Aften ved søen - Richard

Tid: Aften - efter aftensmaden, men før lejrbålet
Sted: Ved søen
Vejr: Lunt, lidt skyet, solen er så småt ved at gå ned
Dag: Fredag
Årstid: Sommer
Påklædning: Orange halvblodslejr-T-shirt, cowboyshorts, brune lædersandaler, en rød bandana til at holde håret tilbage

Bailey stoppede med at gå og drejede hovedet tilbage mod amfiteateret, hvor hun kom fra. Taget i betragtning at der skulle være lejrbål om ikke så længe var en gåtur måske ikke den smarteste idé, men hun havde brug for at klare hovedet. I aften skulle hun for første gang spille til fællessangen sammen med sine søskende, og da det var sommer var der naturligvis mere end hundrede mennesker til at se på. Hun sukkede let og gik videre. Det lå ikke til hendes person at få sceneskræk, men det var vist det, hun havde nu. Derfor havde hun brug for en lille smule tid alene inden.
Pludselig fik hun øje på en person længere fremme. Det var svært at se på afstand, men det så ud til at være en dreng, der var en lille smule ældre end hende. Hun satte farten lidt op og nærmede sig ham.
”Hey.” sagde hun, da hun var næsten helt henne ved ham. ”Hvad laver du helt herude ved søen? Det er næsten lejrbålstid.”

//OOG: Ikke mit mest kreative indslag ever, men det sværeste er altid at starte op…//

P et par jeans i sort og T-shirt i blå og hans sko.
 Richard var lige begynde med og tag hans tøj på, da han kiggede mod det sted stemmen kom fra. Han vendte hans ansigt mod hende der kom op til ham, han smilede let til hende og kiggede sig omkring." svømme en tur få at få mit hoved tømte hvad med dig." Sagde Richard og smilede let til hende mens han tænke sig om, hvad mon hun lave her ude siden hun selv var kommet der ned til søen hvor han var. Han smilede venligt til hende, ikke fordi han ville men han havde ingen grund til og hade hende og jah han var jo ikke den mest social person der fandtes så hvorfor ikke få det bedste ud af det her møde. Richard sætte sig ned og kiggede på hende, hvad var grunden mon til det at hun ikke var der ved bålet. Han smile lidt til hende inden han kiggede ud mod havet igen, han vendte sit ansigt mod hende og smile lidt "er du ikke en af dem der skal spille." Sagde Richard mens han kiggede på hende, mens han børste sine bukser hans jeans af da de var lidt beskidte han kiggede op på hende og tog sig til håret mens han stadig kiggede på hende og ud over søen.
Han kaste en sten ud i vandet og vendte på hendes svar, han håbe snart hun ville svare ham.
//krea svigt sorry//

Bailey smilede og gik helt hen til fyren. Han så ud til at være lidt ældre end hende, måske 17 år eller noget i den stil, men han havde ingen lejrhalskæde. Strengt taget betød alder ikke noget i lejren, men Bailey var hidtil ikke stødt på en der var ældre end hende, men uden halskæde overhovedet.
Hun satte sig ved siden af ham og håbede, at han ikke gjorde indvendinger mod det. Hun så ud på søen, da han smed en sten derud, og vendte derefter opmærksomheden tilbage mod ham.
”Jeg er vist afsløret, er jeg ikke?” sagde hun og smilede skævt. ”Jo, jeg skal spille senere. Det er derfor jeg er herude. Jeg trænger til at få klaret hovedet inden jeg skal spille musik for over hundrede mennesker.” Hun samlede selv en sten op og smed den ud i vandet. Hun kastede ekstremt dårligt, men det var nok lige så meget på grund af hendes rodede følelser omkring at spille senere.

//Det gør ikke noget. Min krea er heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om for tiden…//

Han vendt blikket mod hende igen, og smilede mens han lytte til hende og så ud mod søen da hendes kaste ikke lå helt perfekt men igen hun havde andet og tænke på. Han lagde sig tilbage og kiggede op på himlen, mens han tale til hende "hvad skal du spille på enlig." Spurgte  Richard om mens han kiggede ud på søen, han elsket bare søen det var helt vildt han følte altid en tørst efter det jo længe han var på land men han havde lære og kontrollere det. Han kiggede på hende igen og kiggede på hendes halskæde, han rettede sig op og kiggede på hendes halskæde. Han måtte vide lidt om den ikke andet, "hvad er det for en halskæde du har der og hvad hedder du." Spurgte Richard hende om, mens han havde fået sat sig op og kiggede på hende han kaste en til sten i søen som slog smut hvor han bagefter vente blikke mod hende igen. Han kiggede lidt på hende og tænke sig om mon hun ville lære og slå smut, hun ville nok selv spørge hvis det var ikke han skulle vel ikke spørge hende nej det skulle han ikke. Han ville godt men hun ville nok selv spørge, ham hvis det var hun ville lære det han kiggede stadig på hendes halskæde hvor var den dog fra.
//krea svigt//

Bailey trak knæene op til brystet og lagde armene om dem for at sidde bedre. Hun vendte blikket ud mod himlen, hvor solen bevægede sig langsomt nedover himlen. Det fik hende til at tænke på sin far og håbe på, at han ville hjælpe hende med at spille ordenligt.
”Jeg skal spille guitar.” sagde hun. ”Jeg har aldrig prøvet det før, men som et barn af Apollon regner alle med, at jeg kan finde ud af det.”
Ved hans næste spørgsmål, vendte hun blikket mod ham i stedet for solen igen.
”Jeg hedder Bailey.” sagde hun og satte sin i skrædderstilling i stedet. ”Og min halskæde er en slags… hvad skal man sige… årbog for mine lejrår. Hvert år i slutningen af sommeren får hver lejrdeltager en ny perle til halskæden som en belønning for at have overlevet endnu en sommer.” Hun kørte fingrene over hendes egne to keramikperler, der hang på hendes lædersnor.
”Men jeg ser at du ikke har nogen.” tilføjede hun spørgende og pegede på hans hals. ”Er du ny her?”

//Beklager ventetiden og kreasvigtet…//

Han smilede til hende og lytte opmærksomt efter, hvad hun sagde mens han kiggede hende i øjende han forstod ikke hvorfor folk mente at bare fordi man var født af en gud som var meget god til den ting. Richard kiggede på hende og smile lidt, "det er et sødt navn du har Bailey og jeg mener det." Sagde Richard og smile venligt til hende, inden han selv sætte sig i samme stilling som hun sad i nu. Han lyttede opmærksomt til alt det hun fortælle, om halskæden hvilket forklaret hvorfor de fleste elever havde dem på sig. Richard kløede sig lidt bag øret, mens han kiggede op på hende "ja det er jeg er ny her, komme for cirka en uge siden ikke andet så er stadig ny Bailey." Svaret Richard mens han kiggede på hende, han vendte blikket mod Søen igen og overvejet stærkt og gå i bad. Eller ikke bad som sådan, men bare svømme i søen da han havde stor lyst til Søen og alt med vand bare at være så tæt på vandet. Gjorde en stor ting for ham han følte sig hjemme, når han var i nærheden af vandet, det gav en dejlig følelse for Richard når vandet var så tæt på hvilket nok var grunden til han var søn af Poseidon som var kende tegn. Han smilede til hende og nikkede let, "jeg hedder Richard syndes lige du skulle ha det og vide da jeg fik dit navn." Svarede Richard og smilede til hende mens han kiggede på hende, hun fortjente hans når han havde fået hendes.//krea svigt//

Bailey smilede til fyren - Richard som han sagde, at han hed. Hun kendte ham ikke, men han virkede sød nok. Ud fra at han havde været ude og svømme, tænkte hun at hun nok havde gættet hvem hans gudelige forælder var, men hun var ikke helt sikker.
”Tak.” sagde hun og vendte opmærksomheden mod solen. Et normalt menneske ville ikke kunne se direkte på solen, men Apollons børn var immune over for skader frembragt af solen. Solen havde ikke rykket sig meget siden hun kom, men himlen var blevet en smule rødere og skyerne så orange ud. ”Richard er også et flot navn.”
Hun vendte sig tilbage mod ham og så undersøgende på ham. Hun havde stadig sin teori om hans gudelige forælder, men hans udseende gik en smule imod den
”Hvem er egentlig din gudelige forælder?” spurgte hun. ”Jeg kender ikke nogen der ligner dig i lejren.”

//Beklager det korte indlæg. Jeg har ikke så meget fyld for tiden…//

Richard kiggede over på hende mens hun spurgte om hvem hans gudforældre var, han tænke lidt at hun burde og kunne se det på ham fordi han var ed vandet men jah udsende var der ingen der havde som ham på lejerne. Så på en måde forstod han hende godt, han ville ikke ha gætte på hvem hun var datter af da hun jo selv havde sagt det til ham men stadig det med musik gav sig selv han kiggede på hende og nikke tavst mens han kiggede på søen. Han kiggede om på hende igen og smilede lidt, "gav søen ikke sig selv hvorfor jeg opholde mig her." Svare Ricard og smilede til hende, mens han selv kiggede sig omkring  han ville enlig godt fortælle hende det nu. "Jeg er Søn af Posedion, det er min far" Svaret Richard og kiggede på hende mens han kiggede på hende, mens hans øjne stadig kiggede på hendes halskæde den var enlig meget smuk som alle jo havde næsten hvor han ikke selv havde en halskæde nu.
//sorry krea svigt//

Bailey smilede. Hendes formodninger om Richards gudelige forælder havde været rigtige, men han lignede ikke de andre børn af Poseidon, hun kendte så meget.
”Det kunne jeg have gættet.” sagde hun og smed endnu en sten i vandet. Hendes kast var endnu dårligere denne gang. Hun vendte sig mod Richard og skulle lige til at spørge om han ville lære hende at slå smut, da hun hørte noget rasle i buskene bag hende.
Alle muskler i hendes krop spændtes. Hun rejste sig op og gjorde tegn til at Richard også skulle rejse sig og bakke væk. Hun vendte sig om lige i rette tid til at se en helvedeshund på størrelse med en shetlandspony springe ud fra buskene. Hun nåede lige akkurat at udføre sit nyeste trick - at fremmane et menneskeformet kraftfelt af sollys omkring sig selv - før den sprang på hende med blottede kløer og tænder og væltede hende bagover. Hvis hun ikke havde skabt kraftfeltet ville hunden uden tvivl have flået hende i strimler, for selv gennem sit improviserede kraftfelt kunne hun mærke hundens kløer. Hun havde øvet sig i at skabe sine menneskeformede skjolde af lys tidligere, men aldrig så pludseligt eller under så meget pres. Helvedeshunden begyndte at bide og flå i skjoldet, og på trods af at det burde være stærkt, trængte hundens klør stadigvæk lidt igennem og tildelte Bailey slemme bidemærker og flænsninger på torso og arme og i ansigtet. Hun vendte blikket mod Richard, som hunden tilsyneladende ikke havde bemærket og mimede Hjælp mig. Hvis han ikke gjorde noget hurtigt, ville hun ikke kunne holde kraftfeltet længere, og så ville der ikke være noget til at holde hunden kløer og tænder på afstand.

//Ikke så meget krea, jeg ved det. Men det kan give Richard en mulighed for at a) besejre en helvedeshund og b) få udforsket sine kræfter under pres//

Han smilede let til hende, inden han vende sig om mod lyden som havde fanget hendes opmærksomhed. Han kiggede på hunden og hende hele tiden, da han så hende mime til ham hjælp. Kiggede han på hunden og tænke sig om han havde hvis et sværd på sig, havde han ikke han rodet rundt og fandt så sværdet i hans trøje. Han fumlede  rundt og fik fat på den hans lighter som var hans sværd, hvilket man ikke ville tro hvis man så ham. Han trykkede på den og ud kom sværdet , han svingede det i hans hånd og pege så mod hunden. Mens han kiggede på helvedes hunden, svang han sværdet hurtig for at føle dens vægt i hans hånd. Han kiggede på hende og så hunden, hvor han så løb mod hunden som stadig var optaget af hendes kraftskjold. Han løb mod den og lige da den kiggede op, huggede han dens hoved af hvor den så bliv til en skygge og forsvandt. Han løb hen til hende og kiggede på hendes sår, som var meget slemt hvilket han kunne se med lethed han kiggede på hende og tog så fat i hendes hånd som han lagde i vandet mens han selv rørte vandet og fokuseret på hendes sår som lige så stile bliv healede han havde dog selv lukkede øjne. Så han lagde ikke mærke til det, han kiggede på vandet mens han gjorde det. Han fattede ikke han bare kunne gøre det med sværdet, han havde kun en gang før prøve det så han forstod det ikke. Han åben dog ikke øjne selv da han, følte han var færdig med det.//sorry krea svigt//

Bailey kunne mærke sine kræfter svigte og se sit skjold flimre lo længere hun skulle holde det oprejst. Hun lukkede øjnene og ventede på at hunde skulle bryde hendes skjold, men i stedet hørte hun metal flyve gennem luften, et forskrækket bjæf og en suselyd. Hunden holdt op med at rive i hende, men hun blev ved med at have øjnene lukkede. Hun kunne selv høre at hendes vejrtrækning lød anstrengt og hun kunne mærke, at hun havde rifter og bidemærker over det hele. Hun vidste ikke hvad Richard ville gøre, men hun håbede at det inkludere lægehjælp.
Pludselig mærkede hun en hånd tage fat i sin og dyppe den ned i vandet. Smerten forsvandt. Blødningerne føltes som om de stoppede. Hendes åndedræt blev kontrolleret igen og selv noget af hendes tabte energi vendte tilbage. Hun åbnede øjnene og så Richard sidde ved siden af hende. Det tog hende ét sekund at regne ud, hvad der var sket: Richard havde brugt sine evner som en søn af Poseidon til at helbrede hende ved hjælp af vandet.
”Tak.” sagde hun og satte sig op. ”Hvad skete der med helvedeshunden?”

Richard havde stadig lukkede øjne, han ville ikke åben dem han kunne stadig ikke forstå hvad han lige havde gjorde. Han kiggede hende ikke i øjne, da de var lukkede han ville ikke tro det der lige var sket det ville han ikke lige meget hvad. Han sukkede og trække vejret lidt tungt, "jeg ved det ikke hvad var det der for et væsen var jeg har aldrig set sådan et før aldrig." Richard prøve og bevare overblikke hvilket gik godt, mens han kiggede på hende han viste ikke hvad der var sket hvilket jo var det værste ved det. Richard kiggede på hende hvor han åbent sine øjne, han ville ikke sige så meget han var stadig uklar over hvad der skete men han ville prøve og få styr på de ting. Richard sukkede, og kigge på hende "jeg skar hvis hoved af den så jeg jeg fik det gjorde og dryppe så din hånd i vandet det er hvad der skete." Richard bakkede lige tilbage fra hende med det samme, mens han kiggede på blodet der var fra sværdet han fatte stadig ikke hvad der var sket hvordan væsen var blive dræbt af ham men mere fordi han ikke ville huske det. Richard sukkede og tog sig så til hoved inden han kigge på hende igen, "jeg dræbte den jeg tog et liv jeg fatte det ikke." Richard kiggede på hende, mens han så på sværdet som han klikke på så den bliv til en lighter igen. Han ville ikke gøre noget ikke lige nu da, mere fordi han ikke viste hvad han skulle gøre ved sig selv.
//sorry vente tiden//

Bailey lagde hovedet på skrå og så medlidende på Richard. Hun kunne godt huske første gang hun havde nedlagt et uhyre. Hendes halvsøskende havde ganske vist forklaret hende om hele 'uhyrerne ryger til Tartaros og vender tilbage igen senere'-showet, men det var stadig en underlig oplevelse at tage livet at et andet væsen. Hun rykkede tættere på ham og lagde tøvende hånden på hans skulder.
"Du skal ikke tage det så tungt." sagde hun blidt. "Uhyrer har ikke sjæle på samme måde som mennesker. Når de dør bliver de pulveriseret eller går i opløsning og deres essens vender tilbage til Tartaros, hvor de kommer fra. Før eller siden vender de tilbage alligevel. Halvguder kan kun holde dem stangen, ikke dræbe dem rigtigt." Hun tøvede og fortsatte dernæst: "Du reddede mit liv. Hvis du havde skånet den eller holdt inde bare få minutter mere ville jeg ikke have overlevet, og jeg vender ikke tilbage. Hvis en dødelig eller halvgud dør er der ingen vej tilbage. Jeg skylder dig alt."

//Det gør ikke noget Egentlig er jeg på ferie, men jeg fik adgang til en computer og lejlighed til at svare, så det gjorde jeg. Håber du kan bruge det

Richard kiggede på hende da hun rykket tæt på ham, og lagde sin hånd på hans skulder. Han smilede lidt til hende, og nikkede da han lytte til hende, men han havde det stadig lidt dårligt med det dræb han havde lavet. Han kiggede på hende og sank en klump, inden han kigge på hende igen og var klar til og svare hende på spørgsmålet. "Du skylder mig intet Bailey jeg gjorde bare hvad, jeg følte var rigtig ikke andet." Han kiggede op og smilede til hende mens han lyttede til hende, han sank en klump inden han kiggede op på hende igen.  Richard fik et smil frem til hende det var bare et normalt smil, som han enlig fik frem efter dræbe han fik sit sværd skjult igen sådan at det bare var en lighter igen. Richard kiggede på hende og smile igen, "skal jeg lære dig og slå smut Bailey ,nu når vi er kommet gennem det her med hunden jeg tror bare det vil være en god ide og tænk på noget andet." Sagde Richard og smilede til hende, mens han tog sig til håret og kigge på hende. Han smilede og lagde sin hånd overen over hendes, som var på hans skulder.//sorry for det korte svar//

Bailey kunne godt mærke, at Richard ikke var kommet helt over det med helvedeshunden endnu, men hun besluttede sig for at lade det ligge. Hun smilede, da han lagde sin hånd oven på hendes og rykkede en smule tættere på ham. Da han tilbød at lære hende, hvordan man slår smut, bed hun sig eftertænksomt i læben.
"Det kunne vi." sagde hun eftertænksomt. Hun havde altid ønsket sig at kunne slå smit, men ingen havde kunnet lære hende det ordentligt - og hun var vokset op ikke langt fra havet, så mange havde prøvet. Hun ville elske at lære det, men hun ville ikke have at det mislykkedes, og Richard blev skuffet over hende. Alligevel endte hun med at rejse sig.
"Okay." sagde hun. "Lær mig at slå smut."

//Beklager for mangel på kreativitet, men det er efterhånden noget tid siden jeg har svaret //

Han smilede til hende, og rejste sig op mens han kigge på hende. "Så lad oss da begynde ikke først finde vi en flad sten jeg har en håndfuld her på cirka 4 til 7 stykke." Sagde han og smilede til hende, mens han kiggede sig omkring han ville ikke ha noget imod hvis hun ikke kunne finde ud af det. Men det ville tiden jo vise nu, han smilede til hende og kaste selv en mens han smilede til hende. Han tog fat i hendes hånd og holde så kærligt og blidt om den, mens han prøve og vise hvordan hun skulle bevæge hendes hånd. Hvilket han håbet hun kunne følge med i det, han viste hende det hvordan man skulle trække sin arm lidt længere frem nærmest skråt og så smilet han til hende. "Sådan prøv nu jeg står lige bag dig hvis du er usikker på hvad du skal gøre ok." Sagde Richard og smilede til hende, mens han stille sig bage hende og holde om hendes liv mens hun skulle til og kaste. Han smilede til hende, selv om hun ikke så det mens han håbet på hun kunne gøre det.
//samme her//

Bailey smilede til Richard og trådte et skridt frem. En fyr i LA havde engang forsøgt at lære hende at slå smut, men hun havde misforstået det totalt og havde ramt ham i ansigtet i stedet. Det var en situation, hun helst kun ville stå i én gang.
Hun tog en dyb indånding og gjorde det, Richard havde vist hende. Stenen ramte vandet, men modsat de to andre gange, sank den ikke til bunds, men smuttede hen over overfladen - to gange!
"Jeg gjorde det!" råbte hun og begyndte at hoppe op og ned. Lidt efter stoppede hun, let rød i kinderne og vendte sig mod Richard.
"Har du nogen idé om, hvor mange der har forsøgt at lære mig det her?" spurgte hun ham. "Og så kommer du og lærer mig det med det samme. Er der et eller andet, jeg skal lære dig i bytte?" 
Det var måske en underlig forespørgsel, men Bailey følte, at Richard hjalp hende hele tiden, og hun ville gerne gøre noget til gengæld. Hun kunne naturligvis ikke lære ham noget overnaturligt, som at manipulere med solen, men en mere normal ting som at spille et instrument eller skrive et digt, ville hun kunne klare.

Han smile til hende mens han kiggede på sten den ramte perfekt, han grine lidt da hun bliv så glad over det  og smile bare til hende. Han syndes nu hun var sød hun føltes som en slags lille søster, for ham men det kunne desvære ikke lade sig gøre. Han strække sig og kigge ud solen var gået ned, og mørket havde lige sænket sig helt så nu var det måske ved og være tid til og gå hen til de andre. Han ryste på hoved han kunne ikke komme I tænke om noget, lige nu "nej ikke med mindre jeg kan ha det til gode til en anden gang Bailey." Sagde han og smile til hende, "kan jeg det ville det være luksus hvad siger du til det, med mindre jeg skal vælge noget nu." Grinte Richard mens han smile venligt til hende, han ville meget gerne gemme det hvis han nogen sinde skulle lære en eller anden ting af de ting hun talte om. Han sætte sig ned og kiggede ud mod søen, det var nu dejligt og side her.
//sorry viste ikke hvad jeg skulle svare//

Bailey's smil blev bredere, og hun rødmede vist ret meget. Hun opførte sig ikke normalt så fjollet, men der var en slags storebror-agtig tyngde over Richard, der fik hende til at føle sig som hans lillesøster eller sådan noget. Hun grinede og gik et skridt nærmere Richard.
"Du må gerne have det til gode." sagde hun. Det kunne også give hende lidt mere tid til at øve sig på sine egenskaber selv, så hun kunne være en ordentlig lærer.
Hun satte sig ved siden af ham og løb sine fingre hen over jorden under dem. Det var mærkeligt, men at være sammen med Richard fik hende til at føle sig lidt mere som en normal pige i stedet for en halvgudelig, magisk, ordbind ADHD-pige der boede i en sommerlejr. Måske var det hans afslappede facon eller hans tyngde, det vidste hun ikke, men det var rart.
"Ville det være for meget at bede dig om en tjeneste mere?"
Det gik først op for hende da ordene var udtalt, at det kom fra hendes læber. Det havde ikke været hendes mening at spørge ham, men nu kunne hun desværre ikke trække det tilbage. Der var én tanke, der stadig plagede hende, og måske ville han kunne hjælpe hende med det.

//OOG: Succes! Min computer lukkede ikke ned! //

Richard kigge over på hende, mens hun talte til ham af en eller anden grund havde hans humør skifte lige nu. Hvorfor viste han ikke, men han ville måske godt være sig selv  igen. Men han kom til og tænke på, at han aldrig havde skrevet til Cassi  og det fik han det dårligere af. Han lytte lidt til hende og kaste en til sten ud I søen, han tvang sig til og smil til hende igen. "Okay men jeg behøve det ikke, jeg gjorde det bare for sjovs skyld lærte dig at kaste smut." Sagde Richard og send hende et til smil, mens han kigge sig omkring måske var det ved og være tid og vende tilbage til bålet. Han kigge ud på søen og kom nærmest ud af en trance da hun talte igen, "ja hvad er der Baliey sig frem." Sagde Richard og smile til hende mens han vendte på hendes svar, fik han de dårlige tænker væk han måtte opsøge hende efter hans møde med Bailey så han kunne snake med hende ellers ville han ha det af lort til bagefter. Han kigge på Bailey og lagde sig lidt ned, han matte finde Cassi men Bailey havde åbenbart brug for hjælp så hun var den første han skulle hjælpe. Han hjælp for det mest folk før ham selv, men ved hende her hva der en  støre grund til han ville hjælpe om det var  fordi han syndes de havde et eller andet bånd.

Bailey bed sig i læben og var tæt på at trække sit spørgsmål tilbage. Det, hun var ved at bede om var ret grænseoverskridende for hende, selv hvis det havde været en af hendes bedste venner - som for eksempel... Åh, guder. Hun havde ikke tænkt på ham i årevis...
Hun skyndte sig at skubbe tanken fra sig. Hvis hun kom ind på ham nu, ville hun bare bryde sammen, og det ville ikke se godt ud, hvis hun kom til lejrbålet og var helt grådkvalt.
"Jeg vil gerne..." sagde hun tøvende. Hun forsøgte at sige resten, men ordene snublede over hunanden. Hvad skete der? Hun havde aldrig været så nervøs før, ikke engang dengang hun skulle synge foran hele sin skole, da hun gik i tredje. Hun trak vejret dyb og sluttede sætningen.
Det var risikabelt for hende. Hvis det viste sig, at hun tog fejl af Richard, og at han ikke var så sød, som hun troede, ville han nemt kunne nedgøre hende komplet eller gøre nar ad hende, eller bare grine af hende, og det ville udradere hendes selvtillid komplet. Men hun stolede nok på ham til at prøve.
"Vil du høre mig spille guitar og bedømme mig?"

Richard vendte sit blik mod Bailey igen, han sende hende et skævt smil og svaret. Så på hendes spørgsmål. "kan jeg godt men har bare ikke en særlig god music smag men jov jeg vil lda prøve." Svare Richard og kigge på hende, med et lille smil han var ikke den bedste til og bedømme men han kunne jo prøve. Richard kigge over på hende efter og ha set ud over søen igen, det var så fredeligt. Richard rejste sig op og smil til Bailey, "men ja jeg vil gerne høre dig spille og synge" svaret Richard inden han fandt en sten som han kaste ud I søen igen, hvor efter han sætte sig ned og vende blikket mod Bailey. "Du begynder bare når du er klar, jeg skal nok sige hvad jeg mener efter." Svaret Richard, hvor efter han sendte hende et skævt smil.
//sorry men anet ikke hvad jeg ellers skulle skrive:///

Baileys smil vendte tilbage til hendes ansigt, da Richard indvilgede. Hun rejste sig op, lukkede øjne og rakte sin hånd frem, som om hun holdt om noget smalt. Hun samlede sine tanker om at se sin guitar for sit indre øje, som den stod lænet op ad amfiteatrets mur i solnedgangens stråler. Det var et andet trick, hun havde øvet, men modsat det andet var det her ret nemt. Hun kunne mærke noget solidt materialisere sig i hendes hånd, og kor efter holdt hun en gyldenbrun guitar med en sol malet på i sin hånd.
Hun gik hen til en træstub nær Richard, satte sig på den og spillede et par hurtige akkorder for at varme op. Derefter rømmede hun sig og begyndte at spille en af hendes yndlingssange: Breakaway. I started var hendes stemme skælvene, men jo længere ind hun kom i sangen, des højere og klarere lød hendes stemme. Et sted midt i sangen holdt hun om med at registrere noget om hende, hverken solens stråler, vindens rasle eller Richards tilstedeværelse - der var kun hende, hendes stemme og guitaren.
"... Take a risk, take a chance, make a change and breakaway, breakaway breakaway." sluttede hun og stillede sig guitar fra sig. Hun følte sig en del mere oplivet nu, end hun havde gjort før, og med et var al den nervøsitet, hun havde haft for at skulle optræde for lejren, fordampet som vand på en solvarm sten. Og hvad så, hvis det gik i ged? Hun elskede at spille. Måske var hun god, måske var hun elendig, men hvis hun kunne forsvinde ind i musikken på samme måde, som hun havde gjort nu, havde hun intet at være nervøs for. Hun satte sig ned ved siden af Ricahrd igen og lænede sig nysgerrigt fremad.
"Nå?" spurgte hun. "Hvordan var det?"

Richard lytte til hende synge, mens han selv prøve og få skruet sit hoved sammen han var helt væk så han lytte ikke. Første da hun var ved og være færdig med og synge kigge han på hende, Richard vente opmærksomheden mod hende. Richard kigge over på hende og smilte, "det lød godt smut nu op det er ved og være tid til i skal spille er det ikke." Sagde Richard hvor efter han smil til hende, Richard rejste sig op og gik så ned til søens kant hvor han kigge ned i søen. Han viste ikke hvorfor men han havde en eller anden følse for søen. Han havde bare virkelig meget brug for at sidde ved kanten nu, Richard kigge op mod Bailey hvor efter han begynde at nynne, på en sang mens han slappe af. Richard kigge over Søen og så at folk, begynde og samles det var hvis nu det skete. Richard kaste en ny sten ud over søen, mens han prøve og få sine tænker helt klare det hjælp altid.
//there you go, som sagt lort.//

Bailey smilede for sig selv, da Richard rejste sig og gik ned til søen. Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke havde hørt rigtigt efter, men det gjorde ikke noget. Hun havde spillet sin musik for en anden lejrdeltager uden at få sceneskræk, og hun var klar til at spille for resten til lejrbålet. Hun rejste sig op og skulle til at gribe sin guitar, men stævnede så med hånden nogle centimeter fra guitarens hals. Hun havde aldrig prøvet at blive ramt af lynet eller få elektricitet igennem sig, men den følelse hun havde nu, mindede om sådan hun forestillede sig, at det føltes. Hun rettede sig op igen og tog en dyb indånding, før hun gjorde det mest impulsive og åndssvagt, hun på nogen mulig måde kunne: hun gik ned til Richard, greb fat i halsen på hans t-shirt, stillede sig på tæer og kyssede ham på munden. Hans læber smagte salt, som om han luge var steget op af havet, bortset fra at han ikke var våd. 
*Hvad i alverden er det, du laver, Bailey Faith Higgins? Stop det!* skældte hun ad sig selv, men hendes krop lystrede ikke hendes tanker. Først efter h ad der føltes som en evighed, gav hun slip på hans krave og trådte væk fra ham. 
"Jeg må hellere..." mumlede hun uden at se ham i øjnene. Hun drejede så hurtigt om på hælen, at hendes hår næsten stod vandret ud i luften, greb sin guitar og begyndte at gå hastigt op mod amfiteatret.
Men efter omkring ti meter, stoppede hun op. Hun gik ikke videre, hun vendte ikke om. Hun stoppede bare, som om noget inde i hende havde trådt bremsen i bund. Hvad var det, der gik af hende?

//Det var da et udemærket svar, dig løgnhals!//