A new weapon! - Annabeth.

T; Klokken er omkring 15:57.
S; I våbenkammeret.
O; Well.. Det er jo et stort rum, med en masse forskellige våben. Der er ingen personer overhovedet.
V; Det er overskyet og blæser kraftigt, dog regner det ikke.
D; Det er en tirsdag.
Å; Forår.
P; Et par sorte bukser, en råhvid skjorte, som hænger uden over bukserne. Skoene er sorte. Han bærer på en læderkæde med en tand i, og et brunt bælte.

Der var tomt. Alt åndede stilhed, det eneste der brød det, var den svage lyd fra vinden, der kunne høres, og så skridtene fra den enkle person der befandt sig i våbenkammeret. Joss, en halvgud, søn af Apollon, det var hans skridt som sådan skar sig gennem stilheden. Han var vandret derned, fordi han trængte til at nyt våben. Han havde selvfølgelig hans elskede bue og pile, men han manglede et nyt sværd. Et sværd der kunne erstatte hans dolk, den dolk der udelukkende havde været en belastning for ham i kampe, været årsagen til hans mange tab. Men den var da god, i modsætning til hans bue … Eller nærmere i modsætning til hans evne. Han rystede let på hovedet, for at skubbe den tanke væk.
Hvorfor var der også så tomt? Det kunne være rart med lidt selskab, en at snakke med. Om det var en ven eller fremmed, det spillede ikke den store rolle for ham, bare en der kunne underholde ham lige nu.
Han knyttede langsomt hænderne i og så sig lidt omkring. Det var jo ikke lige til at finde et nyt våben. Han skulle ikke bare vælge det sejeste, våbnet skulle jo også passe til ham, ville have ham. Hvorfor kunne han ikke bare tage et tilfældigt?! Det ville for ham være så meget lettere.
Han havde det måske bare sådan, fordi hans dag, indtil videre, ikke just havde været god. Den havde været kedelig og ret tom. Han havde været nede ved søen, og så i skoven, men ellers havde han faktisk intet lavet. Han havde ikke engang snakket med nogen, jo med sig selv, men ellers havde det hele bare været stilhed for ham.

Et lavt suk forlod Joss læber. Han kedede sig virkelig, manglede nogen at snakke med. Faktisk var det også lidt hans egen fejl, da han jo bare kunne have snakket med, nogle af de mange folk på lejren. Men næ nej… Han skulle jo ned til søen, hvor der ingen var, og derefter til skoven, hvor der var stor usandsynlighed for at støde på en anden. Nu måtte han vel vente til i morgen, med et snakke med nogen? Der ville jo nok ikke ligefrem komme en til våbenkammeret.. Der var jo mange som befandt sig i hytterne eller andre steder lige nu, og andre havde jo bare fundet deres våben.
Han lukkede kort sine øjne i, hvorefter han knyttede sine næver. Han skulle bare finde et enkelt våben, så kunne han vel bare tage tilbage til Apollons hytte, eller finde sig blok frem og sætte sig udenfor. Ja, det kunne han jo godt. Bare sidde og lade sig glide ind i sin egen lille verden, hvor det hele kun omhandlede poesien. Det var han jo alligevel blevet ret god til efterhånden… Det var noget han gjorde stort set hver dag, fordi han ikke just var en person, med utrolig mange venner. Han havde aldrig haft det svært ved det, for få venner havde han da..
Han knyttede sine hænder hårdere sammen, så neglene borede sig ind i hans hus. Mindet omkring Carter var kommet tilbage, fordi han tænkte på de venner han havde og havde haft. Han rystede hurtigt på hovedet, for at tænkte på noget andet og så rundt i rummet.
Et våben, gerne et sværd… Det var faktisk det eneste han havde at gå ud fra, så måtte han jo bare håbe på at der var et passende våben. Et våben der rent faktisk ville ’have’ ham, samt et han også kunne bruge. Han var jo godt klar over at det kunne blive lidt af en udfordring, men han måtte vel prøve? Hvad kunne han ellers gøre? Bare gå? Nej, sådan var han ikke.

//Det går nok. (: //