The silence of the forest ~ Angus

Hendes spørgsmål fik ham til at tænke i blot et splitsekund. Hvem var egentlig hans venner? Han havde en masse han snakkede med, dem han dyrkede parkour med, og så bare klasse- og holdkammeraterne. Han smilte og rynkede sin pande lidt imens han kiggede på hende.

"Et par stykker, og en kæreste... Men de må blive nødt til at klare sig uden mig."

Svarede han så endelig og smilte lidt skævt. Det var da noget værre noget at han måtte forlade Iowa og hans gamle liv i en sådan fart, men han vidste også godt at det var for hans egen skyld, og lige så meget for deres skyld. Hvis dette var det liv hans far, Ares, ønskede for ham, så måtte han nok hellere blive her og opfylde hans skæbne - eller hvad det nu var? I sandhed havde Angus egentlig ikke noget imod det. Han havde bare været den populære fyr på skolen, og var kærester med hende fordi hun var den populære tøs. Hans egentlige venner var også barndomsvenner som han med tiden alligevel var kommet til at hade en smule. Sådan var det med Angus, ikke alt forblev som det var - hvilket de sidste ændringer også var bevis på.

"Hva med dig? Du har jo været her i snart 3 år. Er det svært at vænne sig til Lejren?"

Spurgte han så med et hævet øjenbryn. Han kunne jo tro og forvente alt hvad han ville - men selv hvis han troede at det ville blive nemt at vænne sig til det hele, så kunne det jo også nemt blive helt omvendt. han vidste i hvert fald at det ville blive en hård omvæltning, men det havde han intet imod.

Ashley betragtede ham blidt mens han tænkte. Hun nikkede lidt. "Sådan er livet jo for os halvguder og -gudinder," sagde hun bare med et lille, skævt smil. Hun havde ikke rigtig haft nogen jævnaldrene venner hjemme i Spanien, kun hendes moster, Melanie, som jo var et spøgelse, og så Carlos, som var hendes mosters venindes søn. Han var i midten af tyverne nu, men han havde altid været der for hende. De var de eneste hun savnede hjemmefra, alle andre, dem hun var vokset op med, dem i skolen, hun kunne ikke være mere lykkelig over at endelig kunne forlade dem. Det var skønt! Da hun kom til Lejren, var det første gang at hendes hår var længere end nogle centimeter langt.
Hun smilede varmt til ham. "Kun min moster og en ven," sagde hun med en lidt sørgmodig tone. Hun klukkede blidt. "Jeg vidste hvem min far var og hvad jeg selv var," forklarede hun nu med et lille grin. "Så det var let nok for mig, faktisk rart, at komme til lejren, men selv her blev jeg set lidt skævt på." Hun smilede skævt, tydeligt upåvirket da hun var blevet så vant til det. "Min moster fortalte mig om Hades og mine onkler og Lejren her, da min mor og ham var kommet tæt. Min mor og moster er tvillinger, enæggede tvillinger, og selv Hades kunne ikke se forskel på dem," lo hun blidt. "Så generelt, jeg har altid vidst hvad det var jeg så og hvorfor." Hun smilede varmt til Angus da hun havde snakket færdigt.

Angus sad roligt på træstammen og lyttede til hendes ord. Hans ene ben trippede dog en smule, men det var bare pga hans ADHD, som han endnu ikke vidste var en generel ting for alle halvguder. Han fastholdte heller ikke sit blik på hende hele tiden, det virkede for underligt at fastholde øjenkontakt så længe. Så i stedet lod han også sit blik falde lidt ned imod jorden hvor han var ved at grave et lille hul med hans ene fod. Spontant begyndte han at smile bredt da hun sagde at Hades ikke kunne kende forskel, og han kiggede derfor tilbage mod Ashley stadig med det brede smil. Han kunne selvfølgelig ikke sætte sig ind i hvordan det måtte have været at kende til sin rigtige far. Angus havde vokset op og troet at Carl var hans rigtige far - en halvgammel mand der sad på en stol foran fjernsynet, og nok ellers måtte være Amerikas dårligste mekaniker.

"Det må have været rart at vide inden du kom hertil."

Sagde han og smilte venligt til hende. Men hvis Angus havde fået det hele at vide meget tidligere, så måtte han vel alligevel have været nød til at komme hertil. Det kunne umuligt være en mulighed for ham at vide sådan noget, så så stadig leve et normalt liv iblandt normale mennesker. Så selvom det var forvirrende, vidste han at det hele var for hans eget bedste.

"Har du nogensinde mødt din far?"

Spurgte han hurtigt efter med et spøgende og nysgerrigt blik. I spørgsmålet lå det lidt åbenlyst at han aldrig selv havde mødt Ares. Han kunne nu godt tænke sig at møde ham. På trods af alle de ting folk sagde om ham, så kunne det kun være fedt at få ham at se, eller tale med ham... måske endda træne med ham.

Ashley lænede sig en smule tilbage og så op mellem bladene. Hun klukkede blidt og så på ham igen. Da hun så hans smil, kunne hun ikke lade være med at smile varmere og større. "Jov, det var rart," sagde hun med et lille, skævt smil. Og tilføjede så; "Men stadig ret ubehageligt." Hun strakte sig med en lille gaben, hvor det lavt sagde knæk i hendes ryg. "Vi vidste at det ville ske, bare ikke hvornår." Hun smilede skævt til ham og strøg så et par krøllede lokker væk fra hendes ansigt.

Hun tøvede kort inden hun svarede: "Jeg har aldrig mødt min far ansigt til ansigt," sagde hun til start. "Men jeg har mødt ham i mine drømme, som mindre og en gang imellem nu." Et kærligt glimt viste sig kort i hendes blik, ved tanken om sin far. Hendes hånd fandt den lille amulet frem fra under hendes tanktop. Derefter vendte hun blikket mod Angus igen med et lille grin inden hun lagde amuletten tilbage på sin plads.
"Har du egentlig fået nogle arvede gaver fra din far af?" spurgte hun så med et varmt og imødekommende smil.

Det var tydeligt for Angus at se, at hun værdsatte mindet om hendes far, og nok også elskede ham. Sjovt at en så hadet gud som Hades kunne blive elsket af et så varmt hjerte som Ashley. Angus selv havde endnu ikke besluttet sig for hvorvidt han elskede eller hadede hans far, han var mere simpel på den måde. han syntes nu bare at det var meget fedt have en guds blod til at flyde i sine åre - og selvom dét at blive kaldt en 'halvgud' måske virkede lidt underligt i starten, så var det allerede begyndt at gro på ham. Angus' blik fulgte hendes hånd som hun fandt en nydelig amulet frem. Han var lidt nysgerrig, så han så nærmere på den inden hun atter gemte den væk - men det var først ved hendes spørgsmål at han forstod hvorfor hun havde vist ham den. Han smilte skævt og rakte hans højre hånd frem så hun kunne se nærmere på den. På hans pegefinger sad der en ring, den var bred og var nu ikke så skide svær at overse. Men hvis hun nu ikke havde set den endnu, så var det vel passende at vise hende den.

"Min far efterlod denne ring til mig. han har også efterladt en kiste til mig, men der er ikke nogen nøgle til den - så jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal åbne den."

Svarede han med et smil og kiggede selv på ringen et øjeblik. Han havde selvfølgelig gjort lidt research med hensyn til ringen, og det viste sig at det var et spartansk symbol. Spartas storhedstid måtte have været Ares' storhedstid. Angus smilte lidt men placerede så igen hånden på træstammen og så sig lidt omkring.

Ashley smilede varmt til ham. Han havde ret i af hun elskede sin far, sådan var hun bare, hun var en kærlig person og hun kunne elske stort set alt og alle. Selv edderkopper, men det var nu mere en beundring, og den forsvandt lige så snart der ikke var glas mellem dem og at de kom ind for en meters afstand. Så skulle man høre hende skrige.

Hun så på hans hånd da han rakte den frem mod hende. Hun så ringen og tog så hans hånd i sine mens hun lod sine fingre køre let over ringen. Hun havde lagt mærke til den, bare ikke lagt så meget vægt i det. Et lille smil formede hendes læber mens hun gjorde det. Hun lyttede til hvad han sagde og nikkede let. "Du kunne altid bruge vold," sagde hun med et lille grin og så ham så i øjnene med et muntert glimt i sine. "Ellers, har du så overvejet om ringen er nøglen, eller at du er?" Hun smilede skævt til ham, klemte blidt hans hånd med begge sine inden hun slap dem blidt.
"Og jeg må sige, din far har en god smag i ringe, og lige den her er virkelig køn til dig," sagde hun ligeud og varmt. Hun smilede varmt og venligt til ham inden et gab forstyrrede hende i det. Hun holdte sig høfligt for munden mens hun gabte og rystede så let på hovedet efter, for at vække sig selv lidt. Hun sov ikke så meget for tiden, da hun elskede at være ude i de sene nattetimer og bare nyde stilheden.

Det gjorde ham ikke noget at hun rørte lidt ved ringen, og ikke mindst hans hånd. Hendes venlighed samt varme og imødekommende ydre forbløffede ham, og Angus tvivlede på at han nogensinde havde mødt nogen som hende før. han forstod slet ikke hvorfor folk åbenbart så skævt til hende, og hvorfor hun overhoved sad herude 'alene'. han var jo klar over at hun nok måtte tale med nogle spøgelser en gang imellem - men var det ikke lige så mærkeligt som De der kunne trække vejret under vand. Så burde man jo kalde dem for vandskabninger, eller noget. I stedet for at lade fordomme gå ud over Ashley. Angus var i hvert fald langsomt begyndt at indse at han nok havde fundet sig en god veninde i hende. han grinte og tænkte hurtigt tilbage på hans lille demonstration før.

"Og du tror ikke jeg har prøvet det? Nej, jeg tror ham den gamle så det komme."

Svarede han hurtigt og rettede lidt på sig idet hun jo havde taget fat i hans hånd. Ares havde uden tvivl forudset at Angus ville prøve at smadre kisten - hvilket jo selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre. Men hendes næste ord fik ham til at hæve begge hans øjenbryn, og hans øjne vandrede lidt rundt i et tænksomt øjeblik. Nej! Det havde han slet ikke overvejet. Hans læber lyste op i et bredt smil, og det afslørede nogle af hans tænder idet han kiggede tilbage på hende.

"Ved du hvad Ashley! Du er slet ikke så dum endda!"

Sagde han muntert og blinkede en ekstra gang til hende. Måske VAR det ringen der var nøglen til kisten? Nu havde han slæbt rundt på den kiste i snart flere måneder uden at kunne åbne den! Efter hun havde sluppet hans hånd, rejste han sig op, næsten helt ekstatisk over hendes idé. Han var nødt til at finde ud af om det mon var måden hvorpå han kunne åbne kisten! Hans tankespind blev afbrudt da hun komplimenterede ringen, og han kunne ikke lade være med at smile lidt fjoget.

"Mange tak. Det er enhver fyrs drøm at få at vide at han ser godt ud med smykker."

Lo han lidt drilsk, men sendte hende alligevel et taknemmeligt smil. Ja, hun havde måske ret - den så nu meget godt ud. Måske havde hans far en sans for den slags - og måske var der en plan bag det hele. Måske var Ares ikke en så dum og brutal fyr som de fleste ville tro? Efter hun havde gabt lidt, gik han hen foran hende og pegede i retning af lejren.

"Vil du med, og så om du har ret?"

Spurgte han med et hævet øjenbryn og et venligt smil. Hvis hun havde ret, så var det jo hendes forslag, og så skulle hun i hvert fald være velkommen til at se hvad hans far havde gemt i kisten. Selvfølgelig havde han en anelse om hvad det var, og havde udregnet en masse fine idéer - men det kunne nu være at sandhedens time var inde? Uanset om hun ville med eller ej, så skulle den kiste åbnes, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Ashley kunne mærke på ham, at det ikke gjorde noget at hun havde taget hans hånd, og hun smilede lidt over det. Hun vidste, at han kunne mærke hvor kold hun var, da hun var født flere grader koldere end alle andre, det kunne godt være et lille chock for nogle, men sådan var hun jo født, det var ligesom med hendes evner, sådan var hun jo bare. Hun undrede sig selv ikke over hvorfor hun blev set skævt til. Hades var dødsguden, folk var bange for det ukendte, og døden, så når de ikke kendte hende, blev hun bare set skævt på. Hun tog det ikke så tungt, hun var vant til det. Det kunne så godt nok ikke ses på hendes måde at være på, men det kunne ses på hendes hud. Der var små ujævnheder mange steder, andre steder tydelige ar. De små kunne kun ses med det skarpe øje, eller hvis man vidste de var der, men hvis man kørte hånden over hvilket som helst sted på hendes krop, ville man kunne mærke alle arene.
Hun klukkede blidt over ham. "Jah, så er den mulighed vist udelukket," sagde hun muntert.

Hun så hvordan han lyste op i det smil og kunne så ikke lade være med at le muntert ved det han sagde nu. "Jeg takker," sagde hun drillende. Hun klukkede blidt over hans opførsel og blinkede drillende til ham da han leende takkede hende for komplimenten. "Så lidt da," sagde hun blidt og smilede varmt til ham. "Og det er altså ikke mange mænd der kan gå med ringe, som den." Hun smilede blidt og varmt til ham.
Hun blinkede en anelse med øjnene inden hun kunne stille skarp på ham da han stillede sig foran hende. Hun smilede stort og varmt. "Det vil jeg da meget gerne," smilede hun og rejste sig op. Hun klukkede let da han næsten var et hoved højere end hende. Hendes kinder mørknedes da hun rødmede. "Ligger den kiste i din hytte eller?" spurgte hun så, blidt, efter at have trådt lidt væk fra ham for ikke at stå så tæt. Hun så på ham med et varmt og muntert blik og smilede skævt.

Hun var virkelig ikke særlig stor, og han syntes næsten at være en kæmpe i forhold til hende. Men hun var en lille pige med et stort hjerte, og måske var størrelsen af hjertet meget mere vigtigere end størrelsen af kroppen. Angus blev stående og rettede lidt på hans tøj imens hun trådte et lille skridt væk. Han håbede ikke at hun gjorde ham utryg, og han håbede så sandelig heller ikke det var pga hans entusiasme. Med et nik fuldt af en bredt smil besvarede han hendes accept af hans tilbud om at komme med ham. Dette skulle uden tvivl blive spændende. Han børstede også sine bukser rene for bark efter han havde siddet på træstammen, og vendte derefter blikket imod hende.

"Ja, på mit nye værelse."

Svarede han roligt og tænkte ikke rigtig videre over hendes spørgsmål. Han havde bare smidt hans ting der tidligere, og var så gået ud i skoven. Han håbede i hvert fald at hytten var tom, og at de andre trænede eller noget - så han, eller de, kunne få noget fred til at åbne kisten. Angus så sig lidt omkring og tjekkede hurtigt hans lommer for at sikre sig han ikke havde tabt noget der hvor de stod. Hurtigt derefter tog han et enkelt skridt over den tykke træstamme, og stoppede så op. Han vendte sig hurtigt imod hende og smilte skævt.

"Hvad venter vi på?"

Spurgte han så muntert, lidt som en hentydning, og forespørgsel. Han håbede faktisk at hun gerne ville med, så han ventede bare tålmodigt på hende. Hvis det altså vise sig hun ville med?

//Out

Ashley klukkede blidt over hans smil. Hun var ikke trådt væk fra ham på grund af at han gjorde hende utryg eller hans entusiasme, men fordi hun var endt med at stå tæt på ham da hun havde rejst sig op. Hun havde virkelig ikke ment andet i det. Hun børstede roligt sin shorts rene fra bark og andre småting. Hendes short var korte og dækkede egentlig kun lidt mere end de skulle, men hun var smaskforelsket i de shorts og gik ofte med dem.

Hun så på ham og lo blidt og stille uden rigtig at tænke over hvorfor. Hun fulgte efter ham over træstammen og trådte lydløs ned i skovbunden, igen var det som om at skyggerne åd lyden af hendes skridt. Hun elskede altså den lille evne hun havde til det. Den havde hjulpet hende med at skulle løbe lydløs i skolen tilbage i Tarifa, væk fra bøllerne, eller de populære børn, der mange gange havde set hende, som deres næste offer. "Nada," klukkede hun blidt og fulgte roligt og lydløst efter ham.

//Out. Er du med på et nyt emne? ^^'