Everything is different for me... ~Annabeth~

Tid: Lidt over middag
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer...
Vejr: Sol og vind

Narcissa sad på en træstamme, hendes sorte hår var slået ud i en vifte på ryggen og hendes lilla øjne stirrede intense op mod himlen. Som om hun ville kunne finde trøst ved at se skyerne forandrede sig.
Hendes ene blege hånd lå sammenpresset på hendes bryst og knugede en smykke af en art, hvis man kunne se bag hånden ville man se at hun knugede en rubin der var sat ind i noget sølv. Ned af hendes kinder rendte en tåre, så en til og flere og flere fulgte efter.
"Why?", blev hun ved med at hviske med svag stemme, hvorfor hun sagde det, ville fremmede aldrig forstå... men andre halvguder, de ville forstå hende og de ville vide hvorfor hendes sind var så oprørsk.
Hun kiggede ned i den hvide, hvide sne og ønskede inderligt at komme hjem. Hun pressede øjnene sammen og prøvede at forestille sg det hvide palæ i Maine hun boede i, indtil hun stak af.

//Sry, det blev lidt kort... Er ret træt

En knasen i de visne blade vækkede Narcissa op af hendes trance, hun snurrede omkring og sig omkring, nu var der stille i skoven. Narcissa tørrede øjnene og rejste sig op fra træstammen og stod et sekund bare jorden. Hendes ben virkede lidt usikre på underlaget og fik hende ufrivilligt til at ryste.
Narcissa snurrede om, som en elastik der var blevet spændt o blev sluppet, hun stod ansigt til ansigt med en pige hun ikke havde set før. Narcissa forsøgte at smile lidt og fik da også lokket et svagt smil frem på hendes læber.
Hun stirrede lidt på pigen og sænkede så bliket i det pigen præsenterede sig, Annabeth... Athene... Havde hun ike hørt det før? Nåh jo, lejrens store helt Percys Jacksons kæreste hed Annabeth og hun var også den person der havde bygget Olympen op igen.
"Annabeth... Like Percy Jackson's girlfriend?", spurgte hun og så op på Annabeth, hun vidste ikke hvorfor men hun fandt det lidt... underligt af Athene, sådan at navngive endnu en datter Annabeth, man skulle da tro at guderne kunne finde på noget nyt.
"Narcissa... Daughter of... no one...", sagde hun med et trist smil på læberne, for det var sandt. narcissa anede ikke hvem hendes mor var, eller hendes far for den sags skyld. Måske var hun død, måske var hun gudinde, måske var han død, måske var han gud... Ærlig talt, vidste hun ikke hvem af hendes forældre der var den guddommelige og hvem der var den dødelige.