
Vejr: Lidt solskin, med byger, blæser.
Dag: Torsdag.
Årstid: Efterår.
Påklædning: Klik her!

Det var ikke morgen, men heller ikke aften. Caitlin gik nede ved søen og fodrede ænderne. De gav nogle sjove efterlyde, og Caitlin kunne godt lide det. Hendes humør var højt, selvom hun bare gik for sig selv. Hendes interesse for ænder var ikke særlig stor, men hun grinte hvergang de gav en lyd eller baskede lidt med vingerne. Det var en lidt blæsende dag, men Caitlin's hat, som matchede hendes look meget godt, sad meget godt fast på hende hoved. Hendes lange brune hår var blevet glattet, og så derfor meget naturlig ud. Hendes lange ørering, som hun kun havde i det ene øje kunne lige anes i hendes hår. Hun havde valgt et meget afslappende outfit, men alligevel med en smule volume. Hendes lille ur, som hun havde på venstre arm holdt heftigt øje med tiden. Der var et på mennesker eller halvguder, som stod over på den anden side. CAaitli lod ikke til at kende dem, og lod bare som om de var en del af det billed, hun så foran sig. Caitlin havde ikke aftalt med nogen at mødes ved søen, men hun gik herud alligevel. Det kunne give hende en smule tænke pause. Der foregik meget på lejren nu, og hun havde oplevet mange dårlige ting, så det bedste var vel at komme et sted hen, hvor der var dejligt og ingen problemer. Hendes halvsøskende var sikkert i deres hytte, og sminkede dem selv ihjel. Caitlin kunne godt finde på at gøre sådan nogle ting, men somme tider kan det blive for meget.

Caitlin smed endnu et stykke brød ud mød vandet. Ænderne sloges ivrigt efter det ene stykke brød, men opdagede ikke at Caitlin stadig havde en pose fyldt med mere. Hun kiggede nogle gange bag ud for at se om der var nogen. Ikke nogen i sigte. Og nogle gange måtte hun rette på sin hat. Selvom den ikke fløj væk, kunne den godt finde på at rykke sig. Det kunne være små irriterende, men det er der så meget andet i livet, som er.

Caitlin fik et lille chok, da der kom en og nærmest forskrækkede hende. Det måtte hun indrømme, at hun ikke var vant til. Pigen, som stod foran hende, så meget sød ud, og meget venlig, men hun havde set hende før. "Annabeth, sikke et flot navn! Jeg hedder Caitlin" Caitlin blev lidt genert, men det gør man vel altid, når man snakker med nogen man ikke rigtig kender. Annabeth fortalte at hun var datter af Athene, og det kunne man også se. Hun var meget rubusk bygget, men stadig meget køn og velplejet. Caitlin studeret hende noget, inden hun selv begyndte at præsentere sig selv. Det skulle jo ske på et tidspunkt, så hvorfor ikke bare få det overstået? "Kan du gætte hvem jeg er datter af, eller skal du have en ledetråd?" de ord og sætninger fløj ud af munden på hende, og hun kunne ikke styre det. Overhoved. Ingen kontrol. Hun vendte sig om igen ud mod søen for at få øje på ænderne igen. Men mange af dem, var svømmet et par meter væk, og så langt kunne Caitlin ikke kaste, dog gjorde hun det alligevel og der blev kamp til stregen om hvem der fik brødet. En meget flot han-and fik den, og det var vel også velfortjent. Annabeth søgte meget efter hendes opmærksomhed, men meget af den lå hos ænderne. Hvorfor kunne hun ikke bare kigge Annabeth i øjnene en gang? Det gjorde hun også bagefter. Annabeth så virkelig flink ud fra denne vinkel.

Caitlin kunne se ind i Annabeths dybe øjne. De udstrålede kærlighed, men også mod. Hun kunne virkelig aflæse Annabeth hurtigt. Hun var en datter af Athene og det kunne ses med det samme! Caitlin lukkede sine øjne sammen meget hurtigt, og hun fyldte skyldfølelse. Tænk at hun lige havde roddet i Annabeths personlighed? Heldigvis nåede hun ikke til kærlighedsdelen endnu. Hun følte ingen respekt. Hvordan kunne hun gøre det mod Annabeth? Hun kiggede ned i jorden og turde ikkke engang at kigge op. Hvordan skulle Annabeth vide alt det her? Hele situationen var akavet da vi stod der. Kun ænderne gav deres efterlyde. Caitlin blev nød til at lade vær med at gøre problemet større end det allerede var. Hun rettede sig op, og rakte sin hånd frem mod Annabeth. "Du er ret. Kan man virkelig se det på mig? Hvis ja, hvordan?" Caitlin havde altid været en meget nysgerrig pige. Hun ville vide det. Og hvis Annabeth kunne fortælle hende det, ville dagen allerede var rigtig god. Annabeth var super flink. Og om ikke andet, rigtig smuk. Men på en 'kriger' agtig måde. Hun var jo datter af Athene. Hendes skønhed var meget naturlig, og det kunne Caitlin rigtig godt lide.

Caitlin smilede. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men det gjorde hun bare. Annabeth lød virkelig flink og hun lod ikke til at være en illoyal på nogen måde. Men man kunne aldrig vide. På et øjeblik gik det op for Caitlin at hun stadig havde mere brød tilbage, og at det lige så godt kunne kyles ud nu. Til spilde skulle det ikke blive. Hun kastede to stykker ud, og som sædvanlig var der kamp til stregen om hvem af ænderne, som skulle have det meget håre og gamle brød, men efterhånden ikke var så lækkert mere. Til sidst havde Caitlin et stykke tilbage. Hun studerede det nøje, og nogle tanker opppe i hendes hovedet begyndte at sætte i gang. Annabeth stod bare og kiggede, og situationen var meget akavet. Hun kiggede ned på sine sko, og hun så at Annabeth gjorde det samme. Men lige da hendes øjne rammer hendes sko, for hun en ret så god, men også sød idé. "Hey Anbeth, hvis jeg må kalde dig det, jeg har et brød tilbage. Vær så artig." Caitlin kunne se fra før at Annabeth nød synet af ænderne som var ved at flå hinanden i stykker for et stykke tørt brød. Og derfor fik hun lov til at få det sidste stykke. Caitlin smilede lidt for sig selv, men efter noget tid lyste hende smil op, da hun så en glæde i Annabeth øjne, som hun ikke rigtig havde set før. Det var befriende at se hende sådan. Hun virkelig jo også super flink, også var hun også super smuk. Bedre kunne det ikke blive.