Who will stand longest? ~Angus

Tid: Eftermiddag
Sted: Arenaen
Omgivelser: En masse halvguder og -gudinder i kamp mod hinanden.
Vejr: Dejlig lunt med få skyer og en skinnende sol

Ashley stod i udkanten af arenaen og var i færd med at tage sin rustning på. Den var let med forstærket metal over bryst, ryg, ben, arme og en brynje, hvor der var forskellige græske symboler for beskyttelse, smidighed, adræthed og list. Hendes to kort sværd sad spændt fast på ryggen og hun var ved at sætte sit hår op i en fin knold så det ikke kom i vejen, og fordi hun havde oplevet at i kamp havde de andre kommet til at skære noget af hendes hår væk, så hun selv var nødt til at klippe det kortere, og med alle hendes krøller, var det ikke ligefrem pænt. Hun synes selv at det var sjovt at hun tænkte på det, for hun var stort set ligeglad med sit udseende, hun brugte ingen make up eller andre skønhedsmidler, hun var bare naturlig.
Stille og roligt begyndte hun at varme op mens hun ventede på sin nye ven, Angus, en søn af Ares, som hun nu skulle kæmpe imod, han havde ingen erfaring med våben, men han var stærk, for at sige det mildt. Hun lo kort og stille, mens hun stadig varmede op, ved tanken om hans lille demonstration ude i skoven, hvor han havde loftet en træstamme op, hvor hun sad ovenpå. Nu var spørgsmålet jo bare: Hvem kunne holde længst i deres lille kamp?

//Kort sværdene kan du se på min profil ^^

Dette var selvfølgelig helt nyt for Angus. Han havde godt nok aldrig været i et våbenkammer før, og især ikke et våbenkammer hvor de forskellige våben valgte dig! Af en leder var han ligeledes blevet tildelt træningsudstyr, som man åbenbart skulle have på. Hvad var der galt med en hættetrøje og et par jeans? Ashley havde jo hendes udstyr, så Angus havde været forbi våbenkammeret og ligeledes fået fat i resten af udstyret. Det havde måske taget en smule tid, og han håbede ikke hun havde ventet for lang tid.
Angus trådte ind i hvad der populært blev kaldt arenaen, og med det samme forstod han hvorfor. Han blev mødt at den klingende lyd af sværd og skjolde der hamredes imod hinanden - samt brøl, støn og udbrud fra de andre halvguder der kæmpede og trænede hist og her. Angus åndede tungt ud af munden og rynkede hans pande idet han gik længere ind, og samtidig kiggede ned af sig selv.
Når han så på andre virkede hans udstyr også meget normalt. Det bestod med af hærdet bomuld, læder og nogle få plader af metal gemt under læderet. Om hans overkrop bar Angus en plade af rimelig tynd metal, dækket af brunt læder, der gik ham til lige under brystkassen. Dette betød at han ikke bar en fuld brystplade, som tillod ham at bøje sig forover og krumme hans ryg. Det nederste af ryggen samt hans mave var tæt dækket af et lag af læder. Armene var blot dækket af et sort, tætsiddende stof, med små arm-skinner der beskyttede hans håndled og underarmene. Bukserne var også af bomuld, med plader af læder syet ind til at beskytte lårene, knæene og hofterne mod snitsår. Og om hans fødder og skinneben bar han blot et par sandaler. Alt i alt var farverne bestående af brun, sort og metallisk sølv.
Det var nyt, men virkede alligevel meget normalt for ham, som om han havde gjort det før. Når han havde spillet amerikansk fodbold gik han jo også med udstyr, så helt mærkeligt var det heller ikke. Forskellen var blot, at han denne gang også gik med et skjold i hans hånd, og et sværd i bæltet om hans liv.
Angus kiggede lidt rundt, i hans søgen efter Ashley, men kunne ikke rigtig genkende nogen. Så i stedet gik han over imod nogle af siddepladserne, hvor han placerede skjoldet og lod sværdet hænge i bæltet. Han vendte sig imod arenaen, og besluttede sig for at stå og trippe på hans fødder for at varme blot en smule op. Så seriøst var det nok heller ikke, men det dyede ikke at være fysisk aktiv uden at have varmet musklerne en smule.

//Sværd og skjold kan ligeledes ses i min profil ^^

Ashley stod selv tæt ved våbenkammeret så hun ville få øje på ham. Hun havde efterhånden fået varmet ordenligt op og så så efter ham. Det var normalt for hende at iføre sig sit træningsudstyr og kæmpe mod andre, hun havde jo boet i lejren i snart tre år nu og hun ville selv sige at hun var okay god, hun var langt fra den bedste, for der var jo guder for krig og strategi osv., og hun var blot datter af Dødens Gud, men man kunne så sige, at hvis man ville have kontakt med døde slægtninge og andet vedrørende døden, kunne man trygt komme til hende, for hun vidste jo mere om det end andre, hvilket var det der jo også gjorde, at folk ikke kom til hende, de var bange for det ukendte.

Hun så rundt igen og fik så øje på ham ovre ved siddepladserne. Et smil begyndte hurtigt at vise sig på hendes læber og hun lagde i en glidende bevægelse sværdene tilbage i deres skede på ryggen og løb så over mod ham. Skridtene var lydløse, som altid, og kort efter stod hun ved ham. "Hey Angus!" sagde hun leende og betragtede ham i sit træningsudstyr og fik så øje på hans sværd og skjold. "Du blev altså valgt?" spurgte hun smilende, selvom det egentlig var tydeligt at han var blevet det. Hendes blik nærmest skinnede af iver efter en kamp og så var hun stadig brændende nysgerrig om hvor længe hun ville kunne holde stand imod ham. Hun strøg en lille vildfaren lok tilbage i knolden, der holdte hendes hår, mens hun stadig smilede til ham.

Når Angus var udendørs, også uanset hvem han var sammen med eller under hvilke omstændigheder - så var der altid mange tanker vedrørende hans træning, oppe i hans hoved. Det ville for mange måske virke ignorant og åndssvagt, men det måske absolut vigtigste i hans liv var den fysiske træning han udsatte sig selv for hver dag. Men fordi han var lettere besat at af træne hans fysik, så behøvede han jo ikke ligefrem gå helt amok foran alle de andre halvguder der var samlet rundt omkring i arenaen. Angus stod med ryggen til siddepladserne, og hoppede lidt på hver fod, imens han rystede sine arme blot en smule. Han vidste han havde glemt noget! Hans hår var rimelig langt, og kunne af og til godt irritere hvis han sprang rundt og var aktiv. Men han havde glemt et bånd af smide om hovedet - så han måtte klare sig uden. Tankerne fik ham til at stoppe med at hoppe, men stadig ryste hans arme lidt. Han vendte sig om imod hans skjold der stod lænet imod den nederste siddeplads, men kiggede i stedet lidt længere op. Længere oppe, og lidt længere væk, sad der en flok piger på en fire stykker. De kiggede på ham med store smil og små vink, hvilket fik Angus til at rynke hans pande med et skævt smil på læben. Hvem var de?
Det var hans første dag, så han kunne ikke tænke på piger eller sådan noget, så han tog i stedet fat i hans skjold, og greb om de spænder på bagsiden. Lige idet han vendte sig om igen, fik han øje på Ashley! Hun havde noget med at være lidt listig på fødderne, noget han hellere måtte vænne sig til.

"Hej Ashley."

Hilste han nok lige så muntert som hende. Men det virkede stadig så underligt, så hans stemme var ikke helt så højlydt. Med et nik bekræftede han muntert at han netop var blevet valgt af de våben han bar. hurtigt kiggede han sig over sin ene skulder, og kiggede igen på flokken af piger, men fjernede hurtigt blikket igen. Han burde næsten føle sig speciel over at blive betragtet på den måde - men han fandt det nu mere skræmmende end dejligt. Han gik forbi Ashley, og længere ud. Det var et fast lag jord med løst sand ovenpå. Med sandalerne på kunne han nemt mærke sandkorn imellem hans tær. han var stadig lidt afslappet, som om han ikke rigtig turde tage det helt seriøst endnu. Men for så mange halvguder var dette jo det mest seriøse i deres liv. Og som søn af Ares burde han måske også tage det lidt mere seriøst?

"Såe... Er der regler? Eller bliver vi bare ved indtil en af os ligger på jorden og bløder?"

Spurgte han så, og kunne ikke lade være med at inddrage lidt af hans humor i spørgsmålet. han kunne godt lide regler, og orden - på sin vis. Det gjorde det meget sværere for ting og især ham selv at gå over stregen. Her tænkte han selvfølgelig på hans vrede. Og så var han også lidt bange for at hugge hendes arm af, eller noget.

Ashley smilede varmt og sødt til ham og bemærkede godt de fire piger og klukkede kort. "Har du allerede fået beundrere?" spurgte hun drillende og blinkede til ham. Hun kunne let genkende nogle af pigerne, typisk døtre af Afrodite, gik altid efter den største og stærkeste af fyrene, og selvfølgelig også den kønneste, så på en måde kunne Ashley godt forstå hvorfor de så på Angus, han så godt ud, virkelig godt ud, for at være ærlig.

Hun fulgte roligt og tavst efter Angus og så kort på det lille spøgelse Melanie og de blinkede indforstået til hinanden. Den kulde der normalt var der når der viste sig et spøgelse var der kun få sekunder hvorefter Melanie viste sig ovre hos de fire døtre af Afrodite, og Ashley kiggede sig over skuldrene mens Melanie lavede sin 'magi' og løftede op i pigernes hår og skræmte dem for liv og sans. Og Ashley fniste og lo over det, okay, det var noget af det gode ved at være Hades datter.
Hun var nødt til at stoppe hurtigt op og stødte næsten ind i Angus da hun havde kigget bagud. Hun vaklede fnisende og rødmende tilbage. "Undskyld," lo hun lavt og muntert og smilede derefter varmt og sødt til ham.
"Til den ene overgiver sig, det er de regler jeg selv kæmper efter," svarede hun bare og smilede drillende til ham. Hun rakte ham så sin hånd. "Må den bedste halvgud eller -gudinde vinde," sagde hun smilede, med et udfordrende glimt i hendes store, normalt uskyldige, øjne.

Måske havde han fået nogle beundrere? Men hendes spørgsmål fik ham bare til at skæve lidt med hovedet i et skeptisk udtryk. Han tvivlede på at de var ude efter hans personlighed. Nok også et smart træk, i hvert fald når man tænke på de dæmoner der gemte sig i ham... i hans personlighed. Pludselig lød der nogle skrig i arenaen, hvilket fik nogle af halvguderne til at vende deres hoveder. Angus var et af disse halvguder, og han vendte blikket op imod gruppen af piger. Han kunne ikke lade være med at smile lidt skævt over deres paniske udtryk og måden de viftede med deres hænder. Ligesom når en bi kom ind i klasselokalet tilbage på den gamle skole. Piger. De feminine af slagsen var så nemme at skræmme, hvilket også gjorde det nemt for drenge som ham at lade dem græde ud ved hans skulder. Det var sådan han normalt ville få opmærksomhed fra pigerne tilbage på skolen. De så ham dyrke sport, så ham aldrig som værende bange, og vidste han var stærk. Det virkede altid som den mest logiske løsning for dem at læne sig op af ham når deres egne ben vaklede.
Med tankerne på vaklende ben, blev han en smule overrasket over Ashley der hurtigt stoppede op foran ham, og fumlede sig væk. Men hun var anderledes end de tøser på siddepladserne der stadig var ved at komme sig, hun var ikke så nem at skræmme. Men der skulle åbenbart et skræmmende hoved af sort røg til at skræmme hende lidt? Angus kiggede på hende og smilte lidt skævt og overbærende til hende. Selv havde han ikke bevæget sig en tomme.

"Så er det hvad vi kæmper efter."

Svarede han bare rolig og blinkede til hende. De kunne nemt følge hendes regler - simpel og lige til. Langsomt kunne han selv fornemme at han begyndte at blive en smule anspændt og fokuseret på deres kommende kamp. Han kunne mærke at han vippede lidt på hælene for at fremme blodomløbet i hans ben. Han var klar.
Angus lænede sig lidt imod hende, og tog forsigtigt om hendes hånd. Nok havde de en kamp foran dem, men det ville være unfair at presse hendes knoer af led inden hun greb hendes sværd. Så han gav dem i stedet det obligatoriske blide klem inden han igen slap hendes hånd.
Angus så det udfordrende blik, og stirrede lidt på det først. Udfordrede hun ham virkelig? Et lettere skummelt smil begyndte at brede sig over hans læber, men de var stadig presset sammen, og han skar sine tænder bag læberne. Han tog et par skridt bagud, og tog fat i sværdet, for derefter hurtigt at hive det op af skeden, hvilket gav en meget fed lyd. Han kiggede hurtigt på hans sværd. Det var ca samme længe som hendes to sværd, men hans arme var længere end hendes. Han var allerede begyndt at analysere hende, som en modstander.
Angus var uden nogen tvivl stærkere end Ashley, og han var adræt og hurtig. Han havde dyrket parkour og freerunning, samt dyrket sport i mange flere år end hun havde svinget med sværd. Hun var sjovt nok lydløs på hendes tær, men i den skinnende sol var der ikke mange skygger for hende at gemme sig i. Hvis hun skulle vinde, måtte hun komme tæt på, forbi hans egent sværd, og hans rimelig store skjold - og hvis hun kom tæt på, ville han kunne bruge hans styrke, og så måtte hun vare rigtig hurtig for at undgå at få blå mærker. Han vidste selv at han var en komplet fysisk pakke. Men dette var sværdfægtning, og han havde kun været i nævekampe, som han nemt kunne vinde. Men Ashley havde erfaringen, så nemt ville det nu ikke helt være.
Hans puls begyndte at rejse sig blot en smule, men ikke af frygt eller afventning - men af spænding. Skulle han holde sig tilbage? Skulle han undgå at hamre hans skjold mod hendes krop? For med al hans styrke kunne det tunge skjold nemt forsage indre blødninger hvis han ramte en enkelt gang. Eller skulle han lade hans indre dæmoner kæmpe denne kamp for ham? Skulle han give efter for hans impulser og hamre løs indtil hun gav op?
Angus agerede hurtigt efter at have trukket sit sværd - og med et mere udfordrende blik i hans øjne, og et skummelt smil, tog han et par hurtige skridt imod hende, og slog sit sværd ud efter hende et par gange inden han så løb afsted i en retning forbi hende. han ville bare se om hun var i stand til at blokere hans slag. For hvis han lagde nok styrke i det, ville hun nok ikke være i stand til at blokere - men så måtte hun i stedet undvige helt. Angus begyndte på hvad der lignede at varme op. Med hans venstre side vendt imod hende, og derved med skjoldet vendt imod hende, begyndte han at løbe en cirkel rundt om hende. Hans sværd hang ned af siden så hun ikke altid ville kunne se det, og han fastholdte sit blik mod hende. Klar.

Ashley havde aldrig kunnet forstå del der kun gik efter det fysiske, det var jo så fandens stupidt, havde de bare tænkt sig at vise sin kæreste frem som et trofæ eller hvad? Eller ville de nyde at snave dagen lang og lave lagngymnastik natten lang eller hvad skete der lige oppe i deres hoveder? Hun kunne virkelig ikke forstå dem. Hvad med personligheden hos vedkommende?
Hun havde aldrig selv været én af de populære, hun var altid den nederst i hierkiet, så hun blev jo lidt overvældet når en af de 'populære' henvendte sig til hende. Et kort vredt glimt viste sig i hendes blå øjne. Hvis der var noget hun fortrød mest, var set ar have stolet på dem, de havde intet andet gjort end at nuppe hende, få hende til at forelske sig i dem, kneppe hende, og så kassere hende igen, eller at hun opdagede at se rigtigt ar sammen med en anden, og så var det at hun gik amok på dem, for at sige det mildt. Hun havde givet dem ar for livet, på sjæl og krop, og det var kun med hænderne.
Ashley var en naiv og godtroende pige, hun var faldet for det, flere gange endda, da hun virkelig troede på at de så noget i hende ... hvor havde hun taget grusomt fejl.
Hun anede intet om at Angus havde været den populære på sin forrige skole, hun synes ikke at kunne se det på ham, han var slet ikke som dem fra hendes skole i Tarifa, nej, Angus var anderledes end dem, og hun kunne lide ham for hans personlighed, ikke for hans udseende, selvom hans udseende slet ikke var værst ... overhoved.

Hun klukkede let. "Der er da en god ting ved at kunne snakke med spøgelser," sagde hun og blinkede til ham og så mod pigerne igen. Han havde ret i at der skulle meget til at skræmme hende, da hun havde set lidt af hvet i sit 16 årlige liv, hun så spøgelser, helt ærligt, de kunne mange arme og ben, gå rundt med hovedet under armen. Det var ret spøjst at se.
Hun trykkede blidt hans hånd igen inden hun slap den og smilede til ham. Hun kunne se på hans skumle smil at hun legede med ilden, men hun var jo også en lille pyroman.
I en glat og elegant bevægelse rakte hun bag ud og tog fat om begge hendes sværd og trak dem op ad skeden. Hun vidste, at han havde bedre odds end hende. Han havde sin styrke, skjold, ædrethed og hurtighed, hendes fordele var, at hun var lille, vejede mindre og var derfor hurtigere til at undvige, men hun var stadig sikker på at han ville vinde, på trods af hendes erfaringer.

Hun vidste godt at han kunne slå hende til blods bare med det skjold, hvis han ville, hun stolede dog bare på ham, at han ikke ville gøre det, men kæmpe fair mod hende.

Da han lavede sine udslag mod hende, blokerede hun nemt begge slag og stillede sig klar og opmærksom på hans næste. Hun fulgte ham med blikket rundt, men ikke med kroppen, men den pludselige kulde ville gøre alle i tre meters afstand sikker på, at der var et spøgelse. Præcis, Melanie løb rundt med Angus så hun kunne fortælle når han ville slå ud igen, imens stod hun bare der, årvågen og parat.


//Er lidt langsom på grund af iPhone ^^

Til Angus så Ashley nu meget selvsikker ud. Hun vendte sig ikke imod ham, kun hendes blik var rettet imod ham. Hun var jo en pige der var vandt til at se hvad ingen andre kunne se. Måske lagde hun også mærke til mere end andre halvguder? Angus løb måske 2 omgange rundt om hende, hvor han ind imellem tog et skridt nærmere, i et forsøg på at tirre hende, provokere hende til at slå ud efter ham. Der var en fordel ved at være så stærk som han var, altså ud over selve styrken. Hans muskler var MEGET svære at trætte, så i teorien ville han kunne løbe rundt om hende hele dagen lang - eller i hvert fald indtil han blev lidt svimmel. Men efter de to omgange, kunne Angus mærke en lettere velkendt kulde ved hans side. Havde hun tænkt sig at løfte hans hår igen? Ashley havde åbenbart medskyldige.
Angus stoppede hurtigt op og kiggede ned på jorden, og derefter på Ashley. han ville ikke kunne vinde over hende på kløgt, omhu eller metode. Hun havde jo egentlig fire øjne der holdte øje med ham, måske endda flere - og hendes erfaring kunne også komme til hjælp. Så hvis han skulle vinde over hende, måtte han være direkte, hård, og bringe hende tæt på.

"Glem ikke at det var din idé."

Lød det fra Angus med hovedet lidt sænket, men et lettere skummelt blik i hans øjne. Han var ikke vred, arrig eller ukontrolleret. Men hun havde vækket hans konkurrence-instinkt, og han var mere en klar på at vinde over hende i lidt fægtning. Angus hævede sit sværd en smule så det blev synligt igen, og det samme med skjoldet - så det dækkede fra hans overarm til hans lår. Han fik en pludselig lyst til at hamre hende til blods, og kunne næsten forestille sig blikket af hende der lå på gulvet, med blød i mundvigen - måske et par tabte tænder. han var begyndt at blive mere og mere sikker på hans kommende sejr - men hun kunne ikke komme til stade.
I stedet gjorde Angus hvad han forestillede sig det hele gik ud på. Han gik imod hende med hastige skridt. han krummede ryggen lidt, og holdte altid et ben bag sig så han kunne skifte retning. Og det gik jo heller ikke at deres højdeforskel fik alt for meget at sige. Først stødte han ud med skjoldet imod et af hendes sværd, og fulgte efter med hans eget sværd i en oval bue imod hendes ben. Et nemt slag at blokere - men hvis hun gerne ville fægte, så ville han give hende ønsket. Næsten helt motorisk fortsatte han i denne rille. Han fortsatte med at starte ethvert angreb med at blokere hendes ene sværd med hans skjold, således at hans højre hånd som bar sværdet - kun ville have et af hendes sværd at tænke over. For hver gang han gjorde det, blev det gjort hurtigere, hårdere, og næsten vildere. Han var ude på at skræmme hende, ikke skade hende. Og han ramte altid kun sværdet i hendes hånd med skjoldet, ikke selve hånden.

Ashleys eneste reaktion på hans forsøg på at provokere hende ved at træde nærmere, var at hun løftede sine sværd en anelse. Et skævt smil formede hendes læber og hun stod stadig klar. Han havde ret i at hun havde andre øjne end sine egne mod ham, hun vidste at hun aldrig ville kunne vinde over ham på grund af hans styrke, så hun brugte sin evne, hun brugte spøgelserne. Hun klukkede blidt over ham. "Det har jeg skam heller ikke," sagde hun og smilede sødt til ham. Hun havde vendt sig mod ham da han stoppede med at løbe omkring hende, og stod klar igen, hun nægtede at tabe uden kamp.
Hun stillede sig mere fast på jorden og tog imod hans angreb ved at blokere skjoldet med højre og derefter hans sværd der kom svingende mod sit ben med venstre. Hun prøvede at gå om bag ham mod højre side, hun vidste at han ville følge hende, men hun ville prøve en lille finte af på ham, hun måtte komme af med det skjold han havde for at hun kunne få en okay chance for at få et slag ind. Hun kunne let mærke hvordan hans slag udviklede sig og fortsatte med at blokere dem alle mens hun ledte efter et svagt punkt i hans forsvar. Hun var ikke bange for at komme til skade, og hun vidste godt hvor slemt han kunne skade hende og hun havde hørt ham fortælle om sine indre dæmoner, så hun vidste hvor slemt det kunne ende med at blive. Men hun stolede på ham.
Efter kort tid prøvede hun at få et slag ind, hun svingede sværdet i sin højre hånd mod hans ben, men stadig sådan at hun kunne blokere med det andet sværd. Hun ventede på at han blokerede inden hun endnu et udfald, nu bare med det venstre sværd hvor hun gik efter hans sværdarm. Hendes bevægelser var hurtige og sikre, samt en smule elegante, nu ventede hun bare på hans træk.

//Undskyld tiden ^^' Sad og spillede et brætspil med min søster og mormor ^^'

Angus var klar på når hun forsøgte at skifte side, og vendte sig derefter hurtigt imod hende igen. hans fodarbejde var godt, og han begravede stort set altid den ene fod i sand, således han kunne støtte af den for at skifte retning med den anden. Men efter hans serie af angreb slog Ashley ud efter hans ben, netop det ben han støttede af fra. Derfor var han nødt til at skifte tyngdepunkt, og trække foden lidt tilbage. Han trak foden langt nok tilbage til at han kunne hamre skjoldet ned i jorden, så den dækkede fra hans underliv og ned. Da han gjorde det stod han med det ene ben bøjet, og derfor krummet og lav. Men i forhold til hende var det nok ikke så lavt, da han derfor var på højde med hende. Da han så hendes sværd komme imod hans arm, vidste han ikke helt hvordan han skulle gøre. Sværdet og skjoldet føltes måske overraskende normalt i hans hænder, men hvordan han skulle håndtere dem til perfektion vidste han dog ikke. Men han så en måde hvorpå han kunne blokere hendes slag uden at bruge hans sværd. i stedet rakte han sin arm ud, og stødte den ind i hendes slag, således at hendes klinge ramte den arm-skinne der beskyttede hans underarm. Derefter rullede han rundt i en kolbøtte, direkte imod hende, i håb om at rulle over hendes hånd så hun derved tabte hendes ene sværd. Da han rejste sig op igen, var han meget tæt på hende, og tillod sig at skubbe til hende med skjoldet. Ikke hårdt, men hårdt nok til at få hende væk igen. han trådte selv et skridt tilbage og kiggede en enkelt gang på hans hånd. Selvom hendes klinge havde ramt hans skinne, havde den også snittet armen, omkring albuen. Det havde efterladt et lille snitsår, ubetydeligt. Angus smilte skævt og gik med det samme imod hende igen.
Denne gang begyndte han at svinge hans sværdarm igen og igen. Således begyndte han at hamre hans sværd oppefra og ned imod hendes blokader. Han gjorde det hårdere og hårdere, for at finde den rette mængde styrke der skulle til for at trænge igennem hendes forsvar. De krævede ikke meget opmærksomhed at hamre sværdet imod hende, så det meste var rettet imod skjoldet, og hans eget forsvar.

Hans kolbøtte overraskede hende og forvirrede hende kort, så hun tabte sit ene sværd, sit højre sværd og hun tumlede let baglæns da han skubbede til hende med skjoldet, men da hun så det lille snitsår hun havde formået at lave, kunne hun ikke lade være med at slå en lille overrasket latter op, hun var kommet gennem hans forsvar! Så langt så godt. Hun stillede sig hurtigt klar igen og kastede sit enlige sværd over i hendes højre hånd, så hun lettere kunne forsvare sig.
Hun trak sig langsomt tilbage mens han lod slagene regne ned over hende, hun blokerede hver og én, men hun kunne mærke at det blev sværere og sværere. Langsomt fik hun vendt dem så hendes manglende sværd lå nogle meter til højre for dem. Hun smilede skævt og hun kastede sig til siden lige efter at hun havde blokeret et slag fra ham. Hun rullede kort over jorden i en kolbøtte, fik fat i sværdet og stoppede op med en lille sandsky og front mod han. Hun sendte ham et grin mens hun hurtigt kom op at stå igen. Hun var landet lidt forkert og hendes ene skulder gjorde ondt, og hun ville sikkert få et blåt mærke eller noget, men hun ignorerede kort sagt smerten og sendte Angus et grin, mens hun langsomt nærmede sig igen. Hun havde brug for begge sine sværd, da hun bedst kunne forsvare sig sådan mod hans hårde slag, de var hendes 'skjold' og hendes våben.

Langsomt fornemmede Angus at hun gerne ville tilbage til hendes sværd. Det var ikke vanskeligt at regne ud, siden de altid syntes at vende mere og mere imod den som den lå på jorden. Det gjorde dog ikke noget, hvilken unfair modstander ville han ikke også være hvis ikke hun fik lov til det? Men han blev ved med at slå efter hende, men stadig uden succes, for hun nåede at komme væk inden hans slag blev alt for hårde. han blev dog stående og kiggede efter hende idet han begyndte at gå lidt frem og tilbage med siden til hende, og selvfølgelig hans blik imod hende. Det hjalp ikke ligefrem med at holde ham rolig og fattet, men gjorde hendes grin heller ikke. Han stirrede skarpt på hende med rynkede øjenbryn, og skar sine tænder så det var den eneste lyd han næsten kunne høre. Hvorfor var det ikke sjovt? Normalt ville han have gengældt grinet, og smilet venligt til hende - men ikke denne gang.
Det var så svært, så svart ikke bare at storme imod hende og hamre hende til plukfisk med skjoldet. Bare omfavne hende, være ligeglad med de små snit hun kunne give ham, og bare knuse livet ud af hende. Det krævede al den selvkontrol han kunne frembringe for ikke at tyde til en sådan løsning. I stedet måtte han fægte og næsten danse med hende. Men en kamp var ikke en dans. Hans mund var lukket, og i stedet begyndte han at tage dybe og intense åndedræt ind og ud igennem næsen. Som om han var en tyr, klar til at angribe hende og spire hende i jorden hvert et sekund.
Ashley nærmede sig, og så var det jo bare med at genoptage dansen. Han trådte med det samme imod hende, og tøvede ikke med at slå ud efter hende igen. Denne gang skiftede hans slag altid retning, i stedet for hvad han tidligere havde gjort. Når han havde slået oppefra, og beskyttet hans ben med skjoldet - ville han hæve skjoldet højt op, og gå ned i knæ for at svinge sværdet efter hendes ben. han sørgede altid for at træde til siden, tilbage eller frem - således han altid havde nyt fodfæste, og altid lagde vægten på en ny fod.

Da Angus ikke gengældte hendes grin aftog det hurtigt, hun kunne ikke læse tanker, og et øjeblik var hun glad for det, for der foregik noget bag hans blik hun sikkert ikke ville vide. Hun blev en anelse bekymret og kom til at sænke paraderne lidt. "Er du okay, Angus?" spurgte hun, stadig med sine parader lidt nede, men hun tænkte ikke på det, kun på at der var noget galt. Hun var stoppet op, så da han pludselig trådte tættere på hende og slog ud efter hende, nåede hun kun lige at vågne op og blokere, men hun kunne stadig tydelig mærke en let smerte der fulgte sværdets blad. Hun bed tænderne sammen, det var hendes eneste reaktion, og så at hun tog hårdere fat om hendes sværd og blokere hans sværd ordenligt igen. Når han gik til højre, fulgte hun ham, så han ingen fordele fik på den måde, og en gang imellem valgte hun at blokere med det ene sværd mens hun svingede sit andet sværd mod hans sværdarm.
Hun behøvede ikke at se ned for at vide hvordan såret så ud, hun kunne mærke det lige så tydligt, såret gik skævt op over hendes skinneben, og var ca. de ti centimeter lang. Det var dybt nok til at det blødte, men ikke til at det ville give et ar.
Hun havde lige fra starten af vidst at han ville vinde, hun vidste at spørgsmålet kun havde drejet sig om, hvor længe hun kunne holde ham tilbage.
Og nu fortsatte hun deres sværddans, og blokerede og gjorde sine udslag mens hun stadig bekymrede sig overfor ham, hun kunne ikke lade være, hun holdte allerede så meget af ham, og hun ville gøre alt for at han havde det godt og var glad, hun ville beskytte ham, hun vidste godt hvor obsurt den tanke var, da han var både større og stærkere end hende selv, men hun kunne ikke gøre for det, når man først 'kom ind i varmen' hos Ashley, ville man altid kunne regne med hende, hun ville altid være der, altid støtte op omkring dem, for sådan var hun jo, det var bare aldrig så smart i en kamp da de, jah, kæmpede og det galt om at få den anden til at give op, og skade dem ... det havde hun sjovt nok aldrig været bange for.
Hun kunne fornemme hvordan Angus langsomt trang ind i hendes forsvar, og hun vidste at kampen snart var slut, at han snart havde vundet, hun havde aldrig været en god kæmper, hun havde altid bedst kunne lide små knive, og så sine kortsværd, men hun havde aldrig været utrolig god til sværdkamp, det var jo ikke der hendes evner lå, så selvom hun elskede en god kamp en gang imellem, så foretrak hun at bare sidde ude i skoven og nyde stilheden, eller gå en tur derude.

Angus måtte hellere forsøge at afslutte denne kamp så hurtigt som muligt. Han var ved at blive vred, og han vidste det godt selv. For ham var det ligesom at være fuld, men stadig tænke rationelt. Hans holdning til hans egen vrede gjorde at han så forbi hans egen vrede og så hvad den gjorde ved ham og ved andre. Men måden hvorpå hun havde spurgt ind til ham, og måden hun havde sænket hendes parader havde ikke påvirket ham synderligt. Han kunne ikke beslutte sig om det var en rar følelse at kæmpe på denne aggressive måde, eller om det var noget han hurtigt ville fortryde. I øjeblikket nød han det, og havde svært ved at få sig selv til at slappe lidt af. Men bagefter, når han var faldet til jorden igen, ville han helt sikkert fortryde det.
Angus havde såret hende, ramt hende med sit sværd. Det kunne han godt mærke, og det var godt. Så stod de vel lige? Hvem prøvede han på at nare? Han elskede følelsen af at have såret hende, men hadede tanken af at have såret en så sød pige som hende. Men i kamp var der ikke tid til medlidenhed eller undskyldninger - det kunne han arbejde i bagefter kampen. Men uanset hvad, så havde han tænkt sig at afslutte denne kamp så hurtigt som muligt. Hun ramte igen hans sværdarm, og hvis det ikke var pga den skinne han havde siddende, havde hun givet ham adskillige små snit der.
Angus begyndte at udnytte at det hovedsageligt var ham der angreb - Derfor begyndte han at gå hurtigere og mere intenst frem imod hende. Dette ville tvinge Ashley til at tage hurtige og små skridt bagud. Han gik så hurtigt at de nogle gange var helt tæt på hinanden, kun med hans skjold imellem dem. Derfor brugte han ofte sit skjold til at skubbe en smule til hende. Ikke hårdt eller skadeligt, men insisterende således at hun ikke ville have en stor chance for at modstå det. Det eneste han ikke gjorde med hans sværd, var at stikke det imod hende. Han slog altid fra siden og ind, oppefra og ned, eller nedefra og op. Han gjorde det hurtigere og hurtigere, hårdere end han havde gjort før. Han nåede til et punkt hvor han bare gerne ville have hende til at falde bagover i stedet for at skære i hende. Derfor tog han et par hurtigere skridt imod hende, og placerede hans skjold mod hendes krop. Han var højere end hende, så han havde et godt overblik over hvordan hun ville svinge med hendes sværd. men han slog hende ikke med hans eget. I stedet blokerede han hendes slag så godt som han kunne - og næsten løb langsomt fremad i forventningen om at hun ville miste balancen på et tidspunkt. Bare det ikke gjorde alt for ondt. Hans ansigtsudtryk var blevet lidt mere afslappet, dog ikke helt. Og han så stadig med bestemt ud, med aggressiviteten i form af en lidt rynket næse.

Ashley havde intet imod at han havde givet hende et snitsår, det var væk igen på en uge eller to, det var jo bare et sår, det var overfladisk, det betød intet, og det var langt fra dødeligt, det var ikke engang tæt på nogen af de store blodårer.
Hun trak sig længere og længere bagud mens hun prøvede at finde et åbent eller svagt sted i hans forsvar, men skjoldet blokerede alt, og hun blev trangt længere og længere bagud og hun blev ved med at blive skubbet længere bagud og hun vaklede flere gange indtil hun snublede over en sten og vred om på foden og landede ned på halebenet. Hun tabte sværdene og stønnede kort i smerte. Hendes øjne var kort lukkede inden hun så op på ham. "Du vinder," sagde hun med et lille grin, men hun blev liggende da hun stadig kunne mærke en skarp smerte i halebenet. "Arg, jeg hader at være så tynd," sagde hun med en lille grimasse. Hun prøvede at komme op at sidde, men da hun endelig var kommet op at støtte med hænderne, skar smerten bare op ad hendes rygrad. Hun begyndte at bande på spansk, og kun smilede svagt da hun tænkte på noget hendes moster havde sagt. Pæne piger bander ikke, og så havde de begge to leet over det. Hun hadede når hun faldt ned på halebenet, for når hun var så tynd, som hun nu engang var, ramte det bare lige mod knoglen, kun med et tyndt lag hud som beskyttelse. Hun så ikke på Angus, ikke fordi hun beskyldte ham for det, eller noget lignende, men fordi hun prøvede at blinke nogle smertes tårer væk. Hun var stædig, og hun nægtede at græde over sådan en lille fald, selvom det gjorde pisse ondt.

Hurtigt kunne Angus godt fornemme at det gik til hans fordel, og han kunne ikke lade være med at være rimelig tilfreds med resultatet. Hun faldt, og han stoppede op foran hende. Han så at begge hendes våben var ude af hendes hænder, så han droppede at pege sit sværd imod hende, især også fordi hun lige overgav sig. I et kort øjeblik stod han og kiggede ned på hende med et tilfreds smil over hans læber, det var endnu ikke faldet ham ind at faldet havde gjort ondt. Først var det en lækker følelse at have vundet kampen, vel en del af hans indre ego måske. Han lo også kort over hendes kommentar vedrørende hendes størrelse. Men lidt efter lidt lagde han mærke til hendes smerte, og rynkede øjenbrynene. Fuck tænkte han hurtigt for sig selv, og stak sværdet i skeden for derefter at gå om på siden af hende. Der var et reb bundet til hans skjold, og hurtigt fik han løsrevet den fra hans arm, og fik skjoldet smidt om på hans ryg. Imens skjoldet hang på ryggen, og sværdet var i skeden, satte hans sig hurtigt ned på hug ved siden af hende, og kiggede undersøgende på hendes krop for at finde ud af hvor det gjorde ondt.

"Er du okay?"

Spurgte han hurtigt med rynkede øjenbryn, og lidt af et overrasket udtryk i hans ansigt. Han havde ikke tænkt sig at skade hende, men det var måske alligevel hvad han havde gjort? Det var pludselig ikke længere en fed følelse at have vundet. For i disse øjeblikke var han mere urolig for hende. Han sad lidt på hug med et par forvirrede hænder, der ikke vidste om han skulle røre hende, hjælpe hende op og sidde - eller bare tage fat i hende, og bære hende direkte hen til hospitalsfløjen. I stedet kiggede han på hende med et venligt blik, og forsøgte at få lidt øjenkontakt.

"Kan du gå?"

Spurgte han så og kiggede så imod hendes ben og hendes fødder. Det så nemlig ud til at det gjorde lidt ondt dernede, med det var nok ikke på grund af det lille snitsår han havde givet hende. Omkring dem var der ikke ret mange der havde lagt mærke til dem, der var jo så meget andet at holde øje med. Med nogle få hoveder var vendt imod dem.

Ashley smilede bare en anelse over ham, da hun tydeligt kunne se hvor meget han nød sejren, og hun forstod ham godt, det var altid en dejlig følelse man fik af at overvinde en modstander. Hun så på ham da han satte sig ned på hug ved siden af hende, og hun smilede til ham, men hun vidste, at smerten stadig ville kunne ses i hendes blik. "Jeg faldt bare på halebenet og vred om på den ene fod, jeg er okay," sagde hun bare og smilede over ham. Hun kæmpede sig op at sidde med en lille grimasse og strakte sig. "Jeg har prøvet det værre." Hun prøvede at lyde munter, men det var tydeligt mislykket. Hun så at han ikke kunne finde ud af hvad han skulle stille op, så hun tog hans hænder og gav dem begge et blidt klem og smilede varmt til ham. "Hvis du hjælper mig op at stå, så kan jeg, jah," sagde hun med et lille smil. Hun mødte blidt hans blik og smilede stadig til ham, han skulle ikke være urolig for hende, hun skulle bare op at stå og komme igang igen, og så også skifte til noget andet tøj. Hun kunne ikke lade være med at smile over at han bekymrede sig om hende, det varmede om hendes hjerte, hun havde kun haft få der bekymrede sig sådan om hende. Hun ventede tålmodigt på at han hjalp hende op, det ville være mindst smertefuldt for hende, da hun ellers langsomt skulle kæmpe sig op at stå igen, og det gjorde ondt, det var smertefuld, de var en af hendes ulemper, men hvad fanden skulle hun gøre? Det var jo kun at komme op og igang, og vente på at smerten gik over, men der var vist ingen træning de næste dage så.
"Du behøver ikke at bekymre dig, det var ikke din skyld, jeg faldt over en sten," sagde hun og smilede til ham inden hun gav hans hænder endnu et klem.

//Det er utrolig hvor god du er til at ramme alle de tidspunkter hvor jeg ikke kan svare xD

Måske var hans bekymring lidt malplaceret. Men Angus havde aldrig haft nogen intentioner om at slås med, og ikke mindst skade dem han godt kunne lide. Og Ashley var i løbet af en enkelt dag, blevet til en god veninde. Angus havde dog hans dæmoner, og havde før i tiden skadet folk han holdte af - hvilket blot havde gjort ham mere forhadt, eller mere elsket af de som syntes den slags var fedt. Underligt hvorledes High School livet kunne rode rundt i hovedet.
Angus vidste selvfølgelig godt at hun ikke ligefrem ville dø af at falde bagover, og alt i alt så hun ud til at klare den. Men i øjeblikket hede havde han måske overvurderet hendes skader. Han havde bare et ømt punkt for sådanne tilfælde, og ikke mindst personer han holdte af. Men han blev mere og mere afslappet ved lyden af hendes svar og hendes forsøg på at lyde 'okay'. Med et nik smilte han venligt da hun tog hans hænder og bag ham om at hjælpe hende op. Det var ikke noget problem at hjælpe hende op, men han måtte passe på at hun ikke bare faldt ned igen. Så med hans hænder om hendes, rejste han sig roligt op, og løftede hende med sig. Da han havde hjulpet hende op, blev han ved med at holde i hendes hænder, for at sikre sig hun kunne stå, og var klar til at hjælpe hende.

"Det ser ud som om at jeg hellere må finde nogle andre at kæmpe imod i et lille stykke tid."

Sagde han muntert og blinkede til hende. Han kiggede ned af hende for at undersøge lidt nærmere. Hun snakkede om hendes fod og hendes haleben, men der kunne jo nemt være andet galt. Siden han havde trænet så intensivt som han havde igennem det meste af hans liv, vidste han en del om kroppen og hvordan man passede og plejede den. Og siden han havde gået til en så offensiv kontaktsport som Football, så var han selv blevet skadet fra tid til anden. Angus så sig lidt omkring, og da de piger Melanie tidligere havde skræmt, sad og fniste lidt hoverende, sendte Angus dem et skarpt blik der gik rent ind. De så hurtigt hans blik og holdte op, kun for at sende ham nogle nye smil og vink. Han rystede lidt på hovedet med et skævt smil og vendte igen opmærksomheden imod Ashley.

"Skal du en tur hen til de søde læger? Hvis du opfører dig ordenligt, så får du måske en slikkepind."

Spurgte han først, men med en stigende drilsk attitude, og til sidst med en helt barnlig stemme. Den barnlige stemme var understøttet af et begejstret ansigstudtryk med tungen ud af mundvigen. Han kunne ikke lade være med at drille lidt. Men slet ikke hoverende eller på anden måde for at hælde salt i såret. hans eget lille sår på armen stang en smule, og han kiggede hurtigt på den. Han var måske enormt stærk, men han kunne slet ikke holde til den samme afstraffelse som han kunne give andre. Hvis han gav sig selv en perfekt knytnæve, ville han selv gå ud som et lys. Så det handlede vel bare om at give ham lidt af hans egen medicin?

Ashley holdte vejret da han hjalp hende op at stå og skar en lille grimasse over smerten og hun var kort lidt usikker på benene inden hun fandt balancen helt. Hun lagde prøvede mere vægt på den forvredne ankel og konstaterede glad at den ikke var forstuvet eller noget, hun kunne gå det væk. Huk åbnede langsomt sine øjne og så op på ham mens hun søgte øjenkontakt med ham. Hun smilede varmt. "Tak, Angus," sagde hun blidt og man kunne tydeligt høre hvor glad hun var for at have mødt ham. Hun kunne ikke lade være med at le over ham. "Det ville nok være en god idé," klukkede hun blidt og klemte hans hænder blidt, men hun slap dem ikke.
Hun fulgte hans blik og fik øje på Afrodites døtre. Der slap hun den ene af hans hænder. For at give dem fingeren. Hun var ikke altid en sød lille pige, som det kunne virke som om. Hun klukkede lidt og så op på Angus igen og smilede varmt.
Hun var selv kommet til skade mange gange, hendes skader var bare ikke på grund af sport, men på grund af andre på hendes alder. Så hun vidste godt lige om hvordan man tog sig af kroppen, men hun var ingen ekspert, langt fra.

Hun lo over ham, kunne ikke lade være. Hun rødmede og tjattede ud efter hans skulder med sin frie hånd. "Vi kunne også bare gå ned til min hytte?" spurgte hun drillende og smilede varmt og sødt til ham. "Jeg behøver ikke en læge, og der er alt for mange døde der." Hun smilede til ham og kunne sagtens stå normalt og så ikke ud til at have smerter, men hun vidste at de ville komme, måske et par blå mærker, og halebenet ville begynde så snart hun bevægede sig. "Hvis du altså tør?" spurgte hun drillende og lænede sig en smule mod ham mens hun blinkede drillende til ham.

Jamen dog, der var så meget han endnu kunne opdage vedrørende Ashley. Hun var åbenbart mere spydig end han først havde troet. Det var dog en glædelig overraskelse, at vide at hun kunne give fra sig, i stedet for at tage imod alle de skæve blikke hun åbenbart fik fra tid til anden. Derfor kunne Angus ikke lade være med at le lavmeldt da hun rakte dem fingeren. Han kiggede på hende, egentlig glædeligt overrasket med øjenbrynene hævet, og kunne ikke lade være med at blive lidt inspireret af det. Derfor, med hans frie hånd, rakte han dem også fingeren. Han var ligeglad med beundrere, uanset om de var smukke eller lækre. Og i sidste ende kom det jo an på at holde fast i de som kunne lide det hele af ham, og droppe dem der kun kunne lide hans udseende.
Han sænkede hånden igen, og inden han så kiggede på Ashley igen, så han lidt af pigernes reaktioner. De gengældte ikke en gang, men så en smule skuffede ud, næsten sårede. Hurtigt derefter rejste de sig fra deres sæder, og arm i arm begyndte de at forlade arenaen. Med et tilfreds smil på læben lod Angus hans blik falde på Ashley. Hun så ud til at stå fint, men han slap endnu ikke hendes hånd.
Angus smilte og trak skuldren til sig idet hun tjattede imod den. Men hun ramte nu alligevel og han kunne ikke lade være med at grine lidt med hende. Hendes hytte? Det var slet ikke gået op for ham at hun jo også havde et værelse i en hytte. Og tilmed en hytte med et kranie hængene over døren og grønne flammer dagen og natten lang. Det lød fristende. Angus kiggede imod himlen med et tænksomt blik, som om at det var et tilbud han bare ikke kunne sige nej til, men alligevel skulle tænke lidt over - for sjov, selvfølgelig. Men han nåede ikke at svare inden hun talte igen. Denne gang drillede hun ham lidt med en lettere udfordring, en udfordring han ikke kunne sige nej til. Derfor smilte han skævt og lænede sig ligeledes en smule imod hende og hævede et øjenbryn.

"Du tror ikke jeg tør? Hvad er der da i Hades Hytten? Flere døde menneske? Måske har de også lyst til at lege med mit hår? Desuden... Så bliver jeg nødt til at tjekke den hytte ud. Der er jo fed grøn belysning, og indretningen er sikkert bedre end min egen hytte."

Svarede han så muntert, og gengældte hendes drilske attitude. Selvfølgelig turde han komme med. Overraskende nok var han ikke bange for de døde, eller Hades Hytten. Og så kunne det nu også være meget spændende at se hvordan hun boede. Desuden skulle han jo også følge hende hjem, da han stadig tvivlede lidt på at hun ville kunne hoppe derhen uden at beskadige hendes fod yderligere. Han slap så hendes hånd efter at give den et blidt klem. Derefter tog han et skridt tilbage og pegede på hende med begge pegefingre.

"Et øjeblik."

Sagde han og gik hurtigt forbi hende. Hun havde jo tabt hendes to sværd, og han kunne ikke have at de gik tilbage til hendes hytte uden at hun havde dem med. hurtigt fik han samlet dem begge op, og gik tilbage til hende. han smilte skævt, og gik rundt om hende, om bag hendes ryg. Hurtigt stak han de to sværd i beholderne på hendes ryg, og gik hen på siden af hende. han vendte hovedet imod hende, lidt skævende og smilte charmerende idet han rakte hans ene arm ud.

"Shall we?"

Spurgte han så, og ventede egentlig bare på at hun tog hendes første skridt. Han skulle jo sikre sig at hun kunne gå normalt - og hvis hun havde problemer, kunne han jo hjælpe hende. han var måske lidt af en rugehøne overfor hende. Men det virkede som det rigtige at gøre, at hjælpe hende.

//Okay, nu ærger jeg mig virkelig over at jeg ikke har læst bøgerne endnu xD Jeg aner ikke hvordan det hele ser ud ^^'//

Ashley blinkede til ham da han lo over hende, hun kunne egentlig bare ikke fordrage Afrodites døtre eller sønner for den sags skyld. De var bare så overfladiske, og så var der ved mange af dem man ikke anede om det var rigtigt det man følte eller ej. Hun lo over at han selv gav dem fingeren og så pigernes ansigtsudtryk. Hvis havde haft snakket om det, ville hun have været fuldstændig enig med Angus angående om man skulle holde fast eller ej. Det var personligheden der talte, og hvordan de behandlede én, udseendet var bare en bonus. Hun skævede kort til Angus. Eller en kæmpebonus hvis man kom sammen med én der havde sådan et godt udseende som ham.
Hun var nu engang glad for at han stadig holdte hendes hånd, selvom hun godt kunne stå normalt, hvis hun havde ret, så ville foden kun gøre ondt lidt mens hun gik, hun skulle bare gå det væk. Men det varmede stadig om hendes hjerte at hun kunne se at han var bekymret for hende, det var ikke normalt for hende. Af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at slippe hans hånd, og hun rødmede over tanken.
Hun lo blidt over ham da han prøvede at undgå hende og smilede varmt og sødt til ham.
Hun smilede over ham da han lænede sig mod hende og hun klukkede blidt over hans ord. "Jeg ved du tør, jeg elsker bare at drille dig," sagde hun bare med et smil på læben. "Og jah, der er flere døde mennesker i hytten, men det er ikke dem du skal være bange for vedrørende dit hår." Et drillende smil spillede om hendes læber mens hun rakte sin frie hånd op og tog blidt fat i en af hans lokker, som hun begyndte at snog om fingeren. Hun smilede drillende til ham og stod forholdsvis tæt på ham. Efter at have snoet hans lok om fingeren et par gange slap hun den, men hun rykkede sig ikke.

Hun så bare en smule undrende på ham mens han gik om bag hende og tog hendes sværd. Hun stod bare helt stille da han satte hendes tog kortsværde på plads og hun smilede varmt til han da han stillede sig ved siden af hende. "Tak," sagde hun varmt og smilende. Da han smilede charmerende til hende, lyste hun op i et smil, hun tænke ikke over det, hun var godt og grundig modtagelig overfor andres charme, det var et lille svagt punkt for hende. Hendes kinder mørkere da rødmen skød op i hende kinder. Hun tøvede kort inden hun tog hans arm, hun kunne tydeligt mærke deres temperatur forskel da hun havde lagt sin hånd mod hans arm. "I would love to," sagde hun og hendes spanske accent kunne tydeligt høres. Hun klukkede blidt over del inden hun begyndte at føre dem mod hytterne, og mest af alt mod Hades Hytte.

//Kan du ikke hjælpe mig lidt med hvordan der ser ud derinde og sådan? ^^' Så er du en skat :p