En dejlig aften, måske? Elena og Benjamin.

Sted, søen.
Tid, 19,30.
Vejr, solnedgang efter en dejlig dag med sol. En let brise suser hen over træerne.
Omgivelser, helt alene ved søen, benene halvt ude over vandet.
Påklædning, en åben grå jakke, sorte jeans og nogle grå conversesko. En lille daggert hængende i bæltet.

Michael sad nede ved søen. Helt ensom. Alle hans venner var gået hjem til deres hytter eller over til bålpladsen eller hen i amfiteatret. Det var køligt vejr, en let brise susede hen over træerne. Michael pillede ved sin halskæde med perler hængende om halsen. En, to, tre perler hang der. Han skulle snart have den fjerde.

Han legede med farverne på perlerne og på daggerten. Gul, så grøn, så blå, men den skiftede altid til grå igen. Det var svært at holde kontrol med farverne på et magisk instrument, men han havde snart fået lært at udnytte sine kræfter så langt. Men hvad så. Hvad skulle han bruge sine kræfter til. Han skulle aldrig kæmpe mod rigtige uhyrer. Kun Chirons dårlige kopier. Hvorfor skulle han blive i lejren? Han skulle til at blive rasende på sig selv, men så kom han i tanke om noget. Venner. Venskab. Og han havde endnu ikke fundet en kæreste.

Solen syntes at skynde sig mod ned mod dybden af horisonten, som om at den var bange for at komme forsent til sin aftale i Japan om nogle få timer.
Det sidste skær genspejlede sig i det blanke vand, der skinnede rødt og lyserødt, også sværdet i halvgudens sværd fik lidt af det røde lys i sit blanke blad.
Halvguden sukkede, man hvor var det underligt at være i lejren. Efter så mange år ude i den virkelige verden var det underligt ikke at skulle være på vagt hele tiden, ikke at skulle se sig over skulderen hele tiden efter mulige uhyrer.
En kuldegysning løb ned af hans ryg og gjorde ham opmærksom på at det var ved at blive koldere, og at han måske burde tage noget mkere tøj på.
Måske var et ord han meget sjældent brugte, det kunne så let blive til et ja eller et nej, så ordet var egentlig nytteløst. Når man så tit overstregede det for at sige ja eller nej istedet, var det ganske overflødigt.
Han kiggede sig over skulderen, der var ikke så mange ved søen, de fleste sad ved lejrbålet og lo og hyggede sig.
Hvor måtte de have det hyggeligt... så fri for spekulationer omkring hvad der skete med andre halvblodsbørn ude i verden, halvblodsbørn der havde det ligesom han selv havde haft det.
Han gøs, måske var der halvguder eller halvgudinder derude som ikke var så heldige som ham? Nogen af de mord på børn der fyldte nyhederne var måske halvguder? Det kunne sagtens lade sig gøre...
Han stirrede intenst ned i vandet, i spejlbilledet kunne han se hans læderhalskæde der var dukket frem fra hans t-shirt. på den var der 6 fine keramikperler.

En dreng sad ovre på den anden bred, sammen med en pige. De så ud til at hygge sig. Sådan havde Michael det ikke. Han var bare ensom. Ensom, i hvert fald idag. Han havde jo sine venner, men ikke denne aften. Han havde flere gange lyst til at gå over til lejrbålet og synge fællessang. Han kunne bare ikke rejse sig op.

Han havde det virkelig kedeligt. Men hvad skulle gøres ved det? Ingenting kunne gøres ved det. Eller, jo måske?

Elena, hans søster... hans søster han langt om længe var genforenet med 6 år tidligere, og hans lillesøster Christel der var indlagt... Det hele virkede så fjernt og underligt, det var som om denne verden han var trukket med ind i stadig kun var en drøm for ham og ikke noget virkeligt.
Eller, sådan havde han det indtil to hænder blev lagt foran hans øjne, to blde hænder der kun kunne tilhøre:"Jamen, halløjsa med dig Elpære!", sagde han med et smil, og hørte derefter hendes hilsen.
Han vendte sig om og kom op at stå, hans søster var det eneste lys i det mørke denne lejr havde omgivet ham i, faktisk det mørke hele hans liv havde omgivet ham i.
han lagde mærke til en glæde i hendes stemme hun kun havde når hun snakkede med ham, en glæde han altid delte og altid gav lyd til ligesom hende.
En glæde... han næsten aldrig mærkede.
Han sukkede og klikkede hans kuglepen, han lige havde fisket op af bukselommen.
"Skal du have lidt mere tæv, eller fik du nok i formiddags?", grinte han og viftede med sværdets skarpe blad.
Han elskede at kæmpe mod sine søskende, især hans søster, og vinde. Især at vinde, fik ham til at få lidt mere ego på CV'et.

Drengen og pigen havde pludselig fået øje på ham. De havde fået et mistroisk blik i øjnene. Havde de ikke set ham i lejren før? Det kunne da ikke passe. Tre år burde være nok til at de havde set ham mindst én gang. Han rejste sig op og gik hen mod dem. De så ud til at være søskende.

"Hej," sagde han henvendt til dem begge to.

Undskyld det blev ret kort.

han smilte til hende.
"Jamen, så har jeg da bare endnu en grund til at kalde dig det.", sagde han, bare for at irretere.
Han så uforstående på hende og gav sig til at ryste formanende med sin pegefinger.
"Først kære søster, må du forstå at hvis der er nogen der er grimme er det dig, dernæst må du forstå at jeg lod dig vinde, da du jo ikke har evnerne til at gøre det selv.", sagde han med en meget lærer-agtig stemme, en stemme han vidste hun ikke kunne li', faktisk så hadede hun den.
Han vendte sig om, den dreng... havde han set ham før? Muligvis, og muligvis ikke.
Der var jo så mange lejrdeltagere, hvordan skulle han kunne huske dem alle? Det var jo u-m-u-l-i-g-t!
Han rystede på hovedet og sagde:"Næh, men vi kan jo spørge ham... han kommer den her vej."
Hvorfor kom han den vej? Skulle han noget? Eller kedede han sig bare? Hvad end det var, var han da velkommen, han var jo en lejrdeltager og lejrdeltagere var altid velkomne.
Han satte sig ned og så hen på sin søster, med et udtryk der klart sagde, kender-du-ham?, kiggede han fra den den nyankomne til Elena.
Han håbede virkelig at de ikke kendte hinanden, så ville Elena's hjerte bare blive knust endnu en gang, ligesom med André.
Og så ville det flyde med servietter over det hele og der ville generelt bare være et forfærdeligt rod, og ja, så ville Elena være så ked af det... og det kunne han virkelig ikke holde ud når hun var.

Hvorfor så de to søskende så oprørte ud? Han havde jo bare sagt hej til dem! Michael følte sig virkelig ensom her i lejren, ingen gad tale med ham. Han var nok ikke særlig tiltrækkende, men hvad så. Han gad ikke ændre sin personlighed, når han ikke kunne se hvad han gjorde forkert.

Han var på vej hen til hytterne da han hørte en stemme.


!Ingen krea!

Solen var nu tæt på at gå ned ovre mod vest, den skulle stensikkert skynde sig til Japan, det var noget med at den skulle kigge på den nye teknik med toiletterne de brugte derovre. Det var nok ikke lige det, men noget skulle den vel, om det så var i Tokyo eller Oslo!

Pigen af de to halvguder havde spurgt ham hvem han var? Det eneste Michael kunne få sig selv til at sige var "Michael, søn af Iris."

MIN KREA ER LØBET HJEMMEFRA.

Benjamin så på Elena, med et hævet øjenbryn og sendte hende et: Det-sagde-du-også-til-André..!
Han vendte sig mod drengen, Michael sagde han vist han hed, og præsenterede sig selv:"jeg er Benjamin, hyggeligt at møde dig, Michael."
Han så over på Elena, han kiggede på hende med en underlig gnist i blikket. hun så helt ude af den, vad var der nu galt?
Var denne fyr endnu en af hendes mange flirst? Eller bare en der havde virket interesseret i hende, og derefter fundet en anden? Ligemeget havd, skulle han nok finde ud af det. Han fandt ud af alt, til sidst, denne oplysning skulle nok komme... på et tidspunkt.
Denne gang sendte hendes blik et helt andet signal, hjælp?
Han sukked elydløst, det hun havde rodet sig ud i denne gang var hendes problem ikke hans.Men som sædvanlig var der den lille detalje at hun var hans søster, han var hendes bror, og sådan var det lidt kompliceret... og det blev endnu mere kompliceret af at af at de var trillinger, på en eller anden måde blev hendes problemer også altid hans.
Han sukkede, og vendte sig mod Michael, søn af iris som han sagde han var.
"Nå, hvor længe har du så været i lejren?", spurgte han, selvom entusiasmen måske lige manglede i det spørgsmål.

Michael lagde slet ikke mærke til Benjamins spørgsmål. Han kiggede kun på pigen. Han havde haft en lille flirt med hende for nogle år siden, men den var efterhånden ude af hans hoved. Han skyndte sig at snakke lidt udenom, og det endte med at de alle tre sad og snakkede om deres historie.

Michael kunne dog ikke holde sig i ro, denne pige var en stor del af hans hukommelse. Han blev næsten nød til at bringe det på bane. Da de havde lært hinandens navne spurgte han Benjamin. "Øhm, må Elena og jeg godt snakke sammen lidt?"

Benjamin havde allerede i sit indre bestemt sig for at han ikke kunne lide Michael, der var et eller andet ved ham, Benjamin bare ikke kunne tage.
Hvad var det mon? Ham...? Hans væremåde...? Hans mor...? Nej, nu vidste han det, det var hele Michael der forstyrrede og irriterede Benjamin.
Som om, der var ting der de to vidste og som de ikke havde nedladet sig til at fortælle Benjamin, og dette irriterede ham grænseløst.
Da emnet om fortiden for dem alle tre begyndte trak Benjamin sig lidt væk, dette emne var noget han aldrig rørte... og han ville da aldrig dele ud af den, ikke engang hans søstre vidste hvad der var hændt ham efter skibsulykken for så mange år siden.
Benjamin vendte sig mod vandet, dette element var hans yndlings, skønt det havde nær kostet ham livet og næsten hans familie.
Han satte sig hen med ansigtet vendt mod vandet, fisk svømmede rundt dernede og vandplanter slyngede sig i vandstrømmene.
Han ænsede ikke Michael, og hvis han havde ville han forsat have ignoreret ham. Benjamin og Michael var vist allerede det man kalder... ikke så gode venner.
Ud af øjenkrogen holdt han øje med Elena, prøvede at fange hendes opmærksomhed og danne øjenkontakt og sende hende et sagde-du-ikke-du-ikke-kendte-ham-her?-blik, mens han bare stirrede skulende efter Michael, der sad med ryggen til og ikke kunne se det.

Tiden sneglede sig afsted, han begyndte at kaste sten i vandet.
Lyden fyldte hans ører med musik og en masse plop-lyde, han sukkede.
De to andre så ud til at have en dejlig samtale igang, bare synd han ikke kunne høre den. Ikke fordi det ville være særlig meget opløftende, men.. det ville da i det mindste give ham noget at lave.
Han bestemte sig for at prøve at øve sig med sine evner, mindcraft eller tankekraft.
Armen blev rakt ud over vandet med udstrakt hånd, han forkuserede på stenene, nede på bunden af det lave vand.
En lille lilla stråle gik fra hans hånd ned på stenen, den hævede sig usikkert op fra dens sikre plads på bunden.
Vægten blev tynget betydligere da stenen hævede sig op fra vandet, han gispede og den faldt ned med et plask.
Ingen andre end han kunne se dette lille nedlag, og Michael kunne da slet ikke. Endnu et gisp forlod hans læber, ganske lydløst så kun uhyrer kunne høre det.
Han vendte sit blik mod himlen, hans brune øjne blev blanke so hurtigt blev blinket væk.
Han holdt vejret og prøvede at høre om de stadig talte, de gjorde de vel...
Han rejste sig op så han stop på fødderne med bøjede knæ. Han havde foldet sine hænder på hans knæ, hans øjne var rettet mod en sten, den han havde prøvet at gribe med hånden.
Han tog den op fra bunden af vandet og kastede den lidt til sig selv, fra hånd fra hånd.
Han rejste sig langsomt og kastede den vredt ud over vandet, den landede med et larmende bump i søen.