Preparation Is Key[Annabeth]

Chiron var åbenbart ikke en kentaur man skulle stille sig på tværs af. Efter nogle få uger af afslapning, og med muligheden for at undvære for mange fysiske aktiviteter; var det åbenbart på tide for Halfdan at deltage i den åh så hellige omgang Capture The Flag. I to uger, siden Halfdan endelig var kommet ud fra hospitalet, og været så 'heldig' at erhverve sig en ny arm; havde han ikke rigtig deltaget i nogen aktiviteter, eller nogen videre fysisk krævende træning. I hvert fald ikke ud over hans egen. Men da Chiron lidt forsinket fandt ud af, at Halfdan havde erhvervet sig den nye evne at kunne kontrollere sin metalliske arm; havde han insisteret på at Halfdan skulle deltage. Insisteret var måske et svagt ord. Halfdan havde ikke rigtig fået noget valg. Enten skulle han deltage, ellers skulle han hjælpe med at rydde op derefter. En så egenrådig ung halvgud som Halfdan, var sjældent typen der fandt sig i at blive hundset af autoritære figurer. Især efter hans egen noget så hårdføre tid på egen hånd i verden. Men at prøve kræfter med Capture The Flag syntes dog heller ikke så slemt. Og ja, måske havde han hvilet længe nok...?

Dagens undervisning og træning var ovre, og det var snart tid til den ugentlige omgang af Capture The Flag, i skoven. I god tid, næsten halvanden time inden det startede; var Halfdan søgt mod våbenkammeret. Han var blevet en smule mere opdateret omkring hvad der var ham i vente, og hvad det krævede. Så han var blevet enig med sig selv om, at det nok var bedst hvis han fik testet udstyret en smule ud, inden. Foran et bord og nogle stativer primært bærende på skjolde, stod Halfdan så og bøvlede en smule. Han ville gerne se hvordan hans nye arm kunne håndtere enten skjold eller et sværd. Eller måske et spyd. Det var én ting at holde et våben i hans højre hånd, men at holde et våben eller et skjold i hans venstre metalliske arm; var underligt. Især fordi han teknisk set ikke kunne mærke hverken følelsen deraf, eller vægten deraf. Han brummede en smule utilfreds for sig selv, og satte sine tænder i enden af stroppen, for så at rive lidt. Imens højre hånd pillede ved spænderne, og han fokuserede på at holde i skjoldet med den venstre. Ja, nok var han en stor fyr, og nævekampe havde han bestemt en stor erfaring indenfor... men sværd og skjold? Det følte helt nyt til ham. Alt andet taget i betragtning, så havde han det ikke ligefrem nemt. Desuden, måtte han også vænne sig til de mærkelige billeder og tanker han fik små klip af i hovedet. Skjoldet han fiflede en smule med, bar på minder af dets tidligere bruger, samt alt hvad denne livløse genstand var blevet udsat for. Men det var ikke ligesom at se en film.. Nærmere som om, at genstandens 'hukommelse', og 'erfaringer', blev hans egne. Han kendte nu enhver detalje om det skjold... lige fra hvem der havde lavet den, hvornår den var lavet, hvor mange gange den var repareret, og hvor lang tid den havde hængt der på væggen.

Det var fredag og klokken var omkring halv fem, hvilket betød at weekenden startede lige omkring nu. Dette betød dog ikke det store, når man ikke havde et job eller noget i den dur. Det betød ikke det store, når man var lejrdeltager i Halvblodslejren. De fleste halvguder og -gudinder trænede mindre i weekenden, og forsøgte i stedet at nyde livet og have det sjovt – tage på stranden, bade i søen, holde fester omkring lejrbålet og lignende. Annabeth havde nu ikke noget imod at træne, men på det seneste var hun begyndt at få følelsen af, at hun trænede lidt for meget. Det føltes næsten som om hun ikke lavede andet end at træne, og det var hun ikke tilfreds med. Hun havde ikke engang brug for at træne så meget, som hun gjorde. Man sagde, at øvelse gjorde én til mester, men Annabeth mestrede efterhånden utallige våben, hvilket gjorde det unødvendigt for hende at træne non-stop. Klart, hun skulle da holde sine kampevner ved lige, men det kunne hun da også sagtens gøre, ved blot at træne en time om dagen, eller måske endda kun hver anden dag. Hun var virkelig begyndt at tænke på, om hun skulle tage en lille pause. Måske hun skulle starte med at holde weekenden fri for træning, hvilket ellers ikke lignede hende. Så kunne hun i stedet bruge de næste to dage på at sove længe, være sammen med nogle af de venner og veninder hun havde i lejren, eller bare få noget alene-tid.

Men først skulle hun dog have overstået Capture The Flag, som foregik i skoven om halvanden times tid. Derefter ville der være aftensmad ved spisestedet, hvilket uden tvivl ville gøre godt, efter den hårde omgang, som den kommende træningsøvelse som regel var. Annabeth yndede sædvanligvis at være i god tid, så hun kunne nå at få et ordentligt overblik og udvælge de bedste våben. Det var nok et træk, hun havde arvet af sin mor, gudinden for krigsførelse og visdom. Det gjaldt altid om at være adskillige skridt foran alle andre, så vidt som muligt. Improvisation var ikke hendes stærke side, det var i hvert fald helt sikkert. Men hun gjorde, hvad hun måtte gøre. Selv, hvis dette indebar improvisation – hvilket jo også ofte kunne være nødvendigt ved uhyre-angreb og lignende.

Da hun var tidligt på den, fandt hun hurtigt vej til våbenkammeret. Dog bemærkede hun straks, at hun ikke var ene om den idé. Og hun genkendte da også straks den noget kraftige skikkelse foran hende. Dette var en halvgud, som var meget ny i lejren, og som Annabeth selv havde hjulpet med at 'ekskortere' indenfor lejrens barriere, efter at have været med til at slå det uhyre ihjel, som havde jagtet ham. Desværre ikke inden det var lykkedes uhyret at rive hans venstre arm rent af. I ugen der fulgte denne nat, havde Annabeth regelmæssigt besøgt halvguden på hospitalsfløjen, hvor han ikke kunne udskrives fra særlig hurtigt, på trods af den magiske nektar og ambrosia. Dette gav dog også kun god mening, da det var lidt mere end et par sår og rifter, der var tale om. I det mindste var Hefaistosbørnene ufattelig dygtige ved smedjen, hvilket var nyttigt, når man fik brug for en falsk arm. En arm, som Annabeth iagttog, at halvguden vist syntes at kæmpe lidt med i øjeblikket. Hun trådte hen til ham, mens hun talte. "Halfdan. It's good to see you up and about. Do you need help with anything?"

Halfdan kunne jo styre sin metalliske arm som han lyste. Han blot tænkte det. Og i virkeligheden føltes det med tiden ikke meget anderledes end en almindelig arm. Men han mærkede ikke suset af vind som han svingede armen. Han mærkede ikke stødet fra underarm og til overarm, når hammeren ramte det glødende stål. Ej heller kunne han, med denne metalliske protese, mærke håndtaget de stærke fingre havde fat i. Det var anderledes, meget anderledes. Og endnu noget han måtte vænne sig til, selvfølgelig. Dog var han bestemt ikke typen der beklagede sig over det mindste. Og ej heller havde han hidtil beklaget sig over den ændring han stod overfor i denne tid. Han var dog heller ikke, heldigvis, typen der mistede besindelsen over enhver lille forhindring. Et karaktertræk der kom ham til gode i øjeblikke som denne... Hvor Guderne syntes at ville teste hans tålmodighed med denne spænde til skjoldet.

Stadig med de skarpe tænder sat i enden af læderremmen, hev han en smule til, og forsøgte sig at fumle med spændet. Den det ene hul gjorde remmen for løs, og det andet kunne han åbenbart ikke formå at få sine fingre til at fange. Det var så også i dette øjeblik at en bekendt ung kvinde nærmede sig. Stemmen kunne han sagtens huske, så han genkendte hende hurtigt; til trods for at hans blik stadig var vendt ned mod skjoldet og spændet. Dog formåede han, nærmest per refleks, at lade et "Mhm?" forlade munden af sammenpressede læber og halvt gnavende tænder; inden han genkendte stemmen. Nok ikke så vitterligt charmerende, så hans blik endte med at glide mod hende fra under de lettere pjuskede øjenbryn, og blot det mest diskrete hint af et smil spillede sig i form af et lille træk, over hans ene mundvig. "I've got it." ... "I just. Gotta.." Mumlede han lavmælt, lidt anstrengt, og måske en anelse stædigt; idet han gjorde et sidste forsøg på at få spændets krog i remmens inderste hul. Den metalliske arm var trods alt en del tyndere end hans egen. Så selvom en søn af Hefaistos måske, ville være formodet som værende god med sine fingre; kunne han åbenbart ikke finde frem til det lille hul. Desuden, Annabeth... Hun havde hjulpet ham nok. Hans taknemmelighed mod hende var heldigvis større end hans foragt for at stå en anden i gæld. Hvilket var en uheldig følelse for ham at have, da han ganske enkelt hidtil havde nydt hendes selvskab.

Lige siden Halfdan var vågnet på hospitalsfløjen efter angrebet på natten han ankom, havde han imponeret Annabeth med sin evne til at tilpasse sig nye omstændigheder. Han havde ikke beklaget sig en eneste gang, på trods af, at han var i sin fulde ret. Ikke blot var han ny i lejren, hvilket var en kæmpe omvæltning i sig selv, så havde han ligefrem mistet en arm. Dette var noget af det værste, der kunne ske for en halvgud eller -gudinde. Det betød, at han eller hun ikke kunne forsvare sig optimalt imod uhyrer, hvilket var livsnødvendigt. Som barn af en gud eller gudinde kunne man aldrig vide sig sikker, når man bevægede sig udenfor Halvblodslejren, hvilket også betød, at man var nødt til at være på toppen hele tiden. Man var nødt til at være trænet i adskillige former for nærkamp og man var nødt til rent faktisk at være i stand til at kæmpe. Halfdans chancer for overlevelse ude i omverdenen var blevet betydeligt mindre, siden han nu kun havde en arm. Forhåbentlig kunne han lære at få den metalliske arm til at fungere som en forlængelse af sin egen. Forhåbentlig kunne hans halvsøskende få kreeret noget til ham, som mindede endnu mere om en ægte arm. Noget som var samme størrelse som hans højre arm, så han heller ikke skulle kæmpe med de samme ting, som han tydeligvis stod og havde sit hyr med i selvsamme øjeblik.

Han reagerede knap nok på hendes indtræden, til at starte med. Han sendte hende blot en lyd, som ligesom anerkendte, at der var kommet en ny person i hans nærvær, mens han kæmpede videre med spændet til skjoldets læderrem. Kort efter syntes det dog at gå op for ham, at han nok burde hilse ordentligt på hende eller rent faktisk svare på hendes spørgsmål. Hvilket han derfor også gjorde. Hun bemærkede smilet på hans læber, selvom det knap kunne kaldes for et egentligt smil. Han svarede hende også meget minimalt, med noget der nærmest mere var en mumlen overfor ham selv, end et svar til hende. Men hun godtog det og iagttog ham opmærksomt, mens hun kæmpede imod ethvert instinkt, der sagde hende, at hun skulle gå hen og hjælpe ham. Det var tydeligvis vigtigt for ham at klare det selv, men hun havde fuld forståelse for, at han ligesom kun havde en arm nu. Derfor var det også fuldkommen acceptabelt, at han havde brug for hjælp til visse ting. Og selv de ting, som han måske kunne klare selv – som dette – var der ingen grund til at klare selv, hvis andre kunne klare det for ham halvt så hurtigt. Dog forstod hun godt følelsen af, at man ville kunne klare sig selv, uden hjælp fra andre. Til sidst slog hun dog opgivende hænderne ud i luften og kunne ikke holde et lille udbrud inde længere. "Oh Gods, just let me help you already. After all, I'm just standing here anyway." Hun trådte tættere på ham, selvom hun ikke havde i sinde at gøre noget, før han udviste bare det mindste tegn på accept.

Halfdan var måske, for mange især omkring hans egen alder, lidt af en underlig størrelse. Og ikke blot fysisk, men af sind ligeså. Han arbejdede ofte i det usagte. Lod gestusser, selv de mindste, tale for sig. Og var bestemt ikke typen der undskyldte sig selv, eller som føjede sig efter andres forventninger af ham. Forventninger til hans selvskab som altid syntes at ende med at skuffe folk, og som aldrig bar frugt for de der igennem årene havde forsøgt at ændre på ham. Hvad han ofte i virkeligheden ønskede, var det han gav mindst udtryk for. Og hvad han ikke brød sig om, var oftest hvad han bed i sig, og lærte at nøjes med. Hvilket nok ikke var en særlig produktiv eller sund måde at leve i denne verden. Men det var vidst også lidt for sent for Halfdan at lede et normalt liv. Nogle gange syntes det nærmest en sadistisk joke af Guderne, at lade en ung kvinde som Annabeth træde ind i hans liv. For Halfdan, han... forstod sig ikke på at tilfredsstille mennesker intellektuelt. Og han blev alt for let... distraheret. Så en datter af visdommens gudinde, kunne meget vel ende med at føle nærværet af en som Halfdan, som værende kedeligt eller uopfyldelig. Hvilket som sådan ikke var en tanke der gik ham meget på, ærlig talt. Der fandtes bedre end ham, og enhver som skulle ønske mere, eller som skulle bære på for høje forventninger; var velkommen til at finde sig en bedre mand.

Det var alt for sent at han indså han ikke havde anerkendt hendes tilstedeværelse i hvad der måske var en tilfredsstillende facon. Men Annabeth var heldigvis skåret af lidt tykkere stof end som så. For ud af øjenkrogen bemærkede han at hun blev stående ikke langt fra ham. Og indså nu, at han havde fået publikum til hans lille strid med skjoldet. Hvad Annabeth, og hendes meget passende natur, dog også syntes at indse; var at Halfdan ofte kunne være en smule på tværs. Det var nok sjældent en særlig god idé at hundse rundt med ham, men at slå lidt fornuft ind i hans tykke pande; var bestemt ikke noget han havde ondt af. Så ved Annabeths lille udbrud, såvel som måden hun nærmede sig på, stoppede Halfdan pludseligt hvad han havde gang i. Remmen blev sluppet af hans tænder, og imens han brummede lidt utilfreds for sig selv; hævede han den metalliske arm en smule, så Annabeth kunne låne ham hendes lidt mere slanke fingre. Han rankede sig selv, stod oprejst, og betragtede hende. "Annabeth..." Sagde han så. Nærmest både som en forsinket hilsen, såvel som en bekræftelse af hans egne tanker og mistanker. Denne gang i en langt mere rolig tone. Som skulle han smage på hendes navn, og nu endeligt ganske forsinket anerkende at hun ikke blot var til stede i hans selvskab... men også villig til at hjælpe. Hvilket var en mærkelig ting for ham at vænne sig til. Hurtigt slog det ham at bemærke hvorledes en læderrem åbenbart var hans banemand, men droppede det dog; til gengæld for ikke at betragte hende alt for indgående. Eller tillade sig selv at blive for distraheret desto nærmere hun kom. Man ville nok sjældent høre ham rent faktisk spørge om hjælp, med velformulerede ord. Hvilket hun heller ikke hørte nu. en hendes hjælp var dog mere end velkommen, i hvert fald efter han havde indset han ikke selv kunne ordne det. Hvilket også burde være tydeligt ved hans åbne positur, og det blik han syntes at fæstne mod hende.

Annabeth var en meget bestemt ung kvinde. Når hun satte sig noget for, sikrede hun sig altid at dette blev opfyldt. Om det så gjaldt at lære en ny evne, eller om det gjaldt at overtale nogen om noget, så var det sådan det blev. Mange, der kendte hende, ville nok kalde hende irriterende stædig. Men det var alt sammen en del af, hvem hun var, som person. Det var faktisk en stor del af hvad, der gjorde hende til den hun var. Og denne stædighed blev også transformeret til noget andet; loyalitet. Når hun først havde besluttet sig for, at hun holdt af en person, ville hun gøre stort set alt for denne person. Hun ville altid være klar til at hjælpe dem, med hvad end de havde brug for, og hun ville forsvare dem overfor alle og enhver, hvis det var nødvendigt. Hun ville kæmpe for dem og dø for dem, hvis det kunne redde deres liv. Hun var en god ven, en god person at have på sin side, når alt andet fejlede. Men måtte dog også bevise, at man var hendes loyalitet værd. I løbet af sine 19 år på Jorden, havde hun dog lært at være ret god til at bedømme folks karakter. Hun havde lært at se igennem falskhed yderst hurtigt og havde lært at se folk, virkelig se dem, selv hvis de ikke gav hende meget at gå efter. Dette var tilfældet med Halfdan. Hun var endnu ikke særlig tæt med denne unge mand, men hun havde helt fra starten af mærket, at han var værd at lære at kende. Det var ikke nemt at komme ind på livet af ham, da han var en mand af få ord, men hun var heldigvis en tålmodig person – for det meste, i hvert fald. Og hun havde ikke noget problem med at starte samtaler, hvis det var hvad, der skulle til. Hun var ikke nem at afskrække.

Hun kom med et taknemmeligt suk, da han ikke syntes at gøre nogle indvendinger mod hendes tilbud om hjælp. I hvert fald ikke anden gang. Han slap grebet om remmen med tænderne og løftede armen lidt, så Annabeth nemmere kunne få adgang. Desuden rejste han sig mere op, hvilket også gjorde det nemmere for hende at hjælpe ham. Så hun spildte ikke noget tid. Hun trådte helt hen til ham, tog fat om remmen og spændet, som hun hurtigt fik sat det i det inderste hak. Det var det strammeste skjoldet kunne sidde, da det ikke var beregnet til metalliske arme, som ikke var lavet i samme tykkelse som egentlige, menneskelige arme. Han sagde hendes navn og hun kiggede fra remmen og op til hans ansigt. "Hey you." Hun lagde hånden på hans raske, højre underarm, i en hilsende gestus, mens hun gav ham et enkelt nik. Så trådte hun en smule tilbage, så hun ikke stod helt oppe foran ham. Hun rettede blikket mod armen af metal og skulderen, som den sad hæftet til. Så kneb hun øjnene lidt sammen, mens hun overvejede den. "Does it hurt at all? Are you experiencing any phantom pain?" Det var ganske almindeligt for folk, som havde fået amputeret dele af deres krop at opleve fantomsmerter, hvor lemmerne plejede at være. Hun kunne kun håbe for hans skyld, at dette ikke var tilfældet denne gang. Hun havde hørt, at de kunne være ulidelige. Måske gudernes nektar og ambrosia kunne hjælpe på den slags, når nu de ikke ligefrem kunne få hans arm til at vokse frem igen – tydeligvis lidt mere guddommelig kraft end den guddommelige føde havde i sig.

Når det blev sagt, at Halfdan sjældent beklagede sig, var det et træk der strakte sig til flere aspekter. Og i en sammenhæng som denne, havde han bestemt heller ikke tænkt sig at klage over hendes villighed til at hjælpe ham. Eller modsige sig den lidt bestemte tone, i hvilken hun havde insisteret. Han brød sig bestemt ikke om at blive hundset med, men det betød ikke at han gjorde stædigt modstand mod jernhård logik eller fornuft. Mærkeligt, egentlig... Han havde aldrig spurgt nogen om hjælp siden han var helt lille. Og derfor havde ingen hjulpet ham, uden at forvente noget til gengæld. Men siden han var kommet til Lejren, havde det ændret sig. En gruppe halvguder, Annabeth inkluderet, havde reddet hans liv. Hans halvsøskende havde budt ham velkommen, til trods for at han var en fremmed. Roxana havde bygget armen der nu erstattede den han havde mistet... Og nu syntes Annabeth stædigt besluttet på at hjælpe ham, igen. Til trods for at han aldrig, sådan rigtigt, havde bedt om hendes hjælp. Hvilket var en mærkelig ting til Halfdan. Og.. en behagelig ting, ærlig talt. At Annabeth så syntes ganske godt udrustet til at bryde igennem hans stædighed, og påtvinge sine egne intentioner på Halfdan; var ærlig talt også et charmerende træk. Mærkeligt, ikke? Hvordan han på den ene side, hadede at blive hundset med.. Imens han på den anden, fandt en matchende stædighed ganske tiltalende, så længe det blot kom af gode intentioner. Og han havde i hvert fald ikke opfanget nogen skjulte motiver fra Annabeth. Men det kunne også meget muligvis være fordi han var en anelse distraheret omkring hende.

Da Annabeth så ikke spildte nogen tid, og trådte helt hen til ham, forblev han rank, og tog sig et dybt åndedrag. Som hun kort pillede ved remmen og hjalp ham, kunne han blot vende blikket ned mod hende; og betragte hende. Hun var trods alt en del lavere end ham selv, så da hun var trådt tæt på, føltes det som om han tårnede og skyggede en smule over hende. Og føltes som en nærmere tilnærmelse end det sikkert var ment. Han spændte pludseligt sin kæbe, og fæstnede i tvang sine øjne mod det korte stykke arbejde hendes fingre udførte. Ikke at det var særligt spændende at se hendes slanke fingre sætte krogen i det lille hul. Men givet den hævede vinkel af hans blik, og det ganske enkelt smigrende tøj hun bar, var det vidst bedst at undgå distraktioner, for nu. Selvom det ikke tog lang tid, forblev han dog tålmodigt stående hvor han var, uden at rykke sig en centimeter. Men da hendes blik så blev vendt op imod ham, og han pludselig kunne mærke hendes hånd imod hans højre underarm; blev hans eget blik en smule fanget af hendes øjne. Faktisk blev han en smule overrasket over hvor store hendes øjne syntes. han sendte hende et hurtigt og flygtigt diskret smil, inden hun så trådte lidt væk fra ham igen. hans måde at sige tak, kunne man vel påstå.

Et nysgerrigt blik løsrev sig fra Annabeth, og mod den metalliske arm; nu væbnet med et skjold fast spændt dertil. Han bevægede armen, tog i et forsøg godt fat i skjoldet med den anden hånd, og studerede det lidt. Han blev dog hurtigt revet fra sit tankespind, da Annabeth spurgte ind til armen. eller nærmere, manglen deraf. Halfdan vendte flygtigt blikket mod hende, og rettede sig op imens han kørte en smule rundt med skulderen der holdte den metalliske arm. "Mhm.." Brummede han, halvt bekræftende til hendes spørgsmål, og trak så på den anden skulder. "It's fine." Afviste han roligt. "I guess it could be worse, so I'll manage." Tilføjede han en smule u-entusiastisk. Nok hentydede han at fantomsmerterne var der. Men der var ingen grund til at hun vidste, hvordan han flere gange var vågnet op råbende, og grebet ud efter en arm der ikke længere var der. Eller hvordan han nogle gange fraværende kløede den metalliske arm. Halfdan havde dog lidt blandede følelser med det... For.. Måske var det meningen? Måske spillede Guderne ham et puds? De røvede hans arm, forsagede ham ulidelig vedblivende smerte. Men havde han ikke mistet sin arm, og fået en ny, havde han så overhoved haft de metallokinetiske evner han opdagede hurtigt derefter? Evnen der tillod ham at bevæge og styre denne metalliske arm. Måske var skæbnen virkelig? Måske var det meningen, at tingene skulle udfolde sig således? han var selvfølgelig skeptisk, og han ville klart have foretrukket at beholde sin arm. Men Roxana havde gjort et godt stykke arbejde på hans vegne! Nok var armen tyndere, og designet endda hult og nærmest gammeldags. Men metallet var hårdt og nærmest uforgængelig. Fingrene var slanke og nyttige til arbejdet i smedjen, selvom han nok ikke ville bruge den hånd til at klø sig med. Og genistregen kom i form af den nærmest magiske facon hvorpå den bandt sig til stumpen af armen der var engang. Han kunne tage den af, hvilket han gjorde når han sov eller tog et bad, f.eks. Men når han satte den på, føltes det nærmest som et slags vakuum, der bandt den metalliske arm til hans krop, uden at kunne fjernes af andre end ham selv.

Hvis man ikke kunne håndtere at blive hundset med en gang i mellem, ville man have svært ved at være venner med Annabeth. Hun forsøgte at begrænse det, men hun kunne dog ikke benægte, at hun havde en tendens til at være noget dominerende overfor, well, alle. Det var bare indkodet i hendes DNA, hvilket gjorde det meget svært for hende ikke at være dominerende til tider, ikke at tage kontrol over diverse situationer. Specielt i kamp, gjorde hun det meget. Derfor var hun som regel også leder i træningsøvelser og lignende. Hun var heller ikke helt god til at følge ordrer, i hvert fald ikke, hvis hun ikke var enig i ordren. Dette var nok rimelig dobbeltmoralsk, da hun jo selv foretrak, at folk lyttede til hende, men altså. Hun var desuden en stolt ung kvinde, så det var ikke altid lige nemt for hende at indrømme, når hun tog fejl, eller træde til siden og lade en anden person gøre et arbejde, som hun mente, at hun selv kunne udføre. Men hun var blevet bedre til det med alderen – med årene i Halvblodslejren. Som lille havde hun aldrig behøvet at bekymre sig om den slags, da hun alligevel ikke havde haft den store venneskare. I de tidlige år, havde hun som regel haft travlt sammen med sin far, og efter hans ægteskab, havde hendes stedmor været for meget inde over hendes liv, til at lade hende holde særligt mange venskaber i live. Kvinden, Katherine, havde været gennemført forfærdelig, og Annabeth havde aldrig rigtig tilgivet sin far for at have giftet sig med hende. Men nu boede hun i lejren på fuldtid og skulle heldigvis ikke længere bekymre sig om det storsnudede kvindemenneske. Hun var ikke særlig tit hjemme på besøg, af selvsamme årsag, og når hun var, varede besøgene som regel allerhøjst en uges tid. Små doser kunne hun lige kapere, men så heller ikke mere end det.

Måden, hvorpå Halfdan stod fuldstændig stille og rank, fik det til at virke som om han var ukomfortabel med fysisk kontakt, eller måske bare uvant med det, men det lod Annabeth sig nu ikke gå på af, og det holdt hende da helt bestemt heller ikke tilbage fra at hjælpe ham med problemet. Hendes far havde altid opdraget hende til at være hjælpsom og god overfor andre mennesker. Hendes forhold til ham var ikke længere særlig godt, men det betød ikke, at det aldrig havde været det eller, at hun ikke respekterede ham og alle de ting, som han havde lært hende igennem tiden. For det gjorde hun skam helt bestemt. Hende og faren havde været uadskillelige, da hun var lille. De havde lavet alt sammen og han havde lært hende mange evner, som hun havde draget nytte af senere i livet. Hun havde f.eks. haft meget kamptræning med diverse våben helt fra en tidlig alder, da hendes far jo altid havde kendt til hendes sande natur og det faktum, at hun skulle kunde forsvare sig selv, når det blev nødvendigt. Dette havde hun kun været taknemmelig for siden hen. Dog var hun generelt taknemmelig for sin far. God nok var hun vred på ham over hans blindhed overfor stedmorens mangler og forfærdelige personlighed, men han havde stadig været der for hende, så meget som han nu kunne. Før Katherine, havde han gjort sit absolut bedste, for at opdrage Annabeth godt, og hun ville da bestemt også kalde dette en succes. Hun havde haft en fantastisk barndom, indtil Katherine kom ind i billedet. Men alt havde sin ende, så hun kunne ikke gøre andet, end at håbe på, at Katherine en dag – så snart som muligt – ikke længere var inde i billedet. At faren fik øjnene op for hendes falske sødme og perfektion. Indtil da nøjedes hun med den korrespondance de havde nu, hvor de skrev breve frem og tilbage et par gange om måneden. Der var endda et Iris-opkald her og der. Det var okay, for nu.

Som Annabeth stod tæt på Halfdan og måtte læne hovedet bagover for at se på hans beskadigede skulder og arm, strejfede en tanke hende kort, som hun havde tænkt nogle gange. Han var af utrolig stor bygning, og han ville egentlig være noget så intimiderende og endda truende at se på, hvis ikke han var så blid af sind, som Annabeth kun havde set tegn på, indtil videre. Han kunne blive rigtig farlig i nærkamp, med den rette træning. Hun var ellers ikke en lav ung kvinde, men hun følte sig alligevel meget lille, når hun stod så tæt på ham. Heldigvis havde han kun udvist venlighed overfor hende, og følelsen af at være lille var derfor ikke ligeså truende. Hun så på ham bevæge skulderen og holdt skarpt øje med tegn på smerte eller bare ubehag. Fysisk udviste han ikke de store tegn, men hans ord syntes dog at fortælle en anden historie. Hun sendte ham et skeptisk blik og rystede lidt fraværende på hovedet, som hun kort tænkte tilbage på den nat. "I'm sorry I didn't get there sooner." Hun specificerede ikke, hvad hun talte om, men mon ikke han kunne regne det ud?

En fordrukken belastet lastbilchauffør af en stedfar, og en elitær striks moder. Sådan havde Halfdans ærlig talt kedelige liv i Alaska set ud. Han talte aldrig om den tid, om sin barndom. Han tvivlede på at nogen ville kunne forstå det, med mindre de havde levet det samme. Og.. som disse minder var blevet undertrykte, tvivlede han også på at en sådan person fandtes. Moderes havde vidst hvad han var, og hvem hans rigtige fader var. Men hun havde ikke fortalt ham noget. Selv stedfaren havde vidst det, og han havde heller ikke fortalt noget. I stedet havde Halfdan levet under et strikt regiment af hjemmeundervisning og lussinger, og voldelige konfrontationer når stedfaren var hjemme fra sine køreture. Nej, sammenlignet med livet dengang, var hans nuværende tilværelse en velsignelse. Han havde skam også afreageret grundigt, fortabt i et hul af selvhad og tvivlsomt selvskab. Alt sammen kulminerende med en satyr der kom efter ham i Californien, og derefter at vågne op på hospitalsfløjen. Og, sjovt nok, med Annabeth siddende ved siden af ham. En fremmed ung kvinde.

Han havde bestemt ingen onde intentioner mod Annabeth. Faktisk, var han generelt i tvivl om hvilke intentioner han overhoved havde, hvad angik hende. Ej heller kunne han identificere nogen forhåbninger eller forventninger. Alt hvad der syntes at være, var en mild spænding. En spænding der fik ham til at forblive rank og ubøjelig, som hun trådte nærmere. Og en mærkelig usikkerhed der drev ham til at holde sit blik fra de dele af hende, han måske helst ville betragte. Og som uden tvivl ville virke mere distraherende. Desuden, så kunne en hvilken som helst samtale imellem dem, umuligt gavne af at hans øjne blev for grådige, eller at han blev alt for tilpas i hendes selvskab. En hullet logik, men det virkede ofte for Halfdan. Han var desuden vandt til at være alene. Så hvorfor risikere at gøre sig selv afhængig af Annabeths tilstedeværelse og hjælp?

Imens Halfdan, i sit tankespind, syntes noget så koncentreret om skjoldet om hans metalliske arm; hørte han så hendes ord. Ord der hurtigt fik ham til halvt at rynke brynene, og halvt spærre øjnene op. Hvilket i sidste ende, endte i et lettere diskret overrasket udtryk, vendt mod hende. Et spænd i kæben viste sig ved de små buler foran hans ører, og han kiggede ned et kort øjeblik. Betænksomt og en smule overrasket over den umiddelbare skam og fortrydelse hun end måtte føle. Halfdan endte med at rasle en smule med den metalliske arm og skjoldet spændt dertil. "I think I'll go with swords instead." Han vendte så blikket mod hende. "Would you..?" I hans uendelige visdom, forsøgte Halfdan at distrahere hende fra ordene hun netop havde ladet ytre. Forsøgte at distrahere både hende, og sig selv, fra det nærmest obligatoriske svar han måtte give hende. For han vidste at hans ord nok ville ville være tilstrækkelige. At uanset hvilket sørgeligt forsøg på trøst og forsikring han kunne påtage sig; så ville det ikke være nok. Han havde aldrig været god til det med at give klar udtryk for sine følelser. Eller især det at udtrykke dem med velovervejede ord. Men da Annabeth så kom tættere igen, for atter at hjælpe ham med udstyret og skjoldet; sukkede Halfdan lydløst og kiggede ned mod hende. Klar over hvad han måtte gøre. Hvad der var det rigtige at gøre. "It's not your fault.." Lød det så fra ham. Måske en anelse tøvende ved de første par ord, men derefter blev ordene ganske bestemte og blide, på samme tid. Han havde lyst til at følge sine ord, men en forsikring om, at hun nok meget muligt havde reddet hans liv. Eller et udsagn om, at hendes selvskab på hospitalsfløjen, havde været meget velkommen derefter. Men han frygtede allerede at have sagt for meget, eller at have valgt de forkerte ord.

Selvom Annabeths far, Henry, havde vidst præcis, hvem hendes mor var – hvad hendes mor var – havde han ikke fortalt det til Annabeth i de første håndfuld år af hendes liv. Han havde ment, at hun havde været for ung til at forstå det og havde derfor ventet med at fortælle hende om hendes sande natur og ophav, indtil hun havde været lidt ældre. Da hun så havde været omkring 10 år, havde Henry ment, at det var på tide. Han vidste jo trods alt ikke, hvornår hun kunne støde på udfordringer – eller uhyrer – som følge af hendes guddommelige halvdel. Derfor havde han forklaret hende alt. I forvejen havde han altid fortalt hende, at hendes mor var en fantastisk og inspirerende kvinde, som havde taget pusten fra ham. Han havde fortalt om, hvordan hun havde overladt Annabeth til ham, fordi hun måtte tilbage ud i verden, hvor hun rejste rundt og hjalp folk. Han havde fortalt Annabeth, at hendes mor var en stor kriger, der havde kæmpet i mange krige. Dette aspekt af moderen fortalte han især om, når Annabeth var modvillig overfor sine forskellige former for kamptræning. Dette gav altid Annabeth en fornyet kampgejst, fordi hun ville være præcis som den mægtige kvinde, som faren altid havde fortalt hende om. Hun havde heller aldrig næret nogen modvilje overfor sin mor, selvom dette var en stor del af de fleste halvguders liv. Hun havde forstået, at moren havde vigtige ting at tage sig til – selv i de 10 år der gik, før hun fik den fulde sandhed at vide. Da hun så havde fået at vide, at hendes mor rent faktisk var en ægte, Olympisk gudinde, havde respekten for Athene kun vokset sig større. Hun drømte om at møde sin mor en dag, men hun regnede ikke ligefrem med at det ville ske foreløbig. I stedet gjorde hun bare, hvad hun nu kunne, i forsøget på at gøre moren stolt.

Det var bestemt ikke første gang tanken var faldet Annabeth ind. Hun havde tænkt på det ofte, siden den nat. Hun vidste selvfølgelig godt, at hun jo ikke havde taget sig god tid eller noget, men tværtimod var løbet direkte imod Halvblodsbakken, ligeså snart nyheden om halvguden forfulgt af et uhyre havde nået hende. Dette betød dog ikke, at en del af hende ikke stadig bebrejdede sig selv. Hun havde kunnet hjælpe ham, hvis hun havde været der før. Reddet ham med alle lemmer i behold. Men måske var det gudernes vilje, at det ikke skete på den måde. Måske kunne hun ikke have stillet noget op, fordi der simpelthen var en eller anden ukendt grund til, at han skulle miste en arm. Hun havde dog ikke altid den store tiltro til guderne. Hendes mor, klart. Resten, knap så meget. De var alt for tilbøjelige til at benytte vold og ekstremer. Hendes mor var trods alt visdommens gudinde og gjorde derfor aldrig noget, som ikke var et nøje udregnet taktisk træk. Meget ligesom Annabeth selv, der havde arvet en hel del træk fra sin mor.

Da hun netop også havde arvet en hel del intelligens, var det heller ikke svært at regne ud, at Halfdan forsøgte at distrahere hende, efter hendes undskyldning. Og selvom det ikke virkede på hende, satte hun skam stadig pris på hans forsøg. Hun nikkede lidt og trådte tættere på ham endnu en gang, for at løsne spændet igen, så skjoldet kunne komme af. Da det var løsnet, tog hun det fra hans mekaniske hånd og satte det tilbage, hvor det kom fra. Imens åbnede han munden endnu en gang, og hun lyttede efter, og kiggede så op på ham. Hun sendte ham et smil og overvejede, hvordan hun kunne besvare det. Til sidst besluttede hun sig dog for, at hun ikke havde et svar at give ham. I stedet forsøgte hun sig endnu en gang med fysisk kontakt, selvom han måske ikke helt vidste, hvordan han skulle reagere på det. Hun lukkede den sidste afstand imellem dem og omfavnede ham i et varmt kram. Dette fik hende blot til at føle sig endnu mindre, men det gik jo nok.

Halfdan havde bestemt ikke haft en nem overgang til livet som Halvgud. Første gang hans øjne var blevet åbnet, var da uhyrer var kommet efter ham i Alaska, da han var 15. En satyr ankom til hans hjælp, men de to blev adskilt under tumulten. Stedfaren og Moderen sendte Halfdan væk. Sendte ham sydpå, til hans onkel i Sacramento. En biker præsident, og ganske hårdfør type. Som så endte med at være manden, der fortalte Halfdan det hele. Eller så meget som manden forstod. Men som hans øjne var blevet åbnet, havde han også fået lidt for meget ind. I flere uger levede han i paranoia, konstant afventende og nærmest frygtsom. Da der intet yderligt skete... ingen satyr, ingen monstre eller uhyrer; begyndte han et aktivt forsøg på at begrave de minder. Minder han huskede så godt og detaljeret, at det ofte var som om det skete igen. Alkohol, stofmisbrug. Kvinder, og vold. Midler med hvilke han bravt kunne forsøge at begrave fortiden. I 3 år, lykkedes det endda. Men skæbnen var vel allerede spundet, ikke? For uanset hans bedste indsats, indhentede skæbnen ham. I form af en satyr, en kyklop; og øjne der blev åbnet til en helt anden verden. Og dog... Intet. Ikke så meget som en lyd af diskomfort eller utilfredshed fra Halfdan... selvfølgelig foruden lydene om natten.

Med Annabeth var det en anelse underligt. Ved hans side på hospitalsfløjen, og nu, her i våbenkammeret; var hun venlig og åben. Men dog stadig ikke blød som smør; hvilket hun endnu en gang havde demonstreret. Så da hun blev mødt af en nærmest ukarakteristisk stilhed fra Annabeth, blev han øjeblikkeligt overanalyserende og mistænksom. Han havde sikkert sagt noget forkert, eller fornærmet hende på en eller anden måde. Måske ville hun bare fjerne hans skjold, og så smutte. Eller stikke ham en lussing. Det var sket før, og han havde prøvet værre. Men hans mistænksomhed manifesterede sig kun, som en svag rynken af øjenbrynene; og et opmærksomt blik, fæstnet mod hendes og hendes bevægelser. Egentlig blev han ikke videre overrasket over den omfavnelse hun gav ham. Det var blot ikke noget han havde forventet; men han havde måske alligevel fornemmet den trygge stemning imellem de to. Mærkeligt, egentlig... Hvordan hun med et sværd i hånden kunne virke overlegen, selvsikker, og formidabel. Imens hun, kun væbnet med hendes ord og intentioner, virkede så varm og velkommende; at et kram fra hende, ikke virkede som noget underligt.

Halfdan gengældte hendes varme omfavnelse, med en højre arm der blidt blev slynget om hende, og en håndflade der hvilede mod hendes skulderblad. Dog forblev den metalliske arm og hånd fra hende. Og de slanke fingre af venstre hånd, forblev tøvende flydende, uden at røre hende. Han tvivlede på at de var særligt behagelige. Men de var nu gode at klø med...
Så gik det op for ham, at hendes kram meget vel kunne være hendes forsøg på at trøste ham, eller forsikre ham. Faktisk slog det ham som yderst muligt. Især da hun ikke slog ham som en ung kvinde der ofte hvilede i sin egen sorg eller fejl. Men han kunne jo også tage fejl. For hvad vidste han? Det kunne jo også være hendes usagte forsøg på at få det samme fra Halfdan. Hvilket bestemt ikke var et problem. For hvad han ikke rigtig kunne med ord, kunne han måske gøre med en omfavnelse? Eller var han for naiv i troen, om at sådanne handlinger og gestusser endnu var værdsatte? Halfdan spændte sin kæbe, men sænkede den dog også mod egen brystkasse, da behaget af omfavnelsen var ved at indhente hans tankespind. Ufrivilligt duftede han også til hendes hår, og krummede let fingrene af sin højre hånd mod hendes ryg. Blot en anelse usikker på hvor lang tid hun ønskede denne omfavnelse, men underligt nok... også lidt ligeglad. Hvis et kram var hvad hun ønskede, kunne hun få det.

Annabeths mor havde efterladt Henry med adressen på Halvblodslejren. Derfor havde Annabeth heller ikke haft den sædvanlige oplevelse med en satyr, som havde snust sig frem til en ny, ukendt halvgud. Tværtimod, havde hun selv fundet vej til halvblodslejren, med hjælp fra hendes far. Hun havde spottet uhyrer en håndfuld gange i løbet af årene, inden lejren og efter hendes fars afsløring. Der havde dog ikke være konfrontationer alle gangene, da hun var god til at snige sig ud af problemer. Men uhyrer oven i livet med hendes stedmor, havde været for meget for hende, til sidst. Hun havde fortalt sin far, at hun ville afprøve en sommer i lejren, for at se om det var noget for hende. Han havde været fuldt med på, at det var det sikreste for hende og havde derfor sørget for transport og alt, hvad hun umiddelbart kunne få brug for på turen, såvel som resten af sommeren. Hun var kommet sikkert frem, selvom hun dog havde mødt nogle problemer på vejen. Heldigvis ikke noget, som hun ikke selv kunne klare. Hun var nået frem og havde hurtigt indset, at hun ikke havde i sinde at nøjes med en sommer der. Dog havde det aldrig rigtig været planen, men snarere blot noget, som hun havde bildt sin far ind, så han ville lade hende tage af sted. Da først hun var ankommet i lejren, havde hun haft travlt med at hitte rede i alle de forskellige indtryk, der var at finde i lejren. Hen ad vejen havde hun skabt sig nogle gode forhold med folk fra adskillige af de forskellige hytter. Og selvom hun havde været i lejren i omkring fem år, var det alligevel som om hun så utallige nye ansigter hver dag. Nye lejrdeltagere, som hun aldrig syntes at have set før, hvilket ikke kunne lade sig gøre, da der ikke kom nye deltagere hele tiden. Men det var selvfølgelig også en stor lejr, og der var ufattelig mange halvguder – såvel som satyrer og nymfer.

Annabeth havde altid set værdien i at skabe relationer. Desværre havde hun ikke haft muligheden for at skabe så mange af disse, da hendes stedmor havde haft stor kontrol over hendes liv. Hun havde bare givet hende stuearrest, hvis hun var begyndt at være for meget sammen med en person, som Katherine ikke anså som værende god nok til 'hendes' familieliv. Det var det samme hun havde gjort med Annabeths bedste barndomsven, Darren, som senere var blevet hendes kæreste – efter de havde fundet hinanden igen i lejren. Men det var ikke gået som håbet og det var det sidste reelle forhold, som hun havde haft. Siden Darren, havde der kun været flirts og en smule uforpligtende sex. Hun var trods alt ikke foruden behov. Men behovet for fysisk samvær gik dog langt udover det seksuelle. Nogle gange kunne man have et ligeså stort behov for fysisk nærvær, som ikke var spor seksuelt. Et kram fra en ven betød så meget mere. Og et kram fra en ven var præcis, hvad de begge drog nytte af nu. Hun vidste ikke, hvorvidt han anså hende som værende en ven; hun vidste vel egentlig ikke engang helt, hvorvidt hun selv anså ham som værende en ven, men hun var i hvert fald overbevist om, at de var godt på vej i den rette retning.

Hun mærkede hans højre arm finde vej rundt om hende. Hun vidste udmærket godt, at han holdt den venstre arm, den metalliske arm, væk fra hende, fordi den kunne risikere at skade hende, på den ene eller anden måde. Hun mærkede, da han sænkede hovedet ned mod hans bryst, hvilket tilfældigvis også var toppen af hendes hoved, på grund af højdeforskellen imellem dem. Efter noget tid gav hun stille slip på ham igen og trådte ud af omfavnelsen. Så sendte hun ham et varmt smil og kiggede lidt rundt i våbenkammeret. Der var stadig længe til Capture The Flag begyndte, og hun vidste ikke rigtig, hvad de skulle firetage sig nu.

Halfdan vidste, ærlig talt, ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Omsorgen og nærværet hun viste og gav ham, var som kryptonit til den stakkels mand. En følelse mere vanedannende end noget andet, og et nært behag intet kunne erstatte. Så uvant og blank var han dog heller ikke, at han bare stod stiv som et bræt. Men så snart hendes kærlige og varme omfavnelse var begyndt, overvejede han hvornår det ville slutte. En vedblivende paranoid tanke, kunne man vel påstå. En frygt han bar, der frarådede ham at hvile for længe og for trygt i en andens omfavnelse. Fysisk, såvel som metaforisk. En stærk mand var stærkest alene. Eller, det havde i hvert fald været hans erfaring. Men Halvblodslejren var måske ved at ændre ham på den front... Omfavnelsen bragte et væld af sanseindtryk, som han heller ikke ligefrem havde været klar på. Men som han dog var hurtig til at tage til sig, og måske endda nyde. Det faldt ham ikke ind at hvile for meget, eller tænke for meget, på disse mange indtryk. Men han kunne dog mærke det snart ikke ville være muligt at forblive så distanceret, hvis det blev ved meget længere. Hende trykket en smule imod ham. Hendes bryst, og åndedrættet bag. Duften af hendes hår. Hendes arme omkring ham. Og dog, gjorde han intet for at bryde omfavnelsen. Det var først da Annabeth gav slip og trådte lidt væk, at han nærmest følte en byrde løftet fra sine skuldre...

Kun for at have en ny vægt pressende mod sine skuldre... For nu var der stilheden mellem dem. Egentlig ikke noget han havde det store problem med. Hvad der derimod altid irriterede ham lidt, var fornemmelsen af forventninger på sine skuldre. Var det så nu han skulle tale? Ønskede hun flere forsikrende ord som bidragelse til den behagelige omfavnelse? Eller håbede hun blot på en smart kommentar? Det var øjeblikke som dette, hvor Halfdan fortrød sit eget væsen, og ønskede han kunne give hende... mere. Dog endte Halfdan blot med at betragte hende lidt. Endnu et spænd af kæben, men blikket forblev hvor det var, på hende. "So.." Lød det fra ham. Endnu engang så han sig nødsaget til at distrahere både sig selv, og hende. Halfdan var bestemt ikke akavet anlagt. Selvom det måske kunne virke sådan en gang imellem, var han sku ikke nogen forvokset labrador, fanget i forlygterne; hver gang en intim eller behagelig gestus kom hans vej. Og dog, ønskede han at sige det rette. At forbandde enhver potentiel akavet eller presset stemning imellem dem. Og gerne så hurtigt som muligt. For den spænding der hidtil havde været blot en mild fornemmelse, var ved at gøre ham lidt ør i hovedet. "Any words of wisdom for the newbie?" ... "I hear you guys take this thing pretty seriously?" Føjede han roligt, og havde ingen intentioner om at fjerne sit blik fra hende. Hans sidste ord, endda fulgt af et lille diskret smil. Et forsøg på at ryste omfavnelsen af sig, og den svagt akavede fornemmelse der vedblev efter stilheden. Som ikek rigtig lykkedes, trods hans bedste indsat med sin måske lidt tørre humor.

Annabeth var personligt vant til fysisk nærvær, men det var tydeligt, at Halfdan ikke havde det på samme måde. Derfor holdt hun heller ikke omfavnelsen alt for længe, da hun ikke ville have, at han følte sig ukomfortabel til mode. Måske kunne han vænne sig til den slags fysisk nærvær, omsorg, med tiden, her i lejren. Det var et vidunderligt sted, hvor man næsten ikke kunne undgå at skabe adskillige venskaber. Han var allerede godt på vej med hende, og hun var næppe den eneste, som han havde mødt og snakket med indtil videre. De fleste folk var relativt imødekommende i Halvblodslejren, da de jo i bund og grund befandt sig i samme situation. Alle lejrdeltagerne var halvguder, børn født med én guddommelig forælder og én dødelig forælder. De var alle i farer for at blive skadet og dræbt af uhyrer, når som helst. Det eneste sted, hvor de kunne vide sig sikre, var i denne selvsamme lejr. Derfor var de også alle mere villige til at hjælpe hinanden, end folk måske normalt var. De var bundet sammen af noget større, noget som gav dem et sammenhold, selvom de ikke alle sammen kom godt ud af det med hinanden. Alle var selvfølgelig ikke lige opsatte på dette bånd imellem dem, men det var nok mere et spørgsmål om personlighed, end noget andet. Der ville altid være personer, som ikke kom ligeså godt ud af det med folk. Som ikke var villige til at åbne sig op overfor andre folk. Men Annabeth var nu ikke en af de personer. Hun prøvede at være så venlig og imødekommende overfor nye folk, som muligt, i hvert fald indtil de gav hende en grund til andet. Og Halfdan havde endnu ikke gjort noget for at fortjene andet end venlighed fra hende.

Stilheden, som var efterladt efter krammet, var en smule akavet, hvis Annabeth selv skulle sige det, men det var nu ikke noget, som hun ikke kunne håndtere. Stilhed gjorde hende såmænd ingenting, men det var selvfølgelig mindre akavet, når man ikke var omkring andre. Stilhed alene kunne være rart, men omkring andre, kunne det være en belastning. Dog brød Halfdan snart denne stilhed imellem dem, og hun kiggede væk fra våbnene og hen på ham. Det første han sagde var bare et enkelt ord, som tydeligvis lagde op til videre samtale. Derefter færdiggjorde han sin påbegyndte tanke. Hun smilte, som han talte ud. Så nikkede hun, mens hun lod en kort latter slippe ud. Det var vist en underdrivelse. De fleste lejrdeltagere behandlede Capture The Flag som var det en reel krig. Et virkeligt slag, som skulle kæmpes med alt, hvad de havde. Annabeth var ikke meget anderledes, egentlig. Hvilket var grunden til, at hun kun kunne advare ham. "That would be correct. You should be careful out there, so you don't get hurt again. Too many demigods end up in the infirmary after these things, as it is. And I'm sure you've had your fill of that place for a while." Hun blinkede drillende til ham, i et forsøg på at gøre et tungt emne lidt mindre tungt.

Den korte latter der forlod hendes læber, inspirerede og fremprovokerede et fnys fra Halfdans egne læber, som afslørede en hjørnetand som han vendte blikket lidt rundt. Ude af stand til at stoppe sig selv, rystede han lidt muntert og underholdt på hovedet over hendes drillende ord. Og skævede mod det drillende blink hun sendte ham. Hun havde ret. Halfdan havde bestemt ingen ønsker om at komme tilbage til hospitalsfløjen lige foreløbigt. Aldrig, hvis man ville have et mere specifikt svar fra Halfdan. Det var dog ikke en humoristisk og ganske behagelig kommentar, som han svarede på nogen anden måde end at deltage kort i latteren, og lade sine tænder blive afsløret af et lidt bredt smil. Så drillende havde hendes kommentar været, at havde det ikke været fordi han forventede det; så havde han nok ikke spottet den lettere bekymring. At han skulle passe på sig selv derude. Mærkeligt... For lidt over en måned siden arbejde han på en motorcykel i en garage, og nu skulle han til at kæmpe med sværd og andet. Og ikke mindst mod en flok af erfarne halvguder. Halfdan var sikker på at han en dag nok skulle kunne kalde sig erfaren og formidabel. Men... Ja, det var ikke denne dag. Han var en grønskolling i den her verden. Alverdens voldelige erfaringer, barslagsmål, boksning, og mere; havde åbenbart ikke været nok til at forberede ham på dette. Selvom hendes kommentar og drillende blik havde fået ham til at smile, bed han dog endnu mærke i hendes andre ord. At han skulle være forsigtig og passe på sig selv. Så nu hvor hun ikke stjal hans opmærksomhed ved at stå tæt på ham, vendte Halfdan sit blik rundt mod væggene, og nogle af brystplader der hang derpå.

Hans blik stoppede ved en muskelmarkeret brystplade, som så meget tung og standhaftig ud. Ikke at han havde tænkt sig at bruge den. Han tvivlede på at nogen havde lyst til at bruge så tungt udstyr. Hovedsageligt havde han set Halvguder bærende på udstyr og rustning af hærdet læder eller messing-legeringer. Ikke af rendyrket og tungt stål. Halfdans læber blev adskilte, og han sukkede så endeligt tungt. "Oh well.." Hans højre hånd tog fat i den cap ham havde vendt om på hovedet, og smed den fra sig på bordet. "No point beating around the bush, I quess." Lød det ganske beslutsomt fra ham, hvorefter hans venstre metalliske arm, så rakte op mod væggen, og greb fat i brystpladen. Det var mærkeligt at bære noget tungt med hans nye arm. Mere specifikt, så var Halfdans skulder intakt, og fra skulderen var en kort stump alt hvad der var tilbage af armen han havde mistet. Den sorte t-shirt han bar, var lige akkurat nok til at dække hvor kød blev til metal. Han kunne stadig mærke presset mod skulderen ved en vægt på armen. Men resten var... hans evne. Og der var derved absolut ingen kvaler ved at bære en tung brystplade ned fra væggen, med blot den ene arm. Halfdan kiggede på brystpladen. Designet deraf. Messing legeret tykt stål, med adskillige spænder af hærdet læder, og det korte skørt af broderede stopper af læder - ganske typisk for græsk-inspireret udstyr. Til ham gav det mening at bære tungt udstyr. Først og fremmest, kunne han bære det. For det andet kunne det kompensere for hans manglende evner og talenter. Så kunne han altid begynde at bære hærdet læder når han var erfaren nok, til at mobilitet og bevægelighed var aktuelt for ham. Halfdans blik gik fra brystpladen, og til Annabeth. Han spændte sin kæbe og hævede det ene øjenbryn. Han bemærkede at hun intet udstyr bar endnu, men blot hendes afslappede og smigrende tøj. Han sukkede atter en gang. "Okay, I'm just gonna come out with it." Han rettede sig op, og kiggede nu helt mod Annabeth. "I have absolutely no fucking idea how any of this works yet." Han spændte sin kæbe. "So." Et rynk af øjenbrynene, som blikket endnu hvilede mod hende. "Unless you're busy getting yourself ready... I could use some of your expertise?" Tanken havde slået ham, at han bare skulle i gang med at klæde sig på. Men en anden tanke havde også slået ham, at han ikke havde den fjerneste idé om hvordan meget af det her udstyr fungere. Hvor meget han skulle bruge. Og hvis han ikke engang kunne finde ud af at spænde en rem til et skjold, ville han nok have problemer fremover. Så Halfdan havde slugt sin stolthed, og ignoreret sin ellers sædvanligt stædige beslutsomhed... For i stedet at spørge Annabeth om hjælp. Det kunne tage noget tid at få den store Halfdan i noget passende udstyr. Især eftersom han havde valgt at bære jeans og en t-shirt til våbenkammeret. Men det havde han selvfølgelig ikke tænkt på endnu. Èn ting af gangen, så nu afventede han lidt forsigtigt hendes svar.

Det var ikke muligt for Annabeth at vide, hvad Halfdan havde været igennem i løbet af sit liv. I hvert fald ikke, med mindre han åbnede op og fortalte hende om det. Dog forstod hun godt, at han ikke var helt så åben endnu. Han var trods alt næsten lige ankommet, og han kendte endnu ikke folk i lejren godt nok til at vide, om han kunne stole på dem. Betro dem med sin livshistorie. Selvom Annabeth virkede som en åben person, var hun heller ikke selv typen, der bare fortalte alt til alle og enhver. Tværtimod, skulle hun stole på dem, før hun betroede dem ting. Godt nok havde hun ikke en fortid, som hun havde den store grund til at skjule, men hun havde blot ikke den store trang til at tale om den, da hun blev i dårligt humør. Og selv de gode tider, var ikke værd at tænke på. Nostalgi var ikke godt for noget. Alt man kunne gøre, var at leve i nu'et. Dog måtte man aldrig glemme sin fortid, da den havde formet én. Hvor man kom fra og hvad man havde oplevet, gjorde én til den person, som man var. Ingen var undtaget dette og man kunne ikke løbe fra sin fortid. Derfor var der heller ingen grund til at prøve. Accept gjorde hele forskellen, men det var desværre ikke helt nemt at acceptere visse ting.

Han svarede ikke på hendes udtalelse, i hvert fald ikke direkte. I stedet begyndte han at spejde rundt i rummet, som om også han prøvede at finde ud af, hvad der nu skulle ske. Da han så åbnede munden for at sige noget, tog han også sin kasket af og smed denne på bordet. Han talte om at komme i gang og hans venstre arm tog fat om en stor, tung brystplade. Metallet lukkede sig om brystpladen og løftede den ned fra væggen. Annabeth stod stille og betragtede ham. Han løftede brystpladen ned med en arm, som ikke var der. Metal, som kun blev styret af hans tanker. Det var i sandhed imponerende. Hvilket også var præcis, hvad hun da gav udtryk for. "You know, that really is extremely impressive." Hun nikkede og så anerkendende på ham. Han kunne bruge den evne til store ting, hvis han lærte at kontrollere den ordentligt. Så sagde han noget, som fik hende til at le. Før havde hun næsten måtte tvinge ham til at lade hende hjælpe ham, så det måtte da være tegn på fremskridt, at han ligefrem bad hende om hjælp selv, denne gang. Hun smilte og vendte sig med ryggen mod ham, blot for at gå hen til en anden væg og tage en brystplade af læder. Hun havde ikke behov for en stor, tung brystplade, og den ville kun sænke hende. Hun havde prøvet dette mange gange og vidste derfor også præcis, hvad hun havde brug for. Hun fik hurtigt og let spændt sig selv ind i brystpladen. Hun tog derefter to armplader og spændte en om hver arm. Så vendte hun sig igen rundt mod Halfdan. Hun sendte ham et strålende smil og slog armene lidt ud til hver sin side, i en fremvisende gestus. "I'm ready. Now, let's get you ready as well." Hun trådte helt hen til ham og begyndte at spænde ham ind i den tunge brystplade, som ikke var passende til hvem som helst. Men Halfdans bygning var utrolig stor og han burde være i stand til at bære denne brystplade. Desuden havde han ikke nogen videre kamptræning, og denne brystplade ville være langt bedre til at beskytte ham, end de andre brystplader, af mindre holdbare materialer. Når han ikke havde mere træning i kamp, end han havde – og ikke mere træning i brug af sin nye arm, for den sags skyld – ville hans bedste mulighed være at beskytte sig selv, så godt som muligt. Hun fik spændt de sidste spænder ordentligt fast, så brystpladen sad, som den skulle. Og så gik hun hen og hentede en armplade, som var stærkere end læder. Hun fæstnede den rundt om hans højre arm og skævede lidt til den venstre. Der var ikke meget hun kunne gøre for den, men ej heller særlig meget den havde behov for, tænkte hun. Så kiggede hun lidt rundt i våbenkammeret, inden hun atter talte. "Do you have any preferred weapons yet?"

Hendes reaktion, var bestemt ikke hvad Halfdan havde forventet. Eller overhoved forestillet sig. Hendes lidt smitsomme latter fik ham til at gengælde hendes smil, ganske diskret. Men da hun så vendte ryggen mod ham, og vandrede mod en anden væg af kammeret; blev det diskete smil ledsaget af et undrende blik, fra under let rynkede øjenbryn. Hans undrende blik, blev derefter nysgerrigt; og hovedet blev endda lagt blot en smule på sled. Som tankespindet kørte i hans hoved, og øjnene nysgerrigt betragtede hende; ledte konklusionen ham til at stille sig rank. Den metalliske hånd hvilende på brystpladen han havde hevet ned, og smilet forvandlet til lettere struttende læber; i en kryptisk lettere diskret mine. Havde hun lige efterladt ham stående? ... De struttende læber blev til et lidt bredere smil, som han kiggede ned ad sig selv. Halfdan smagte lidt til sin egen medicin, og måtte åbenbart betale lidt for at have spurgt hende om hjælp. Så Halfdan blev stående hvor han var, da smilet havde famlet; og blikket var blevet vendt mod hende igen. Annabeth havde vidst prøvet dette før, ja. For det syntes næsten han kun havde et øjeblik til at betragte hende; inden hun så vendte sig om imod ham igen. Men da hun så fangede hans opmærksomhed blev de vidtspredte arme, og det strålende smil; syntes der atter en gang at være for kort tid til at betragte så meget. For inden længe, stod hun helt henne ved ham igen. Ligeledes havde han heller ikke rigtig nået at svare på hendes ord, men i stedet betragtet hende; faktisk en anelse underholdt, måske. En energi til hendes væsen der var svært for ham ikke at bemærke.

Halfdan fandt sig atter i Annabeth Silverblade's vold, og ved hendes nåde. For det var åbenbart lidt sværere med sådan udstyr end de ignorante(såsom Halfdan) ville tro. Brystpladen ind fra siden. Spænder ned langs siderne, under armene. Den segmenterede armplade af hærdet læder og alle dets spænder. Og alt imens, løftede Halfdan roligt sine arme som ønsket, og tilbød enhver hjælp der skulle bruges. Men han tilbød ikke ord. Dog var stilheden overhoved ikke ligesom den anden blot nogle få øjeblikke siden. Foruden en enkelt spænde der nev i hans hud, og derved fremprovokerede en utilfreds knurren fra Halfdan; og hvad han svor kunne være en svag klukken fra hendes læber, var der stille imellem dem. Da den segmenterede arm så var spændt fast, fangede han sig selv i stadig at betragte hende lidt fraværende; og fulgte så i stedet hendes blik rundt i kammeret. Et svagt skuldertræk senere, og "Haven't really been training at all, since... you know." Forlod hans læber. "But I was thinking, maybe a spear and a sword?" Tilføjede han dog hurtigt, og smilte diskret mod hende. Han behøvede ikke skjold, når han havde en metallisk arm, smedet af en datter af Hefaistos. En af de få positive noter ved hans.. opgradering.

Måden, hvorpå Annabeth reagerede på hans spørgsmål om hjælp, var næppe, hvad han havde forventet. Ved første indtryk, virkede det nok som om hun vendte ryggen til ham, blot for at forlade våbenkammeret. Derfor undrede han sig sikkert også en hel del over, hvad hun mon havde gang i. Men det blev klart kort efter, da hun fik spændt sig ind i sit udstyr og vendte sig tilbage om mod ham. Hans øjne syntes at have et underholdt glimt, der virkede til at more sig lidt over hendes opførsel og fremvisende manér. At underholde folk var ingen dårlig ting, så længe de grinte med én og ikke mod én. Det var altid positivt at få andre folk til at smile, grine eller generelt bare løfte deres humør. Det var ikke altid lige nemt, men når som helst, man havde muligheden, burde man gøre dette. Der var ingen grund til at dyrke dårligt humør. Det var også præcis som det kendte ordsprog: misery loves company. Ingen grund til at lade folk være i dårligt humør, hvis man kunne undgå det, da det bare ville ende i endnu mere ulykkelighed. Men det ville være naivt at tro, at man kunne forhindre alle folk i at være i dårligt humør, da nogle folk simpelthen bare ikke ville hjælpe. Dog troede hun fuldt og fast på, at man havde pligt til at hjælpe, hvor end man kunne. Og derfor var hun netop også i gang med at hjælpe Halfdan. Desuden kunne hun jo godt lide ham, hvilket blot gjorde det endnu mere oplagt at hjælpe ham.

Annabeth instruerede ham i at løfte armene, så hun havde lettere adgang til hans sider, hvor brystpladen skulle spændes med diverse remme og spænder. Derefter fik hun sat læder-armpladen på den raske arm. Han knurrede utilfredst og hun kunne ikke lade være med at klukke lidt af dette, inden hun løsnede det spænde, der syntes at have resulteret i hans knurren. Det måtte have nevet ham en smule og det skulle jo nødig blive ved. Den massive brystplade måtte være ubehagelig nok i sig selv, uden ubehag ved armpladerne ligeså. Der var stilhed mellem dem, som hun gjorde ham klar til kampsimulationen. Denne form for stilhed gjorde dog ikke noget, da det var en stilhed, som fulgte hendes koncentration. Hun var blot i gang med at udføre et arbejde. Og hun sørgede altid for at udføre sine opgaver til perfektion, om overhovedet muligt. Hun bemærkede, hvordan han betragtede hende fraværende, men sagde ikke noget til det. Det skulle han have lov til. Hun betragtede også ham, efter at have kigget kort rundt i rummet. Så nikkede hun. "Yeah, we should probably do something about that soon. Let me know if you want to train together, anytime." Så nikkede kiggede hun lidt rundt i rummet endnu en gang og fandt et eksemplar af begge våben. Begge store af sin slags, da Halfdan næppe var egnet til et småt våben, med hans størrelse. Hun gik tilbage til ham, med begge våben og lagde dem på bordet, så han kunne tage dem, når de forlod kammeret. "These should do just fine."

Halfdan havde nok ikke en direkte forskruet sans for humor, men det var dog en humoristisk sans; som engang havde været langt grovere. Med tiden var denne grove og bramfrie humor; langsomt forvandlet til en måske lidt tør og charmerende humor, som var kommet ham naturligt med alderen. At genkende det ironiske i hverdagen, og kunne smile døden i ansigtet; var iblandt nogle af hans måske lidt tørre humoristiske træk. Så da hun lod ham hænge lidt efter hans ønske om hjælp, havde Halfdan kunnet mærke en smule ydmygelse og akavethed. Da han så selv havde indset hans egen reaktion, var det selvironiske trådt til; og han havde fundet sig selv smilende over hendes adfærd. Nærmest samme måde man smilte efter at være blevet slået i gulvet i et barslagsmål... Eller, i hvert fald Halfdans egen nedgraderede version deraf. Men det var vel fremskridt, ikke?

"Are you offering to train me?" Med et let hævet øjenbryn, besvarede han hendes udtalelse rimelig hurtigt. Og ikke mindst betragtede hende som hun fandt våbnene frem til ham. Tanken om at træne med hende, var nu bestemt ikke skræmmende eller svært at forestille sig. Eller... Nu regnede han bestemt ikke med at hun var lige så blid og hjælpsom med et våben i hendes hånd. Men så slemt kunne det vel heller ikke være? Dog var selve tilbuddet en smule overraskende, men også kun en smule. For jo mere han tænkte over det; desto mere sandsynligt syntes det. Da hun lagde sværdet og spyddet tværs over bordet ved siden af dem, tog Halfdan et skridt frem derimod, og rakte ud efter sværdet med højre hånd. Som hans fingre greb om sværdets læderskede, og det dertilhørende bælte; gispede han let ved en uventet flod af indformation og tanker, som fyldte hans sind. Små korte billeder. Som var han blot ved at genkalde gamle minder. Sværdets klinge mod et andet i en raslen af klart stål. En hammer der slog et glødende stykke stål, fanget af krogene af en tang. Men Halfdan blev hurtigt klar over hvad der skete, og rystede sig derfor ud af det med det samme igen. En evne der ofte kom ufrivilligt og uventet, men han havde dog kontrol nok til at hive sig selv ud af den igen. Da han så gjorde, løftede han nysgerrigt sværdet lidt op, og betragtede det indgående. Og så begyndte han, uden videre tøven, at spænde bæltet fast om livet, lige under brystpladen. Med erfarne og stærke fingre, metalliske fingre ligeså; omarrangerede han så bæltet og sværdet, så det han ved hans venstre hofte. Halfdan skævede kort mod Annabeth, og kunne ikke undgå et lidt skjult smil, inden han så rakte ud efter spyddet på bordet. Til sidst stod Halfdan så i noget nær fuldt udstyr. Han tog sig en lettere bred og maskulin positur, som han havde vane for at gøre. Højre hånd gribende om spyddet der balancerede oprejst mod fliserne ved hans side. Og den metalliske hånd om sværdets håndtag, endnu hængende i sværdskeden fra hans hofte. Brede skuldre og adskilte ben. Hvorefter han så kiggede mod Annabeth i en nærmest kølig spørgende mine. "So.." Han raslede lidt med spyddet, stadig med det kølige og ovenud afslappede blik fæstnet mod hende. "Think I'll blend in?" Lød det så fra ham, i et typisk tørt forsøg på en charmerende og humoristisk one-liner. Alt imens mundvigen begyndte at afsløre mere af det rolige smil; idet at det køligt spørgende blik, falmede. Alt imens han skam også ganske afslappet, totalt ignorerede den lille mentale episode med sværdet, og hvad hun måske havde opfanget.

Annabeth kunne sagtens være sjov, når hun ville, men hendes humor var som regel på den intelligente side, hvilket vel også kun kunne forventes. Det var ikke sort humor på samme måde, som mange ofte havde – med platte jokes og lignende. Det var snarere skarpe bemærkninger eller brug af ironi og sarkasme, som spillede på intelligente og opmærksomme iagttagelser. Derfor var dette måske helller ikke alles humoristiske præference og ikke alle fandt hendes humor synderligt humoristisk. Men hun kunne godt lide at tro, at de folk simpelthen bare ikke nåede hendes intellekt til sokkeholderne, og det var i virkeligheden deres eget problem. Men hun var heller ikke komiker, heller ej havde hun noget behov for at være dette. Det kunne hun lade de andre halvguder om – som børnene af Hermes, der ofte elskede en god spøg. Man skulle ikke komme på deres dårlige side, med mindre man ville komme ud af badet med blåt hår eller noget i den dur.

Hun hørte hans spørgsmål til hendes kommentar, mens hun fandt våben frem til ham. Da hun imens hun gik tilbage med disse, besvarede hun hans spørgsmål med en svag skuldertrækning. "Sure, I'll gladly train you, if you want me to." Hun havde ikke et problem med at træne andre halvguder, hvis der var behov for dette. Det var også en form for træning for hende selv, og dette havde hun alligevel i forvejen på sit skema konstant. Desuden havde hun trænet mange halvguder igennem sine fem år i lejren, da hun var noget så ferm med nærkamp især. Dette var både som følge af hendes mors gener og det faktum, at hendes far havde trænet hende i brug af diverse våben eller hyrede de bedste læremestre indenfor hver kampgren. Desuden havde hun været vejleder for Athene-hytten i nogle år efterhånden, hvilket automatisk gjorde, at Chiron spurgte hende om hjælp, hvis han ville henvise en ny lejrdeltager til træning i nærkamp. Så alt i alt, var hun en ret så erfaren kampinstruktør og kunne sagtens træne Halfdan også. Hun var blot endnu mere villig, fordi han var hendes ven. Det var måske lidt tidligt, men hun indså da, at hun bestemt ville betegne ham som en ven. Hun var sikker på, at deres venskab kun ville blive bedre med tiden – også, når Halfdan havde haft lidt mere tid til at falde på plads i lejren og vænne sig til sine nye omstændigheder.
Som den opmærksomme datter af Athene, som hun jo nu engang var, kunne hun ikke undgå at lægge mærke til Halfdans lette gisp, som hans højre hånd kom i kontakt med sværdet, hun kort forinden havde placeret på bordet. Hun fæstnede sit blik på hans ansigt, og prøvede at aflæse, hvorfor han gispede. Hans øjne syntes at give udtryk for, at hans tanker var et helt andet sted, men dette varede ikke så længe. Han blev mere tilstedeværende og løftede nysgerrigt sværdet op, for at undersøge det. Derefter spændte han sværdet, med tilhørende bælte, om livet og rakte hurtigt ud efter spyddet også. Først skævede han dog over mod hende, der stadig iagttog ham opmærksomt, søgende efter flere tegn på, at han nærmest forsvandt fra lokalet. Han stillede sig i en posering, mens han begyndte at vise et roligt smil. Da han talte, nævnte han intet om den besynderlige episode, kort forinden, og hun valgte derfor også, at undlade at nævne noget om dette. Hvis han ikke selv bragte det på banen, var han nok ikke i humør til at snakke om det, og i så fald ønskede hun ikke at presse på. I stedet lagde hun blot armene over kors og lænede siden lidt op mod bordet, mens hun betragtede ham fra top til tå. Hun smilte skævt til ham og kneb øjnene en smule sammen. "I think they won't know what hit them." Hun blinkede drillende til ham og hendes smil voksede til et mindre skævt og mere glad, charmerende ét.

Ligesom at Annabeth intet problem havde, med at træne andre halvguder; så havde Halfdan ikke et problem, med at indrømme sine fejl og mangler. I hvert fald på egen facon, så og sige. Ligesom han tidligere havde gjort, og ligesom han sikkert snart ville gøre; når han ville spørge hende om hjælp med træningen. For han vidste allerede at han ville bede om hendes hjælp... Ordene med hvilke han ville spørge hende dog; kom ikke så let. Så lang tid tog det ordene at finde plads bag hans læber, at han allerede havde givet et fnys og et smil til hendes drillende kommentar, og hendes charmerende smil; inden han så åbnede munden. "Time and place, and I'll be there." Bemærkede han så, nogenlunde bestemt. Men han kunne dog ikke helt ryste smilet fra hans mundvig. Ej heller kunne han modstå gengældelsen af hendes drilske tone. I hvert fald blot en smule. Han var ikke just god til udvekslingen af en sådan tone, da det ofte blev blandet med hans tørre humor. Ligeledes havde han tendens til at lyde meget bestemt og nærmest autoritær med den slags. Ikke at han gjorde det nu, men det lå stadig derunder.

Halfdan tog en dyb indånding, og kiggede ned ad sig selv i et suk. Et suk der dog fik selvskab af et lettere skjult smil af hans læber. Et sted så han frem til at prøve sine kræfter i em 'leg' som denne, men på den anden side; så var det endnu nyt og mærkeligt til ham. Og en lille skygge af hans sind frygtede faktisk at han ville kunne lide det. Vold havde han prøvet nok af for en livstid, syntes han selv. Så nu hvor han forsøgte at reformere sig selv under disse nye omgivelser, var det måske intet under at en sådan nærmest hæderlig tradition for vold i lejren; gjorde ham en smule urolig. Ikke af halvguderne, men af livsstilens potentielle effekt på ham selv. "Chiron told me to come see him, once I'd gotten dressed." Bemærkede han så og vendte blikket tilbage mod hende. Denne gang tog han også et enkelt skridt, eller to, mod hende. "I'l be sure to give you credit for getting me ready so quickly." Tilføjede han så og betragtede hende med et ganske tilfreds udtryk. Da Halfdan så endte ved hendes side, var han heller ikke videre bange for at træde lidt tættere på hende. "So.." ... "How about it?" Han hævede sit ene øjenbryn efter et øjebliks stilhed, og havde selvfølgelig de blå øjne rettet med mod hende. Han spændte kæben. Og havde hurtigt indset at hans ord måske havde været lidt for åbne til fri tolkning, og at hans tone måske havde virket lidt for nærgående og åben. Ikke at det var noget problem, men han skyndte sig dog at tilføje; "Training, I mean?" Han rømmede sin hals diskret, og formåede også kort at fjerne blikket fra hende, og kigge rundt. En smule utilpas, måske. Nærmest for uskyldigt og nært til hans smag. Men intet andet faldt ham ind, efter hvor åben og hjælpsom hun havde været. Der var stadig så meget han ikke vidste om Annabeth, og derved endnu en risiko for at skræmme hende væk.

Efter at have tilbudt at træne Halfdan, holdt Annabeth øje med hans reaktion i forbindelse med et svar. Han svarede ikke med det samme, men kom i stedet med et fnys og et smil. Så svarede han dog endelig og hun nikkede, igen med et smil på læben. "I'll let you know, then." Egentlig burde de nok starte med at træne snarest muligt, da han jo havde brug for alt den træning, han kunne få. Dog var det fredag, hvilket betød, at der var weekend efter Capture The Flag. Det gjorde ikke den store forskel for Annabeth, da hun ikke rigtig ændrede sit skema synderligt meget, på trods af weekendens ankommen, men det var måske meget rart for ham at slappe lidt af, ovenpå den uges tid, som han havde haft. Hun kunne jo altid give ham en besked om træning efter weekendens ende.

Annabeth var personligt ret så begejstret for Capture The Flag. Én ting var helt almindelig sparring og lignende i arenaen, men Capture The Flag var noget helt andet. Det var en meget mere ægte krig- eller kampsimulation, hvor man fik et meget bedre billede af, hvad dette rent faktisk indebar – på godt og ondt. Mange halvguder blev sårede i denne 'leg', og nogle skader var endda rimelig alvorlige. Heldigvis havde hospitalsfløjen nektar og ambrosia, af selvsamme årsag. Halvguder havde det med at tiltrække fysiske skader, om de var i Halvblodslejren eller ej.
Hun så hen på Halfdan, da han talte igen. Hun havde sådan set hele tiden haft blikket rettet imod ham, men han havde før kigget ned ad sig selv, i stedet for på hende. Nu kiggede han dog på hende igen, som han talte. Hun fik ikke svaret ham, før han tog et par skridt hen imod hende. Hun løftede på øjenbrynene med et skævt smil på læberne. Det var første gang han tog initiativet til at komme tættere på hende og ikke omvendt. Hun nikkede derfor også bare til de næste ord, der kom ud af hans mund, stadig med det skæve smil på læberne. Han trådte endnu tættere på hende, og hun blev blot stående, mens hun løftede hovedet lidt, for stadig at kunne se ham i øjnene. Han tårnede endnu en gang over hende. Hun overvejede, om han havde et formål med denne nye tæthed. Da han stillede hende det noget så åbne spørgsmål, kunne hun ikke undgå at blive en smule overrasket. Dét, blandet med hans fysiske nærhed, gjorde hende en smule i tvivl om, hvad han rent faktisk hentydede til. Hurtigt efter, tilføjede han dog noget, som specificerede det. Han rømmede sig en smule og kiggede lidt rundt i rummet, som om han prøvede at undgå hendes blik lidt. Hun kunne ikke lade være med at lukke en kort og lav latter ud. Hun lagde hånden på hans bryst, der jo var dækket af den massive brystplade, og klappede ham lidt drillende. "I should probably let you rest up a bit this weekend, before I start training you. You're gonna need all your strength – I'm not always this gentle, you know." Hun trådte den smule tættere på, hun kunne og stillede sig på tæer, så hun kunne komme tættere på hans øre. Hun talte derefter lavmælt ind i hans ene øre, stadig med den ene hånd på hans bryst. "But don't worry; if we end up on opposite teams today, I'll go easy on you." Hun plantede et kort kys på hans kind, samme side, som hun havde talt ind i hans øre. Så satte hun hælene i gulvet igen, så hun ikke længere stod på tæer og trak også hånden til sig igen. Hun trådte en smule tilbage, så hun ikke behøvede at løfte hovedet helt så meget og smilte drilagtigt til ham.

Halfdan var bestemt ikke den frygtsomme, nervøse, eller generte type. Hendes tilstedeværelse, enten tæt på ham, eller ej; gjorde ham ikke utilpas eller lignende. Hvad han derimod var, var en from for... afholdsmand. Ved hver øjenkontakt, beundrede han hendes øjne. Øjne der nærmest syntes at funkle. Når hendes smil blev bredere, blev hans blik flygtigt fanget af de hvide tænder det afslørede. Hendes stemme var blid, og alligevel tydelig. Hun kunne sikkert råbe ganske højt og tydeligt, hvis hun ville. Og stående tæt på hende, med højdeforskellen; var der ærlig talt flere ting der forsøgte at drage hans blik. Og som sikkert også gjorde det. Og i al dette, var det Halfdans underbevidste mission, ikke at blive for distraheret. At afholde sig fra at hvile for meget i hendes blik. Sørge for han ikke blev for løssluppen og åben i hendes selvskab. Ja, selv noget så simpelt som at holde sit blik fra hendes kavalergang, var noget han konstant overvejede og fokuserede på.. Jovist, Halfdan kunne være charmerende, hvis han ønskede. Måske være heldig at fremkalde et smil hos hende, eller sige noget jordnært og sjovt. Men en udfordrende charme, var desværre ikke i Halfdans natur. Han besad ikke evnen til at identificere hvad en anden gerne ville høre, og ej heller nederdrægtigheden til at fremlægge sådanne charmerende ord som var de det pureste naturlige spind af hans tankestrøm. Selv noget så simpelt at flirte, var han nok heller ikke særligt god til. Især iblandt hans jævnaldrende havde sådanne ting, altid syntes at involvere for mange løgne; og for megen ignorant selvsikkerhed. Han var mere, direkte, og instinktiv, af væsen. Hvilket i sidste ende havde fået ham til at rømme sig og kigge væk; da han ikke ønskede ved at uheld at stemple sig selv som en fascinerende og udfordrende bad-boy i hendes øjne.

Hendes reaktion mod de kortvarigt fejlfortolkede ord, viste sig atter engang at have været udenfor hans forventninger. Hendes blide og hjælpsomme natur, eller i hvert fald hvad han hidtil havde set af hende; havde ændret tone en smule. Halfdan betragtede hende, ganske nysgerrigt egentlig, som hun stod tættere og tættere på. Han var endda betænksom nok til at krumme ryggen bare en smule, så hendes mund og læber kunne nå det mål hun tydeligvis havde for øjne. Et smil spredte sig roligt ved hendes ord, men blev dog afbrudt ved et spænd i kæben som følge af hendes kys. Blikket med hvilken han derefter betragtede hende; var mere... sigende. Næsten hemmelighedsfuld, men endnu roligt som det plejede at være. "I'll keep that in mind.." Svarede han hende så uden videre tøven, og holdte øje med hende som hun trådte en smule væk. Hvilke af hendes ord han svarede, dog, var en anden sag. Der var tydeligvis mere til Annabeth end hvad han hidtil havde set. Måske havde han begået den fejltagelse, at dømme hende som værende mere blid og ømtålelig; end hun egentlig var. Eller måske tænkt at hun var mere forsigtig end hun i virkeligheden var. Uanset hvad, havde hendes lille nærgående gestus, og ikke mindst ord, gjort ham en anelse klogere. For hvor han sædvanligvis var for stædig til at give sin opmærksomhed til en kvinde der ikke søgte den; indså han at hun måske rent faktisk gjorde? Han var ærlig talt en smule overvældet af de mange positive træk og karakteristikker han havde set fra hende denne dag. Beslutsom, og dog omsorgsfuld. At hundse en smule med ham, til derefter at hjælpe ham. Fra venlig, til udfordrende. Energisk, og urørt af hans egen stoiske attitude.

En pludselig tanke, fyldte ham hurtigt med en billedlig lyst til at gribe om hende, og gengælde et kys mod hendes kind. En anden tanke slog ham så ind, idet han bekæmpede trangen, som fik ham til at løsne den let spændte kæbe, og smile en smule. "Good luck out there." Bemærkede han så roligt, og vendte blikket ned mod hende. "Kick some ass.." Tilføjede han så med et diskret smil, og nikkede så for sig selv imens han atter kiggede lidt rundt. "I'll try and stay out of your way." ... "Until next time, of course." Han rankede ryggen, men holdte blikket vendt mod hende. Havde han været en anden slags mand, ville han måske have udfordrende hende med en gengældende drilsk tone; og erklæret hvorledes 'easy' alligevel ikke var hvad han foretrak. Eller, en bemærkning om hvorledes hun ikke behøvede at være blid, ikke efter hun allerede havde hjulpet ham i udstyret. Men ja, Halfdan nøjedes i stedet med at betragte hende et kort øjeblik. Og lod sine øjne forsøge sig med at kommunikere, hvad hun ikke hørte fra ham. Et opmuntret suk forlod ham så efter en dyb indånding. "Come find me when you feel like kicking my ass instead.." Han nikkede en enkelt gang, og holdte så blikket mod hende igen. Men nu var han også fast besluttet på at smutte. Da han ikke var så vildt god til de der typisk langtrukne eller lettere akavede afskeder. "Bye Annabeth." Lød det så endeligt fra ham. Ganske uceremonielt og afslappet; som han med et sidste lilel træk på mundvigen og blik mod hende, fortsatte på sin vej. Forbi Annabeth, og ud af våbenkammeret. Med kursen mod skoven, hvor Chiron havde sagt han skulle troppe op. Eller var det Big House? Han rynkede lidt på brynene, men fortsatte så mod skoven. Uagtsom vedrørende den cap han havde efterladt i våbenkammeret.

//Out

Annabeth var som regel en yderst charmerende ung kvinde, uden den store indsats. Når hun var i kamp, var hun hensynsløs, når hun skulle være det, men hun var ikke ondskabsfuld. Hun sårede aldrig en anden halvgud alvorligt under træning eller øvelser, som Capture The Flag. Venlighed og omsorg for sine medmennesker – eller med-halvguder – faldt hende naturligt, og hun behøvede ikke at bruge ekstra energi på det. I en del år havde hun også været ret hurtig til at ty til et flirtende tonefald og humør. Det var ikke altid fordi hun ville nogle vegne med det, men det faldt hende bare ret naturligt med et drillende, nogle gange sarkastisk tonefald, som også ofte kunne opfattes flirtende. Rimelig ofte, lagde hun ikke nogen tanker i, hvordan hendes tonefald og ord kunne opfattes, fordi hun var vant til den slags snak. Dog var hun som regel hurtigt bevidst om, hvordan hendes flirtende natur så rent faktisk blev opfattet hos andre, da hun altid holdt sig meget opmærksom på sine omgivelser. I dette tilfælde, med Halfdan, var hun bevidst om, at hendes ord og tonefald måske blev opfattet som flirtende, men det gjorde hende nu ikke så meget. Hun var endnu ikke helt sikker på, hvad hun ville. Hvad hendes intentioner med ham var. Og grundet hans ret lukkede natur, var hun bestemt heller ikke sikker på, hvad hans intentioner med hende var. Det bedste, hun kunne gøre, var derfor at lære ham bedre at kende. Så blev det nok klarere med tiden.

Da hun stillede sig på tæer, for at kunne komme tættere på hans øre og kind, hjalp han hende heldigvis lidt på vej, ved at krumme ryggen en smule. Hun syntes at kunne ane et smil, da hun talte ind i hans øre, men smilet stoppede kort efter, da hendes læber ramte hans kind. Hun bemærkede, hvordan hans kæbe blev spændt i forbindelse med hendes kys, og hun overvejede kort om det var en positiv eller negativ ting, mens hun trak sig væk igen. Hans øjne syntes at signalere, at det første var tilfældet; at han spændte i kæben, fordi han netop godt kunne lide følelsen af hendes læber mod hans hud, men hun kunne, af gode grunde, ikke rigtig vide sig sikker. Hans svar på hendes kommentar, syntes heller ikke at give nogle tegn på hans sindstilstand, men det var fint nok. Hun var overbevist om, at hun nok skulle lære at tolke ham, med tiden. Hun måtte lære at læse ham, når han ikke udtrykte sig med ord, men måske kun så lidt, som et glimt i øjet. Normalt var hun god til at læse folk, men Halfdan var en lidt større udfordring. Hun havde dog aldrig været en person, der ikke var klar på en udfordring. Tværtimod, foretrak hun at blive udfordret en gang imellem. Til hans ord, svarede hun dog ikke, men nikkede blot, mens hun så ham ind i øjnene.

Han ønskede hende kort efter held og lykke på 'slagmarken' med et let smil. Dette var efterfulgt af endnu en kommentar. Hun besvarede hans diskrete smil med et større et og løftede øjenbrynene lidt, som hun talte. "I always do." Uden videre tøven tilføjede hun så også et svar på hans første kommentar: "And good luck to you, as well." Hun smilede varmt til ham, som han også konstaterede, at han ville prøve at holde sig væk fra hende derude. Hun smilte bare og nikkede, mens hun lagde hovedet en smule på skrå. Lidt efter tog han en dyb indånding og kom med et suk. Han sagde, at hun skulle komme og finde ham, og hun smilede sit charmerende smil til ham, endnu en gang. "I'll be sure to do that." Derefter sagde han beslutsomt farvel til hende, som han sendte hende et sidste, lille smil. Så gik han forbi hende og ud af våbenkammeret. Hun vendte sig om mod indgangen og betragtede ham lidt, som han kom længere væk. Han forsvandt hurtigt ud af syne, og hun sendte et sidste blik rundt i våbenkammeret, for at se, om hun skulle have andre våben, end dem, som hun selv havde derhjemme. Da opdagede hun Halfdans cap på bordet og rynkede lidt på panden, som hun gik hen og tog den op. Hun trak lidt på skuldrene for sig selv og tog den med sig, som hun bevægede sig hjem til Athenehytten, for at hente sine andre våben. Hun lagde den på sin seng, så hun kunne finde et midlertidigt sted til den senere – når Capture The Flag var overstået.

//Out