Før Halvblodslejren - Angus' Forhistorie.

Act 1.
Home, Sweet Home...

Angus blev født den 17. Juli, i Des Moines, Iowa. Ærlig talt kan han jo selvfølgelig ikke huske dette, eller noget som helst fra de tidlige år af hans liv - men han har fået en del fortalt og forklaret. Hans mor var Cheerleader hos Urbandale High School i Des Moines, og kun 17 år da hun mødte den mægtige Ares. Hun blev straks forelsket, og Ares fortalte hende at de ville leve et langt liv sammen, og hun aldrig ville mangle noget som helst. Derfor, da hans mor var blevet gravid, droppede hun ud af High School for at starte et liv med Ares. Hun vidste intet om hvem Ares VIRKELIG var, heller ikke da Angus blev født. I de første 4 år af Angus' liv, boede de alle tre sammen i et præsentabelt kvarter, i West Des Moines. Men det endte jo selvfølgelig med at Ares måtte fortælle hende alt, og derefter forsvinde ud i ingenting.
Kort efter at Ares forsvandt, fandt hans mor sammen med en anden mand, ved navn Carl. De to flyttede til det nordlige Des Moines - i et billigt og lettere dårligt kvarter. Det var ikke ligefrem gode forhold at vokse op i. Det tidligste Angus kan huske, er en familie der syntes at være perfekt, trods de trange forhold. Moderen og Carl var gode sammen, og de var begge gode ved Angus. Men Angus skulle jo vokse op før eller siden, og det var ikke en let process, måske endda sværere for ham end for andre 'normale' drenge. Det var et hårdt kvarter, med kriminalitet og bander af lovløse unge mennesker. Så Angus måtte lære at klare sig under sådanne forhold da han var gammel nok til at gå ude på gaden alene. Men det sværeste var hjemmefronten - hvor Carl langsomt var blevet til en drukkenbolt, og havde forurenet hans mor med den samme trang til at drukne sig i alkohol.

Traumer har der været en lille håndfuld af, og Angus har skullet overkomme meget i hans barndom. Det første han skulle undgå, var at blive venner med de forkerte mennesker. Men det skete desværre alligevel. Angus syntes meget hurtigt at udvikle sig til en lille bølle, som voksne selvfølgelig så som en lille 'ballademager'. Men balladen ville snart udvikle sig til noget langt værre. I en alder af 13, før han var kommet i High School - var Angus forvildet sig ind i en mindre mængde af ældre drenge, der ikke syntes at ønske andet end at gøre andres liv til et helved. Først var de kommet efter Angus, som havde syntes et let offer, grundet hans ensomhed og hang til at passe sig selv. Men Angus' styrke var allerede den gang, nærmest enorm. Han kunne løfte bagenden af en mindre bil med den ene hånd, og rette buler i kofangeren med den anden. Dette var selvfølgelig ikke noget de andre havde taget hensyn til. Så de begyndte at chikanere Angus. Jagte ham hjem fra skole, og kalde ham navne. Dette var blot lettere uskyldige skarnsstreger, som Angus med lethed kunne ignorere. Men da mængden så begyndte at bruge vold, tændte det en ild i Angus, der har brændt lige siden. Før dette øjeblik, havde han været den stilel dreng, der knap nok talte, og altid passede sig selv - et lydigt og standhaftigt offer for husspektakler, der stod vidnesbyrd til groteske ting i sit eget hjem.
Det var en sen eftermiddag, da de ældre drenge atter en gang kom efter ham. Angus var gået en tur, en lang tur, ud til en skov beliggende ved siden af Des Moines-floden. Her ville han studere mindre dyr og tyde spor. Han var faktisk god til dette, allerede i en så ung alder. Der var noget ved den vilde natur der tiltalte ham - som om naturen råbte på et sprog som han opfangede som fjerne lyde. Her ville han kunne være sig selv, og ikke mindst være i fred... indtil de ældre drenge kom forbi, selvfølgelig. Først ville de i flok starte med at chikanere ham, true ham med tomme ord, og løbe efter ham. Angus lød ned til floden, og fandt sig selv fanget. For at gøre en lang historie kort... så fortrød de hurtigt at have hejst så meget som et øjenbryn imod ham. Han bankede dem til blods, men inden de endelig flygtede stedet, blev Angus skubbet i vandet. Strømmen var stærk, og der var intet at holde fast i, ud over sig selv. Gang på gang blev han trukket under overfladen i et flydende inferno af skum, bobler og strømmende vand. Og hver gang kom han op til overfladen igen, kun få sekunder fra at drukne. De andre drenge turde ikke hjælpe ham, og smuttede i stedet, og efterlod Angus i en flydende strøm, på vej nord. Han blev igen trukket under vandet, og til hans rædsel, kunne han ikke trække sig selv op igen. Han skreg, kun for at finde sine lunger fyldte af det strømmende vand. Hans blik blev langsomt sløret, med en hånd rakt imod overfladen, i håb om at en hånd ville række ned og trække ham op igen. Men der kom ingen, intet. I stedet blev det hele sort, og det sidste han huskede, var smagen af mudderet ferskvand i hans mund...
Men Angus vågnede op! Selv banket til blods af strømmen der havde hamret ham imod sandbanker og sten. Han var blevet slæbt helt til Boone, nord for Des Moines. I en trance af bevidstløshed, imellem liv og død - havde det meste vand forladt hans lunger, og han var blevet skullet op ved siden af en markvej. Han blev fundet af en lokal ranch-ejer, og bragt til Fort Dodge. Hans krop havde overlevet, og de blå mærker ville med tiden forsvinde. Forsvinde ville ilden i hans sind dog ikke. Og han var forandret. Som om Ares havde sat ild til hans søns blod, og ladet det virke som brændstof for en gemt vrede i ham...

Angus' trængsler ville ikke stoppe der - for selvom han for altid var ændret, forblev hans liv noget nær et helved på jord... i hvert fald derhjemme. Da Angus var 14 år gammel, da han var begyndt i High School, starten af hans første år - denne tid var værst for ham. Han brugte han tid alene, og havde allerede udviklen en stor interesse for sport og motorer. Så han gik til Junior Amerikansk Fodbold i Des Moines, og havde gjort det i nogle år allerede. Det var her han begyndte at opdage hans meget voksende styrke og fysiske kapacitet. Og det gav ham selvfølgelig ikke andet end blod på tanden. Når han ikke var til træning, ville han være der hjemme i garagen og arbejde på på maskiner, og en bil han var ved at fikse før han ville få kørekort. Eller atter vandre i nærtliggende skove og marker. Han gjorde alt for at larme så meget som muligt med så mange maskiner som muligt, for så ville han ikke høre den råben og skrigen der konstant syntes at komme inde fra hjemmet. Der var dog de gode dage, hvor en ro faldt over huset - men det var kun fordi én af hans forældre var væk.
En dag, da han var 13, kom hans mor hjem fra byen. Hun havde den her vane med at tage i byen midt på ugen med nogle veninder, og melde sig syg på arbejdet dagen efter. Angus stod i køkkenet og vaskede op efter hans stedfar(Carl). Carl sov på stolen, med et flimrende fjernsyn foran sig - og Angus havde tænkt sig at føre hans mor op i sengen, inden Carl ville vågne. Men moderen var fuld, og skabte sig åndssvagt. Dette vækkede selvfølgelig Carl, som vågnede op, og i en hidsig fart beskyldte moderen for at være en skøge og tage i byen for at være hos andre mænd. Moderen svarede hidsigt igen, hvilket resulterede i en flad baghånd fra Carl, der fik moderens læbe til at bløde. Angus stillede sig imellem, og råbte af Carl. han skulle ikke røre hans mor på den måde! Carl tog fat i Angus' nakke, og slæbte ham med ud i køkkenet, alt imens moderen blot så på, og intet gjorde. Nej, i stedet satte hun sig ind i stuen, skruede højt op for fjernsynet, og holdte sig for sine ører. Carl åbnede en skuffe, og klemte Angus' hånd imod køkkenbordet. Han trak en almindelig smørekniv, og begyndte at hamre den ned i Angus' håndflade op til flere gange. Angus beklagede sig højlydt, imens et par tårer begyndte at trille fra hans kinder. Lægerne fik selvfølgelig at vide at det havde været et resultat af et uheld imellem ham og en maskine han pillede ved. Kun en fjollet dreng som ham ville pille så tankeløst ved stemplerne... Det var hvad han fik for at blande sig.