En stille dag ved søen

Tid: omkring 11 am
Sted: Søen
Omgivelser: Mennesketomt
Vejr: Overskyet
Dag: Mandag
Årstid: Forår
Påklædning:

Umbra sukkede, hun så ud over søen, og ønskede at det snart ville være varmt nok til at svømme, hun længtes efter at føle vandet mod sin hud, at dykke ned underoverfladen og lukke alle verdens problemer ude. Det var stadig tidligt i forårsperioden og nogle af blomsterne der normalt dækkede hendes yndlings sted ved søen var ved at få knopper, snart ville de blomstre, strække deres kronblade op mod solen og himlen, men deres rødder strakte sig dybt ned i jorden efter vandet. De voksede og voksede, kun for at dø og blomstre på ny. Umbra udstødte et dybt og højt suk, nogle gange ville hun ønske at hun var en blomst i stedet for en halvgud, selv om det måske så sådan ud, var blomsten ikke bundet til et særligt sted, dens frø kunne spædes og den kunne blomstre et nyt sted, mens hun ikke kunne sætte et ben uden for barrieren. Hendes fjerde år havde været ligeså ensomt som de første, end ikke det at hun havde fundet ud af hvem der var hendes far havde hjulpet hende, hun var stadig ensom…

Ribenji så sig omkring, han havde stadig svært ved at finde rundt. og oven idet var han ikke vandt til at blive det samme sted i så langtid. Han hørte et suk der kom fra bagved de buske han stod ved. Langsomt gik han tætter på og så til sin overraskelse at han var mindre end 4 meter fra søen. der sad en pige ved breden. Han vidste ikke om han skulle lade hende være alene eller om han skulle holde øje med hende; det virkede som om hun overvejede at hoppe i. Han tog et tøvede skridt til siden og en kvist knækkede under hans fod, hans hovede for op med et ryk, havde hun hørt det?

Umbra havde hørt personen allerede da han eller hun have flyttet på buskene, men hun havde håbet på at de ville lade hende synke ned i selvmleidenhed, men på den anden side ville det sikkert være godt for hende at snakke med nogen, så hun åbnede munden og sagde "jeg ved godt at du er der" hun vendte sig ikke om for at se på personen, men hun kunne følge at en eller anden stirrede på hende.